Fodboldens uforløste potentiale

Socrates Democracia

De etiske problematikker omkring valget af Qatar som værtsland for VM-slutrunden i 2022 er fortsat højaktuelle, men har fodbolden overhovedet noget at sige, når det internationale samfunds hovedaktører svinger taktstokken? I 1980’erne var en modig brasiliansk fodboldspiller ved navn Sócrates med til at vælte det eksisterende militærdiktatur og sikre demokrati i Brasilien. Kan nutidens stjerner hente inspiration herfra?

Da Sepp Blatter, den nu suspenderede FIFA-præsident, blev spurgt ind til homoseksuelles rettigheder i Qatar, eller mangel på samme, så jokede den pengegriske schweizer med, at de formentlig ikke skulle dyrke sex, mens de opholdte sig i den rige oliestat. Homoseksualitet er ulovligt i Qatar, men det virker til, at de fleste personer, som gør sig indenfor fodboldverdenen negligerer denne mindre problemstilling. Man kan jo argumentere for, at der jo stort set ikke findes nogle homoseksuelle fodboldspillere alligevel…

Eller så er det simpelthen fordi, at problemstillingerne angående tildelingen af værtskabet til Qatar for VM i 2022 begynder at hobe sig op. Der har været massive rygter om, hvordan Qatar bestak højerestående medlemmer i FIFA for at få tildelt værtskabet. Siden har man set slavelignende tilstande, hvor migrantarbejdere valfarter til Qatar for at arbejde 12-15 timer om dagen til en ussel løn, mens man bor i faldefærdige rottereder uden adgang til rent drikkevand.

Blatter har afvist, at organisationen kan gøre noget ved migranternes forhold, hvilket man jo kan undre sig over. Man kunne eksempelvis fratage Qatar værtskabet? Det kommer selvfølgelig ingenlunde på tale. Qatar er trods alt i gang med at bygge nogle futuristiske, teknologiske stadions, som kun kan gøre verdensmesterskabet i 2022 til en æstetisk oplevelse for den globale verden. Så kan man evt. tage in mente, at 62 migrantarbejdere har måtte lade livet per kamp, men forhåbentlig bliver det, det hele værd.

FIFA er blevet udpeget som den store syndebuk. Men hvis man skal tage organisationen lidt i forsvar, så er der formentlig mange transnationale virksomheder, som ligeledes har presset på for at få VM til Qatar. Tyske og franske selskaber havde inden tildelingen allerede igangsat byggeprojekter i Qatar, som skulle være med til at forbedre infrastrukturen. De har givetvis haft en stor interesse i at få et VM til Qatar. Sepp Blatter har selv været ude og anklage Nicolas Sarkozy for at forsøge at påvirke deres stemmeafgivere til den eksekutivkomité, som tildeler værtskabet.

Tildelingen af VM-værtskabet handler ikke om, hvem der kan fremstille de fedeste, animerede stadions, eller hvem der repræsenteres af flest feterede fodboldstjerner. Det er decideret High-politics. FIFA skulle forestille at være en politisk neutral organisation, men pludselig er Sepp Blatter blevet en brik i den notoriske, bipolære magtkamp mellem Rusland og USA, hvor FBI undersøger Blatter og FIFA for korruption, mens Putin i december udtalte til russisk stats-tv, at Blatter burde få Nobels Fredspris.

Hvor bliver spillerne af?

Mens Blatter og FIFA bliver revet rundt i lobbyismens manege, så kunne man undre sig over, hvor fodboldens protagonister, i form af spillerne, bliver af. Vi ser i disse tider, at mange af de store europæiske klubber handler med profit for øje. Billetpriserne er eksponentielt stigende i England, hvilket betyder, at det ikke længere er arbejderklassen, som er at finde på Emirates- eller Etihad Stadium, men i stedet velhavende turister, der ønsker at opleve den britiske fodboldatmosfære. Dette betyder imidlertid, at autenticiteten forsvinder.

Dette ses ikke kun i England, men også i Catalonien, hvor uafhængighedskampens moderskib, FC Barcelona, er godt i gang med at kaste mange af dets værdier over bord. FC Barcelona har tidligere markedsført sig som en institution, der tog socialt ansvar blandt andet med et omvendt trøjesponsorat med børneorganisationen UNICEF, som man betalte penge for at have på trøjen. Hensynet til økonomien har i stedet ført til, at man i dag er sponsoreret af Qatar Foundation og dermed gjort sig afhængig af selvsamme sheiks, der finansierer VM, blot for at kunne aflønne angribertrioen ”MSN”. Messi, Suarez og Neymar.

Men hvad er det spillerne tager hensyn til, når de ikke blander sig i debatten? Er det fordi, de ikke er klar over, hvilken toneangivende position, de besidder? En position, hvor de har mulighed for at påvirke tektoniske forandringer, der kan føre til bedre forhold for migrantarbejderne og et pres på Qatar. Hvad ville det ikke betyde, hvis Cristiano Ronaldo gik ud og erklærede, at han ville boykotte en VM-slutrunde i Qatar, hvis ikke de får forbedret forholdene og rettighederne for migrantarbejderne? Han fik endda chancen, da han blev interviewet af CNN, men her endte han med at forlade interviewet i protest over de mange spørgsmål angående FIFA og Qatar. ”I omklædningsrummet snakker vi om biler, mode, musik og damer. Ikke om politik”, lød det bistert fra den portugisiske superstjerne, inden han smækkede med døren.

