Fra Pulisball til Stokelona – et paradigmeskifte i The Midlands

En halv time i tog syd for Manchester finder man arbejderbyen Stoke-on-Trent, der er den største by i Staffordshire. Stoke City har siden 2008 været fast inventar i både Premier League og i folks hukommelse som definitionen på kedelig fodbold – men i de senere år er der sket mærkværdige ting på Britannia Stadium. For de hårdtprøvede Stoke-tilhængere er angribere over to meter, lange indkast og Robert Huth som højre back blevet afløst af abstrakte begreber som korte pasninger, taktisk frihed og Bojan Krkic.

Som fællesskab og by passede Tony Pulis som fod i hose til Stoke-on-Trent. En by sammensat af grå nuancer og med en fasttømret arbejderkultur. Det er fåtallet i The Potteries, der er født med en sølvske i munden, og som en naturlig konsekvens har de lokale en meget pragmatisk tilgang til livet – de brokker sig sjældent og yder ”ard work”, som den altid kasketbærende Tony Pulis ville sige det.

Som så mange andre byer i England, har Stoke-on-Trent følt industriens kollaps helt ind under huden, da deres primære industrier var keramik, stålvalsning og kulminedrift. I de hårde tider op igennem 1990’erne og i starten af år 2000, hvor fabrik efter fabrik lukkede ned og fyrede sine medarbejdere, gik man som så mange andre steder i England til det lokale stadion for at glemme sine regninger og arbejdsløsheden og blot nyde det smukke spil. 90 minutters frihed fra bekymringerne plus tillægstid.

Plan A: spark langt. Plan B: spark længere
Derfor var det netop dét mere ærgerligt, at indbyggerne i The Potteries eneste reelle valg var at se Stoke City spille. I The Championship. Hvis man har set én af Stokes få TV-kampe under Pulis i Premier League og tænkte, at det var kedeligt, kan man knapt nok begynde at forestille sig de uendeligt kedelige stunder, som fansene der uge efter uge var på Britannia blev tvangsindlagt til.

I 2005 med Pulis ved roret formåede Stoke at spille 17 kampe i streg som endte henholdsvis 1-0, 0-0 eller 0-1. En periode der af de hårdt prøvede Stoke-tilhængere blev omdøbt til “den binære sæson”.

Stoke var dengang ejet af et islandsk konsortium, som i 1999 købte aktiemajoriteten i klubben af den lokale forretningsmand Peter Coates, der havde siddet på magten siden ’87. Coates nåede aldrig at opnå de store ting som ejer og var ikke vellidt blandt tilhængerne. Dette på trods af at han var født og opvokset i byen.

Pulis havde en turbulent første periode i Stoke, hvor han ganske vist overlevede i The Championship i hans første sæson som manager i ‘02, men udover at sikre Stoke overlevelse i den næstbedste række, var det småt med succesoplevelserne og seværdig fodbold. Men lange bolde var mere reglen end undtagelsen i The Championship, og det var en form for fodbold som Tony Pulis mestrede.

Dog ønskede ejerne en mere moderne form for fodbold, så islændingene smed Pulis på porten i ’05 og ansatte hollandske Johan Boskamp som spillede underholdende og angrebsivrig fodbold. De binære resultater fra sæsonen før blev afløst af store sejre og store nederlag, imens Boskamp hentede bedre fodboldspillere, som ejerne krævede.

Nyindkøbene var ikke det som trak overskrifter. Det var nærmere mentaliteten, der var det udslagsgivende (blandt andet blev Hannes Sigurðsson, som flere Brøndby tilhængere måske kan huske for alt andet end glimrende fodboldspil, hentet til af islændingene). Boskamp begejstrede de fleste fans med en tilgang til spillet, der mindede dem om storhedstiden med Balon D’or vinderen Sir Stanley Matthews og Liga Cup-triumfen i 1971.

Boskamp fik lov til at begejstre i lige præcis én sæson, hvorefter Peter Coates, som i mellemtiden havde fået succes med et mindre betting firma ved navn Bet365, købte klubben tilbage og i bedste nepotistiske stil genansatte den kasketbærende waliser.

