Krigens mange sprog

”Eksplosionsulykke. Eksplosionsulykke. Eksplosionsulykke. Selvmord. Ildkamp. Egenbeskydning. Egenbeskydning. Fjendtlig beskydning. Ildkamp. Ildkamp. Vådeskud. Hjertestop. Selvmordsangreb. Selvmordsbombe. Vejsidebombe.”

En mand iklædt militærtøj står foran en mikrofon med et stykke papir i hånden. Der er noget ved set-uppet – papiret, mikrofonen og den langsomt messende opremsning – som leder tankerne hen på en digtoplæsning; en bizar en af slagsen. Bag manden står fire andre militærklædte mennesker og stamper i jorden. Hele salen runger, mens 42 dødsårsager læses op; en for hver af de mænd og kvinder, der mistede livet i krigen i Afghanistan.

Jeg er ikke til digtoplæsning. Jeg befinder mig på Aarhus Teaters Studio-scene, midtvejs i Peter-Clement Woetmanns debutstykke ”Til mine brødre”, der handler om krigen. Et par dage efter forestillingen møder jeg Peter-Clement Woetmann til en samtale om teater og krig. Jeg vil høre, hvorfor han mener, at vi skal tale om krigen, og hvilken rolle teatret indtager i den sammenhæng.

"All my Dreams come True. PR foto.
“All my Dreams come True. PR foto.
Christine: Hvor kom idéen fra, og hvorfor har vi brug for et teaterstykke om krigen?

Peter-Clement: Tilbage i 2013 så jeg Christian Lollikes ”All My Dreams Come True” og oplevede den forestilling meget stærkt. For første gang i lang tid sad jeg med følelsen af, at teatret virkelig ville mig noget, at det kunne smadre vores apati over for verden og tale ind i offentligheden. Dér begyndte jeg at skrive dramatisk. Jeg skrev om globaliseringen. Om finansstrømme – og finansdrømme. Om dagpengesystemet og om at føle sig forladt. Om krigene. Om klimakrisen. Om flygtningestrømme. Alle de kriser, vi går omkring i, sprang frem i min tekst. I slutningen af 2013 sendte jeg et udkast ind til Sort/Hvids dramatikerworkshop og blev udvalgt til et mentorforløb med Lollike som vejleder. Han sagde på et tidspunkt til mig, at jeg skulle vælge, om jeg ville skrive den store tekst om globalisering, med alt hvad det indebærer, eller om jeg ville skære ind til benet og skrive stykket om krigen. Jeg valgte det sidste. Det gav mest mening. Jeg var 15 år den 11. september 2001 og tilhører den generation, der blev voksen, mens Danmark gik i krig. I Afghanistan. I Irak. I Libyen. At skrive stykket var et forsøg på at forstå dén virkelighed.

Christine: Hvordan skriver man om krigen, når man ikke har været udsendt?

Peter-Clement: Jeg godtager ikke argumentet om, at man skal have erfaringer fra slagmarken for at kunne skrive om krig. Hvis det var sådan, ville vores litteratur være fattig. Som skrivende er man forpligtet på at skrive, selvom man i udgangspunktet ikke burde kunne, og skriver man om noget, man ikke ved særlig meget om, må man researche, lytte og prøve at forstå. Mens jeg arbejdede med ”Til mine brødre”, begyndte Lollike og jeg at skrive teksten til krigsballetten ”I føling”. Vi talte med en række fagfolk og selvfølgelig de tre medvirkende soldater. Derudover læste jeg Lars R. Møllers bog ”Vi slår ihjel – og lever med det” (2010). Jeg skylder den bog enormt meget, for flere af øjenvidneberetningerne i ”Til mine brødre” stammer direkte fra Møllers bog. I stedet for selv at konstruere et soldatersprog, kunne jeg bruge soldaternes udsagn og lægge deres sprog frem side om side med andre måder at tale om krigen på.

Christine: Apropos krigens sprog åbner ”Til mine brødre” med replikken ”Jeg vil tale om krig”. Den replik fungerer dog ikke som optakt til en personlig fortælling fra slagmarken, i stedet introduceres en række forskellige måder, hvorpå krigen italesættes. Hvorfor?

