Da Milton Friedman blev pladderhumanist

Alternativet har foreslået kontanthjælp uden kontrol af ledige. Lignende forslag flød for et halvt århundrede siden fra toneangivende nyliberale tænkere. I dag affejes det som venstreorienteret tågesnak. Hvordan kan det egentlig være?

Under den aktuelle debat om den kommende jobreform gentog socialordføreren fra Alternativet, Torsten Gejl, partiets forslag om at indføre en fast basisydelse i stedet for den nuværende kontanthjælp. ”Vi vil jo have kontanthjælp uden modkrav,” fortalte han i en lille video, der cirkulerede på sociale medier.

Han henviste dermed til et forslag fra partiprogrammet, som går ud på at udskifte den nuværende kontanthjælp med en ”fast basisydelse uden særlige kontrolforanstaltninger.”

Netop dét forslag blev i en lang række toneangivende indlæg i de store borgerlige medier sidste år latterliggjort som et virkelighedsfjernt og vidtgående venstreorienteret forslag om borgerløn. Det blev, ganske enkelt, modtaget som en vittighed.

Jyllands-Posten skrev for eksempel i en leder, der bar overskriften Alternaivitet, at partiet ville indføre ”en borgerløn uden kontrol af ledige” og noterede herefter sarkastisk at man ”næsten ikke [kan] vente med at se partiets udspil til en finanslov.”

Det var Jyske Vestkysten enige i, da de i en leder nedladende skrev om partiets forslag at ”det kaldes borgerløn og vil for de fleste nok være lige alternativt nok.” I en opfølgende analyse skrev avisens chefredaktør, at ”kontanthjælpen skal erstattes af en basis-ydelse uden særlige kontrolforanstaltninger. Ingen beregninger hører til denne de-facto-indførelse af borgerløn” .

Berlingske udråbte i en leder Alternativet til landets ”feel-good-parti”, som var bæredygtige på alle andre måder end i forstanden økonomisk bæredygtige. Det kom blandt andet til udtryk i partiets forslag om ”en slags borgerløn uden emsig kontrol, men kun baseret på tillid.”

Endelig fremførte Kristeligt Dagblad på lederplads det synspunkt, at Alternativet var som en ”ny religion” – og det var vel at mærke ikke ment som et kompliment. Her lød det blandt andet, at kontanthjælpen ifølge Alternativet skulle afløses af en slags borgerløn, med generøsitet og uden kontrol, ”men partiet bekymrer sig ikke om, hvordan Danmarks økonomi skal hænge sammen”.

Borgerløn til alle
Det er dog værd at holde tungen lige i munden og bide mærke i, hvad Alternativets forslag helt konkret går ud på.

Som navnet røber er borgerlønnen i dens egentlige form en fast ydelse, der betingelsesløst udbetales til alle borgere i et samfund over en vis aldersgrænse. Den samme pose penge udbetales da til den arbejdsløse, til avisbudet, til konsulenten og til den hovedrige direktør – oveni den løn, som de optjener i øvrigt .

Ideen bag lyder, at den faste og enkle ydelse skal erstatte den meget lange række af velfærdsydelser, som staten i dag bruger en del krudt på at administrere. Dermed, lyder argumentet, vil borgerløn lede til en mere solidarisk deling af arbejdet, fordi flere vil have lyst til at gå på nedsat tid. De borgere, der modtager ydelser, vil ikke længere blive udskammet og stigmatiseret, da modtagerne jo er os alle sammen og ikke blot de få. Da borgerlønnen ikke modregnes andre indkomster, vil det oven i hatten altid kunne betale sig at arbejde.

Det er bare ikke dét, Alternativet konkret foreslår. Partiet foreslår ikke en ydelse, som skal gives til alle, men en ydelse som skal gives til de, der allerede i dag modtager kontanthjælp. Og denne ydelse skal være på samme niveau som den nuværende kontanthjælp. Forskellen mellem kontanthjælpen og den ordning som Alternativet foreslår, er dermed alene, at det ikke længere skal kontrolleres, om modtagerne af ydelsen står til rådighed for arbejdsmarkedet. That’s it.

Selvom det i partiet er tænkt som et pragmatisk skridt i retning af en borgerløn, må man bare helt nøgternt konstatere, at forslaget i sin nuværende form ligger langt derfra. Det er langt mindre vidtgående.

Statsfjendtlige tanker
Partiets forslag om en fast basisydelse til en afgrænset gruppe, der i perioder står uden indkomst, har umiddelbart mere til fælles med en anden gammel idé, nemlig den negative indkomstskat.

Tanken bag den negative indkomstskat er simpel: Når du som borger i et samfund har så lav en indkomst, at du ikke længere kan forsørge dig selv, skal du ikke betale et beløb i skat til staten. Det er i stedet staten, der skal udbetale et beløb til dig.