Coates og Pulis kom tilbage som to antihelte, der i første omgang henholdsvis havde kørt klubben tæt på konkurs og tilhængerne tæt på narkolepsi, alt imens Boskamp blev hyldet for at have bragt liv og flamboyant spil til et af de mest søvndyssende stadions i hele England. Den stod atter engang på ’ard work, lange bolde og knopperne forrest.

Can they do it on a cold night in Stoke?
Men som det oftest er med anti-helte virkede opskriften. Gennem mere ’ard work, endnu længere bolde og en gratis plads på holdet til Rory Delap, rykkede Stoke op i det allerhelligste: Premier League. Høje på lokalpatriotisme stod det meste af byen bag holdet og dets mindre flatterende spillestil. De samme dyder med hårdt arbejde som industrien havde bragt med sig i sin tid og som mange af Stokes fans er et produkt af, skinnede igennem på de største stadions i landet.

En hel generation var vokset op med fortællinger fra deres fædre, om dengang Stoke vandt Liga-cuppen, dengang Sir Stanley Matthews spillede til han blev 50, dengang Stoke var blandt de bedste. Nu blev historierne ikke fortalt på en tilrøget pub af en 60-årig – der blev skrevet historie hver lørdag blot 20 meter væk, og så betød det mindre, at den blev skrevet med lange indkast og benhårde tacklinger. Tilhængerne var i stand til at billige den kyniske tilgang til spillet, når belønningen hed Premier League.

Et symbol på Stokes kyniske stil under Tony Pulis: Rory Delaps lange indkast. Foto: Mat Fascione.
Et symbol på Stokes kyniske stil under Tony Pulis: Rory Delaps lange indkast. Foto: Mat Fascione.

På trods af hvad kommentatorer og Arsene Wenger havde at sige om spillestilen, så bevarede Pulis Stoke i det fine selskab med en sikker margin hver sæson. Uheldige situationer som da Ryan Shawcross mere eller mindre hovedløst besluttede sig for at Aaron Ramsey bestemt ikke skulle vinde en bold midt på banen og førte hans knopper igennem skinnebenet på den stakkels waliser, hjalp dog ikke på omdømmet. Især ikke efter Ramsey blev mødt med den britiske pendant til ”tudefjæs” da han lå på banen og ømmede sig.

Britannia blev en berygtet og vanskelig grønsvær for de store hold at spille, og mundheldet “can they do it on a cold night in Stoke?” blev til, da en udebanetur til et regnfuldt og blæsende Britannia var en stor prøvelse for de store boldspillende mandskaber. Kunne en mesterskabskandidat klare en udebanetur en kold hverdagsaften i Stoke, så kunne de også gå hele vejen.

Men når eksperterne på TV klogede sig om Stokes fodboldmæssige mangler og de åbenlyse farer for modstandernes skinneben ved at deltage i en kamp på Britannia, skabte det et tilhørsforhold for både Stokes indbyggere og spillere. Det var Stoke mod resten af England, og de skulle ikke få The Potters ned med nakken.

Mislykket gentrificering
Imens Stoke City kæmpede en brav kamp på grønsværen, kæmpede indbyggerne i Stoke-on-Trent en helt anden kamp. I begyndelsen af 00’erne søsatte Labour-regeringen et projekt som skulle forny de kvarterer som engang var beboet af fabrikkernes medarbejdere, men som nu stod tomme og faldefærdige tilbage kendt som Pathfinder.

Planens kerne var at rive de gamle, traditionelle huse i arbejderkvartererne ned og bygge helt nye kvarterer støttet af Labour-regeringen med 2,2 milliarder pund. Industrien i Stoke-on-Trent var hårdt ramt og gik fra at have en arbejdsstyrke på 90.000 til kun at beskæftige 10.000, og alt imens 00’ernes store boom i boligpriser virkede ustoppeligt, faldt huspriserne i de gamle arbejderkvarterer, fordi mange af husene var forladt og tiltrak hjemløse og kriminelle.

