Forfatterpar: Ingeborg og Viggo Stuckenberg

Viggo og Ingeborg Stuckenberg

”Det, at en Litteratur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat.” Således talte Georg Brandes i 1871 og indledte derved, med sine forelæsninger på Københavns Universitet og senere i bogen Det moderne Gjennembruds Mænd fra 1883, en ny epoke i dansk litteratur: det moderne gennembrud. Epoken var et opgør med en litteratur, som beskæftigede sig med en idyllisering af naturen og kirkens daværende moralske prædiken. Men opgøret indbefattede ikke kvindens frigørelse fra manden i ægteskabets matrice. Kvinden forblev husholderske, kone og elskerinde – og uden anerkendelse fra Brandes og den øvrige kulturelle elite (læs: Mændene!).

Ingeborg Stuckenberg (1866-1904) blev offer for de trænge kår, som tilfaldt hendes køn. Hun befandt sig livet igennem i en ulykkelig position, som tvang hende til at flygte til New Zealand. Hun blev emigrant og led en hård skæbne i en rodløs tilværelse. En tilværelse, som i 1904 kulminerede i et tragisk og dramatisk selvmord – revolverskuddet fra Ingeborgs desperate handling er først for nylig blevet hørt.

Modsætningsforholdet

Det var typisk de mandlige forfattere, som løb med opmærksomheden på det litterære parnas under det moderne gennembrud. I ægteskabet med digteren Viggo Stuckenberg måtte Ingeborg derfor leve og skrive i skyggen af sin mand og hans kunstneriske omgangskreds.

Han lagde navn til et forfatterskab, som baserede sig på samarbejdet med Ingeborg, og som hun i videre udstrækning overtog helt. Officielt udgav hun kun den såkaldte novellette Badegæster (1890) i Københavns Børstidende. Men nyere litteraturforskning tildeler Ingeborg æren for store dele af de værker, som er udgivet i Viggo Stuckenbergs navn. Først i løbet af de seneste år har hun fået genrejsning som selvstændig forfatter i Gladiators genudgivelse under titlen Samlede Værker (2013) – sidste år udgav Hans Otto Jørgensen, medstifter af forlaget Gladiator, sin nye alternative litteraturhistorie, Horden (2015), hvor han portrætterer Ingeborg og andre gennembrudsforfatterinder og demonstrerer derved et nyt syn på gennembrudstiden.

Ingeborg Pamperin kom fra en velhavende grossererfamilie. Den 18-årige Ingeborg blev i 1884 forlovet med den to år ældre Viggo og måtte derfor opgive sin skolegang på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder. Ingeborg var en begavet ung kvinde og havde et åbenlyst tegnetalent, som hun oprindeligt ville udvikle. Men ægteskabet med Viggo forhindrede det; i stedet kom hun i husholdningslære på landet.

ingeborg med sine sønner
Ingeborg Stuckenberg med sine sønner Niels og Henrik

Ingeborgs liv var stærkt præget af den voldsomme kontrast mellem ægteskabets isolation og begæret efter at opleve og forstå verden. Hun affandt sig med stilstanden i ægteskabet, men gav også udtryk for en længsel efter at løsrive sig og rejse væk. Ægteparrets fælles ven, forfatteren Johannes Jørgensen, iagttog denne længsel hos Ingeborg og beskrev hende som ”en hvid Sommerfugl, der basker mod Ruden”.

Det sjælelige gennembrud

Både Viggo og Ingeborg tog del i opblomstringen af den danske symbolisme i slutningen af 1800-tallet. Deres hjem på Frederiksberg fungerede som et intellektuelt fristed, hvor forfattere og kunstnere, som var associeret med symbolismen, mødtes omkring en fælles boheme-tilværelse.

Ingeborg var digterkredsens muse og blev derfor ikke anset for mere end en biperson i det litterære nybrud.

Ingeborg havde status som en mytisk skikkelse, som inspirerede den symbolistiske digterkreds. Hun var derfor overvejende et objekt for kredsens poesi og fik ingen selvstændig stemme. Sophus Claussens digt “Ingeborg Stuckenberg(1904) taler til den afdøde Ingeborg. Digtet fremstår som et hyldestdigt, som forsøger at gengive Ingeborgs indre liv. Den gådefulde Ingeborg, og digterkredsens muse, ses her gennem Claussens blik:

”Til dine Øjnes Aandemusik
i Skumringstimen vi lytted sørgmodig.
Din tavse Mund stod smertelig modig
i Drømmepagt med dit Tungsinds Blik.
Du fulgte med søvngænger-festlige Skridt
en vaad Allé, som var høstafbleget,
med Hjertet stort af fortvivlende meget,
hvoraf der skal huskes saa bitterlig lidt.
Hvor kan en Kvinde med trofast Sir
– skønt selvfortæret af Smerten og Haanen –
bygge sig Slotte i Solen og Maanen
og klippe Stjerner af Guldpapir!”

