“Det er dejligt at vide, at man er en del af et fællesskab”

Kvinder deler i stigende grad deres fødselsberetninger online. Ifølge jordemødre er det lærerigt at læse om andres oplevelser. Men der er uenighed om, hvilken type beretninger, der reelt hjælper kvinder til en bedre fødsel.

“Omkring midnat skifter mine lyde karakter, så der nu ikke kun er dybe primallyde under veerne, men også en presselyd. Jordemoderen lægger strikketøjet i stuen og finder sine fødselsinstrumenter og gummihandsker frem.”

Historiefortælling har altid været vigtigt for mennesket. Vi bruger historier til at lære om og undersøge verden. Ifølge Arne Poulsen, professor i udviklingspsykologi og identitetsstudier, har historiefortællingen flere funktioner: ”Mennesket bruger narrativer til to ting: at skabe identitet og danne selvforståelse, og til at præsentere og iscenesætte os selv overfor andre.

Når kvinder deler deres fødselsberetninger er de med til at udvide erfaringsbilledet og bruger, ifølge Vibeke Steffen, lektor ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet, samtidig fortællingen som bearbejdelse: ”Man fortæller historier som et led i bearbejdelsen af store oplevelser, men også som en del af et fællesprojekt. Når man fortæller en historie, bliver man en del af et fællesskab, der deler samme historie.”

Delingen er gået online
Tidligere delte kvinder fødselshistorier mundtligt, men i dag er delingen gået online og antallet af fødselsberetninger på internettet er markant stigende. Jordemoder Cana Buttenschøn har for nyligt startet temaet ”Fødselsfredag” på sin blog canabuttenschon.dk, hvor hun deler kvinders fødselsberetninger med bloggens ca. 60.000 månedlige læsere.

Stine Knudsen fødte i juli 2015 sin anden datter og delte historien på sin blog ostfronten.dk. Det er fra hendes beretning, at denne artikels indledende citat er hentet. Videre skriver hun blandt andet: ”Vandet er stadig fint og klart, og jordemoderen løsner forsigtigt på hinderne for at sætte lidt mere skub i fødslen. Hun er meget udramatisk (…) fordi jeg er så fødeklar og fordi lillesøster står så lavt i mit bækken, at hun kan mærke hovedet.”

Lisbeth Klastrup, forsker i internetkultur og sociale medier på IT Universitet, ser det som naturligt, at mange gerne vil dele deres historier på blogs: ”Deler man sin historie på en blog, foregår det i en speciel social kontekst med et publikum, hvor man kan få respons på det man deler.”
Respons er netop en af grundene til, at Cana Buttenschøn har skabt en platform for fødselsberetninger: ”Jeg bragte en historie fra en kvinde, som var skuffet over sin fødselspræstation. Da historien kom på bloggen, så jeg et kor af kvinder træde frem og sige ”Du er god nok”, og lige netop dét, at vi bakker hinanden op, tror jeg kan være med til at ændre kvinders opfattelse af deres fødsel.”

Selvom delingen af en så privat historie kan virke overvældende, forstår Stine Knudsen godt, hvorfor så mange alligevel vælger at dele: ”Der bliver taget rigtig godt imod fødselsberetninger. Responsen på min egen var overvældende god. Måske netop fordi, at jeg var så åben omkring det, var der ingen, der havde behov for at stille spørgsmål.”

Og lige netop åbenhed karakteriserer Stine Knudsens fødselsberetning, hvor man får lov at komme helt tæt på: ”Jordemoderen beder mig løfte mit ben i vejret, så der bliver plads til at lillesøster kan komme ud, men det kan jeg ikke selv overskue, så Jonas holder mit ben, mens jordemoderen klarer resten og hun hjælper i de allersidste faser med at guide min vejrtrækning mellem gisp, dybe indåndinger og pres.“

Behovet for respons og bekræftelse når vi deler vores historier er større end tidligere. En forklaring på dette kan ifølge Arne Poulsen være de mange muligheder, vi har i dag: ”Behovet for bekræftelse er blevet større, fordi de voksne i tyverne og trediverne som børn blev belønnet for at være noget særligt. Samtidig er mulighederne blevet langt flere, grundet de sociale platforme på internettet.”

Psyken skal være med
Heidi Vallentin er uddannet jordemoder og har bloggen meyermor.dk, hvor hun deler gode råd om graviditet og fødsel. Ifølge Heidi Vallentin spiller psyken en stor rolle ved en fødsel: ”Der er nogle ting den fødende ikke kan kontrollere under fødslen, men gennem psyken kan hun opnå indflydelse, og den kan hun bruge til at få en bedre fødsel.”

Heidi
Heidi Vallentin fødte sin datter ved en planlagt hjemmefødsel og delte efterfølgende beretningen på sin blog. Hendes børn var hjemme under fødslen og kunne komme og gå som de havde lyst til. Billede fra bloggen meyermor.dk

At det psykologiske spiller en afgørende rolle i den gode fødselsoplevelse, er Cana Buttenschøn enig i og derfor ser hun delingen af fødselsberetninger som positiv: ”Fødselsberetninger kan være med til at udbrede forståelsen af, at den gode fødsel ligger i det psykiske og ikke kun i det fysiske.”