Peter-Clement: ”Til mine brødre” er med sine 17 tableauer, scener om du vil, et forsøg på at forstå krigens væsen ved at undersøge de forskellige måder, vi taler om krigen på. I og for sig er der to krige på spil i stykket. Det ene er krigen i Afghanistan, og den anden er den mere abstrakte krig, altså ideen om krig. Det er egentlig det sidste, jeg har været interesseret i at tale om. Derfor er der en scene om menneskets naturlige modstand mod at slå ihjel og de teknikker, som man op igennem krigshistorien har udviklet for at gøre det lettere at dræbe. I en anden scene fremlægges personlige historier, mens en tredje scene diskuterer vor tids krigsformer i et præcist, men også meget akademisk sprog. Flere anmeldelser har omtalt den scene i kritiske vendinger: Lixtallet er for højt, det akademiske sprog er indforstået og abstrakt. Selv oplever jeg den kritik som paradoksal og ubrugelig. Jeg har netop gerne ville fremvise det akademiske sprog og den akademiske videns ekskluderende karakter, og illustrere hvor svært det er at forstå og tale om den slags krig, vi har involveret os i. Der er det akademiske sprog om krigen nødvendigt, men samtidig spænder det, med sin umiddelbare uforståelighed, ben for forståelsen.

Christine: Mens teksten glider mellem de forskellige måder at tale om krigen på, glider replikkerne mellem skuespillerne. Når skuespiller Julie Buch-Hansen tager ordet og siger ”Jeg vil tale om min bror”, får hun ikke lov at færdiggøre sætningen, for snart tager den ene, snart den anden skuespiller ordet ud af munden på hende og fortsætter fortællingen. Derudover lægger skuespillerne ikke krop til én psykologisk karakter, Julie Buch-Hansen bliver fx ikke i rollen som den tilbageblevne søster, men taler også som en soldat med erfaringerne fra slagmarken. De to greb – de glidende replikker og de omskiftelige roller – oplevede jeg som tekstens forsøg på at trække fortællingen om krigen ud af det private og personlige rum og gøre den kollektiv og offentlig. Kan du sige lidt om, hvorfor du har fravalgt de psykologisk karakter, og hvorfor ”Til mine brødre” ikke er en klassisk plotdreven tekst?

Peter-Clement: Jeg kommer fra poesien, og derfor er jeg nok gået lidt anderledes til opgaven end en dramatiker. Jeg valgte at indlægge en ekstremt enkelt dramaturgi i stykket: Bror tager i krig. Bror bliver skadet. Bror kommer hjem. Den kan man følge, men faktum er, at teksten egentlig ikke interesserer sig for den personlige historie og de psykologiske aspekter. Jeg vil gerne derhen, hvor vi ikke konfronteres med og bliver følelsesmæssigt investeret i én soldaterhistorie, men i stedet bliver konfronteret med krigen som idé. Altså hvad er krig? Hvornår giver det mening at gå i krig? Og hvordan har krigens væsen forandret sig? Derfor ligger der i mine øjne en stærk begrænsning i det plotdrevne, fordi du skal have en hovedkarakter, og dine sympatier, antipatier, medlidenhed osv. bliver personlige.

I det originale manuskript stod der fx “fordeles mellem A, B og C” før flere af replikkerne, for jeg har tænkt mere over stemmernes forskellige energier og de perspektiver, som fremlægges, og mindre over de karakterer, der kunne vokse frem af linjerne. Derfor har teksten været en udfordring for skuespillerne, for de er så trænede i at lede efter motiver og psykologi. Det samme gør sig gældende for et par anmeldere: De har også brokket sig over fraværet af interessante personer. Teater uden psykologiske karakterer bliver tilsyneladende en udfordring for publikum, måske fordi vi er så vant til at kunne identificere os med personerne på scenen. Når vi bagefter skal vurdere stykket, bliver tilstedeværelsen af en psykologi, vi kan relatere os til, en kvalitetsmarkør. Der er ærgerligt, for så vurderer vi ikke stykket på stykkets præmisser. I stedet burde vi spørge os selv: Hvorfor var der ingen psykologiske karakter? Hvad ville teksten?

Til mine brødre. Foto: Rumleskaft
“Til mine brødre” Foto: Rumleskaft
Christine: Måske har man glemt arven fra Brecht, altså glemt at teatret ikke er forpligtet til at fortælle personlige historier og kan noget andet, hvis det lægger det psykologiske drama bag sig?

Peter-Clement: Ja. Som jeg ser det, er de psykologiske dramaer – film såvel som teater – reducerende for krigsforståelsen. Problemet med karakteren og det psykologiske rum er, at den personlige forklaringsmodel skjuler andre vigtige aspekter. Krig er ikke et personligt anliggende, det er mere end den meniges motivation, overvejelser og de udfordringer, der knytter sig til hjemkomsten. Beslutningen om at drage i krig tages i et demokratisk rum, og krigen er et at de få steder, hvor staten udøver sit volds- og magtmonopol. Vil man undersøge og forstå konsekvenserne af den situation, synes jeg med rette, at man kan spørge, hvad en karakter, man kan føle med, skal dér.

