Alle vil væk fra landet. Undtagen børnefamilierne

En øde grusvej på landet

Her troede man, at alle flyttede fra landet til byerne. Men det er ikke helt korrekt. Børnefamilierne flytter den anden vej.

En opgørelse fra Danmarks Statistik (DST) viser, at andelen af befolkningen, der bor i små byer og landdistrikter er faldet fra 31 pct. i 1976 til 24 pct. i 2015. Men blandt de 25-39- årige er der faktisk en nettotilflytning, dvs. flere til- end fraflyttere, til netop de små byer og landdistrikterne, det viser andre tal fra DST, der udkom i juli 2015. Samtidig viser Kommunernes Landsforenings (KL) såkaldte Befolkningsregnskab for årene 2010-15, at børnefamilier i stor stil flytter fra landets fire største byer – særligt Købehavn og Aarhus.

Forholdet mellem til- og fraflyttere blandt børnefamilier, 2010-2014. De største byer er også dem, der oplever den største fraflytning af børnefamilier. Kilde: KL’s egne beregninger baseret på registerdata.

Nogle af dem, der har skiftet byens os ud med den liflige landluft, er seks unge, nu eks- københavnere – to par og to singler. I februar 2015 rykkede de fra Københavns stenbro til Nordsjællands kuperede skove. Den gamle gård, som de lejer, ligger i Rudersdal Kommune en kilometer nord for Holte – fire kilometer fra Holte Station.

Babyalarmen skratter og Marie Hvelplund, 28, afbryder sin frokost og går ud for at se til sin datter Agnes på seks måneder. Køkkenet i den gamle gård emmer af liv. Alle kollektivets seks beboere er til stede. Der bliver brygget kaffe og spist æggemadder med æg fra gårdens høns.

”Det her med at bo, hvor der er stille og der er natur, det betyder i hvert fald noget for mig. Jeg tror ikke, at jeg ville have lyst til at bo inde i København igen,” siger Johanne Bøgh Nielsen, 28, der læser en kandidat i musikterapi.

Men selvom de seks venner aktivt valgte byen fra, så var det stadig vigtigt for dem ikke at komme alt for langt væk fra arbejdet og vennerne, der stadig er i København forklarer Uffe Lembo, 30, der er far til Agnes og dagligt tager turen til København, hvor han arbejder i Erhvervs- og Vækstministeriet.

Børnefamilierne vender storbyerne ryggen
Jens Ive, der er borgmester (V) i Rudersdal Kommune, hvor de seks byboere flyttede til sidste år, oplever, at næsten alle kommunens unge flytter til København, men også, at de lidt ældre kommer den anden vej.

”Det er ikke nødvendigvis en billig løsning at få børnefamilierne til, men på den lange bane vil vi gerne have dem, for vi kan jo se, at det i høj grad er vores egne unge, der vender retur,” forklarer han og giver et bud på, hvad der tiltrækker dem som er lidt ældre: ”Her kan man rejse tyve minutter uden for København og måske få noget lidt mere lækkert, hvor du ikke skal betale det samme for det, og samtidig er det ikke noget stort problem at komme frem og tilbage.”

En anden årsag er ifølge Jens Ive de stigende boligpriser.
”Der er nok også en prisfaktor, som vi bliver hjulpet lidt af. Vi har overordnet en højere vækst i vores befolkningstal end vi troede for bare tre år siden. Det skyldes nok også, at det er blevet meget, meget dyrt i København.”

Men de stigende boligpriser har også givet københavnerne nogle muligheder, som de ikke havde for få år siden. I hvert fald dem, som købte fast ejendom før den finansielle krise ramte i 2008. Det forklarer Søren Aagesen, der er analysechef i KL.

”Det er klart, at relative boligpriser altid spiller en rolle. For eksempel har nogle af dem, der har købt bolig op til finanskrisen ikke haft mulighed for at sælge, og nu hvor priserne er steget igen kan de gøre det. Så ja, relative boligpriser er formentlig også en forklaringsfaktor.”

Natur og leje
Foran pejsen i den store stue er der enighed over kaffen om, at naturen var et kriterium, da de skulle finde et sted at bo i kollektiv. De ville gerne ud af byen. Men prisen var ikke underordnet forklarer Pelle Flachs, 30, der er den ene af husets to singler. Han er uddannet cand.psych. og arbejder med børn og unge i Høje Tåstrup kommune.