Blandet landhandel
Begge jordemødre fokuserer på, at en fødsel skal være en god oplevelse, uanset hvordan den fysiske del forløber. Til spørgsmålet om, hvordan man bedst forbereder kvindens psyke er de dog uenige. Cana Buttenschøn ønsker at servere både de positive og de mindre positive historier, for at give et ærligt billede: ”Det er ikke i orden at tegne et glansbillede af, hvad en fødsel er. Vi skal selvfølgelig ikke skræmme hinanden, men jeg synes, at man er nødt til at vise et reelt billede af, hvordan det er at føde. Derfor skal ”Fødselsfredag” være en blandet landhandel.”

Heidi Vallentin er dog uenig og mener ikke, at det er en god idé at servere de mere udfordrende fødselshistorier for gravide kvindelige læsere, da de kan påvirke dem til en dårligere oplevelse: ”De gravide kvinder skal skånes for de negative fødselshistorier, så de har de bedste forudsætninger for at få en god fødsel.”

Heidi2
Fødselskarret blev stillet op i stuen og der var også lattergas til rådighed selvom det var en hjemmefødsel. Billede fra bloggen meyermor.dk

For Cana Buttenschøn handler det derimod om at vise, at en voldsom fødsel, godt kan være en god oplevelse: ”Jeg modtog en historie fra en kvinde, som bristede under fødslen og blev opereret flere gange efter. Alligevel synes hun, at hun havde haft et fint forløb. Jeg ved at, mange frygter at briste og her var der en kvinde, der havde været igennem netop det og som var helt okay. Det synes jeg, var enormt fint, for det viser, at det kan gå ”galt”, men, at oplevelsen alligevel kan være god.”

De udfordrende fødselshistorier kan, ifølge Cana Buttenschøn, bruges som et visualiseringsredskab som gravide kvinder kan gøre brug af, når de forbereder sig: ”Det er helt naturligt at blive bange og ked af det, når man læser de udfordrende fødselshistorier. Men ender man i samme situation har man allerede gennemlevet den og ved, at det stadig kan ende godt.”

Tvivl og kontroltab er grunden til, at Heidi Vallentin mener, at gravide bør holde sig fra negative fødselsberetninger: ”Når man læser dårlige fødselsberetninger, skaber man lag af følelser i underbevidstheden, og når den første ve kommer, vil man begynde at tvivle. Selvom, at man har læst de negative historier for at være forberedt på det værste, vil tvivlen komme og så mister man kontrollen.”

Heidi3
En lille ny kommer til verden. Billede fra bloggen meyermor.dk

Selvom Heidi Vallentin er fortaler for positive fødselsberetninger, mener hun stadig, at de negative
skal anerkendes: ”Jeg synes selvfølgelig, at de negative historier har deres ret i bearbejdelsen. Men ikke overfor dem, der står lige overfor en fødsel.”

På samme måde, kan Cana Buttenschøn godt se pointen med den positive fødselsberetningskultur, men er alligevel forbeholden: ”På mange måder kan jeg godt se værdien i den gode historie. Jeg kan godt se, at ord kan skabe frygt, og vi skal ikke blive bange for at føde, men jeg synes også, at det er at føre kvinder bag lyset, hvis man ikke deler de udfordrende historier.”

Realisme er altafgørende, når kvinder forbereder sig på at føde, og Heidi Vallentin understreger, at den gravide ikke må forsøge at beskytte sig selv: ”Læser man kun beretninger om drømmefødsler med blomsterduft og englesang, så er det helt klart et problem, for så stikker du dig selv blår i øjnene. Man skal selvfølgelig være realistisk og klar til at tage udfordringen op.”

Fødselsberetninger er lærerige
Begge jordemødre er enige om, at fødselshistorierne er lærerige for kvinder og Stine Knudsen giver dem ret og ser det samtidig som en invitation ind i et særligt fællesskab: ”Det er rart ikke at være den eneste, der har haft en fantastisk, almindelig eller dårlig fødsel. Uanset hvordan det er foregået, er det dejligt at vide, at man er del af et fællesskab og at det normale er et vidt begreb.”

Stine Knudsens fødselsberetning hører til den mere problemfrie af slagsen. Den forløb som hun ønskede sig, og det bærer hendes beretning også præg af:
“Presseveerne starter 00.10 og lillesøster bliver født 00.21. Hun kommer til verden stille og roligt og stikker ikke i et forskrækket vræl, men ligger bare og misser med øjnene mod den dæmpede belysning og tager sin nye situation lidt ind, inden hun begynder at brokke sig over luftforandringen.“

Gravide kvinder må håbe, at deres egen fødsel forløber lige så smertefrit, og med lige så smuk en afslutning: ”Jonas sover med lillesøster på brystet indtil kl. 3.30 og så får jeg hende hen til mig, hvor hun sutter lidt mere og vi sover indtil kl. 9 og vågner helt høje på oplevelsen.”

More from Malene Liv Maegaard Gregart

“Det er dejligt at vide, at man er en del af et fællesskab”

Kvinder deler i stigende grad deres fødselsberetninger online. Ifølge jordemødre er det...
Læs mere