Følelser i kapitalismens analfabetiske tid

Stadigt færre udfordres i dag af ordblindhed. Måske skyldes det, at vi med de stigende muligheder for at kommunikere uden ord er på vej mod et samfund, teoretikere benævner det post-leksikalske; et samfund, hvor læsning ikke længere er nødvendigt?

Facebook gav os for nylig nye muligheder for at udtrykke vores følelser, eller måske snarere tilstande, ved en statusopdatering: de nye emojicons, som udvider vores spektrum fra før kun at kunne “synes godt om” til nu også at være/synes/føle/sige “vild med”, “ked” (sic!), “vred”, “wow” eller “haha”. Det er med andre ord ikke længere nødvendigt at forklare, hvad det egentlig var, vi mente, da vi likede en af vores venners statusopdatering – ved hjælp af et enkelt tryk på et lille, gult ansigt har vi tilkendegivet, hvor vi positionerer os.


Skriftsprogets udfasning?

Det er en udvikling, som ikke alene giver Facebook adgang til et langt større og langt mere differentieret sæt data til deres i forvejen altædende algoritmer, det er måske også endnu et skridt imod en overflødiggørelse af skriftsproget og evnen til at læse dette.

Der findes allerede to kommunikationsplatforme, hvor det eneste udtryksmiddel, du har at gøre godt med, er emojicons (læs mere her). Dertil kommer en stadig stigende brug af Snapchat og Instagram, som i høj grad, hvis ikke udelukkende, er billedbårne medier. En selfie af dig selv liggende på sofaen med hænderne dybt i en pose chips sendt af sted søndag eftermiddag er en lige så oplysende måde at fortælle dine venner, at du har tømmermænd – hvis ikke endda bedre.

Men i en tid, hvor vi kan indrette os sådan, at al kommunikation mellem, indtil videre primært, venner og familie foregår ved hjælp af ikoniske udtryk som fx billeder og emojicons, hvor gode behøver vi så overhovedet at være til at læse?


Det kapitalistiske samfund er analfabetisk

I det samfund, vi lever i, som af mange sociologer og andre teoretikere betegnes som “det kapitalistiske samfund”, er der en overflod af billeder, slogans, ikoner, skilte og andre letafkodelige budskaber: reklamer i fjernsynet, på lygtepæle eller sendt direkte til os. Og fælles for dem alle er en genkendelig, fængende og hurtig meningsforståelse med korte, direkte budskaber, som vi sjældent behøver tænke alt for længe over.

Det er ifølge den indflydelsesrige franske filosof Gilles Deleuze og hans partner-in-crime, psykoanalytikeren Félix Guattari, et af kapitalismens særlige karakteristika: “Skrivning har aldrig været kapitalismens ting. Kapitalisme er gennemgribende analfabetisk. Elektrisk sprog bæres ikke af stemme eller skrift: databehandling fungerer uden begge,” som de, i min egen løse oversættelse, skriver i deres fælles værk L’anti-Oedipe fra 1972 (Dansk oversættelse: Anti-Ødipus: Kapitalisme og skizofreni, 2002).

“Der Mensch als Industriepalast” af Fritz Kahn, ca. 1930-35. Brugt som omslag til Penguin-udgaven af “Anti-Oedipus” af Deleuze og Guattari.
“Der Mensch als Industriepalast” af Fritz Kahn, ca. 1930-35. Brugt som omslag til Penguin-udgaven af “Anti-Oedipus” af Deleuze og Guattari.
Og det er netop dette fundament den kritiske marxistiske teoretiker Mark Fisher bygger oven på, når han diagnosticerer tidens unge til netop ikke at være dysleksiske, altså ordblinde, men snarere post-leksiske, et stadium efter læsningen, hvor dette er overflødiggjort. På “net-mobil-magasin-informationsplanet”, som Fisher kalder det i sin bog Capitalist Realism (2009), er alt, hvad vi har behov for nemlig slogangenkendelse for at kunne navigere i vores daglige strøm af information.


Følelser billigt til salg

Der findes enkelte lingvister, der vil gå så langt som at kalde brugen af emojicons for en art nyt sprog; om end et sprog, der på én gang er primitivt og ret kompleks. Hvis vi holder os til Facebooks variant, har vi bare fem udtryk til rådighed. Det betyder både, at nuancer går tabt, men også at der åbnes op for et enormt stort og tomt fortolkningsrum, hvor det står til evig forhandling, hvad nu dén og dén smiley skal betyde i sammenhængen. Et sprog som dansk har til sammenligning flere tusinde ord og udtryk, som gør det muligt for os at beskrive mere eller mindre nøjagtigt, hvad vi mener, føler eller tænker.

Men med Facebooks bare fem emojis, stiller spørgsmålet sig hurtigt: Hvem har egentlig gavn af de øgede udtryksmuligheder?

Virksomheder, der bruger Facebook kommercielt, og nå ja, Facebook selv, synes at være de eneste, der for alvor får noget ud af de nye funktioner. At trykke på én af de andre smileys synes kun at være interessant for brugeren, da det var nyt og spændende, men giver ikke nogen større tilfredsstillelse end det gode, gammeldags like. Virksomheder og Facebook derimod har nu endnu mere data om sine kunder og brugere. Data, som ryger lige ned i den store reklamealgoritme, og derfor kommer endnu mere bål på det post-leksiske kapitalistiske samfund med slogans, overskrifter og buzzwords.

Men det er selvfølgelig den pessimistiske udlægning. Indtil da kan vi boltre os i emojiernes hav 🙂

More from Camilla Zuleger

Hvad er det egentlig Mette Høeg vil?

Her er Mette. Mette bader. Mette drikker vodka. Mette vil gerne være...
Læs mere