Med på en læser

Udsigt over togskinnerne fra Valby station, en kold, snefuld eftermiddag, hvor rejsen tog sin begyndelse.

Når der skrives om litteratur, er det som oftest store tanker om genrer, temaer, metaforer og ismer, der kommer i spil. Og de litterære referencer står i kø. Meget sjældent skriver vi om det allervigtigste. Læseoplevelsen. Følg med i Henriettes følelsesfulde oplevelse af en helt særlig roman. Fra lænestolen til togturen.

En almindelig efterårsdag
Det er efterår. Jeg skriver speciale – og det som en altoverskyggende aktivitet, der kommer til at påvirke alt i disse måneder. Jeg skal til Berlin for at skrive og inden da finde den helt rigtige bog, som kan holde mig med selskab på den lange togtur fra København til Berlin. Jeg er på arbejde i boghandlen; ark books på Nørrebro. Møllegade, nærmere bestemt. Det er derfor oplagt og indiskutabelt, at det er her, jeg skal finde min rejsepartner.

1. AT VÆLGE DEN RIGTIGE BOG
Måske Miljenko Jergovićs Sarajevo Marlboro om krigen i Bosnien? Italo Calvinos Invisible Cities springer også hurtigt i øjnene, som den så ofte gør, når jeg skal anbefale en bog til en nysgerrig kunde. En kunde som vil forføres. Drages af et litterært univers langt fra hverdagen. Det var den første bog, jeg købte i ark books, før jeg begyndte at arbejde der.

Ved siden af Invisible Cities står hans If on a Winter’s Night a Traveller. Titlen virker næsten for oplagt til formålet. Jeg tager den ud af reolen og tænker, at man nogle gange skal give sig selv lov til at træffe et oplagt valg. Det gør jeg nu og indstiller altså søgningen efter rejsepartner – og smiler ved tanken. Den er hjemme.

Hylderne i ark books byder på mange mulige litterære rejser.
Hylderne i ark books byder på mange mulige litterære rejser.

Jeg tyvstarter. Begynder at læse før togturen. Da det er en kold, mørk efterårseftermiddag, kommer der ikke mange kunder, eller mennesker overhovedet, forbi denne lille sidegade til Nørrebrogade. De få, der går forbi, har et formål, en destination, de går hurtigt og ser sig meget lidt omkring. At stoppe op er næsten utænkeligt.

2. AT VÆLGE DEN RIGTIGE POSITION
Jeg sætter mig godt til rette i den tyrkis lænestol med det hvide lammeskindstæppe. Placeret i hjørnet af boghandlen, med godt udsyn og overblik over det lille rum. Jeg begynder at læse og finder til min glæde og forundring ud af, at jeg bliver bedt om at sætte mig på en bestemt måde. I stedet for at råbe til omverdenen LAD MIG VÆRE – JEG LÆSER, som det bliver foreslået, vælger jeg alternativet. At håbe, jeg vil blive ladet være i fred i det næste stykke tid. Vælg den mest behagelige læseposition du kender, står der, uden fordom. For måske foretrækker nogle at læse, mens de står på hovedet. Det er i så fald det, de skal gøre nu.

Alt i første kapitel fungerer som en opvarmning, som et tilløb til den bog, jeg troede, jeg allerede var gået i gang med at læse. Og ja, læseren er mig og kun mig. Jeg må ikke tænke på andet, må ikke, og jeg må ikke have grund til at bevæge mig. Altså skal alt være perfekt, ned til mindste detalje. Lysregulering og den slags. Og det er ikke kun for bogens skyld, men også fordi, som der står, at når først jeg går i gang, vil jeg ikke lægge mærke til noget andet. Jeg ville ubevidst affinde mig med det uperfekte, så hvorfor ikke gøre det perfekt fra starten. Meget af det har jeg jo faktisk allerede gjort. Vi tænker da lidt ens, Calvino og jeg. ”Of course, the ideal position for reading is something you can never find,” læser jeg dog, og den tanke bliver jeg også nødt til at holde fast i.

