Når den bedste talgymnast sætter dagsordenen

Tal og fakta kan der ikke røres ved. Og dog. Netudgaven viser dig her, hvordan tal og fakta kan sammenstøbes for at understøtte bestemte politiske dagsordener.

Står landets arbejdsløse kontanthjælpsmodtagere i tilstrækkelig grad til rådighed for arbejdsmarkedet? Den 29. januar ledte netop dét spørgsmål til historier og overskrifter i forskellige danske medier.

Konklusionen var alle steder negativ og den så ud til fint at bekræfte det billede af kontanthjælpsmodtageren, som ligeledes er drivende for den højakutelle Jobreform. Nemlig billedet af kontanthjælpsmodtageren som en person, der ikke gør nok for at komme i arbejde og som derfor må motiveres af lavere ydelser og flere sanktioner.

Først på dagen blev lediges indstilling til tilværelsen debatteret i programmet DR2 Morgen. Anledningen var en ny opgørelse, der viste, at ”blot hver fjerde kontanthjælpsmodtager står til rådighed for arbejdsmarkedet”. Det lød ikke godt.

Screendump DR2 Morgen
Skærmbillede fra DR2 Morgen, d. 29. januar

Det skulle imidlertid blive værre endnu. Samme dag offentliggjorde Dansk Arbejdsgiverforening (DA), via deres nyhedsbrev Agenda, en analyse, der konkluderede, at ”[k]un hver syvende på kontanthjælp står til klar til job.” Det lød da for alvor ikke godt.

Tallene fik Jobcenterchefen i en kommune til at konkludere, at kommunerne ikke er nok på nakken af de ledige: ”Vi skal hele tiden holde dem op på, at de søger job og står til rådighed,” udtalte han . Dét bakkede Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, op om. Han delte DA-analysen på sin åbne Facebookprofil og skrev blandt andet at ”[a]lt for mange på kontanthjælp ikke [står] til rådighed.” Den konservative beskæftigelsesordfører, Rasmus Jarlov, stemte i og opsummerede dét, der så ud til at være problemets kerne: ”For nogle er det blevet en karrierevej at være på kontanthjælp.”

Politiske paradokser
Men hvordan kan der egentlig, på den selvsamme dag, både være kun én ud af fire kontanthjælpsmodtagere, som står til rådighed for arbejdsmarkedet og kun én ud af syv, som står klar til job? Svaret er, at det kan lade sig gøre fordi sådanne opgørelser er mere elastiske end deres tal-baserede facade umiddelbart giver udtryk for. De kan vinkles og strækkes i forskellige retninger, alt efter skaberens politiske overbevisning.

Som den amerikanske politolog Deborah Stone beskrev det allerede for 30 års tid siden, kan der i politik optræde paradokser, der synes at gøre vold på et af vores mest grundlæggende logiske principper: At noget ikke kan være flere forskellige ting på én gang.

Politik er nemlig, argumenterede Stone, ikke blot et spørgsmål om at handle på nogle allerede kortlagte problemer. Det er, mere radikalt, et spørgsmål om at konstruere selve de problemer, der kalder på handling. Og nogle af de mest effektive redskaber hertil er optællinger, kategoriseringer og klassificeringer.

De to forskellige opgørelser den 29. januar er gode eksempler på, hvordan politiske problemer formes. Lad os derfor se lidt nærmere på, hvordan de to forskellige opgørelser konkret er blevet til.

’En ud af fire står til rådighed for arbejdsmarkedet’
Den første beregning, som lå til grund for debatten i DR2 Morgen, er simpel:
Siden begyndelsen af 2014 har landets kommuner skulle inddele kontanthjælpsmodtagere over 30 år i to grupper. En gruppe, der rummer de stærkeste ledige, som vurderes uden videre at kunne påtage sig et arbejde og som derfor ubetinget skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet – de kaldes ”de jobparate”. Og en anden gruppe med dem, der vurderes ikke umiddelbart at være i stand til at påtage sig et arbejde – ”de aktivitetsparate”.

I 2015 var der cirka 107.000 fuldtidspersoner over 30 år på kontanthjælp, og de fordelte sig som cirka 27.000 jobparate og 80.000 aktivitetsparate. Rundt regnet udgør gruppen af de jobparate, som skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, dermed en fjerdedel af de kategoriserede kontanthjælpsmodtagere. Deraf morgenens første overskrift: ”Blot hver fjerde kontanthjælpsmodtager står til rådighed for arbejdsmarkedet”.

Tal fra DR2 Morgen
Skærmbillede fra DR2 Morgen

’En ud af syv står klar til job’
Men hvordan er DA så kommet frem til deres resultat? At ikke én ud af fire, men blot én ud af syv kontanthjælpsmodtagere står klar til job? Det har krævet et lidt længere udregningsforløb med flere indbyggede etaper undervejs. Så hæng lige på.

Udgangspunktet for DA’s analyse er det samlede antal af fuldtidspersoner på kontanthjælp i 2015. Det svarer i alt til ca. 177.000. Næste skridt er at finde det antal af kontanthjælpsmodtagere, som enten er kategoriserede som ”Jobparate” eller som ”Åbenlyst uddannelsesparate,” og som derfor står overfor et krav om at skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Denne gruppe rummer lidt over 33.000 personer og ved at fratrække dem fra den samlede gruppe af fuldtidspersoner på kontanthjælp, får DA en restgruppe på hele 144.000 – svarende til cirka 81 pct. af alle kontanthjælpsmodtagere – som ”er vurderet såkaldt aktivitetsparate af jobcentrene” og som derfor ikke skal stå til rådighed.