Den kendte, ærkeliberale økonom, Milton Friedman, gjorde sig i slut-60’erne til fortaler for en negativ indkomstskat. Friedmans kongstanke var grundlæggende liberalistisk: Med en sådan forenklende ordning kan man rulle en del af velfærdsstatens ”enorme bureaukrati” tilbage og skrue op for den individuelle frihed. Nøjagtig som staten kun har behov for at kende dine indkomstforhold for at kunne fastsætte din trækprocent, har den nemlig ligeledes kun behov for viden om dine indkomstforhold, for at afgøre hvor mange penge du skal have udbetalt i negativ indkomstskat. Og Friedmans konkrete model var udformet således, at det altid kunne betale sig for mennesket at tage et arbejde.

Milton Friedman
Milton Friedman argumenterede i slut-60’erne for en negativ indkomstskat

På fuldstændigt tilsvarende vis analyserede idéhistorikeren Michel Foucault, i en forelæsningsrække sidst i 70’erne , den negative indkomstskat som en del af et amerikansk neo-liberalt program, der er født ud af en grundlæggende statsfobi. En angst for den evigt ekspanderende velfærdsstat, der før eller siden overskrider sit nuværende stadie og bliver til en egentligt totalitær stat.

Foucault noterede sig blandt andet, at den negative indkomstskat ser på fattigdom som symptom frem for på fattigdom som årsag. Med den negative indkomstskat interesserer staten sig ikke for årsagerne til din fattigdom. Det eneste, der tæller, er fattigdommen som effekt: At den er der.

Dermed opløses det klassiske skel imellem den værdigt og den uværdigt trængende. Det er for staten ligegyldigt om du er arbejdsløs fordi du er stiknarkoman eller om du er arbejdsløs fordi du ikke gider arbejde – og om du søger nok jobs på Jobnet og artigt udfylder din Joblog. Det har ingen indflydelse på, om du har ret til ydelsen eller ej.

Foucault fremhævede imidlertid også, at den negative indkomstskat har det med at optegne en særlig tydelig grænse imellem dem på den ene side, der modtager ydelser og dem på den anden side, der yder. Imellem de, der klarer sig selv, og de, der lever på statslig støtte. Det er en afgørende forskel på negativ indkomstskat og borgerløn.

Michel Foucault billede
I “The Birth of Biopolitics” analyserer Michel Foucault ideen bag negativ indkomstskat

Dagens socialpolitiske bevidsthed
Forslaget fra Alternativets partiprogram om en kontanthjælp uden kontrol, er således beslægtet med ideen om den negative indkomstskat. En idé, der for et halvt århundredes tid siden blev hyldet af nyliberale kræfter som et væsentlig element i kampen for mere individuel frihed og mindre stat.

Betragtet i det lys er det voldsomt tankevækkende at granske den ekstremt kølige modtagelse, som partiets forslag hidtil har fået blandt centrum-højre-tænkere.

Sat på spidsen: Socialpolitiske tanker, der for knapt et halvt århundrede siden blev fremført og analyseret som en del af en nyliberal agenda af tidens højest profilerede liberale økonom, modtages i dag som uansvarlige og barnagtige tanker fra en flok hippieagtige fantaster. Noget, der engang blev set på som nyliberalt, latterliggøres i dag som radikalt venstreorienteret tågesnak.

Hvad fortæller det os os om den socialpolitiske bevidsthed i Danmark anno 2016?

Tjo, det fortæller os i al fald én ting. Nemlig, at vi i så høj grad har indåndet og accepteret den tanke, at arbejdsløse løbende skal pligtaktiveres, kontrolleres og sanktioneres, at alt andet synes utænkeligt.

Når vi bekræfter hinanden i, at det skal kunne betale sig at arbejde, handler det derfor næppe kun om, at man skal have flere penge på kontoen, når man overgår fra ledighed til beskæftigelse.

Den økonomi, vi henviser til, når vi siger at arbejde skal betale sig, handler ikke blot om ussel mammon. Den handler i langt bredere forstand om at regulere smerte og lyst. Overgangen fra ledighed til beskæftigelse skal markere overgangen fra et stadie af relativ smerte til et stadie af relativ lyst. Fra meget overvågning og kontrol til mindre overvågning og kontrol. Fra umyndiggørelse til myndiggørelse. Fra skam og stigma til respekt og anerkendelse.

Statsapparatet og den omfattende aktiveringsindustri spiller her en væsentlig hovedrolle som producent af ulyst.

Den logik er i dag inderliggjort som en stærk og fuldstændig naturlig del af vores socialpolitiske kompas. Foreslår du at rulle rådighedskontrollen tilbage, bliver du nedladende grinet ud som en ufrivilligt komisk skikkelse i scenegulvets rampelys.

Dét står tilbage på bundlinjen som den egentlige og tankevækkende lære, der kan drages af Alternativets forslag.

More from Mathias Herup Nielsen

Ikke alt, der tæller, kan tælles

En telemarketingsmedarbejders bekendelser om New Public Management. (mere…)
Læs mere