En lænestol, et varmt tæppe, en kop kaffe og en god bog. Hvad mere kan man ønske sig.
En lænestol, et varmt tæppe, en kop kaffe og en god bog. Hvad mere kan man ønske sig.

At blive provokeret

Det er simpelthen løgn!

It’s not that you expect anything in particular from this particular book. You’re the sort of person who, on principle, no longer expects anything of anything.

Bare udvælgelsen af denne bog, glæden ved den, synes jeg egentlig er et bevis på det modsatte. Jeg glæder mig da ved at skulle læse den, ved at skulle sidde i et tog til Berlin og måske læse den igen. Ved at skulle til Berlin i det hele taget og forventer, at det bliver en god tur. Forventer, at jeg bliver hentet på stationen af min veninde, som flyttede til Berlin for kærligheden, som aftalt. Forventer, at hun glæder sig som jeg. Men vent… har han fat i noget?

You know that the best you can expect is to avoid the worst.

Ja altså, jeg gør måske mit for ikke at beskæftige mig synderligt med ”the worst.” Og ja, netop det at forvente en oplevelse ved at læse en bog, forvente noget fra det i princippet uafhængige univers, som er bogens, er vel egentlig forholdsvist risikofrit. Skuffelsen, eller konsekvensen, vil i hvert fald som udgangspunkt ikke være så stor. Og det er jo egentlig rigtigt nok.

4. AT BLIVE DISTRAHERET I
Bogen dømmer videre. Nu ved at kritisere, kommentere, netop min udvælgelse af den her bog. For ja, jeg gennemgik, da de selvskabte kategorier:

  • ”Books You Mean To Read But There Are Others You Must Read First” (Mere Beckett, mere Joyce, mere nyt, flere klassikere)
  • ”Books You Can Borrow From Somebody” (førnævnte Sarajevo Marlboro)
  • ”Books That Everybody’s Read So It’s As If You Had Read Them Too” (Erlend Loes Doppler. Det skal nok ske en dag. Den er jo så tynd)
  • ”Books You’ve Been Planning To Read For Ages” (Milan Kundera. Skal også nok ske en dag)
  • ”Books Dealing With Something You’re Working On At The Moment” (Susan Sontag. Jeg burde læse Susan Sontags On Photography til det speciale … Helt sikkert).

Kategorierne, og de ca. ti andre på listen, findes i enhver boghandel. Også denne lille en. Og også i den derhjemme, bogreolen. Antallet af ”Books You’ve Always Pretended To Have Read And Now It’s Time To Sit Down And Really Read Them” burde jeg virkelig snart gøre noget ved. Ulysses ligger stadig ufærdig hen. Og The Life and Opinions of Tristram Shandy blev jeg da egentlig heller ikke færdig med. Åh, nu tænker jeg på tusind andre bøger. Det stresser mig, og det kan da umuligt være meningen!

Det, som følger, virker komplet irrelevant for mig. Om rejsen hjem fra den boghandel, bogen mener, den er blevet valgt i. Om at købe den i kassen (jeg købte den jo af mig selv!). Om at rive plasticen af (der er ingen plastic om vores bøger). Fang mig lige igen, gider du! Jeg tager ikke bussen hjem fra nogen stor, kommerciel boghandel, der sælger bøger i en samlebåndsvending. Ikke at der, i øvrigt, er noget galt i at pakke bøger ind i plastic. Men jeg kunne slet ikke finde på at læse, mens jeg kører i bus. Jeg bliver jo køresyg.

Der kommer dog nu heldigvis en indrømmelse, som skal vise sig at være helt korrekt. Den undskylder den korte afvigelse fra mig. ”It’s better for you to restrain your impatience and wait to open the book at home.” Jeg får ikke læst meget i den her stilling, hvorfra jeg ikke burde behøve bevæge mig, før en kunde kommer ind i butikken. Det er jo faktisk også derfor, jeg er her.

5. AT BLIVE DISTRAHERET II
“Min kæreste er ved at skrive en opgave om søvn. Jeg vil gerne finde noget skønlitteratur til ham. Har du nogen idéer?”