Christine: De personlige historier er jo heller ikke fraværende i ”Til mine brødre”, de præsenteres blot side om side med andre måder at tale om krigen på, særligt i sidste halvdel af stykket. Afslutningsvist lægger teksten dog det personlige bag sig og vender sig igen mod krigen som fænomen: fremtidens krig. Her lagde jeg mærke til, at grammatikken også ændrer sig. Stykkets omkvædsreplik – ”Jeg vil tale om krig” – optræder nu pludselig i nutid: ”Jeg taler om krigen. Jeg taler om fremtidens krig. […] Jeg taler om en krig uden tab. Jeg taler om krig uden kroppe. […] Jeg taler om krig uden tårer. Jeg taler om krig uden anger.” Hvorfor dette udblik mod fremtidens krige?

Peter-Clement: For mig er teksten om fremtidens krig den allervigtigste scene. Al forarbejdet med at forstå krigen – modstanden mod at slå ihjel, soldatererfaringerne, den hjemvendte og desillusionerede soldat, der har fået kunstige ben – har et formål; at bringe os frem til denne tekstdel. I sidste scene udvikler utopien om en omkostningsfri krig sig til dystopien om evig krig, fordi muligheden for at gå i krig uden at miste soldater liv fører til krig uden anger. Det er et meget uhyggeligt morgengry vi lever i lige nu. Fjernstyrede robotter kan indsættes i stedet for landtropper, brugen af droner tager til, og med udviklingen af nanoteknologien kan dronerne fremstilles i insektstørrelse: Det muliggør en nærgående og total overvågning, herhjemme og i udlandet, og ved hjælp af ansigtsgenkendelse kan man programmere maskiner til at dræbe. Det er bare et spørgsmål om tid, før de teknologier bliver gjort virkelige. Og hvad gør vi så? Lige så vigtigt som det er at tale om krigen i Afghanistan, ligeså vigtigt er det at prøve at forstå, hvordan krigen ændre sig, og hvilke konsekvenser det får.

Christine: I forlængelse heraf er det nærliggende at spørge, om du ser ”Til mine brødre” som politisk teater?

Peter-Clement: Åh, politisk teater. Jeg kan bedre lide at kalde det engageret teater. Jeg er ikke interesseret i at udpege det rigtige og det forkerte, men i at spørge ind til, hvad det er for krige vi fører, hvad det er for en fremtid, vi er på vej ind i. Det kan man vel godt kalde politisk. Men jeg synes det er forsimplet at stille det op sådan, og jeg mener, at teater der aktivt IKKE forholder sig til sin tid på mange måder er ligeså, hvis ikke mere, politisk.

"I Føling" PR foto Det Kongelige Teater
“I Føling” PR foto Det Kongelige Teater
Christine: Men skal teatret så engagere sig? Ud over ”Til mine brødre” har du været engageret i asylballetten ”Uropa”, krigsballetten ”I føling” og Christian Lollikes seneste stykke ”Familien der kunne tale om alt.” Alle stykker der tager fat i de store samfundspolitiske emner?

Peter-Clement: Jeg har ingen holdning til, hvad teater skal og ikke skal være. Teater skal gøre lige præcis dét, de mennesker, der laver det synes, er vigtigt. For mig er teateret en offentlighed, og derfor giver det mening at stille spørgsmål til vores tid, og hvem vi er. Ikke kun i forhold til samfundet og verden, men også i forhold til hvad det vil sige at være menneske, at føle sorg, kærlighed osv. Jeg mener ikke, at teater, kunst i det hele taget, er særlig forpligtet over for ‘verden’, men jeg tror på, at vi mennesker er forpligtet til at engagere os i den udvikling, der suser om vores ører, ligegyldigt om man er murer, står i butik, skriver digte eller sælger aktier.

"Uropa". PR foto Det Kongelige Teater
“Uropa”. PR foto Det Kongelige Teater

”Til mine brødre” spillede på Aarhus Teater fra 20. februar til 19. marts 2016. Under CPHSTAGE spiller stykket tre gange på Teater Grob 11. og 12. juni 2016.

More from Christine Strandmose Toft

Iscenesat kærlighed med dødelig udgang

Amour fou er fransk for forrykt, vanvittig kærlighed og titlen på en...
Læs mere