Kollektivernes tid – nybrud i film om 70’erne

70’erne var i bevægelse – kollektiv bevægelse, kvinde bevægelse, hippie bevægelse, bøsse bevægelse – og de seneste tyve års film om tiden er lavet af instruktører, som dengang enten var børn eller unge i eller omkring kollektiver. Her ser vi på bevægelsen fra ironi og satire, som den kom til udtryk i film som “Fede Tider” (1996) og “Det store Flip” (1997) – og frem til alvor, hyldest og fokus på skilsmisse: Moodyssons “Tillsammans”(2000) og Vinterbergs “Kollektivet” (2016).

Måske har du set dem, de to film om kollektiver fra 1996 og 1997, “Fede Tider” af Peter Bay og “Det Store Flip” af Niels Gråbøl – leet og ikke rigtig taget dem alvorligt? Det ville måske også være misforstået, for de to film, der handler om hvor udflippede kønsrollerne og samlivseksperimenterne var i 70’ernes kollektiver, er gennemført ironiske komedier. Den uforglemmelige og lige dele latterlige og festlige slutscene i Peter Bays “Fede Tider” siger det hele: I solopgangen står en langhåret nøgen mand iført pandebånd og spiller tværfløjte midt i en valmuemark! På et tidspunkt tager han som en anden yogi det ene ben op og lægger det på tværs af det andet for at bryde ud i en slangeagtig dans: Publikum brøler af latter over Martin Brygmanns karakter, der ligesom filmenes andre karakterer er for langt ude.

Du kan se "Fede Tider" på Filmstriben.
Du kan se “Fede Tider” på Filmstriben.

Det kan minde om Lars von Triers “Idioterne” fra det følgende år: Kollektiv er noget, man flytter i for at udleve den evigt forsømte irrationelle side og “spasse ud”. Men med svenske Lukas Moodyssons fænomenale film “Tillsammans” – om et venstreorienteret kollektiv i 70’erne ankom både realismen og livsalvoren uden at humoren forsvandt.

EN LATTERLIGT EKSPERIMENTERENDE TID?
Ironi kan både være en klog måde at indkredse problematiske forhold på, men også en måde at værge sig mod virkeligheden på og holde den i strakt arm, så man ikke behøver at tage den ALT for alvorligt. De gennemironiske “Fede Tider” og “Det Store Flip” er mest det sidste: De fjollede karakterer leger sig selvudleverende og drilsk gennem deres historier. Ved aldrig for alvor at tage livtag med emnet undgår filmene både at fordømme skyggesiderne – det endeløse antal skilsmisser, de seksuelle problemer og den politiske fanatisme – og at hylde de positive og socialt opbyggelige sider. Således har det hidtil virket som om, blomsterbørns børn ikke for alvor har villet, turde, ønsket at fortolke den alternative virkelighed, som deres forældre lod dem vokse op i.

For så vidt er ironiens og latterliggørelsens undvigemanøvre en ganske forståelig reaktion: Der er absolut en pointe i, at en generation der fremstiller sig selv i et romantisk selvhøjtideligt lys, fremstilles lige modsat af dens efterfølger. En anden grund til at værne sig mod for store konfrontationer med forældregenerationen, kan være angsten for at skabe ballade og bekymringen for at såre.

Da Niels Gråbøls selvbiografiske satire “Det Store Flip” om hash, indianske ritualer, fri sex og maoistisk lørdagsskole blev sendt på tv i 2004, tog hans mor til genmæle i et langt interview i Berlingske Tidende, “En mor tager til genmæle”, http://www.b.dk/kultur/en-mor-tager-til-genmaele hvor hun blandt andet sagde: “Den film er lidt strid, og jeg ser den som et pubertetsoprør imod en dominerende mor. Jeg køber ikke, at venstrefløjen ikke havde sin berettigelse i 70’erne. Det var bare en anden tid.” Og som mange andre fra samme ungdomsoprør ender hun med at lange ud efter de efterfølgende generationers mangel på politisk engagement: “Verden er stadig fuld af ubalance. Så det skulle ikke undre mig, at der igen vil komme en bevægelse, hvor folk vil filosofere over, hvad for et samfund og en planet, de ønsker”.

Tillsammans" er et både genialt og positivt bud på kollektivismen fra Sverige.
Tillsammans” er et både genialt og positivt bud på kollektivismen fra Sverige.

Netop fordi 70’ernes kollektivbevægelse og kvindefrigørelse enten har været en latterlig størrelse eller en varm kop te for de efterfølgende generationer at fortolke, er Lukas Moodyssons mesterværk “Tillsammans” kommet til at stå som et fyrtårn. I filmen formår den svenske instruktør og manuskriptforfatter at skabe en balance mellem humor og alvor, både hvad angår fortællingen og karaktererne, som er ganske virtuos: Man bukker sig simpelthen i støvet for denne film, der på én gang formår både at lé ad og elske sit emne.

Et spændende eksempel på blandingen mellem leg og alvor, satire og realisme, er den uforglemmelige åbningsscene i kollektivet, hvor vi ser beboerne diskutere, hvorvidt det er fysisk sundt og moralsk okay at spise morgenmad uden underbukser på. Først ser vi de diskuterendes ansigter, siden zoomes der ud til at omfatte den ene kvinde med busken fremme.

