Hellere slave på et palads end konge i helvede

Trafficking af mindreårige afrikanske fodboldspillere har stået på i over 20 år. En vedvarende problematik, der kun er eskaleret i omfang, men som foregår på samme måde i dag som tilbage i midten af 1990’erne. Den nigerianske journalist Matthew Edafe var selv offer for trafficking som ung og bekæmper i dag problemet på tiende år.

“Siden dengang er jeg vendt tilbage til Kap Verde. I dag elsker jeg landet utrolig meget, men på det tidspunkt nød jeg det ikke. Jeg var virkelig i helvede”.

Matthew Edafe havde været på bordellet i Kap Verde i fem dage. I det værelse, hvor han sammen med fire andre nigerianske drenge var blevet indlogeret – på bekostning af de prostituerede kvinder, der før havde huseret her. Rum var der mange af. Og kvinder ligeså. Der var gang i biksen, og folk kom og gik i pendulfart fra bordellet, der lå i det tæt befolkede forretningsdistrikt i byen Espargos. Det var som Brooklyn i New York, hvor folk nemt kan forsvinde, husker Matthew Edafe, der på det tidspunkt var 17 år gammel.

Matthew og de andre drenge holdt sig for sig selv og fik tiden til at gå med at spille kort. Matthew læste James Hartley romaner, som han havde med sig, når han ikke lige havde biblen. Alt imens ventede drengene på den person, der skulle tage dem til Spanien for at udleve drømmen om en fodboldkarriere i Europa. Personen dukkede aldrig op. I stedet fik de efter fem dage besked om, at pengene, der var blevet betalt for dem, var sluppet op. Huslejen var udløbet. De skulle hoste op med nogle flere penge. Men de havde ikke nogen, og manden, der havde ført dem dertil og havde pengene, var der ikke og kom tilsyneladende ikke tilbage.

”Udlejerne” talte portugisisk, så samtalen foregik via en fyr, der kunne oversætte. De var blevet forladt. Det var ikke første gang, det var sket på dette bordel i Kap Verde. Langt fra. Den slags skete hele tiden, fik drengene at vide. De blev smidt på gaden, men at gå til politiet var ikke en mulighed. “Du kunne ikke gå til politiet og klage, for du var et fremmed sted og kunne måske ende i fængsel. Vi prøvede bare at overleve”, fortæller Matthew Edafe her 21 år senere. Det usle kvarter, de befandt sig i, var dog ikke det værste. Det var nemlig ikke værre end de kår, de kom fra i Nigeria, og som de var vant til. “Det var dét, at vi var blevet snydt, udnyttet og efterladt, der var slemt. Og det værste var, da det gik op for os, at der ikke var noget Spanien”.

Drømmen skaber problemet
I Nigeria stod 19 håbefulde teenagedrenge på rampen til deres livs eventyr. Det var deres eneste chance for at forlade den vestafrikanske slum, komme til Europa og tjene penge og forbedre deres egne, men også deres familiers elendige levevilkår. Det var ikke bare en chance for nogle enkelte unge mænd. Det var en mulighed for familier og lokalsamfund. Året var 1994, og Nigeria havde netop kvalificeret sig til VM for første gang nogensinde.

“Jeg var meget begejstret. Fodbold var på forsiden overalt i Nigeria. Alle snakkede om det. Jeg var meget glad. Jeg tænkte på de penge, jeg ville tjene, på de huse, jeg ville købe, og de biler, jeg ville komme til at køre i”, fortæller Matthew om sine tanker, da han fløj hen over det vestafrikanske land, uvidende om at drømmen var en falsk illusion.

17-årige Matthew Edafe var ét ud af 19 nigerianske fodboldtalenter, der var blevet garanteret en prøvetræning i Spanien af en italiensk mellemmand. Han var den ældste i en børneflok på otte, og hans fodboldtalent blev betragtet som en vej ud af fattigdommen. Derfor var Matthews mor villig til at ofre alt, hvad hun ejede. Hun satsede og mistede hele sin landejendom, brugte hele opsparingen og endte i dyb gæld.