(…)

”Din Mund var en Gaade med lukkede Sejl.
Men Øjnene stirred saa blanke og kolde,
som skulde du dyste med Drager og Trolde
og blive ført bort under Sørøversejl.
Som skulde et Sted paa den sorte Jord,
du vinde den Sandhed, hvorefter vi spejde,
og lykkelig frelse fra Livets Fejde
en Fabelblomst og et gyldent Flor.”

Men Sophus Claussen var ikke ene om at dedikere sine ord til Ingeborg Stuckenberg. Ægtemanden Viggo kædede i digtet “Ingeborg“ (1901) forelskelsen og den senere kærlighed til Ingeborg sammen med naturens omskiftelighed. Digtet fanger den kontrastfyldte kærlighed i de to mest kendte strofer:

”Thi to som elsker hinanden,
kan volde hinanden mer’ ondt
end alle de argeste Fjender,
som hævner sig Jorden rundt;
og to som elsker hinanden,
kan læge de ondeste Saar
blot ved at se paa hinanden
og glatte hinandens Haar.”

Senere i digtet beskrives deres fælles lykke som en skjult sol ”fjernt bag Bjærgetinde” og som ”et Frøkorn i den mørke Muld”. Lykken ligger altså latent i ægteskabet. Når forelskelsen er ovre, forsvinder også den umiddelbare lykkefølelse, og man må tålmodigt lede efter den.

Ingeborg Stuckenberg
Ingeborg Stuckenberg

Hos Stuckenberg-parret blev det intime til kunst – til litteratur. Tidens strømninger bevægede sig helt ind i det private og blev i ægteskabet til en fælles bestræbelse på frigørelse, ligestilling og åbenhed. Der manglede ikke politiske visioner i ægteskabet. Men den lykke, som visionerne skulle bære med sig, udeblev. Parret havde vidt forskellige forestillinger om lykken: Viggo så sin hustru som en del af det ideale hjem, mens Ingeborg drømte om en verden uden for hjemmets fire vægge.

Øje for det smukke – Den glemte muse

Johannes Jørgensen skrev i 1916 om Ingeborg: ”Hun var som Musen, som man skrev Vers til for et Kys paa hendes Kind. Hun var Marketendersken i vor lille Fremskridtets Hær – hun var Valkyrien, der gik forrest i Kampen, og hun var Præstinden for den hellige Ild i vore Sjæle.” Ingeborg fyldte meget i Jørgensens dagbøger. Han skrev om hendes kys; om et hemmeligt forhold til Ingeborg:

”Da vi gik hjem i den kolde, maanegraa Nat, fulgtes vi ad, bagerst. Og bag Hjørnet af Klareboderne spurgte jeg, om jeg maatte kysse hende. Hun sagde Ja. Og jeg kyssede hende… efter nye Kys: ”Nej, nej Johs – hvad tænker du paa.”

Efter denne aften forandrede Ingeborg sig for Johannes’ blik. Hun var ikke længere hverken overlegen eller uopnåelig: ”men en Kvinde, som jeg kunde have vundet, hvis jeg dengang havde haft mod.” Johannes legede i tiden efter med tanken om, hvordan deres fælles liv ville have udformet sig, hvis ikke han havde forspildt sin chance med Ingeborg. Senere blev Johannes Jørgensens beskrivelser af Ingeborg bitre og hadefulde. Han konverterede i 1896 til katolicismen og svigtede på den måde de idealer, som han før delte med Ingeborg og Viggo.

Der er flere eksempler på, at Ingeborg inspirerede medlemmer af digterkredsen omkring det Stuckenbergske hjem. Man skrev til hende og om hende. Ingeborgs egen stemme må man opsøge i hendes uafhængige forfatterskab. Her er stilen eksperimenterende, og hun forsøger at variere sin skrift og prøve nye former. I Fagre Ord bruger hun især dialogen til at demonstrere modsætninger. På den måde skabes en scenisk klarhed, hvor læseren oplever en nærhed med personerne. Andre steder bliver hendes skrift næsten overdreven med brug af gentagelser og storslået billedsprog.