DAs lagkagediagram Diagram fra DA’s Nyhedsbrev – http://www.agenda.dk/2016/01/kun-hver-syvende-paa-kontanthjaelp-staar-klar-til-job/

Det er imidlertid en sandhed med modifikationer. Den store gruppe på de 81 pct. rummer ikke blot de aktivitetsparate, men også eksempelvis gruppen af uddannelsesparate arbejdsløse under 30 år. De mødes af et pålæg om at påbegynde en uddannelse og de modtager kun den særligt nedsatte ungdomskontanthjælp på SU-niveau. Det gør de vel at mærke netop fordi kommunerne har vurderet at de er uddannelsesparate og ikke aktivitetsparate.

Men tilbage til udregningen. Sidste skridt i DA’s beregning er at inddrage materiale fra den omfattende kvartalsvise arbejdskraftundersøgelse (AKU) for at undersøge, hvor mange af de 33.000 jobparate kontanthjælpsmodtagere, der rent faktisk står klar til job.

AKU er en stor interviewundersøgelse, hvor en stikprøve af befolkningen svarer på et omfattende batteri af spørgsmål. Ifølge DA står man ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis man i denne interviewundersøgelse svarer, at man ikke har søgt job i en måned; at man ikke kan starte på et job med 14 dages varsel; eller at man ikke ønsker et job.

Beregninger viser, at 22 pct. af de jobparate kontanthjælpsmodtagere svarer nej til mindst ét af disse tre spørgsmål. De kan derfor, ifølge DA, heller ikke regnes med som nogle, der reelt står klar til job.

Heroverfor kan man så indvende, at den AKU-basererede forståelse af, hvornår man står til rådighed for arbejdsmarkedet, er en noget anden forståelse end den, der benyttes i det i øvrigt anvendte talmateriale.

Studerende, som søger job til at supplere SU’en, vil efter denne forståelse fx typisk blive regnet med til gruppen af de, der står til rådighed for arbejdsmarkedet som aktivt jobsøgende. Og det vil en del af de kontanthjælpsmodtagere, som er vurderet til ikke at være jobparate, givetvis også.

Man kan også indvende, at en del af de kontanthjælpsmodtagere, der faktisk har svaret nej til ét af de tre spørgsmål, typisk har vist sig at have gode grunde hertil. For eksempel at ”de er ved at afslutte skole eller uddannelse” .

Men på bundlinjen slås i analysen to streger under det temmelig nedslående resultat, at kun en ganske lille gruppe på 26.000 ud af de i alt 177.000 kontanthjælpsmodtagere ”står klar til job”. Det svarer rundt regnet til én ud af syv. Og heraf fremkom altså den anden overskrift om kontanthjælpsmodtageres rådighed, der ramte medierne den 29. januar.

Et spørgsmål om perspektiv
Overskrifterne synes at bekræfte et stereotypisk billede af kontanthjælpsmodtagere som arbejdssky og af velfærdsstaten som godmodig og passiverende. De kalder på hard-hitter-reaktioner om, at vi nu må skrue op for kravene og ned for ydelserne og være mere på nakken af de ledige, så de til gengæld tager sig lidt sammen og står mere til rådighed for arbejdsmarkedet.

Opgørelserne giver, med andre ord, medvind til den herskende politiske tænkning på området – stærkt eksemplificeret af den aktuelle Jobreform – hvor løsninger først og fremmest handler om at begrænse ydelsesstørrelser og at stille flere krav. De synes ganske simpelt at forme eksakt den type af problem, som den rådende socialpolitiske tænkning påstår at kunne løse.

Lad mig, midt i al tristessen, derfor slutte artiklen af med et andet perspektiv. For den selvsamme virkelighed kunne uproblematisk fremlægges ganske anderledes end hvad tilfældet var den 29. januar på DR2 og i DA’s Nyhedsbrev.

Vi ved nemlig, at det er blevet langt vanskeligere at få tilkendt førtidspension, og at mange af de mest udsatte derfor i disse år bliver hængende i kontanthjælpssystemet. Det er ikke små tal. Vi taler om cirka 10.000 færre årlige førtidspensioneringer, sammenlignet med tiden inden den seneste reform trådte i kraft i 2013. Vi ved også, at de mest ressourcestærke mennesker i kontanthjælpssystemet efter nye reformer er underlagt et meget stort pres for at forlade systemet hurtigst muligt. Og vi ved at nyere tiltag, som fx nytteaktivering, bidrager til at vende mange af dem i døren. De mest udsatte nægtes, så at sige, udgang fra systemet, mens de stærkeste til gengæld vendes i systemets svingdør. Alt sammen som følge af politiske reformer.

Betragtet i det lys er det ikke hverken overraskende eller underligt, at der findes en vis andel af udsatte mennesker på kontanthjælp, som lige nu ikke er klar til at træde direkte ud på det ordinære arbejdsmarked. Og når de nu ikke er det, så kunne man jo våge den påstand, at flere ydelsesnedsættelser og yderligere sanktioner næppe er den rette vej at gå – heller ikke selvom beskæftigelsesministeren igen og igen beskriver, at vi ”ikke [kan] være andet bekendt.”

Det handler alt sammen om perspektiv. Og pointen her er ikke, at jeg nu har blotlagt den egentlige sandhed som andre fornægter. Pointen er snarere, at politik ikke kun er et spørgsmål om at handle på virkeligheden, men mere grundlæggende et spørgsmål om at forme den virkelighed som vores politikere forholder sig til og handler på.

Talopgørelser kan her være taknemmelige størrelser. Elastiske og formbare indeni, men hårde og uangribelige udenpå.

More from Mathias Herup Nielsen

Ikke alt, der tæller, kan tælles

En telemarketingsmedarbejders bekendelser om New Public Management. (mere…)
Læs mere