Anne smider tøjet for sin egen skyld

Anne lader sig male nøgen, og når hun gør det, har hendes bare bryster ikke noget med sex at gøre. Ikke for hende i hvert fald. Men i dag er det blevet sværere at være nøgen, fordi vi altid forbinder kroppen med sex, mener en forsker.

I en varm bil i Randers sidder Anne. Hun er på vej til polterabend. Hendes tøj er let og luftigt og lige til at hive over hovedet. Det skal hun snart. Bilen holder ude foran en villa i et af de kvarterer, hvor alle huse ligner hinanden. Gommen ved ikke, at hun kommer, for det er hans venner, der har arrangeret mødet. Ligesom de har arrangeret, at han og alle hans gæster sidder spredt i en rundkreds på stole og skamler. Da Anne træder ind i midten af kredsen, kigger de nysgerrigt på hende. Hun smider tøjet upåvirket og beder dem tegne hende.

At blive set er et grundlæggende menneskeligt behov. Det har filosoffen George Berkeley engang sagt. Og som croquismodel bliver Anne Boel virkelig set. Nøgen. Hun smider nemlig tøjet for mænd – også kvinder, men mest mænd. Hun tager penge for det. Næsten 1.500 kr. per gang. Hun optræder mest som model til polterabends, og kunder kontakter hende gennem annoncer i Den Blå Avis eller på hendes Facebook-side.

”Jeg føler mig underholdt ved at være croquismodel. Jeg føler mig i et eller andet omfang anerkendt, og jeg er stolt over, at jeg gør det,” siger hun.

Almindelige mennesker smider tøjet
Anne er en helt almindelig kvinde på 50 år. Hun har mand, tre børn og et hus i Skødstrup. Hendes hår er kort og lysnet af sol fra sidste sommer. Hendes barm og hofter fyldige, og så er hun ikke ret høj. At være nøgenmodel for tegnere har for hende betydet, at hun hviler mere i den krop, hun er blevet skænket af naturen. Også selvom, den ikke lever op til de nutidige modelmål.

”For mig har det været sundt at være croquismodel. Jeg har altid kæmpet med, at jeg ikke havde modelmål. Jeg var buttet, en kraftig pige, og det har overhovedet ikke været et problem i den her branche. Tværtimod, så er det et plus, at man er plussize,” siger hun.

Helle Mie Hellesen er underviser i croquistegning på Det Kongelige Danske Kunstakademi, og hun siger, at det er meget populært at være croquismodel og at tegne croquis. Gennem hendes undervisning oplever hun, at både hun og hendes elever bliver overraskede over, hvor smukke og forskellige nøgne mennesker er.

”Man bliver klar over de forskellige karakterer, der ligger i et menneske fremfor, at man gennem computerspil eller andre digitale medier ser det perfekte og den perfekte krop og tror, at det er sådan, man skal se ud. Gennem croquis bliver man klar over, at vi er forskellige. Også selvom vi har den samme struktur indeni,” siger hun.

Croquis-tegning af Anne Boel
Croquis-tegning af Anne Boel

Kroppen seksualiseres og problematiseres
Anne står nøgen i Randers. På hende hviler 10 mænds blikke. De sidder rundt om hende. Nogle sidder tættere på den nøgne model end andre, for de var i tvivl om, hvor tæt på, de måtte komme. De ville ikke gøre den nøgne kvinde foran dem utilpas. De har to minutter til at tegne Anne i den stilling, hun har valgt som motiv. Og Anne siger stop, når tiden er gået. Det er nemlig hende, der guider dem, for de ved ikke, hvordan man gør. Et blik rammer hende, så bevæger det sig flakkende væk og fokuserer på et punkt lige bag hende. Hun oplever det tit. At mændene famler, fordi de er usikre på hendes nøgenhed.

Der er mange, der ikke forstår, at croquis for Anne ikke har noget med sex at gøre. For hende er det en kunstart at dyrke sin krop, fortæller hun.

Ifølge Christian Groes, der forsker i krop og seksualitet på Roskilde Universitet, er det almindeligt, at man er kropforskrækket i Danmark.

”Det er stadigvæk i høj grad et tabu at være nøgen, når det handler om såkaldte “almindelige” mennesker i det offentlige rum. Det er generelt blevet sværere på grund af nogle kraftige reaktioner fra folk, og det er jo paradoksalt i en tid, hvor nøgenhed bliver dyrket så voldsomt i medier og på nettet,” siger han.

Men det er ikke kun mænd med rystende pensler og usikre blikke, Anne møder i sit arbejde med croquisen. Da Anne som ung var ude og stå model for en kunstnerkreds i et sommerhus i Nordsjælland, oplevede hun, at mændene ikke forstod, at hendes nøgenhed ikke var ensbetydende med, at de måtte være sammen med hende seksuelt.

”Det var lumre mænd med slidte ægteskaber, der troede, at de kunne tage på mig, fordi jeg stod der nøgen,” siger hun.

Ifølge Christian Groes kommer de forskellige reaktioner af, at folk ikke ved, hvordan de skal håndtere den nøgne krop. Han mener, at der opstår en konflikt, fordi de fleste kun kan se kroppen som noget seksuelt.

”Der er kommet en magtkamp om seksualiteten og den nøgne krop, der handler om, at nogen ser udstillingen af den nøgne krop som en seksualisering af den, og det fører til, at folk problematiserer nøgenhed i enhver sammenhæng”.

Tiden definerer vores forhold til nøgenhed
Anne Boel er glad for at være croquismodel, men hun kan godt forstå, hvis andre har svært ved at forholde sig til hendes sidegeshäft.

”Der er mange blufærdige kvinder i dag. Jeg er fra en generation, hvor man badede topløs. Det gør man ikke mere,” siger hun.

Hun er selv mor til tre piger, og hvis de spurgte, om de måtte være croquismodeller ligesom deres mor, ville hun sige ja uden at tøve.

”Men det ville de aldrig gøre. De er så snerpede,” siger hun midt i et stort grin.

Ifølge forsker Christian Groes er det tiden, der spiller ind i forhold til vores opfattelse af den nøgne krop. Han mener, at vores forståelse af kroppen er blevet mere snæversynet og kasseformet, end den før har været:

”Der er kommet nogle fastfrosne idéer, hvor nogen synes, at nøgenhed er forbundet med frigørelse. Samtidig er der også de mennesker, der forbinder det med undertrykkelse og kommercialisering,” siger han.

Alligevel finder man på kunstskolerne rundt omkring i landet en stigning i antallet af mennesker, der har lyst til at være croquismodeller. Underviser på Kunstakademiet i København, Helle Mie Hellsen, mener, at det netop er et resultat af den tildækning, der foregår i det offentlige rum, fordi mange er blevet mere blufærdige.

Mennesker som Anne, der i så stor grad nyder og bruger sin nøgenhed, er måske en sjældenhed i dag, men hun nyder croquis-rummet. Det er et helle fra dømmende blikke, seksualisering og den blufærdighed, som samfundet trækker ned over mennesker som hende; Mennesker, der vil have ret til at bruge kroppen som en krop uden at formålet skal være seksuelt eller provokerende.

More from Sabine Nesheim

Anne smider tøjet for sin egen skyld

Anne lader sig male nøgen, og når hun gør det, har hendes...
Læs mere