At uopnå

Stilbillede fra filmen "Det uopnåelige"

Med den danske multikunstner og projektmager Knud Pedersens død i 2014 mistede Danmark en utopist. Knud Pedersen var om nogen inkarnationen af den utopiske stræben og et symbol på utopiens essentielle betydning for samfundet og mennesket. Det er det indtryk man får af ham i instruktør Carina Randløvs film ”Det uopnåelige”, der tegner et finurligt og dragende billede af Knud Pedersen og hans kartotek af projekter, hvoraf størstedelen var karakteriseret ved at være fantast-forestillinger eller uopnåelige ideer.

At ”Uopnå”, et verbum der ikke eksisterer, eller som Knud Pedersen i filmen formulerer det ”en virkelig kreativ indifference”. Det er Knud Pedersens verbum, for ham handlede det ikke om at opnå, men om, som den rebel han var, at uopnå. Uopnåelsen afslører nemlig alle de bizarre selvfølgeligheder og anormaliteter, som vores samfund bærer præg af.

Stilbillede fra filmen "Det uopnåelige"
Stilbillede fra filmen “Det uopnåelige”

Projektbiblioteket
Knud Pedersens kunstnerkarriere startede i slutningen af 50’erne, hvor han rykkede til København og hurtigt blev en del af det kunstneriske bohememiljø. I 1957 åbnede han Kunstbiblioteket i Nikolaj Kirke, der var det første af sin slags i verden, og stadig eksisterer i dag. Biblioteket skulle give kunsten tilbage til folket og man kunne leje et værk for samme pris som en pakke cigaretter. I Nikolaj Kirke afholdt han også flere Fluxus-koncerter, og Pedersen var en central person i den internationale kunstnerbevægelse Fluxus.

Der er mange projekter og nummererede sagsakter i Knud Pedersens arkiv. De tæller blandt andet opfindelsen af Københavns Museum for Moderne Kunst, Prins Joachim der blev til konge af Frankrig og det nyeste projekt, ”En ukendt kunstners grav”, som skal placeres foran Statens Museum for Kunst, hvis det får lov.

Stilbillede fra filmen "Det uopnåelige"
Stilbillede fra filmen “Det uopnåelige”

Churchill-klubben fra Aalborg
Knud Pedersen blev født i 1925 i Grenaa og var sammen med ni andre unge drenge stifter af modstandsgruppen ”Churchill-klubben” under den tyske besættelse. I foråret 1942 udførte gruppen 25 mindre aktioner, der førte til at Knud Pedersen som 16-årig blev fængslet i Nyborg, og sad inde til han blev 18. Hændelsen katalyserede en endnu større træng til oprør. Det gør Knud Pedersen klart i et brev til dronningen i 2008, som er arkiveret under projektnummer 992 og bærer titlen ”Benådningsbrevet”. Brevet er en anmodning om en delvis benådning af hans søn, den kendte forretningsmand Klaus Riskjær Pedersen, der er blevet idømt fængselstraf for økonomisk svindel:

”Jeg kan ikke udelukke at jeg uafvidende – og naturligvis helt uden det har været bevidst for mig – har influeret på min søn i retning af at give ham mindre respekt for den danske lovgivningsmagt og de danske myndigheder overhovedet. Jeg ved det i højeste grad har præget mit eget liv og min egen respekt for den retstilstand, der medførte at danske myndigheder lod sig overtale til at dømme deres medborgere, og da jeg har opdraget ham alene siden han var 2 år, kan jeg ikke udelukke at jeg selv er skyld i, hvordan det er gået ham. Jeg beder derfor om i den historiske og nationale retfærdigheds navn, at de 2 år jeg har siddet inde for Danmark må blive clearet med 2 af de 4 år som min søn formentlig skal afsone før en eventuel prøveløsladelse.”

I filmen ringer Carina Randløv til Klaus Riskjær, som ikke mener brevet har gjort nogen forskel, og understreger, at skulle det have haft nogen indflydelse, skulle det ikke have været rettet til dronningen. Og ”Benådningsbrevet” bør nok også mest ses som en spøg, noget Knud Pedersen var ekspert i, ”en kvalificeret spøg”, som han understreger overfor Randløv i filmen.

Stilbillede af de medvirkende fra filmen "Det uopnåelige"
Stilbillede af de medvirkende fra filmen “Det uopnåelige”

Den uopnåelige verdensfred
På Knud Pedersens væg hænger en Yoko Ono og John Lennon plakat. Med store fede blokbogstaver står der: ”WAR IS OVER IF YOU WANT IT”. Teksten spøger i baggrunden mens kameraets fokus er på Knud Pedersen, der tøffer stille rundt. En simpel påmindelse; hvis du vil det, så er krigen slut. Det minder én om Immanuel Kants tanke om kosmopolitisme og verdensfred, som måske kan karakteriseres som det mest uopnåelige projekt, man kan forestille sig, og derfor kort, men også en smule langt, da det jo i princippet er Knud Pedersen det handler om, bør beskrives her.

Ifølge Kant kan mennesket hverken leve sammen med sine ligemænd eller uden dem. Mennesket er egoistisk og individualistisk af natur, det er asocialt og vil skabe en verden ud fra egne ideer. Samtidig er mennesket afhængig af det omgivende samfund, og fungerer kun i et system, hvor det ledes af en overordnet struktur. Kant mener, at kultur, kunst, ideer og politik er frugter af menneskets asociale natur, derfor skal der være plads til en stor grad af autonomi i samfundet, men autonomien skal ikke være altdominerende, for det kan individet ikke kontrollere.

