Det handler om at være væk i nuet

Naturen nævnes regelmæssigt i medierne, men desværre er det ofte underlagt en økonomisk præmis for på en eller anden måde at retfærdiggøre brugen af spalteplads. Det gør Netudgavens nye naturredaktion op med – og vi starter nu!

Måske er den økonomiske diskurs nødvendig, fordi mange ikke ved bedre og tror, at alle sandheder skal findes i et velassorteret regneark, som er deres forståelsesramme, og derfor den eneste ramme de kan snakke i – arrgghh jeg har det som en slagter til et vegansk landstræf.

Men lad det være sagt med det samme; det er også enormt svært at sætte ord på, hvad det er naturen giver den, som opsøger den. Hver gang man forsøger at forklare det, opdager man allerede halvvejs inde i forklaringen, at man endnu en gang kun lykkes med et lille krads i overfladen af den magiske følelse, man så gerne vil give videre. Men jeg mener efterhånden at være kommet tæt på en forklaring; den handler om sansning og om at være væk i nuet.

Der er naturligvis mange forskellige former for naturoplevelser, men en af de mere kraftfulde er for mit vedkommende at opleve solen stå op og taktfast vække alle lyde og bevægelser i et smukt landskab. Det er i disse rammer, at jeg oplever naturens sande magi slukke for mit tankeapparat og min selvbevidsthed, men til gengæld efterlader en skærpet sansning, som kun erkender nuet – en slags absolut sansning.

Du skylder simpelthen dig selv at sætte vækkeuret til kl. 03. Bare én gang på denne tid af året, så du kan være ude, hvor tingene finder sted ved solopgang – jeg lover, at du ikke vil fortryde det bagefter. Du kunne jo passende medbringe en kande kaffe for at bevare lidt af jordforbindelsen – noget jeg ofte glemmer.

Øjeblikke som det ovenstående er de sande naturoplevelser. De beriger folk og skaber stærke bånd mellem mennesket og naturen. Men det er desværre ikke alle, der under sig selv dette og derfor ikke tror, at de har noget at miste i deres gruppevoldtægt af Moder Jord.

Potensmidlet til denne endeløse voldtægt synes at være ordet ”vækst”, som efterhånden kun smager af økonomisk vækst, og dermed nærmest har fået en sakral bismag. Og for at dvæle lidt i det religiøse vokabularium, så er det ofte sagt, at målet helliger midlet, men mange glemmer; at i den ligning er midlet vejen til målet, og midlet er ikke uudtømmeligt. Det er pinligt at se, store rige virksomheder i I-lande arbejde som en lille fattig enmandsvirksomhed i et U-land, som nødtvungent må blive ved at foretage den ene kortsigtede og dumme nødløsning efter den anden for blot at skabe hurtig profit til at klare sig igennem til morgendagen. Dette på trods af deres bugnende konti.

Men hvorfor er det sådan? Jo, det er det vel egentlig, fordi vi som borgere i et demokrati tillader det – længere er den heldigvis ikke. Det mest aktuelle eksempel herpå, må være den store vælgertilslutning som Donald Trumps menneske- og natursyn har i skrivende stund. Det ville være nemt og oplagt at drage den konklusion, at cirka halvdelen af alle stemmeberettigede amerikanere er dumme. Men her på redaktionen er vi sikre på, at en del af forklaringen i stedet ligger i deres manglende kendskab og erfaring med naturen. For det er unægteligt svært at finde værdi i noget, som man ikke kender til. Derfor skal naturen opleves, før man opdager, at den har værdi nok i sig selv, og at dens eksistensberettigelse ikke hviler på graden af mulig udnyttelse.

Et lignende eksempel stammer fra ligestillingsdebatten. Her har jagten på økonomisk vækst reduceret ligestillingskampen til en forretningsmodel, hvor kvinder er en god investering. Nuvel der er måske større chance for flere kvinder på arbejdsmarkedet, men desværre har de benyttede midler for længst omformuleret målet til at handle om god forretning i stedet for den oprindelige værdikamp. Vi savner, at værdi ikke kun findes i banken – især når vi snakker klima og miljø.

Vi har måske skudt os selv lidt i foden ved at sige, at naturen SKAL opleves, men her på siden håber vi, at kunne give læseren et indblik i nogle af de aspekter af naturen, som godt kan opleves på anden hånd, og som måske endda inspirerer til egne eventyr.

Tak for din tid

//Naturredaktionen

More from Mads Kjeldgaard Oddershede

Alt optaget på Vestamager

Det var meningen, at de, vores nye natur-redaktører, skulle have overnattet i...
Læs mere