Madame Nielsen: ”Jeg bliver aldrig mig selv!”

Madame Nielsen, 2014 © Sofie Amalie Klougart

Femten år efter kunstnerens død vandrer en kvindelig skikkelse op gennem det kriseramte Europa i den krop, Claus Beck-Nielsen efterlod. Skikkelsen er forfatteren til den nye roman INVASIONEN – en fremmed i flygtningestrømmen og kalder sig selv for Madame Nielsen. Men hvem er hun egentlig, denne på én gang døde og levende kvindemand?

Hvem er Nielsenvæsenet?
I 1849 skriver Søren Kierkegaard under pseudonymet Anti-Climacus værket Sygdommen til Døden, som grundlæggende undersøger, hvordan man bliver sig selv som menneske. Værket er samtidig en afhandling om fortvivlelsens facetter og handler på den måde også om det ikke at være sig selv. ”Man må tabe sig selv for at vinde sig selv,” skriver Kierkegaard og understreger, at mennesket må kaste sig ud på usikkerhedens vilde farvande for at undslippe sin livsfortvivlelse og komme sig selv nærmere.

I løbet af efteråret 2015 opdager jeg, at det sagnomspundne, mystiske Nielsenvæsen, som i 2001 erklærede sig selv død, og som siden har optrådt under alverdens kunstnernavne, i både Weekendavisen og Dagbladet Information rapporterer fra sin rejse i flygtningenes fodspor gennem store dele af Europa – en rejse, som nu udpensles i den nye roman INVASIONEN – en fremmed i flygtningestrømmen, der udkommer d. 31. marts.

Madame Nielsens skriverier er interessante, men de provokerer en tilbagevendende tanke i mig, som måske har strejfet de fleste, der har hørt om Nielsenvæsenet: Hvem er Nielsen? Og hvad gør han i grunden, dette menneske, hvis identitet er til evig forhandling?
(Se tidslinje over Nielsenvæsenets transformationer nederst i artiklen).

_MG_9892_red
Madame Nielsen, som tidligere har optrådt under navne som Das Beckwerk, Den Navnløse og Claus Beck-Nielsen, har nedlagt og omlagt sin identitet igennem mange års kunstnerisk performance. Foto: Sofie Amalie Klougart

Spørgsmålet er uundgåeligt og måske håbløst. Alligevel sætter jeg mig for at skrive et portræt af Nielsenvæsenet, som på en eller flere måder minder mig om den verdenskendte eksistentialist Kierkegaard. Kierkegaard udgav en stor del af værkerne i sit forfatterskab under en række pseudonymer og var evigt optaget af spørgsmålet om, hvordan mennesket omgås med selvet, og hvordan mennesket som relationelt væsen bliver sig selv.

Selvforelskelse og sartgrøn te
Da jeg første gang kontakter Nielsenvæsenet i håb om et interview, er han yderst skeptisk. Jeg må forsøge at overbevise ham om, at jeg har sat mig grundigt ind i gesamtwerket, for han er jo ”efterhånden en ældre dame og har stadigvæk mange store værker og andet mirakuløst, jeg skal nå at have bragt til verden,” skriver han til mig. Hvilken selvforelskelse, tænker jeg og formulerer et halvflabet svar retur.

Det lykkes mig til sidst, med en god portion ivrighed og en smule litterær snilde, at få overbevist den ældre dame om at aftale et møde, hvis jeg vel at mærke lover at byde på sartgrøn te i caféen på Sorø Kunstmuseum.

Madame Nielsen skriver om Europas flygtningestrømme som historisk fænomen og som mediebegivenhed i sin nye roman “INVASIONEN – en fremmed i flygtningstrømmen”. Foto: Sofie Amalie Klougart

Min nervøsitet forud for mødet kan ikke beskrives entydigt. Jeg drømmer om mulige scenarier, Nielsenvæsenet vil brænde mig af i, og om mulige måder, han vil udstille mig som uintelligent, ordinær eller forfængelig på. Jeg føler mig på én gang provokeret og dybt fascineret af de tidligere Nielsen-skikkelser og over vores korrespondance, hvor han i udgangspunktet antager, at jeg vil stille forkalkede spørgsmål, der hverken beriger eller nuancerer det tidsåndsivrige livsværk som sådan.