“Det land var en familieejendom, og vi mistede det. Det var svært at håndtere, fordi hele familien vendte ryggen til min mor. Det var virkelig svært. Meget, meget hårdt”. Hver familie betalte ca. en kvart million naira til mellemmanden. Nogle betalte endda mere, fortæller Matthew. Det svarede til 9.000 danske kroner pr. familie og et samlet beløb på 171.000 kroner. Idag er beløbene endnu større med en stigning på op til to millioner naira – altså op mod 70.000 danske kroner for en enkelt familie. Det betyder, at en mellemmand kan blive millionær ved at snyde en 15-20 familier i Vestafrika og fragte mindreårige afrikanske drenge til alle verdens afkroge og efterlade dem uden penge og visum.

“Det fremstår faktisk ikke som trafficking. Det virker som en stor mulighed for en bedre økonomi, for at tjene penge og spille fodbold på et højere niveau. Så der var ikke noget med, at du blev udnyttet. Du ser det ikke engang sådan. Faktisk ville hele familien have dig til at udnytte muligheden, fordi det er en udvej for familien og lokalsamfundet”.

Det er også sådan camerounske Jean-Claude Mbvoumin fra interesseorganisationen Foot Solidaire opfatter problemet i Vestafrika. Han påpeger, at det betragtes som en service – ikke som trafficking. “De tænker, at de giver deres søn en chance i Europa for at få et bedre liv, men efter nogle måneder er de strandet i Europa, og så opdager de, at der var et problem. Drømmen skaber problemet”, fortæller Mbvoumin, der har bekæmpet trafficking af mindreårige afrikanske fodboldspillere, siden han stiftede organisationen i år 2000.

Jean-Claude Mbvoumin fik idéen til at starte Foot Solidaire, efter at han i 1999 stødte på en 14- årig afrikansk spiller, der var blevet efterladt i Paris, hvor han selv spillede professionel fodbold. Han undersøgte sagen nærmere og blev meget overrasket over, at flere teenagedrenge blev behandlet på den måde. Derfor begyndte han at gøre en indsats for at finde ud af, hvordan disse unge blev rekrutteret, og opdagede, at disse drenge havde betalt mange penge til uofficielle agenter og altså endte hjælpeløse i Paris’ gader.

Spanien blev til Kap Verde
Matthew fortæller om en lang rejse, hvor han sammen med de 18 andre forventningsfulde drenge kørte med bus fra Nigeria over Ghana til Elfenbenskysten. Herfra fortsatte rejsen med fly til Marokko. De fik mad, og transporten var betalt. De blev i Marokko i 11 dage, hvor de spiste en masse krydret mad, mens de nød udsigten til at ramme den spanske kyst. Men længere nordpå kom drengene ikke. Matthew og seks andre rejste videre til Gambia. 12 blev efterladt i Marokko. Matthew brugte 23 dage i Gambia, hvor de unge fodboldspillere blev stopfodret med fisk, husker han. På dette tidspunkt anede drengene ikke uråd. De blev behandlet godt, og Matthew tænkte stadig på, at han kunne blive den nye Jay-Jay Okocha. Men næste rejse gik heller ikke til Spanien. Matthew endte i Espargos på øen Sal i Kap Verde efter at have tilbagelagt næsten 7500 kilometer.

Matthew endte med at tilbringe ni måneder i alt på Kap Verde, inden han kunne tage hjem. Han ved ikke, hvad der skete med de andre, men som han fortæller det, klarede han sig selv, efter de blev smidt ud af bordellet. Det første, han bekymrede sig om, var, hvordan han kunne skaffe pengene til at vende hjem. For en 17-årig dreng strandet på Kap Verde var det svært at sætte pris på de nye omgivelser, hvis solbeskinnede strande ellers udgør et attraktivt feriemål. Især når man som Matthew havde indstillet sig på at skulle til Spanien for at spille fodbold og nu sad fast her. “Jeg levede i frygt. Jeg var i et land, hvor jeg ikke forstod sproget”, siger han.

