Det interessante kan ikke planlægges

”The Strike of No Thought” er første del i Mute Comps trilogi, ”Blodets trilogi”, inspireret af Miyamoto Musashis værk om sværdkunst, ”De fem ringes bog.”

En voldsom vind blæser mod mig fra en stor vindmaskine, og foran mig kæmper fire dansere i farverige etniske dragter med at få fast grund under fødderne – helt bogstavelig talt. For vinden har fået det vinyltæppe, som gør betongulvet dansevenligt, til at løfte sig. En tekniker råber noget, men ordene drukner i larmen fra turbinen, så han iler over scenen for at hjælpe med at tvinge det blafrende tæppe ned til gulvet, men uden held. Elementerne strides, indtil vindmaskinen slukkes, og danserne ligger sig ned og ruller hen over gulvet for med deres kropsvægt at glatte tæppet ud. Herefter samler danserne sig midt i salen og taler lavmælt med skrædderen om deres kostumer. Det er første gang de har dem på, og en del detaljer skal på plads inden den nært forestående premiere på forestillingen ”The Strike of No Thought”.

”The Strike of No Thought” er første del i Mute Comp.s nye trilogi, ”Blodets trilogi”, og forestillingen er inspireret af den japanske samurai Miyamoto Musashis værk om sværdkunst, ”De fem ringes bog.” I spidsen for Mute Comp. står danser og koreograf Kaper Ravnhøj, som har en håndfuld anmelderroste forestillinger i baggagen, og det er ham, jeg skal mødes med. Jeg vil nemlig gerne høre lidt om den nye forestilling, ligesom jeg også gerne vil vide, hvorfor Ravnhøj, der tidligere har beskæftiget sig med emner som sex- og våbenindustrien, nu kaster sig over blodet og et flere hundrede år gammelt værk.

Kuroko - den ninja lignende figur som i japansk teatertradition hjælper til på bagscenen. Her er han rykket frem på forscenen. Foto Søren Meisner tradition
Kuroko – den ninja lignende figur som i japansk teatertradition hjælper til på bagscenen. Her er han fremme på forscenen. Foto Søren Meisner

Kasper: Jeg ville gerne arbejde med blod, fordi jeg synes, det er et fedt element. Der knytter sig en lang række associationer til blod, som man kan gribe fast i og udforske. Derfor begyndte jeg for nogle år at skrive en række forestillinger, der alle tog udgangspunkt i blod. Og når man siger ”blod” er det også nærliggende at sige ”samuraisværd” – eller det var det i hvert fald for mig, fordi jeg havde læst samuraien Miyamoto Musashis værk om sværdkunst.

Kort fortalt så deltog Musashi, der blev født omkring 1584, i to af de største krige i Japan og slog intet mindre end 60 samuraimestre ihjel, inden han fyldte 30 år. Det særlige ved Musashi var, at han ikke benyttede sig af en kampteknik, men havde udviklet sine egne teknikker, og dem samlede han før sin død i ”De fem ringes bog”. Bogen handler ikke kun om sværdgreb og slag, men også om kampens forskellige elementer og den rette bevidsthedstilstand. Det var de aspekter, jeg fandt interessante.

Christine: Hvordan bliver en bog om, hvordan man slår folk ihjel med et samuraisværd til fysisk teater og dans?

Kasper: Jeg arbejder meget metaforisk, og jeg har fortolket Musashis værk som en lærerbog om at gå mod vinden. Anskuet på den måde bliver det også til en bog om mennesket og livets konflikter. I begyndelsen overvejede jeg at inddrage citater fra bogen i ”The Strike of No Thought”, men problemet med ”De fem ringes bog” er, at den ikke er særlig dramatisk. Som forfatter er Musashi en løsningens mand. Hver gang der opstår et problem – fx hvad gør du, hvis der kommer en mand til hest? – så forklarer han dig, hvad du skal gøre. Musashi interesserer sig ikke for, hvad der sker med mennesket i det øjeblik, han er med andre ord ikke nogen stor historiefortæller. Selv er jeg langt mere interesseret i, hvad der sker, når manden på hesten kommer imod dig; altså i tidsrummet fra problemet opstår og til der findes en løsning. Så mens ”De fem ringes bog” er løsningsorienteret, undersøger ”The Strike of No Thought” de konflikter, som mennesket bliver fanget i.

