Revolution år 5: Egypterne kæmper stadig for retten til et bedre liv

Fem år efter Mubaraks fald savner den egyptiske befolkning stadig bedre levevilkår, frihed og social retfærdighed. Regimet svarer igen med vold, undertrykkelse og massiv tilstedeværelse i det offentlige rum. Lighederne er mange mellem Egypten i 2011 og 2016 og et nyt oprør kan være på vej.

Den 25. Januar er det 5-årsdagen for den egyptiske revolution. På denne dag tilbage i 2011 gik flere millioner egyptere på gaden i protest. De krævede frihed, social retfærdighed og bedre levevilkår og Tahrirpladsen blev rammen for deres opråb. Gennem 18 euforiske dage samledes egyptere, høj som lav, og med hjælp fra militæret lykkedes det at vælte den mangeårige diktator Hosni Mubarak. Startskuddet lød til det, man håbede ville blive en ny og bedre tid i Egypten.

Nu er der gået fem år og spørgsmålet er, om det er blevet bedre at være egypter. En række af de faktorer, som udløste revolutionen tilbage i 2011, giver et enkelt svar: Det er ikke blevet bedre, faktisk tværtimod.

Stigende fødevarepriser

”Brød, frihed og social retfærdighed” råbte egypterne, da de gik på gaden i 2011. Kravet om brød på bordet symboliserede et af de største problemer for rigtig mange egyptere: stigende fødevarepriser. For en fattig egyptisk familie går over halvdelen af et månedligt budget typisk til mad, og med en årlig inflationsrate på fødevarepriser på 18,9 procent i januar 2011 var det en afgørende faktor for, at folk begyndte at protestere. De havde simpelthen ikke råd til at forsørge deres familier.

Også i dag er inflationen høj i Egypten, og især på fødevarer. Alene i september sidste år steg priserne på grøntsager med 19,2 procent. I november forsøgte staten at få priserne ned ved at distribuere billigere fødevarer og øge konkurrencen. Alligevel endte den årlige prisstigning på fødevarer i december 2015 på 14,7 procent. I et land, hvor over en fjerdedel af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen skaber det stor desperation og kan i sidste ende være det, der igen får egypterne på gaden i protest.

Ringe arbejdsvilkår og lave lønninger

Imens priserne stiger ligger mange egypteres lønninger endnu på samme niveau som i 2011. Derfor har især fabriks- og industriansatte gentagne gange nedlagt arbejdet gennem de seneste to år, nøjagtig som de gjorde tilbage i 2011, hvor arbejderstrejker hele året, ja faktisk hele årtiet, var et udbredt fænomen. Og selvom arbejderstrejkerne dengang som nu måske ikke er den direkte årsag til revolution, så er det et klart symptom på, at folket evner at tage sagen i egen hånd og kræve deres ret.

Senest er det de ansatte ved olieselskabet Petrotrade, som har nedlagt arbejdet. Foreløbig har strejken varet i knap 6 uger og med deltagelse af omkring 18000 arbejdere på tværs af landet kostet det statsejede firma hvad der svarer til 70 millioner kroner. I en i forvejen stram økonomi kan det ikke gå regimets næse forbi.

I oktober var det de ansatte i Mahalla Textile Company, Egyptens største tekstilproducent, som nedlagde arbejdet i protest
I flere år har de ansatte ved Mahalla Textile Company, Egyptens største tekstilproducent, gentagne gange nedlagt arbejdet i protest, senest i oktober 2015. Billedet er fra marts 2014.

Politivold

Det er ikke kun de ringe arbejdsforhold og levevilkår, der får egypterne på gaden. Afgørende for mobiliseringen af masserne tilbage i 2011 var vreden over politiets brug af vold. En række grimme sager om politibrutalitet, ofte med dødsfald til følge, var via sociale medier nået ud til en bred gruppe af egyptere, som ikke tog let på politiets ufine metoder.

Især sagen om Khaled Said, en 28-årig ung mand fra Alexandria, som blev tæsket ihjel af to politiofficerer og smidt i vejkanten, fik folk til at kræve et opgør med politiets brutalitet. Og når demonstrationerne i 2011 begyndte d. 25. januar skyldes det, at netop d. 25. januar er Politiets dag i Egypten – en dag, som mange mente bedst kunne markeres med netop demonstrationer mod politiet.