Gamle victorianske huse som engang var beboet af arbejderne, der havde deres daglige gang på de mange fabrikker. Foto: Ronnie MacDonald
Gamle victorianske huse som engang var beboet af arbejderne, der havde deres daglige gang på de mange fabrikker. Foto: Ronnie MacDonald

Pathfinder var en succes i nogle engelske byer, men i Stoke-on-Trent spillede planen fallit. Projektet blev droppet i april 2011, da David Cameron og hans konservative parti kom til magten, fordi økonomien ikke hang sammen, og både Cameron og hans parti var store modstandere af planen fra begyndelsen.

Nedrivningen af husene foregik kun sporadisk. Der var ingen overordnet plan og kun et fåtal af de huse, der skulle erstatte de nedrevne, blev bygget. Tilbage stod indbyggerne med hjem, der var endnu sværere at sælge og et lokalområde med stigende kriminalitet og uden naboer.

Lokalsamfundet følte sig svigtet af både Labour og den nye konservative regering, da kassen blev lukket i, og små samfund var blevet ødelagt. Den pludselige tilbagetrækning af Pathfinder fik beboerne i spøgelsesbyerne i og omkring Stoke til at føle, at befolkningen i The Midlands ikke betød det store for magthaverne i London.

Efter et så eklatant svigt af nogle af de mest udsatte borgere i Stoke, var der ikke nogen der skulle komme og sige at Stokes spillestil ikke hørte til i det fine selskab. Stoke var kommet for at blive, og de gamle smede og keramikere frydede sig ,når The Potters udstillede de fine hold fra London med deres fysiske, konsekvente og hårdtarbejdende tilgang til spillet.

I de gamle arbejderhuse er der ikke meget liv tilbage, og mange står faldefærdige hen. Pigtråden og afspærringen skal forhindre brandstiftelse af de ubeboede huse - en stor fare hvis ilden for fat i de få der stadig er beboet. Foto: Mat Fascione
I de gamle arbejderhuse er der ikke meget liv tilbage, og mange står faldefærdige hen. Pigtråden og afspærringen skal forhindre brandstiftelse af de ubeboede huse – en stor fare hvis ilden for fat i de få der stadig er beboet. Foto: Mat Fascione

Pulis out!
Da Stoke havde etableret sig i det fine selskab, blev Pulis atter engang skudt i skoene, at han forsøgte at få de knap 30.000 mennesker på Britannia til at falde i søvn hver anden lørdag eftermiddag. Lige så effektiv en overlevelsesstrategi Pulisball havde været, lige så uinspirerende var den at overvære.

Stoke var en grim ælling, der ikke blev forvandlet til en smuk svane, men nærmere endte som en grimmere og endnu større ælling, der tacklede hårdere og hårdere.

Derfor blev det i sæsonen ’12-’13, hvor Stoke flirtede med nedrykningen, åbenlyst for Coates og resten af Stoke Citys ledelse, at Pulis ikke var den rette mand til at fortsætte den flotte udvikling, som Stoke havde været igennem. Stoke tog kasketten af Tony og ansatte walisiske Mark Hughes. Få forventede en Boskamp-revolution, mange frygtede meningsløshed og nedrykning. Kunne Stoke i virkeligheden andet end at sparke langt?

Tre sammensatte pasninger?
Det er højst sandsynligt ikke størstedelen af de unge drenge, der løber rundt på La Masia i Barcelona og øver elastikken, som drømmer om den dag, de kan flytte til Staffordshire og trække Stokes bolsjestribede trøje over hovedet.

Umiddelbart havde det heller ikke strejfet unge Bojan Krkic, da han i 2007 fik debut for Barcelona som den yngste spiller nogensinde på daværende tidspunkt, en rekord som selveste Lionel Messi havde før Bojan fik sin debut. Samme sæson havde Rory Delap tyret bolden ind i panden på Mamady Sidibe tilpas mange gange til, at Stoke rykkede op.

Kontrasten mellem de to hold kunne knapt blive større dengang – men seks år senere spiller selv samme Bojan for The Potters, nu endda sammen med tre andre fra Barcelonas talentakademi.
Efter intenst lobbyarbejde fra Mark Hughes og hans catalanske forbindelser, som stammer fra dengang, han selv brugte et år på toppen for Blaugrana, har han mestret at finde falleret teknikere, hvis karriere var ved at løbe ud i sandet.