Christine: Hvis ”The Strike of No Thought” udforsker livets kampe, hvad er så relationen mellem dans og sværdkunst?

Kasper: Jeg sætter mine dansere i fysiske konflikter a la sværdkampen, men i stedet for at de står over for en modstander med et sværd, så kæmper de med noget andet, fx tyngdekraften.
Derudover har vi valgt at skabe et rum, der udfordrer danserne: Vi har blandt andet en stor vindmaskine, som nærmest kan blæse os omkuld, og vi danser på et underlag, som man ikke kan ”slide” på, og således opstår der en umiddelbar fysisk konflikt mellem danserne og rummet.

Noora Hannula i The Strike of no Thought. Foto Søren Meisner
Noora Hannula i The Strike of no Thought. Foto Søren Meisner

Derudover kan jeg også finde på at lade danserne brydes med kropslige begrænsninger. Den sydkoreanske danser Sang-Hun Lee får fx bundet sine hænder fast til skuldrene med tape, så han ikke kan bruge armene, når han danser. Så snart han begynder at bevæge sig, kan man se, at han befinder sig i en fysisk meget besværlig situation, og det er hans forsøg på at agere i den situation, som er interessant. De udfordringer – altså rummet og de kropslige udfordringer – er den ene side af forholdet mellem dansen og sværdkunsten.

Christine: Hvori består den anden del?

Kasper: Sidste del af ”De fem ringes bog” hedder ”Tomhed”. Den form for tomhed, som Musashi beskriver i den del af bogen, er grundtilstanden i den zen-buddhistiske meditation, og den består af en totalt tilstedeværelse i øjeblikket. Denne tilstand har vi også arbejdet med, og den udfordrede mig meget – i hvert fald i begyndelsen. Jeg lever i et højt tempo. I den forstand kan jeg nok beskrives som et meget lidt meditativt menneske, og jeg kunne ikke forlige mig med, at man skulle være i fuldkommen ro, for at denne tilstand af total tilstedeværelse kunne indtræde. Det passede dårligt med mine egne erfaringer. Når jeg tænker tilbage på mit eget liv, så har jeg aldrig oplevet den tomhed, som Musashi beskriver, når jeg var mest afslappet. I stedet er den indtrådt i de mest pressede og stressfyldte øjeblikke i mit liv.

The Strike of No Thought (trailer) from Mute Comp. Physical Theatre on Vimeo.

Tilbage i 2010 var jeg i Sierra Leone for at researche til forestillingen F.U.B.A.R. om illegal våbenhandel og børnesoldater. Jeg befandt mig i et skovområde i en lille hytte sammen med min ven fra Sierra Leone. Han fortalte mig, at hvis jeg skulle på toilettet, som var en spand i nogle ruiner 150 meter inden i skoven, så skulle jeg lige være opmærksom på den pytonslange, som boede på vejen derover. Jeg var nødt til, sagde han, ikke kun at fokusere på jorden, men også se opad, for den kunne finde på at angribe oppefra. Bare visheden om, at det næste toiletbesøg kan blive din død, er ret stressende, og mine sanser blev totalt skærpede.

Så en nat, mens jeg befandt mig i den tilstand af totalt agtpågivenhed, kom der pludselig en mand med en AK47 ind i hytten. Jeg anede ikke hvem han var, og han præsenterede sig heller ikke. Han satte bare geværet op ad væggen, lagde sig ned ved siden af mig og faldt i søvn. I det øjeblik hamrede min puls af sted, selv om der egentlig ikke var noget at være bange for. Hans sigtede ikke på mig, og jeg var i sikkerhed fra slangen. Alligevel forblev mine sanser akut skærpede: Jeg lyttede og analyserede alt, hvad jeg hørte. Det mærkelige var dog, at jeg på samme tid var ret fredfyldt. Jeg vidste, at jeg ikke ville blive spist i dette øjeblik, og at vidste også, at der formentlig ikke kom nogle for at gruppevoldtage mig og slå mig ihjel. Der var med andre ord en form for ro og klarhed i den situation, som min krop tydeligvis oplevede som meget stressende; en ro som måske skyldes, at alle uvæsentlige bekymringer var skåret fra. Jeg var fuldt og helt tilstede i nuet.