Ikke alle ofre bliver efterladt i Vesteuropa eller i Afrika, som det var tilfældet med Matthew Edafe. Trafficking af fodboldspillere har gennem de sidste 20 år spredt sig til flere dele af verden. Steder som er mindst lige så fjerne fra hverdagen, livet og kulturen i Vestafrika. Men alligevel vil de bare af sted. “Hvert år strømmer flere og flere mindreårige afrikanske drenge til Østeuropa og Asien. Bagmændene finder hele tiden nye steder at sende spillere hen, og i Afrika vil alle til udlandet for enhver pris. Selv ungdommen”, fortæller Jean-Claude Mbvoumin.

For Matthew Edafe var sproget ikke den eneste barriere. Han blev også konfronteret med en meget anderledes kultur, end den han var vant til. “Livsstilen var anderledes. Jeg kom fra et nigeriansk samfund, hvor det synes, som om der er høje moralske standarder, til et Kap Verde, hvor det er en fri livsstil, som handler om sex, alkohol og musik”, fortæller Matthew, som, med sine egne ord, ikke passede ind.

Alligevel fandt han et job i Espargos, hvor han primært befandt sig de første tre måneder af sin tid i den lille øgruppe i Atlanterhavet. Lønnen var dårlig, men han fik mad og et tag over hovedet. Efter arbejde hang han ud i en video og musikbutik, der lå tæt på, hvor han arbejdede. “Det var det eneste sted, hvor folk snakkede engelsk, og de så amerikanske film, så jeg var altid i den butik og havde det sjovt med fyrene der”, fortæller han.

Et rent lykketræf
Det var længere sydpå, at heldet for alvor vendte for Matthew Edafe. Han var kommet fra Espargos og Sal i den nordøstlige del af Kap Verde til Pedra Badejo på Santiago. Santiago er den største af Kap Verde-øerne og huser halvdelen af øgruppens befolkning. Det var her – i en købmandsbutik – at Matthew mødte en kvinde, som kunne hjælpe ham hjem. “Jeg stod og læste blade fra England, og så kom hun hen til mig og spurgte, om jeg kendte Manchester United og Liverpool. Det var sådan, vi begyndte at snakke”, erindrer Matthew. Kvinden viste sig at arbejde i et rejsebureau, og samtidig arbejdede hun også for indenrigsministeriet på Kap Verde.

Hun tog sig af Matthew og sørgede for, at han kom med et fly tilbage til Nigeria. “Jeg arbejdede og sov i hendes forretning. Jeg plejede at tage hjem til hende. Hun havde altid travlt, men hun stolede på mig nok til at have mig boende”. Der tilbragte Matthew et halvt år, inden han kom hjem. “Det var et rent lykketræf for mig. Hun var bare sød mod en 17-årig dreng”, siger han og fortsætter: “I Afrika, i Nigeria, er vi meget religiøse, så jeg tror, at det var Gud, der bragte mig tilbage”.

Troede ikke på eget kød og blod
Matthew var den første af de 19 drenge der kom tilbage til Nigeria. Efter ni måneder som fremmed i et andet land og en helt anden kultur kunne han glæde sig over at vende tilbage til familien. Men Matthews hjemkomst blev mødt med vrede, skuffelse og mistillid – selv fra det nærmeste af familien.

“Da jeg kom tilbage, fortalte jeg min historie. Folk troede ikke på mig. Alle var sure. Selv mine forældre var sure over, at de havde lånt penge, for at jeg kunne tage ud og spille fodbold, og så kom jeg tomhændet hjem”.