I dag, fem år efter, kæmper det egyptiske politi stadig med troværdigheden. Alene i november 2015 døde 13 egyptere i politiets varetægt, mindst 9 af dem som følge af tortur. Sagerne skabte vrede i befolkningen, og i byerne Luxor og Ismailia, hvor civile egyptere var døde af vold på de lokale politistationer, gik flere tusinder på gaden i protest. Protesterne viste, at utilfredsheden ikke kun er centreret i Kairo, men at vreden over politiets vold også kan mobilisere masserne i Egyptens mindre byer.

I November gik indbyggere i Luxor på gaden i protest over politiets drab på Talaat Shabeeb. På banneret har demonstranterne oplistet en række krav til myndighederne, bl.a. en undersøgelse af drabet og en officiel undskyldning, erstatning til den dræbtes familie og en overholdelse af menneskerettighederne.
I november gik indbyggere i Luxor på gaden i protest over politiets drab på Talaat Shabeeb. På banneret har demonstranterne oplistet en række krav til myndighederne, bl.a. en undersøgelse af drabet og en officiel undskyldning, erstatning til den dræbtes familie og en overholdelse af menneskerettighederne.

”Forced disappearances” og fængslinger uden rettergang

Fælles for politivoldssagerne fra Luxor og Ismailia er, at begge ofre forsvandt ved det, man kalder ”forced disappearances”. Metoden, hvor civile borgere bliver hentet af sikkerhedsstyrkerne i enten deres hjem, på deres arbejdsplads eller fra åben gade hives ind i en bil og med bind for øjnene tages med til et ukendt sted uden, er ikke ny i Egypten. Forsvindingerne fandt også sted under Mubarak og helt tilbage til Nassers tid, men ikke i det omfang, de har fået under Sisis styre.

Ifølge Egyptian Commision for Rights and Freedom (ECRF) forsvandt der alene fra august til november 2015 340 personer på denne måde. Det giver et gennemsnit på tre forsvindinger dagligt. Typisk smides de kidnappede i fængsel, hvor de ifølge ECRF udsættes for tortur. I øjeblikket sidder der i Egypten mere end 40.000 politiske fanger tilbageholdt uden fair rettergang. De fleste af dem er fængslet i forbindelse med deltagelse i demonstrationer eller på baggrund af deres politiske tilhørsforhold. Medlemmer af Det Muslimske Broderskab udgør naturligvis en stor andel, efter partiet er blevet ulovliggjort, men også sekulære og venstreorienterede sidder fængslet for deres politiske holdninger.

Politisk undertrykkelse og korruption

Den politiske undertrykkelse er endnu en lighed mellem Egypten under Mubarak og i dag.

Men hvor Mubarak og hans parti, det nationaldemokratiske parti (NDP), tillod en nøje afstemt opposition i form af andre politiske partier og også pladser til Det Muslimske Broderskab i parlamentet, er Sisi mere resolut. Det Muslimske Broderskab er blevet ulovligt og kan derfor ikke stille op til valg. Andre ikke-religiøse partier er ikke forhindret i at stille op, men det seneste parlamentsvalg i november blev boykottet af samtlige partier, som ikke direkte støtter Sisi. Samtidig afstod knap 75 procent af vælgerne fra at stemme, og det nyvalgte parlament repræsenterer derfor ikke den brede egyptiske befolkning. Til gengæld er tidligere medlemmer af Mubaraks parti velrepræsenteret, ligesom velhavende forretningsfolk, tidligere militær- og politigeneraler og folk med ”forbindelser” – på egyptisk ”wasta” – optager en god del af pladserne.

Et nyvalgt egyptisk parlament samledes for første gang d. 10. januar. Men med en stemmeprocent på 26 repræsenterer de 596 medlemmer ikke den brede egyptiske befolkning.
Et nyvalgt egyptisk parlament samledes for første gang d. 10. januar. Men med en stemmeprocent på 26 repræsenterer de 596 medlemmer ikke den brede egyptiske befolkning.

Alt er altså ved det gamle: Har man penge og kontakter, så har man per definition også magt. I 2010 lå Egypten nummer 98 på Transparency’s index over korruption. I 2015 lå landet nummer 94 (til sammenligning har Danmark begge gange ligget nummer 1). Selvom der ifølge Transparency har været en lille fremgang, er det egyptiske samfund altså endnu et stærkt korrumperet, og der er lang vej i den kamp mod korruption, som revolutionen i 2011 også kaldte til.