Ronaldo var desværre med til at bekræfte alle fordommene. Fodboldspillere tjener ustyrligt mange penge, og det eneste de egentlig interesserer sig for er dyre biler og smukke fotomodeller. Man kan mene, at Ronaldo gør klogt i, at holde sig neutral, da han ikke har forudsætningerne for at give sig i kast med storpolitik. Ronaldo ønskede blot at snakke om fodbold, mens han overlod det politiske til andre med større ekspertise.

Vender man blikket hjem til den danske Superliga, finder man Tom Høgli, nuværende FCK-spiller og norsk landsholdsback. Han er en af de få professionelle spillere, som aktivt deltager i samfundsdebatten og han fandt det derfor ikke passende, at Ronaldo forholdt sig passivt til de kritiske spørgsmål fra CNN:

”Han burde have sagt, at FIFA burde gribe ind. At man ikke i fodboldens navn kan acceptere det, der sker i Qatar. En type som Ronaldo har stor indflydelse. Det er jeg sikker på. Derfor var det skuffende og mærkeligt at opleve ham afvise alle spørgsmål om FIFA og Qatar”, udtalte nordmanden til Ekstra Bladet tilbage i september.

Tom Høgli har forståelse for, at politik kan være kompliceret, men han mener ikke, at man kan kompromittere med noget så basalt som menneskerettighederne. I juli 2014 publicerede den engelske avis, The Guardian, en rapport om de miserable forhold som migrantarbejdernes lider under i Qatar. Om den rovdrift, som de rige oliesheiks driver på ludfattige arbejdere fra Sydøstasien. Det vækkede forargelse i den vestlige verden, og netop af denne grund mener Tom Høgli ikke, at man længere kan følge det evindelige mantra om at holde sport og politik adskilt:

”Vi, som er en del af fodbolden, er nødt til at gøre noget. Spillerne skal åbne munden og blande sig i debatten. Folk skal sige fra.”

Spørgsmålet er om en breddespiller fra FC København har kapacitet nok til at kunne påvirke tingene i den rigtige retning. Tom Høgli erkender selv, at FIFA blot griner af en norsk landsholdsback, men de ville være nødsaget til at reagere, hvis nogle af sportens største stjerner kom på banen. Han mener, at fodbolden ikke længere kun kan opfattes som en sport, men i stedet en samfundsaktør, der har potentiale til at skabe fred og ligestilling i resten af verden.

Reducerer man fodbolden til blot at være en sport, som skal holdes adskilt fra samfundsdebatten, så begrænser man også det potentiale, som ligger uforløst i fodboldens immanente emergens. En emergens, som autoritative figurer tidligere har frygtet, men som alligevel har været med til at føre til kolossale samfundsforandringer. Skruer vi tiden tilbage til 1980’ernes Brasilien, kan man finde et af de mere positive eksempler, hvor denne emergens fik lov til at gro og hvor fodbolden stod bag eklatante, sociale forandringer.

En demokratisk revolution i Brasilien

Den tidligere brasilianske fodboldspiller, Sócrates, mente at fodbolden i sin natur er reaktionær, fordi man netop ikke tør forholde sig til de problemstillinger, samfundet står over for. I Sócrates’ unge år i Rio de Janeiro, spillede han i klubben Botafogo, mens han var i gang med at uddanne sig til læge. Her var flere af hans holdkammerater analfabeter, og de kom fra Rio’s favelaer. Der var en monumental forskel på deres sociokulturelle status, men på fodboldbanen var de ligeværdige. Det var sådanne demokratiske elementer, der befandt sig i fodbolden, men for Sócrates forblev dette ikke andet end demokratisk tidsfordriv, hvis man ikke kunne formå at omsætte det til resten af samfundet. Han mente, at spillerne derfor havde et ansvar for at engagere sig i samfundet.

Noget han i den grad selv gjorde. De fleste vil nok huske ham som den høje, ranglede midtbanespiller med en elegance som en ballerina, der brillerede for Brasiliens VM-hold i 1982. Med sin kraftige hårpragt, sit buskede skæg og det karakteristiske pandebånd, lignede han til forveksling sportens svar på Che Guevara. Det var dog ikke kun på udseendet, at han mindede om den argentinske revolutionær. Han var med til at starte en demokratisk opblomstring i Brasilien i starten af 80’erne.