Ingeborg fokuserer på den menneskelige psykologi og sociale forhold. Hun beskæftiger sig med fastlåste situationer og de strukturer, som afgrænser personernes frihed og efterlader dem med en følelse af afmagt. Der er altså en tydelig parallel til hendes egen længsel efter at forsvinde ud af ægteskabet og påbegynde et nyt og bedre liv. Men i skriften finder hun alligevel et livsbekræftende blik for skønheden i den fastlåste tilværelse.

 ”Korte Breve fra en lang Rejse”

Ægteparret Stuckenberg afbrød deres fælles liv i 1903. På grund af parrets dårlige økonomi flyttede familien ind hos gartnerparret Clara og Hans Dines Madsen. Det udviklede sig til et kærlighedsforhold parrene imellem, og Ingeborg forlod Viggo og deres to sønner for Hans. Sammen emigrerede de til New Zealand, hvor Ingeborgs bror boede. Rejsen og ankomsten til New Zealand beskrev Ingeborg i en række breve til sin søster og sin ældste søn. Rejsebrevene er samlet i manuskriptet Korte Breve fra en lang Rejse.

I manuskriptet ser man en afmystificering af emigrationen til New Zealand: Det drømmende og romantiske, som ellers kendetegnede omtalen af udvandringerne, viger for en nøgtern og barsk realisme. Rejsen beskrives og sanseliggøres; man fornemmer den ulidelige ventetid, varmen og søsygen. På skibet er passagererne opdelt i klasser, og der bliver således skabt et hierarki. Et sejlende samfund.

Korte Breve fra en lang Rejse minder om journalistik og reportage, og Ingeborg Stuckenberg holder elegant sin egen deroute stangen i beretningen. Ingeborg bliver en del af vi’et, skibets passagerer, som føler og oplever i fællesskab, mens de skubber sig gennem Det Indiske Ocean. Ingeborg vidste, at beslutningen om at emigrere også var forbundet med en risiko for at ende i fattigdom og ulykke. Og den usikkerhed ligger hele tiden bag hendes beretning. Ved ankomsten til havnen i Auckland i New Zealand skinner solen ”over Tusind stumme, skuffede Haab”.

auckland havn
Havnen i Auckland, New Zealand (ca. 1900)

I sommeren 1903 skriver hun til søsteren Agnes:

”Jeg havde besluttet, da jeg rejste hjemmefra, at jeg vilde være død for jer; men det er ikke let at tie og ikke let at være saa uigenkaldeligt langt borte fra hinanden. Selv om jeg aldrig ønsker mig tilbage, så kan Tanken om et saadant lille Mirakkel, som det du skriver, at du synes jeg maa komme dig imøde, om du vender dig om, – det kan gøre mig ganske underlig om Hjertet.”

I samme brev skriver hun suicidalt:

”Herovre kan jeg gaa ud af Verden uden Staahej, om den ikke passer mig mere. Hjemme havde jeg været et evigt ”memento mori” at se og høre paa. Ensom havde jeg været og følt mig, trods al jeres Godhed og Kærlighed.”

Den lange rejse har ikke gjort Ingeborg lykkelig. Hun er tvunget til at udføre hårdt manuelt arbejde, mens Hans forgæves forsøger at dyrke afgrøder i den newzealandske jord. Den frihed, som Ingeborg havde haft forhåbninger om, er ikke til at få øje på. Den dårlige økonomi er hæmmende, og hendes levestandard er ydmygende.

Efterhånden begynder tvivlen også at indhente hende. Ingeborg fortryder, og i brevene til søsteren mærker man Ingeborgs hjemve og bekymringer om fremtiden (”Som du vel kan forstaa (…) er det en saare skrøbelig Baad vi er i.”). Den 12. august 1904 begik Ingeborg selvmord i Auckland ved at skyde sig selv. Skuffelsen over hendes nye tilværelse i New Zealand var for stor. Hun søgte eventyret og forståelsen af verden, men ingenting var, som hun havde forestillet sig. I Viggos forelskelsesdigt “Ingeborg” skriver ægtemanden om hustruen:

”Og jeg ser i dine Øjne en Jammer
saa dyb som Livsens Forlis,
og jeg ser i dit Øje en Stolthed,
hvid som Snefjældets Is.”

gravsten
Ingeborg Stuckenbergs gravsten i New Zealand

Læs også:

FORFATTERPAR: Inger Christensen & Poul Borum

FORFATTERPAR: Sartre & Beauvoir

 

More from Esther Prætorius Salling

Forfatterpar: Ingeborg og Viggo Stuckenberg

”Det, at en Litteratur i vore Dage lever, viser sig i, at...
Læs mere