Opvarmning på de sociale medier

5 år efter revolutionens startskud er der altså ingen tvivl om, at vilkårene for den gennemsnitlige egypter bestemt kalder på forandring. Skal man tro de Facebook-begivenheder, der med navne som ”Vi vender tilbage til pladsen”, ”Vi vender tilbage i revolutionens ånd” og ”Millioner på Tahrir-pladsen”, som gennem de seneste måneder har tiltrukket både 10, 15 og 20 tusinde egyptere, så mener mange, at forandringen skal kræves ved nye demonstrationer. Heller ikke i Egypten kan man tage Facebookdeltagere for pålydende, men den store interesse giver alligevel udtryk for, at mange egyptere ikke anser revolutionen for fuldbyrdet.

Det er ellers den officielle melding fra landets magthavere.

Ifølge præsidenten blev det sidste skridt på vejen mod det demokrati, som ifølge ham var revolutionens endelige mål, taget ved parlamentsvalget i november. Derfor anser præsidenten al aktivitet i forbindelse med revolutionens 5-årsdag som unødvendig og uroskabende, og regimet forsøger med vold og magt at forhindre, at årsdagen skal udvikle sig til en massedemonstration.

Allerede nu har de egyptiske sikkerhedsstyrker trappet op omkring Tahrir-pladsen og til en fredagsbøn i december advarede prædikanterne, efter anvisning fra ministeriet for religiøse anliggender, mod at deltage i årsdagens demonstrationer. De, som agter at deltage, anklages for at ville destabilisere landet og ødelægge dets interesser. I sidste uge blev advarslerne fulgt op af en erklæring fra ministeren for religiøse anliggender om, at det er i strid med islamisk lov at demonstrere d. 25. januar.

I januar 2011 gik millioner egyptere på gaden i protest. I dag, 5 år efter, tager de egyptiske myndigheder alle midler i brug for at forhindre, at årsdagen skal udvikle sig til en massedemonstration.

En ny revolution?

Trods de barske omstændigheder bliver det dog næppe regimets advarsler, som afgør, om egypterne går på gaden d. 25. januar. Er der en ting, som 2011-revolutionen ændrede, så er det folkets frygt for autoriteterne. Egypterne tør godt gøre oprør.

“Der er allerede alt for mange, som sidder bag tremmer, og vi kan ikke gøre andet end at kæmpe for dem og for os selv,” lød det fra den aktive demonstrant Ehab Gamal, da Netudgaven mødte ham i Kairo i november. Ham og hans ligesindede var efter gentagne ganges nærkontakt med sikkerhedstyrkerne ikke i tvivl om, at de ville yde Sisis styre modstand til det sidste.

Men modstand er ikke nok for at skabe en ny revolution. Den eufori, som herskede efter Mubaraks fald, og troen på, at samfundet faktisk kan ændres, er ikke til stede hos den brede befolkning i dag. Mange af 2011-revolutionens kræfter ønsker ikke at deltage i demonstrationer i år. Ikke fordi de er bange, men fordi de ikke kan se, hvad demonstrationerne skal føre til. De efterspørger et klart formuleret politisk alternativ.

Det er bare svært at formulere en politisk dagsorden, når de politiske ledere sidder bag tremmer og der samtidig er et forsamlings- og demonstrationsforbud, som forhindrer oppositionsgruppernes mulighed for at mødes og diskutere en (ny) politisk dagsorden. Det får mange til at spørge, hvad formålet med at gå på gaden d. 25. januar er. Nogle ønsker at vælte præsidenten, som de mener står i vejen for en reel demokratisk udvikling, imens andre vil se sig tilfredse, hvis blot nogle af kravene imødekommes.

Uden en samlet og stærk politisk opposition er det langt fra sikkert, at 5-årsdagen udvikler sig til det oprør, der lægges op til på de sociale medier. Men sikkert er det, at der ulmer noget i den egyptiske befolkning. Kravet om bedre levevilkår, frihed og social retfærdighed lever stadig.

More from Astrid Sandvad Kudahl

Rana Zeid: En digter, et menneske

Den syriske digter Rana Zeid har netop fået udgivet sin debutdigtsamling En tøvende engel på...
Læs mere