”En ting er naturen, men for mig handler det også om, hvor mange boligkvadratmeter vi har. Hvis vi skulle have haft en lejlighed til os seks, havde den helt sikkert været mindre end de her 250 kvadratmeter. Så der er dels noget naturligt i at flytte herud, men der er også en kvadratmeterpris, som er markant lavere, der gør, at man kan have ro til sig selv, når man også skal bo så tæt.”

Mere natur var dog ikke det eneste kriterium for de seks eks-københavnere, da kollektivprojektet skulle realiseres. Frygten for at skulle sælge et hus i provinsen, hvis det ikke gik at bo sammen spillede også ind. Den nye bolig skulle lejes og ikke købes.

”Til at starte med kiggede vi på huse, som vi kunne købe, men ret hurtigt fandt vi frem til, at det var mere oplagt at leje noget for at prøve det af – både det med at flytte ud af byen og at bo i kollektiv. Det er ligesom to ting på en gang som var nyt for os alle sammen, og som vi godt kunne være lidt nervøse ved. Ved at leje noget, var det ret nemt at gå ind i uden at skulle binde sig til et millionlån i Udkantsdanmark,” fortæller Uffe Lembo.

En eftertragtet gruppe
Maria Kvorning er projektleder og konsulent hos brandingbureauet 2+1. Hun arbejder med strategier for byudvikling og kommune- og områdebranding og har blandt andet været med til at udvikle brandingstrategier for Herning og Hedensted kommune. Hun oplever flere fællestræk, når hun skal rådgive sine kommunale kunder.

”Når man er ude til møde med kommunerne, er de ikke blege for at sige – selvom de godt ved, at det er politisk ukorrekt – at det er ressourcestærke skatteborgere de gerne vil have til. Især unge børnefamilier,” siger hun og forklarer, at det er forskelligt fra kommune til kommune, hvilke befolkningsgrupper, de vil tiltrække, men at de ressourcestærke børnefamilier altid er efterspurgt.

Brandingbureauet 2+1 har flere kommuner blandt sine kunder. Børnefamilierne er attraktive for dem alle fortæller projektleder Maria Kvorning.
Brandingbureauet 2+1 har flere kommuner blandt sine kunder. Børnefamilierne er attraktive for dem alle fortæller projektleder Maria Kvorning.

Hun anser de seks kollektivister for at være lige præcis den gruppe som kommunerne kæmper om; De er alle mellem 27 og 30 år, er alle i gang med, eller har afsluttet, en lang videregående uddannelse, og Marie Hvelplund og Uffe Lembo har tilmed allerede bragt en ny Rudersdal-borger til verden.

Men selvom et stigende befolkningstal kan være udtryk for en positiv udvikling i en kommune, er det vigtigt at se på, hvorfor befolkningstallet stiger, forklarer hun. Der er nemlig stor forskel på, om befolkningstallet stiger på grund af en øget tilstrømning af asylansøgere, eller at mange pensionister vælger at flytte til. Og selvom børnefamilierne ikke er en billig gruppe tilflyttere, så er de en god investering, for når først de har slået sig ned, er chancen for, at de fraflytter langt mindre.

Det er noget borgmester Jens Ive er helt bevidst om. Han fortæller, at Rudersdal Kommune har en helt klar strategi, som skal gøre det attraktivt for børnefamilierne at flytte til.

”Vi gør meget for, at vi altid har det, man kan kalde en overkapacitet i skolerne og på daginstitutionsområdet. Så hvis du kommer her til os med to eller tre børn i morgen, så kan de få plads med det samme.”

Byen er ikke savnet
Tilbage på gården falder talen på, om savnet til byen kunne blive så stort, at de kunne finde på at flytte ind til København igen. For Pelle Flachs er der ingen tvivl.

”Det er virkelig kommet bag på mig, hvor lidt jeg savner det. Jeg prøvede at indstille mig på, at nu flyttede jeg på landet, og så måtte jeg vågne engang imellem og savne Nørrebrogade eller at kunne gå i biografen. Men jeg savner det ikke ret meget, det gør jeg virkelig ikke. Nogle gange kan jeg godt synes, at det ville være rarere at være lidt tættere på mine venner. Men selve byen synes jeg faktisk ikke, jeg savner, og det kom ret meget bag på mig.”

Han suppleres af Marie Hvelplund, som heller ikke er i tvivl om, at beslutningen om at flytte ud af København er rigtig. Hun vil sågar helt til Jylland, modet skal bare lige komme først.

Fotos: Sture Sandø

Skrevet af
More from Sture Sandø

Alle vil væk fra landet. Undtagen børnefamilierne

Her troede man, at alle flyttede fra landet til byerne. Men det...
Læs mere