Noora Hannula, Elin Signy og Sang-hun Lee i Strike of No Thought. Foto Søren Meisner
Noora Hannula, Elin Signy og Sang-hun Lee i Strike of No Thought. Foto Søren Meisner

Derfor kom jeg også frem til, at der måske ikke var så stor afstand mellem mine erfaringer og Musashis værk, for Musashi er jo ikke interesseret i, hvordan man kan finde ro i et i forvejen roligt øjeblik. For ham er det essentielle, at man kan nå frem til den totale tilstedeværelses ro i det kaos, som kampen er. Og det stemmer fint overens med dansen og den måde, vi arbejder på i Mute Comp. Vi eksperimenter og udvikler forestillingen i fællesskab. Det kan fx ske, at jeg prøver at springe op på en af de andre dansere for at se, hvor det fører os hen. Fordi det ikke er forberedt, kan det gå helt galt, særligt hvis de andre danserne ikke koncentrerer sig. Ligesom samuraien, der med hele sin bevidsthed er fokuseret på sin modstanders bevægelser, skal dansernes bevidsthed udelukkende være rettet mod, hvad deres egen og deres meddanseres kroppe gør.

Christine: Er det denne opmærksomhed som indfanges i ”The Strike of No Thought”?

Kasper: ”The Strike of No Thought” er en af de mange titler, som bogens anden del har fået på engelsk, men for mig har det altid været essensen af hele bogen. Musashi skriver et sted, at du kan udvikle og opøve en masse teknikker på træningsbanen, men hvis du skal have succes i kamp, så skal du glemme teknikkerne igen. Du skal ikke tænke: ”Jeg skal starte med højre fod” og ”Jeg skal slå oppe fra”. Du skal derhen, hvor du handler uden at tænke, hvor du bare er fokuseret på en eneste ting – at slå ihjel.

Christine: Det er vel meget lig dansen, bortset fra man ikke skal slå ihjel? Først bruger man uendelig mange år på at træne, og på et tidspunkt når man så dertil, hvor man kan bevæge sig hinsides tanken og bare handle?

Kasper: Ja. Hvis jeg skal genkende vores koreografi i det, jeg lige sagde, så er det sådan, at dansen først bliver vedkommende, når vi improviserer. Det interessante kan ikke planlægges.

Christine: Vi har talt en del om, hvordan I har arbejdet med Musashis værk i forbindelse med forestillingen, men hvis vi spoler tiden lidt tilbage til før prøverne, og hvordan arbejdede du så med forestillingen? Eller sagt med andre ord: Hvordan skriver man en danseforestilling?

Kasper: Spørgsmålet om, hvordan man skriver dans og fysisk teater kan vel besvares på mange måder. David Lynch har vist sagt, at kunstens forudsætning er fraværet af vrede og negative følelser. Jeg har det fuldstændig modsat. Jeg mener, at god, poetisk kunst udspringer af febervildelser, af fortvivlelse, af jalousi.

Noora Hannula, Elin Signy, Kasper Ravnhøj og Sang-hun Lee i Strike of No Thought. Foto Søren Meisner
Noora Hannula, Elin Signy, Kasper Ravnhøj og Sang-hun Lee i Strike of No Thought. Foto Søren Meisner

Derudover bliver jeg som person inspireret af mine omgivelser, og jeg har behov for, at der sker noget omkring mig. Ligesom at jeg godt kan lide stærke følelser, kan jeg også godt lide at være i bevægelse, når jeg arbejder; der skal helst ske noget. Før i tiden kunne jeg finde på at tage toget til Farum og tilbage igen, når jeg skulle skrive. Fordelen ved at være ude blandt folk er, at du ikke blot sidder og stirrer på A4-arket, hvis inspirationen forsvinder. I stedet ser du dig omkring, og lige pludselig kan der ske et eller andet foran næsen på dig, som er vildt interessant, og det kan tage dit arbejdet et sted hen, som du slet ikke havde forestillet dig.

Christine: Så er ”The Strike of No Thought” skrevet på farten?

Kasper: Mens jeg arbejdede med manuskriptet til ”The Strike of No Thought” var der ikke tid til spontane togture. I dag rejser jeg så meget, faktisk så meget at det nogle gange kan være svært at finde tid til skrivearbejdet. Derfor besluttede jeg mig for at tage til Norge. Jeg havde bildt mig selv ind, at lidt ro og mag ville gøre godt. Men det gjorde det ikke. Når jeg sad på mit lille værelse og kiggede ud af vinduet, kunne jeg ikke se andet end en and. Der skete absolut ingenting. Det var dødkedeligt. Så jeg endte med at gå ud i byen og fandt en café, hvor jeg kunne sidde og skrive. Jeg opsøgte det, som jeg tidligere havde fået på mine togturer; et rum hvor pauserne fra skriveriet, var fyldt med alt muligt guf, som kunne inspirere mig.