Min hjerne tvinges i den grad til at skifte fokus. Jeg spørger hende først, om hun vil have en kop kaffe. På den måde vinder jeg lidt omstillingstid. Hun siger heldigvis ja. Kaffe, det kunne da godt have noget med søvn at gøre? Jeg overvejer at lave en joke. Jeg opgiver dog, den kan næppe blive sjov. Alice in Wonderland måske? Mit blik spotter heldigvis en bog, jeg kan argumentere for kunne passe til emnet. Den beskæftiger sig dog for meget med drømme. Ah okay, ja, det kan jeg godt se. Vi snakker lidt frem og tilbage, men finder ingen perfekt bog. Hun går igen – opløftet, virker det som om (måske fra den stærke kaffe jeg gav hende), men dog med uforløst sag.

Tilbage til bogen. Og det sted i bogen, hvor den egentlige bog siges at begynde. Hvor søren var jeg? Nå ja, dér, hvor jeg både var lidt irriteret over at være blevet ramt på pletten og følte mig dømt til at være noget, jeg slet ikke er. Og så var jeg vist i øvrigt lidt forundret over, hvem det mon måtte være, der har disse holdninger om mig som læser. Det er Calvino i tredje person. Men hvis det ikke er Calvino selv, hvem er det så? Okay, lad mig bare læse din bog.

Udsigt over togskinnerne fra Valby station, en kold, snefuld eftermiddag, hvor rejsen tog sin begyndelse.
Udsigt over togskinnerne fra Valby station, en kold, snefuld eftermiddag, hvor rejsen tog sin begyndelse.

6. AT FINDE SELVE BOGEN
Bogen fortæller mig, at jeg nu er i et tog, og jeg husker, hvorfor jeg valgte den i første omgang. Turen til Berlin. Jeg stopper faktisk her, for endnu en kunde kommer ind, og det virker både synd for bogen og forholdsvis umuligt at springe fra bogens univers og ind i rollen som boghandler. Jeg styrer mig og gemmer resten til det egentlige formål. Og den skal vise sig at være så utroligt passende, ja netop fordi bogen herfra tager mig til en tilrøget togstation og ud på en lang rejse. Præcis som den jeg selv skal på. Genkendelser herfra er kun rare.

If on a Winter’s Night a Traveller viste sig at være den korrekte rejsepartner og det introducerende kapitel at virke fuldstændig efter det, der synes at være hensigten. Fra jeg sætter mig i toget, bliver jeg revet med ind i historiens konstante bevidsthed om, at de billeder, der bliver skabt, nok er af en togstation, men en togstation skabt af sætninger. Sætninger, som er lige så meget til stede, som togstationen selv.

Min egen tilstedeværelse, min egen position, er noget, jeg konstant er bevidst om, bevares, men ikke på forstyrrende vis. I hvert fald ikke en vis, jeg behøver at forholde mig til, fordi jeg her, i dette tog, i denne togkupé, med arme og ben trukket så godt sammen, som sædet tillader, er fuldstændig ladt i fred.

 

I am not at all the sort of person who attracts attention, I am an anonymous presence against an even more anonymous background.

Nemlig. Jeg’et ER jo mig. Det er en let beslutning at tage, som også er en smule farlig, hvilket bogen nævner op til flere gange. Men sådan er det.

Tiden er gratis, som en lang cigaretpause, jeg kan intet foretage mig andet end at lade mig blive bragt til min selvvalgte destination, som blev som ventet og bedre endnu. Og så undervejs dyppe min hjerne i Calvinos fantastiske litterære univers.

 

I am caught in a trap, in that nontemporal trap which all stations unfailingly set.

Fælden, som nok er skabt af Calvino i sin tid, er én, jeg helt frivilligt lader mig fange af. Og ved at sidde passivt hen har jeg alle muligheder for at være der, hvor han gerne vil have mig.

More from Henriette Klejs Engelberg

Med på en læser

Når der skrives om litteratur, er det som oftest store tanker om...
Læs mere