Han, hun eller hen?
I dagene op til vores møde kontakter jeg folk, der kender ham, som tidligere har haft et forhold til ham eller er særligt dybt inde i kunstprojektet. Jeg forsøger, så ambitiøst som muligt, at undersøge, hvem Nielsenvæsenet i virkeligheden er. Skal jeg ”hunne”, ”hanne” eller ”henne” denne gådefulde Nielsenmand, som nu er blevet madamme? Hvem er Madame Nielsen, når hun ikke er en anden end den, hun var tidligere? Gemmer der sig noget oprindeligt i os mennesker? Og hvordan kan man på én gang være ny og den samme og en anden?

Måske er jeg i virkeligheden af den opfattelse, at mennesker er noget ret konkret, til de overbeviser mig noget andet. Måske er væren noget ret konkret. Måske tror jeg på, at mennesker er mangfoldige, flerfacetterede væsener, men at de, når man møder dem, altid vil være præcis det, man tænker, de er. Måske er identitet en ganske simpel størrelse: Vi er, hvad vi tænker, eller vi er, hvad vi siger, vi tænker.

Hipster eller hyperintelligent zombie?
I toget på vej til Sorø har jeg det fiktionsagtigt. Som om jeg medvirker i en roman, og som om min nervøsitet er slået om i en form for besættelse. Da jeg ankommer til den mennesketomme café på Sorø Kunstmuseum, konspirerer jeg igen: Kommer han udklædt som kvinde? Tager han fusen på mig? Og er Nielsenvæsenet i virkeligheden et spøgelsesagtigt gespenst, en zombie eller en hipster, som jeg har fået fortalt?

”Nielsen er ikke en helt klassisk zombie, da zombien normalt er hjernedød,” fortæller ph.d.-stipendiat på Københavns Universitet Mikkel Krause Frantzen, da jeg ringer til ham tidligere på ugen. Jeg spurgte, hvorfor han mener, Nielsen er en zombie.

”Han er en hyperintelligent zombie,” forklarer han. ”Og der er noget ganske zombieagtigt over hans fremfærd i verden. Han har erklæret sig selv død, begravet sin identitet et utal af gange, men identiteterne bliver ved med at hjemsøge ham. Hjemsøgelsen gør ham til en uhyggelig zombiekarakter midt imellem liv og død,” fortæller Mikkel Krause Frantzen.

Nielsenmennesket tager afsked med sit værk på dødslejet, 2010 © Sofie Amalie Klougart
Nielsenmennesket tager afsked med sit værk på dødslejet, 2010 © Sofie Amalie Klougart

Som jeg sidder og venter i caféen på Sorø Kunstmuseum, forestiller jeg mig ikke, at der vil komme en zombie ind af døren. Ak! Min fantasi er efterhånden så slidt! Men netop den krop, den materialitet og kødelighed, som ifølge Mikkel Krause Frantzen karakteriserer zombiefiguren, ligner utrolig meget Nielsens, og det er netop den, jeg forundres over: Han har stillet sit liv og sin krop så meget til skue de sidste 20 år, at han have mistet noget af sin menneskelighed, tænker jeg.

En måde at træde ind i verden på
Pludselig er han der! Den fine Madame! Ladylike med lillarød baskerhue, sort eyeliner, mascara og rød læbestift. Hun stavrer hen imod mig i sin fine kjole. Hun er levende. Vi hilser høfligt og begge nervøst.

”Jeg har bestilt noget te,” siger jeg.

”Nå, men jeg ved ikke, hvad jeg vil have,” siger den vindblæste tristesse og kigger på menuen. ”Måske noget varm saft!”

Vi lægger ud med den obligatoriske høflighedssnak, og jeg får hurtigt øje på en menneskelighed og en varme, der tiltaler mig. Vi taler os ind i den nye roman, taler om rejsen gennem flygtningestrømmen, om identitetsspørgsmålene og de tidligere liv. Og Nielsen forklarer, at tranformationen til Madame Nielsen meldte sig som en nødvendighed. Som en slags eksistentiel livsnødvendighed. Som en nødvendig vej videre i livet.

Nielsen forklarer skriverierne i den nye roman INVASIONEN – en fremmed i flygtningestrømmen som et slags opgør med forestillingen om journalisten som en flue på væggen.

”Der findes ikke en mulig neutral position i verden, så derfor er det vigtigt at vælge en måde, man træder ind og agerer i verden på. Og det gør jeg så som den, jeg nu er – i denne fase af livet: som en Madame Nielsen.”

At blive en anden for at blive sig selv
Igen kommer jeg i tanke om Kierkegaards ideer om selvet, og jeg tænker på, hvad Nielsens tidligere kollega, performancekunstneren Thomas Skade-Rasmussen Strøbech (som i 2011 sagsøgte og tabte til Nielsen og Gyldendal i den kontroversielle retssag om fiktionens grænser) skrev til mig tidligere på ugen. Han skrev: Nielsen er en hipster, for Nielsen poserer, ligesom hipstere.