Christine: Det du siger handler meget om den ideelle skrivesituation, men hvordan skriver man en danseforestilling? Ser du hele forestillingen for dit indre og skriver hvad danserne skal gøre?

Kasper: Nej, det gør jeg ikke. Som jeg vist fik nævnt, så arbejder jeg meget metaforisk, hvilket vil sige, at jeg som udgangspunkt har jeg et tema, fx blod. I forlængelse heraf har jeg som regel også en eller flere idéer om, hvad jeg gerne vil have, det kan være stemninger, billeder eller problemstillinger.

Jeg er meget inspireret af den tyske danser og koreograf Pina Bausch. Hun er enormt god til bare at placere sine dansere i problemfyldte situationer og så se, hvordan det fører hen. Ikke noget med psykologiske motiver og lange forhistorier. Når det handler om at udforske et problem gennem dansen, er den slags unødvendigt.

I mine manuskriptoplæg kan der fx stå: ”Du er et jordskælv” eller ”Dine hænder er glas, og du forsøger at klappe.” Derudover noterer jeg antallet af dansere, og hvor lang tid en scene skal tage. Mere behøver du sådan set ikke.

Det kan også være at jeg lægger youtube-klip ind i manuskriptet. Det gjorde jeg med ”The Strike of No Thought”. Jeg fandt en video med en alligator, der bliver spist af en pyton. Det ser danserne så, før prøveforløbet begynder. På den måde har vi det samme udgangspunkt for at tale om, hvilken følelse, det er vi skal formidle, og hvordan kroppen kan udtrykke den. At vi når frem til, at vi skal lægge os ned og rulle os ind i det vinyltæppe, vi danser på, kunne jeg ikke have vidst, men det er den helt rigtige løsning. Det er præcist sådan, det må være, når en pytonslange spiser en alligator. Men jeg vil aldrig skrive i manuskriptet: ”Danserne lægger sig i hver deres hjørne af scenen, bider fat i vinyltæppet og kæmper herefter imod at blive rullet ind i vinyl.” Hvorfor skulle jeg dog skrive det? I den beskrivelse er der ingen konflikt, ingen kamp, ingen stemning. Det er der derimod i youtubeklippet. Derfor er det et langt bedre oplæg end en beskrivelse af, hvad de skal gøre, for det giver også dem mulighed for at fortolke og tænke kreativt. Og jeg lægger i høj grad vægt på, at de mennesker, jeg arbejder sammen med er kunstnere, for den gode kunst, den fede forestilling, opstår når alt – dansere, lyd, lys, scenografi – går op i en højere kunstnerisk enhed.

Forestillingen spiller i Dansehallerne frem til 12. maj.
Læs mere om forestillingen og særarrangementer i spilleperioden.

Faktaboks

Kasper Ravnhøj er uddannet fra på Den Ny Dramaskole/Center for Performing Arts i København i 1998 og har siden vundet stor anerkendelse som koreograf og som danser. I 2011 blev han udnævnt til Dancer of the Year af det tyske tidskrift Tanz, og i 2013 blev han nomineret til en Reumert som Årets danser. I 2014 skabte han koreografien til Det Røde Rums Reumertvindende forestilling ´Metamorfoser´, som blev instrueret af Elisa Kragerup og har mere end 15 værker bag sig.

Mute Comp. Physical Theatre blev stiftet i 1999 af Kasper Ravnhøj og koreograf, danser og skuespiller Jacob Stage. Siden 2008 har Kasper Ravnhøj fungeret som kompagniets koreograf. I 2014 ophørte samarbejdet mellem de to stiftere, og Mute Comp. Physical Theatre fortsætter under kunstnerisk ledelse af Kasper Ravnhøj.

www.mute.comp.dk

More from Christine Strandmose Toft

Iscenesat kærlighed med dødelig udgang

Amour fou er fransk for forrykt, vanvittig kærlighed og titlen på en...
Læs mere