Skuespillerne giver i deres præstationer aldrig slip på, at det kunne være sandt, hvad de har gang i, og selvom det hele er grotesk og morsomt, skildres det også ganske legitimt. “Tilsammans” er en sjældent begavet udforskning af henholdsvis den bløde mands og den politiske fanatiske mands psykologi og seksualitet, samt en gribende fremstilling af to mindre børns oplevelse af deres forældres konflikt og separation. Filmen bliver så dybdegående og altfavnende, fordi Moodysson ligesom andre store kunstnere, som f.eks. (selveste) Shakespeare og Woody Allan, formår at fremstille sine figurer BÅDE som individer af kød og blod OG som symbolske kollektive størrelser og psykologiske stadier af frigørelse.

I filmen møder vi tre stadier af frigørelse: F.eks. den totalt ufrie nabo på den borgerlige yderfløj, der står og lure gennem sin kikkert, mens hans fordømmer ’mærkværdighederne derovre i kollektivet’ overfor sin hæklende kone: Det varer aldrig længe før hans observationer sender ham ned i kælderen for at onanere til pornoblade. Således høvler han den af under dække af at snedkerere, mens han katatonisk slår med hammeren ned i høvlbænken. Seksualiteten lever sit fortrængte liv i underetagen.

Vi møder også den ensomme eneboende mand, viceværten, der ødelægger sin håndvask for at komme til at få nogen at snakke med. Vi møder Göran, den altid forstående bløde mand, der på trods af stærk kvalme, giver sin kæreste lov til at knalde med deres politisk ekstremistiske sambo, fordi han er bedre til at give hende orgasme. Mellem disse to poler, finder vi Elizabeth, der søger tilflugt med sine to børn i kollektivet, fordi hendes temperamentsfulde mand, Rolf, er kommet til at slå hende. Deres forliste forhold bliver omdrejningspunkt og spejlingsakse for alle de medvirkende: Gennem dem møder yderpolerne hinanden og finder midlertidig forsoning og forløsning på midten. Moodysson fremstiller således kollektivet som et socialt og seksuelt eksperimentarium, hvor ting sker og spændinger udløses: I bedste fald fungerer det som et fristed, hvor usunde modpoler konfronteres, og noget sundere kommer ud på den anden side.

Erik og Anna ryger en bønne på sengekanten.
Erik og Anna ryger en bønne på sengekanten.

Vinterbergs kollektiv
I Thomas Vinterbergs biografaktuelle “Kollektivet” møder vi et ægtepar, der har arvet en 400 kvadratmeter stor villa i Hellerup, som de inviterer folk indenfor i for at starte et kollektiv. Det er en tankevækkende åbning fuld af ømhed og sårbarhed, hvor de potentielle beboere inviteres til interview. Ligesom i de øvrige tre film i denne artikel er det kvinden, der vil noget mere socialt, og manden, der går med på det. Men prisen for det rigere socialliv bliver et fattigere privatliv. Ægteparret får mindre plads til at tale sammen og lytte til hinanden, hvorfor manden snart driver ind i armene på en studerende på den arkitektskole, hvor han underviser. Hurtigt skifter filmen karakter fra at være et kærligt tidsbillede til at blive en skildring af en midaldrende mor, spillet indfølt af Trine Dyrholm, falde fra hinanden. Den sociale sammenhæng, som 70’ernes kollektiver legemliggjorde, bliver snart en kulisse, hvori den nådesløse skilsmisse finder sted, da elskerinden får lov til at flytte ind i kollektivet. Det virker mærkværdigt for tiden, hvor kvinder netop stod søsterligt nært sammen, at den forsmåede kone overlades til først at holde masken og siden at gå i opløsning ved spisebordet uden, at de andre kvinder blander sig i det, indignerede og omsorgsfulde.

At filmens inderste ærinde er at skildre ulykken ved en skilsmisse vises ved, at kollektivets niårige dreng ’helt tilfældigt’ dør af et årligt hjerte på netop det tidspunkt, da parret beslutter sig for at flytte fra hinanden. Deres 15-årige datter Freja (læs: kærligheden), der ikke længere kan leve af den uddøde kærlighed mellem forældrene, må ligeledes videre og føder sit eget kærlighedsliv med en ung fyr i nabolaget.

Vinterbergs kollektiv bebos af bohemer, der nyder det gode liv, nøgenbadning og rødvinsdrikning. Modsat de venstreorienterede kollektiver, hvor tv oftest var forbudt, og kvinder ikke måtte gøres til sexobjekter, findes der i Vinterbergs kollektiv både læbestift, høje hæle og tv. Uanset om tidsbilledet er forkert, eller om kollektivbevægelsen i 70’erne så ganske anderledes individualiseret ud blandt de mere velhavende og højere uddannede, så er det tilsyneladende en socialt inviterende film, der hylder bofællesskabstanken. Men dette synes kun på overfladen. Dybest set synes budskabet at være det modsatte af Moodyssons: Kollektiver er hjerteknusere, der river familier i stykker.

Konkluderende kan man sige, at det givende ved de nye realistiske film om kollektivtiden i 70’erne er disse bofællesskaber skildres på godt og ondt: samlivsformer, kærlighed, seksualitet og venskaber sættes i spil og til vægs. Gennem dem kan vi erfare, at vi stadig har meget at lære. Måske mest om skilsmisser?

More from Jeppe Marsling

Game of Thrones psykoanalyseret

Hvis psykoanalysens fader, Sigmund Freud, havde levet i dag, ejede et password...
Læs mere