Matthews far døde, da han var femten måneder gammel, hvorefter hans mor blev gift med en anden mand. Forholdet til stedfaren har aldrig været godt. Han kaldte Matthew for et ubrugeligt barn og mente, at han bragte skam over familien. Det gjorde ikke situationen nemmere, da han vendte tilbage til Nigeria og fortalte sin historie.

“Det var underligt. Underligt at fortælle sine forældre sandheden, og de så ikke tror på én. De troede ganske enkelt ikke på, at en fremmed havde efterladt én. Dengang var det trist. Jeg græd konstant. Jeg fortrød hele tiden. Jeg hadede min familie, fordi de troede på en ondskabsfuld fremmed frem for mig. Jeg var deres kød og blod, og de troede mig ikke”.

Det var en meget svær tid, fortæller han, men de fleste kom over det med tiden. Dog ikke stedfaren. Matthew startede i skole igen og kæmpede videre for at overleve. Sådan er han blevet opdraget. Sidenhen har han købt nyt land til familien og bygget et hus, de kan bo i. Selv er han flyttet til Lagos. “En af grundene til, at jeg rejste, var, at folk mindede mig om min fortid, og det var ikke den person, jeg ville være”, lyder det fra Matthew, der i dag er uddannet journalist.

Den uendelige kamp
I dag kæmper Matthew som journalist en indædt kamp for at undgå, at andre håbefulde afrikanske fodboldtalenter skal ende i den samme tragiske situation, som han selv. Blandt andet har han sit eget program på den nigerianske radiostation “Sports Radio 88.9 Brila FM”, der kan høres online i hele verden. Her informerer og advarer han unge fodboldspillere om, at de ikke skal stole på hvem som helst, selvom de bliver lovet guld og grønne skove. Matthew deler sine erfaringer og modtager løbende henvendelser fra drenge, der er blevet snydt, så han kan fortælle deres historie til skræk og advarsel. Det er imidlertid langt fra alle, der retter sig efter Matthews råd.

“Den gennemsnitlige nigerianer tror, at penge gror på træerne i Europa. Det er virkelig svært at overbevise folk om, at det ikke er tilfældet. Hvis jeg prøver at fortælle unge drenge, at de bliver snydt, anklager de mig for at stå i vejen for dem. Samtidig siger de, at det er bedre at bo på gaden i Europa end at bo i Nigeria. Så det er svært. Virkelig svært”.

Også Jean-Claude Mbvoumin får løbende henvendelser om unge afrikanske fodboldspillere, der er blevet snydt af falske mellemmænd. Han bliver kontaktet dagligt, og derfor kan han fortælle om mange ulykkelige skæbner. Det er ikke en tilfældighed, at Jean-Claude Mbvoumin samme morgen, som vi talte med ham, havde modtaget en henvendelse om endnu et trafficking-offer.

“Denne morgen fik jeg et opkald fra en mand i Belgien, der mødte en ung spiller i Frankrig, som havde betalt 5000 euro for en prøvetræning i Nice. I dag har han ingen klub og er på gaden”, siger Jean-Claude Mbvoumin, der har rådgivet ofre for trafficking siden 2007, hvor han for alvor engagerede sig i kampen mod det, han kalder et socialt problem.

Udover jobbet på radiostationen arbejder Matthew Edafe også på at få skovlen under de bedrageriske bagmænd, der tjener læssevis af penge på at udnytte afrikanske fodboldtalenters drømme. Blandt andet var han for nogle år siden med i Al Jazeera dokumentaren “Slaves to football”, hvor han ved hjælp af skjult kamera afslørede en falsk agent, der opererede uden for lovens rammer og forsøgte at handle med mindreårige børn. Desværre for Matthew fandt han senere ud af, at afsløringen ikke førte til, at agenten, der paradoksalt nok gik under navnet coach Innocent, blev straffet.