”Han lader, som om han er radikal, hjemløs, kvinde og alt mulig andet. Men når alt kommer til alt, trods selverklæret død osv., så er han mors dreng (den første, han ringede til, da vi kom levende ud af Irak), der pligttro tager til højtider hos familien i Odense, tager imod Statens æresbevisninger (den livsvarige ydelse) – altså mindre cool (og i allerhøjeste grad mere levende) end Kim Larsen, der afviste den. ”

Sagsøger, performancekunstneren Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, ved retssagen mod Nielsen og Gyldendal i Østre Landsret, 2011 © Sofie Amalie Klougart
Sagsøger, performancekunstneren Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, ved retssagen mod Nielsen og Gyldendal i Østre Landsret, 2011 © Sofie Amalie Klougart

Sådan forklarer Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, at Nielsen er en fortvivlet og i grunden opmærksomhedssøgende hipster. Men at Nielsen skulle være en hipster, har jeg svært ved at se, som jeg sidder der og slubrer sartgrøn te med den yderst høflige og hjertevarme Madame. Alligevel overvejede jeg forinden vores møde, om jeg skulle komme i en udklædning. Om også jeg var nødt til at klæde mig ud som en anden, om jeg var nødt til at blive en anden, for i sandhed at forstå, hvem Nielsenvæsenet i virkeligheden er.

Og her kommer Kierkegaard igen ind i billedet, for i Sygdommen til Døden skriver han, at vejen til at blive sig selv også indebærer, at man må blive en anden. I det ligger et paradoks, nemlig at det fortvivlede menneske altid forsøger at leve som en anden i en undvigelse fra sig selv, men at det fortvivlede menneske alligevel blive en anden – for netop at blive sig selv. ”Man må tabe sig selv for at vinde sig selv,” tænkte jeg, da jeg besluttede mig for ikke at klæde mig ud til vores møde.

At opgive håbet og altid være på vej
Et stykke inde i samtalen fortæller jeg Madame Nielsen om Kierkegaards pseudonymer og om Sygdommen til Døden. Han lytter interesseret og lover mig, at han vil læse bogen. Til sidst konkluderer han:

”Jeg bliver aldrig mig selv! Det har jeg heller ikke nogen forhåbning om, for jeg tror, det gælder om at opgive håbet om at blive sig selv. Jeg tror, det handler om, at man simpelthen ikke kan nå frem, at man aldrig når til hvile. Og det er det, der er pointen.”

”Når du ikke er Madame Nielsen, er du så noget andet?”, spørger jeg.

”Hvornår skulle jeg ikke være Madame Nielsen? … Når jeg sover?”

”Du er også far?”, prøver jeg.

”Ja … Eller mor …” tøver han. ”Jeg har børn, ja!”

”Men kan du adskille det fra dine kunstprojekter?”, spørger jeg naivt den mand, som jeg jo ved erklærede sig død for i stedet at blive sit eget værk.

”Jeg har ikke nogen projekter. Det må projektsamfundet tage sig af!” siger hun og griner. Den kønne Madame kigger bagefter alvorligt på mig, og jeg kan mærke, at hun gerne vil have mig til at forstå, hvorfor hun har ofret sin krop så grænseløst i snart 20 år.

”Det er jo en del af mit liv! Det, jeg gør, er ikke interessant, hvis det holder et område frit. Det må gælde livet som indsats. Og jeg kan godt lide, at livet har en komplet umulighed over sig. At det er umuligt at få det hele til at hænge sammen, men at man bliver nødt til at forsøge.”

Så hvem er i virkeligheden denne komplicerede Nielsen-skikkelse?

Han er måske en hun, måske en hen. Han er måske en zombie, måske en hipster. Han er måske et fortvivlet menneske, der hele tiden søger at blive en anden for at undslippe sig selv. Han er måske i virkeligheden én af de eneste, jeg kender, der trods (eller på grund af) de ydre foranderligheder og transformationer formår at være sig selv, fordi han i sandhed forstår Kierkegaards mantra; at “man må tabe sig selv for at vinde sig selv”.

Madame Nielsens roman “INVASIONEN – en fremmed i flygtningestrømmen” udkommer d. 31. marts 2016 på forlaget Gyldendal.

Tidslinje

Skrevet af
More from Silke Fensman

Madame Nielsen: ”Jeg bliver aldrig mig selv!”

Femten år efter kunstnerens død vandrer en kvindelig skikkelse op gennem det...
Læs mere