Menneskets dualisme mellem at være et asocialt og egoistisk væsen, som samtidig ikke kan fungere eller realisere sit formål uden for samfundet, gælder også på makroplan – i forholdet mellem verdens forskellige stater: får én stat for megen frihed underminerer det anerkendelsen af andre staters frihed, og gør en verdensfred umulig.

Stilbillede fra filmen "Det uopnåelige"
Stilbillede fra filmen “Det uopnåelige”

Kant argumenterer for, at stater bliver tvunget til det samme kompromis som det enkelte menneske: nemlig at afgive noget af sin frihed for at leve i en ”beskyttet” fællesskabskonstruktion. Han understreger ligeledes, at det der udvikles langsomst er den menneskelige moral. Kants forhåbninger om menneskets moralske modningsproces og en fredelig sameksistens forudsætter, at erfaringerne fra generation til generation går i arv, og menneskeheden tager ved lære af fortidige begivenheder. Den tyske historiker Richard Koselleck citerer i sit skrift om erfaringsrum og forventningshorisont, Grev Richardt, der skrev et brev til Goethe efter udbruddet af Den Spanske Borgerkrig:

”Vist har De ret, min ærede ven, i det, De siger om erfaringen.
For individer kommer den altid for sent,
og for regeringer og folkeslag foreligger den aldrig”

Koselleck kommenterer, at nok medgav Kant at fremskridtets problem ikke kan løses umiddelbart gennem erfaringen, men ”han satsede på, at nye erfaringer – såsom den franske revolution – lod sig akkumulere i fremtiden, så ”de stadigt gentagne erfaringers belæring af alles hjerter” skulle sikre en stadig ”fremadskriden mod det bedre.” En verdensfred, ud fra Kants forståelse, forudsætter altså̊ en fremadskridende udvikling af den menneskelig moral og indretningen af de politiske relationer – en fremadskridende udvikling som Goethe i det foregående citat, mener historiens gang modbeviser eksistensen af. Hvad enten Kant får ret og der en dag, på grund af de akkumulerede erfaringer, kommer en verdensfred, er hans tanke vigtig, ligesom Knud Pedersens uopnåelige projekter er det. Og Knud Pedersen formulerede sin interesse og sit fokus på tankens og ideens kraft så smukt: ”Jeg er ikke optaget af tingen, jeg er optaget af tingens skygge.”

Kant og Knud Pedersen er repræsentanter for de store tanker, som vender tingenes tilstand på hovedet, og som få tør tænke, og endnu færre tør udsige. Utopierne, som vi har brug for, men som så sjældent bliver dyrket, da realitetens beslutningstagere ofte er visionsløse. Virkeligheden bliver for profan. Nævn ordet verdensfred og de fleste vil klukke kynisk eller tænke ”du er ikke normal”, som manden fra udenrigsministeriet tænkte om Knud Pedersen, da han søgte stillingen som NATOS generalsekretær i 2009 med begrundelsen: ”Jeg søger hermed den ledige stilling som generalsekretær for NATO. Jeg er 83 år, og har brugt en stor del af mit liv på forskellige gøremål uden det er lykkedes mig nogensinde at slå nogen mennesker ihjel. Men jeg vil gerne møde nye udfordringer.”

Stilbillede fra filmen "Det uopnåelige"
Stilbillede fra filmen “Det uopnåelige”

Håbet om tilgængelighed
”Der er håb i verden, så længe et menneske kan skrive til en ambassadør i Bruxelles og få svar”, siger Knud Pedersen i Randløvs film. Med de nye Panama-afsløringer, den voksende politikerlede og EU og FN’s bureaukratiske monsterenheder kan man tvivle på, om der er håb i verden og om størstedelen af ambassadørerne egentlig vil besvare en almen borgers brev. Solen skinner her på Store Bededag og imens sendes danske kampfly til Syrien, ifølge meningsmålinger med støtte fra lidt over halvdelen af den danske befolkning. Verdensfreden synes lige så uopnåelig som, at Knud Pedersen ville blive valgt som NATOS generalsekretær.

Stillingen gik som bekendt til Anders Fogh Rasmussen. Knud Pedersen var ikke normal og gud ske tak og lov for det. Når man ser Randløvs film bliver man opløftet, men også oprigtig trist over at man missede chancen for at møde Knud Pedersen, der havde et blik for mennesket i samfundet, som få andre kan bryste sig af. Et nødvendigt sansende og vittigt blik, som er en sjældenhed i dagens pragmatiske ræs mod en storhed, der sommetider virker humoristisk middelmådig.

Fakta
Bag ’Det uopnåelige’ står instruktør og billedkunstner Carina Randløv, som fulgte Knud Pedersen fra 2013 og frem til hans død i 2014. Medvirkende i filmen er blandt andet Michael Thouber, direktør, Kunsthal Charlottenborg, Mikkel Bogh, direktør, Statens Museum for Kunst, Bjørn Nørgaard, billedkunstner, Peter Laugesen, forfatter, H.K.H Prins Joachim, Grethe Rostbøll, tidligere kulturminister, Nikolaj Zeuthen,forfatter og musiker, Klaus Riskær Pedersen, finansmand og søn af Knud Pedersen og Jon Hendricks, Fluxus Department, MoMA, NY.

Filmen udkommer med næste nummer af filmmagasinet EKKO
Trailer til “Det uopnåelige”

More from Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding

Roskilde Festival: Lad os tale lidt om ulighed!

Roskilde Festival satte i år fokus på lighed og politiske rettigheder gennem...
Læs mere