Det startede i 1981, da en ny marketingschef, Washington Olivetto, blev ansat i Sócrates’ daværende klub, Corinthians. Han ønskede, at alle spillere, såvel som fans, skulle inddrages i beslutninger om, hvordan klubben skulle identificere sig selv. Et yderst utraditionelt initiativ taget i betragtning af, at der havde været 30 års autoritært styre i klubben og 20 års militærdiktatur i Brasilien. Spillerne, anført af Sócrates, tog dog budskabet til sig og begyndte at gøre oprør mod de slavelignende tilstande, som spillerne på dette tidspunkt var underlagt. Ved demokratiske afstemninger besluttede spillertruppen egenhændigt alt fra startopstilling til afrejsetidspunkt og transportmidler. Man fik endda afskaffet den rituelle indlogering inden kampdagene og mødtes i stedet et par timer før kick-off.

Olivetto navngav den interne revolution ”Democracia Corinthiana”. Han designede endda et tilhørende logo, som spillerne havde bag på spillertrøjen, men dette blev selvfølgelig hurtig fjernet, da regimet forbød denne form for politisk propaganda. I 1982 havde de demokratiske demonstrationer taget sådan til, at regimet måtte bukke under for presset og udskrive senatsvalg. Det første demokratiske valg i 20 år. Folk var dog bange for at stemme, da man frygtede, at det ville blive optaget i et registerdata, hvorefter man kunne blive forfulgt af magthaverne. Efter 20 års diktatur var der ingen tiltro til systemet. Sócrates og Olivetto viste igen ansvar og lancerede en ny kampagne, hvor Corinthians-spillerne løb på banen med sloganet ”Dia 15 vote” bag på trøjen. Regimet kunne end ikke forbyde dette, da det ikke var politisk propaganda, men blot samfundsoplysning til borgerne.

”Democracia Corinthiana” såede frøene til Latinamerikas største demokratibevægelse, Diretas Já, der ønskede at kongressen udskrev frie præsidentvalg. Bevægelsen organiserede demonstrationer med flere hundredetusinde demonstranter, der marcherede gennem Sao Paulos gader. Den 16. april 1984 samledes næsten halvanden million mennesker i det centrale Sao Paulo. Her holdt Sócrates en tale, hvor han truede med at acceptere et tilbud fra den italienske klub Fiorentina, hvis forslaget ikke blev vedtaget i kongressen.

Socrates tale
Sócrates var en ivrig taler
Ugen efter stemte 298 ud af 366 kongresmedlemmer for forslaget. Generalerne rettede sig dog ikke ind og præsidentvalget udeblev. Sócrates gjorde, som han havde truet med, forlod Brasilien og tog til Italiens i stedet. Den demokratiske flodbølge var dog ikke til at stoppe, og i 1985 gav generalerne op og udskrev præsidentvalget. Brasilien var blevet demokratisk igen efter 21 års højreekstremistisk militærdiktatur.

I 2011 fik Sócrates serveret en dårlig bøf stroganoff, hvorefter han blev indlagt med en madforgiftning. Efter at have kæmpet mange år med alkoholproblemer var hans krop så svag, at den ikke kunne klare den milde tarminfektion. Han døde få dage efter. Historien om Sócrates får os dog til at spørge; hvor stort er fodboldens potentiale egentligt?

I Sócrates’ fodspor

Den norske forfatter Karl Ove Knausgård beskriver i bogen Hemma – Borta, hvordan fodbold ikke fører til, forandrer eller skaber noget. Alt er borte i det sekund, som det udspiller sig. På den måde forbliver fodbolden meningsløst. Vi kan erindre Zinedine Zidanes helflugter fra Champions League-finalen i 2002 eller Diego Maradonas legendariske mål i 86’, men fodbolden er ikke mere end disse momenter.

De fleste uden for Brasilien vil som tidligere nævnt nok huske Sócrates, som englen der svævede sig gennem den iberiske halvøs fodboldbaner i sommeren 82’, men i hjemlandet forholder det sig anderledes. I Brasilien har han opnået en slags helgenstatus, hvor folk dagligt kommer og lægger blomster eller endda beder en bøn ved Sócrates’ gravsted i Sao Paulo. Han formåede igennem sin position som populær fodboldspiller at katalysere en demokratisk opstandelse, der førte til kolossale forbedringer i de fleste brasilianeres liv. Han viste, hvordan fodbolden kan fungere som en eksponent for udbredelsen af demokratiske værdier.

Det skal derfor blive interessant at se om nogle af nutidens stjerner vil følge i Sócrates’ fodspor. Om de tør at afvige fra det eksisterende paradigme om at holde sport og politik adskilt og i stedet påtage sig den rolle, som fodboldens største koryfæer har potentialet til at opnå. Der er mange, som ønsker at Qatar får frataget VM-værtskabet eller i hvert fald får forbedret forholdene for migrantarbejderne, så man ikke skal sidde med blod på hænderne, når VM i 2022 løber af stablen. I så fald skal man nok ikke sætte sin lid til Sepp Blatter, FIFA eller alverdens statsledere, men i stedet til dem, der virkelig kan gøre en forskel; Cristiano Ronaldo. Lionel Messi. Neymar og andre store stjerner.

Skrevet af
More from Michael Kjær

Fodboldens uforløste potentiale

De etiske problematikker omkring valget af Qatar som værtsland for VM-slutrunden i...
Læs mere