“Jeg indså, at skjult kamera ikke er gyldigt bevismateriale ifølge nigeriansk lov. Derfor fik coach Innocent lov til at gå fri efter et par dage i detentionen. En fri mand, der kunne gå rundt på gaden i Nigeria for at lede efter det næste barn at snyde”.

Eksemplet med coach Innocent illustrerer, hvor svært det er at få ram på de falske agenter, og derfor er det – ligesom jobbet på radiostationen – et arbejde, der for Matthew ofte bærer mere frustration end frugt.

Hellere slave på et palads end konge i helvede
Den fortsatte trafficking af unge afrikanske fodboldspillere hænger ifølge Matthew Edafe sammen med en urokkelig vestafrikansk mentalitet, der gør problemet vanskeligt at komme til livs. Matthew konstaterer frustreret, at mange vestafrikanere har en fasttømret forestilling om, at græsset altid er grønnere på den anden side, og derfor tager de fleste chancen, hvis muligheden for at komme til Europa byder sig – koste hvad det vil.

“Du hører fædre på op til 60 år sige, at de hellere vil have, at deres børn bliver smuglet til Europa for at bo på gaden, end at de skal blive i Nigeria. Folk vil simpelthen gerne udnyttes. De fleste vil hellere være slave på et palads end konge i helvede.”

Det store ønske om at komme til udlandet handler dog ikke bare om penge, men mindst i lige så høj grad om den prestige, der følger med. Generelt er der mere respekt omkring at bo på gaden i Europa end at have fast job og bopæl i Nigeria, fortæller Matthew. For mange er det vigtigste stoltheden ved at kunne sige, at man bor i udlandet. “Jeg kender mennesker, der plejede at tjene det dobbelte af, hvad jeg tjener her, som betalte i dyre domme for at komme til London, Canada eller USA for at arbejde i rædselsfulde jobs. Det er folk, der havde gode jobs her, men de stræbte efter den stolthed, der hører med til at kunne sige, at man bor i udlandet.”

Historien gentager sig selv
Matthew mener, at der kan trækkes en parallel fra de mørke slavetider og frem til nutiden, hvor unge afrikanske fodboldspilleres drøm om en professionel karriere udnyttes af skruppelløse bagmænd.

“Historien gentager altid sig selv. Afrikas vestkyst var engang hjemsted for slavehandel, og i dag er udnyttelsen af de unge afrikanske fodboldspillere en form for moderne slavehandel. Selv hvis en spiller får en kontrakt i Europa, er der ofte tale om en “slavekontrakt”, men ingen gør noget ved det, fordi spillerne jo selv gerne vil skrive under”.

I de mange tilfælde, hvor det ikke lykkes unge afrikanere at spille sig til kontrakter i Europa, foretrækker de ofte at blive i stedet for at tage tilbage til Afrika. Mange nægter at give op, blandt andet fordi de for alt i verden vil undgå den skam, der møder dem, hvis de vender tomhændede hjem.

“Dem, der ikke får en kontrakt, vil tit ikke hjem. Da jeg var i Belgien og Frankrig, prøvede jeg at fortælle nogle spillere, at jeg kunne få dem tilbage til Afrika, men det ville de ikke. I stedet ville de blive i Europa med forhåbningen om, at det ville blive bedre”.

Matthew ved godt, at der er meget, der fungerer bedre i Europa end i Afrika. Men det frustrerer ham, at så mange vestafrikanere for alt i verden vil væk. Ikke mindst fordi han ved, at det kan ende i knuste drømme, hvis man vælger at stole på den forkerte. Men en så fasttømret beslutsomhed er ikke sådan lige at ændre på.

“Det er meget frustrerende for mig. Jeg har kæmpet denne kamp i ti år, og jeg er lige ved at give op”.

More from Morten Thunø

Totalfodboldens historie

Fodbold er ikke bare fodbold. Fodbold er en sport med en enorm...
Læs mere