Spillere som Bojan og Ibrahim Afellay (hvis skifte til Nou Camp viste sig at fungere lige så godt som Glenn Whelan’s førsteberøring) har fået en renæssance. Hughes har taget dem under sine vinger og givet dem tid og plads til at finde sig selv. Specielt Afellay er begyndt at blomstre op, ligesom Bojan og Muniesa gjorde i sidste sæson.

Det er let nok for en klub at beslutte, at de nu vil spille bedre fodbold, men udfordringen opstår, når klubben pludselig skal handle spillere på markedet for tekniske begavede spillere, i stedet for blot fysisk begavede spillere. Signingen af Muniesa var vigtig, for på trods af at han ikke var den mest profilerede centerback, der nogensinde er kommet ud af La Masia, så var han den første brik i dominospillet bestående af spanske spillere.

Nu var der en catalaner som andre spillere kunne spørge til råds om, hvordan livet i Staffordshire egentlig var, og Mark Hughes kunne nu sælge et skifte til Stoke på mere end visioner da der allerede var Barcelona-spiller i folden – revolutionen var i gang.

Stadig lang vej for Stokelona
Hughes er i gang med sin tredje sæson og på trods af mange fine indkøb og revolutionering af spillestilen, ville det være en overdrivelse at sætte lighedstegn ved Stoke og tiki-taka. Stoke er stadig et britisk arbejdsklasse-midterhold, og selvom der er sket uendelig meget siden Pulis krævede ”ard work” og hårdere tacklinger for blot tre år siden, kan man godt opleve en lang bold op på Peter Crouch i ny og næ. Men udfasningen af de lange bolde er på vej med samme hast som Storkens pensionsdato.

Nu bliver de hårdt prøvede indbyggere i Stoke-on-Trent forkælet med lækkerier fra Bojan, dommedagshug fra Arnautovic og smarte driblinger fra Shaqiri, alt imens de kan overvære en fantastisk spændende tid for deres klub. At der nu løber tidligere Champions League-mestre rundt med hjemmebane på Britannia, var en utopisk tanke for blot få år siden.

Taktisk har Stoke mange variationer af den klassiske 4-2-3-1, som kan spilles mere statisk eller med Bojan som falsk 9’er eller i en flydende rolle på 10’eren, imens både kanterne og spidsangriberen har fået frihed til at bytte plads eller trække længere ned i banen. Der er ingen gæld i klubben og med en solid finansiel opbakning fra familien Coates stopper Stokes udvikling ikke nødvendigvis her, hvilket står klart, når der bliver brugt 18 millioner pund på Imbula. De økonomiske muskler er bestemt til stede. Det giver håb for et hårdt prøvet lokalsamfund, at deres lokale klub på sigt kan bide skeer med de allerstørste.

Næste gang Stoke spiller TV-kamp, så lyt efter når Stoke tager et indkast på modstanderens halvdel. Af og til bliver kastet akkompagneret af en dyb rungen. ”Huth”, råber de. Det samme gjorde de dengang Rory Delap kastede missiler over en halv banelængde ind i boksen mod netop Robert Huth, og de råber det stadig. De gør det for at ære og respektere den stil som bragte Stoke tilbage på den øverste hylde, ikke nødvendigvis fordi de længes tilbage efter den. Men taknemmeligheden for fodboldmæssigt at frelse en by omklamret af elendighed er bestemt til stede. Nu er det nye tider for The Potters, som skal finde deres nye identitet som boldspillende sub-top mandskab.

Samtidig med at fodboldklubben finder deres nye identitet på banen, er Stokes bystyre i gang med at få de forladte arbejder landsbyer på ret køl efter Pathfinder mislykkedes. De gamle huse bliver udbudt til 1£ med den tilhørende betingelse, at der optages et lån til kommunen som så bruger de penge på at renovere huset, hvilket har skabt små oaser i nogle af de engang så faldefærdige kvarterer.

Det er på mange måder spændende tider i Stoke-on-Trent.

More from Jesper Bertelsen

Fra Pulisball til Stokelona – et paradigmeskifte i The Midlands

En halv time i tog syd for Manchester finder man arbejderbyen Stoke-on-Trent,...
Læs mere