Alt optaget på Vestamager

Vestamager. En gruppe køer ved solnedgang. Advedøreværket i baggrunden.

Det var meningen, at de, vores nye natur-redaktører, skulle have overnattet i en shelter på det yderste af Vestamager og lægge planer for Netudgavens nye natur-redaktion, men alt var optaget – man skal være hurtigt ude; at overnatte i den vilde natur med udsigt til en uspoleret stjernehimmel kræver planlægning, for der er rift om pladserne og man skal booke sit overnatningssted hjemmefra på nettet. Men lader man sig føre, kan man opleve små smukke begivenheder.

Den 12. maj 2016. De havde besluttet at de skulle overnatte på det yderste af Vestamager i en af de sheltere, som man har sat op derude, til de som vil overnatte i skoven: sove i det fri. Mads og Mikkel skulle have været af sted for nogle uger siden, men det havde regnet i flere dage op til, skybrud sagde man, og de besluttede sig for at udskyde – naturligvis – turen. Der var vådt derude.

Mikkel cyklede efter aftensmaden, pakkede nogle blommer, og ringede til Mads for at høre hvor han befandt sig. Mads tog ikke telefonen, men Mikkel kørte alligevel, tog rygsækken på, snørede skoene og cyklede mod Vestamager i den tidlige aftensol.

Vestamager

Eller Kalvebod Fælled som området ofte hedder på kort osv. er historien om dét, der sker, når mennesker går i krig og naturen bagefter får lov at passe på sig selv. Under 2. Verdenskrig startede man et kæmpe beskæftigelsesarbejde derude – et stenkast fra Hovedstaden – for at undgå deportation af arbejdsløse danskere. Resultatet blev en 13 km lang dæmning og en drænet havbund med et areal svarende til 3500 fodboldbaner.

På et tidspunkt mellem dengang og nu har en lille fugl spist et birkefrø i Sverige, som den senere har klattet ud, netop som den passerede dæmningen på Vestamager. Det lille frø er nu blevet til en hel birkeskov; Pinseskoven. Da hele området blev nogenlunde tørt brugte militært det som øvelsesområde til deres tunge skyts. Beviserne fra den tid er nu kun de små skydehøje, som altid danner par med en lille sø, hvorfra selvsamme høj stammer samt de militaristiske lige linjer i landskabet med de krigeriske navne fra en svunden og mere dramatisk tid; Granatvej og Kanonvej.

Man ankommer til naturreservatet fra nord. Mange tager metroen derud og går det sidste stykke, forbi Bjarke Ingels 8-tals bygning ned til indhegningen. Naturcenter-Amager ligger ved de røde låger – der minder om indgangen til Dyrehaven.

Mads havde ikke ringet tilbage, så Mikkel cyklede i en retning, han ikke havde kørt før, mod motorvejsbroen, der skærer over vandet og forbinder Amager med Sjælland. Et cykelhold, en fraktion af Team Rynkeby, kørte træningstur rundt på den ovale strækning langs vandet – der starter og slutter ved de røde låger. Lufttrykket fra det lille felt pressede ham ud i grøften, men han cyklede videre, uden retning, med insekter og sol i panden langs de lange lige asfalterede og ordnede cykelstier.

Da Mikkel nåede broen ringede Mads. Han var på en høj ved Koklapperne: det store åbne engareal, der ligger i forlængelse af naturcenteret. Der var store flokke af gæs som græssede og gjorde området sort. En gås lettede og trak en hel flok med sig op i himlen som en stor sort vifte. Da de var trukket længere bort, og næsten ude af syne, lignede det en sort streg fra en blyant på himlen. Som når børn tegner måger på hvidt papir.

Det var tusindvis af bramgæs, som netop tilbragte tiden på Vestamager med at æde sig fede inden den lange flyvetur til ynglepladserne i det nordlige Rusland. Disse flokke, som har talt ca. 5000 fugle, er et vildt syn, når de med deres velordnede kaos af lange bløde buer bryder himlen på Vestamager en sen aften i maj.

Hvor det med nogle fugle er mængden, der er det betagende, er det for andre mere sjældne arter nok med et enkelt individ. Og det var derfor, at Mads ikke tog sin telefonen. Han var betaget. Genuint optaget af en amerikansk hjejle:

En grøn bakke, Granhøj, på Vestamager med en gruppe ornitologer ovenpå.
Granathøj

Oppe på toppen af Granathøj stod Mads sammen med otte mænd og to kvinder og betragtede Danmarks kun 15. fund af denne vadefugl. Det var fem dage siden, at fuglen blev fundet, og siden da havde der i de fleste af døgnets lyse timer været fuglekiggere eller såkaldte “birdere” ude for at holde øje med fuglen. Flere af Mads’ medobservatører havde været ude at se ”yanken” flere gange, men disse øjeblikke med sjældne dyr er svære at blive mætte af. Hele sceneriet blev endda ekstra spektakulært, da en lokal sjældenhed, pomeransfuglen, valgte at slå sig ned i samme kikkertfelt som den amerikanske hjejle. En sensation som vakte en kontrolleret og rolig, men stærkt tilstedeværende ekstase på højen.

Dyreambulance

Mads og Mikkel blev enige om at tage af sted, finde en shelter inden lyset ville fosvinde. De samlede deres cykler op fra grøftekanten og kørte ud af Granatvej og mod Hejresøen. Da vi nåede krydset ved Svenskeholmvej, rejste en mand sig fra indhegning ved folden ind til en af de kobesætninger, som græsser på Vestamager.

Vestamager. Udsigt

Han spurgte om Mads og Mikkel havde telefoner, om de ikke ville hjælpe ham med at tilkalde hjælp til en lille sort og forslået kalv. Kalven lå adskilt fra flokken, svag og forslået. Den ville ikke rejse sig og havde svært ved at indtage væske. Han, manden inde i folden, mente den var blevet stanget af en tyr eller måske var kalven kommet til skade i hegnet, for den havde blodige rifter på siden af bugen. Hans kæreste stod på vores side af indhegningen, gravid, og sagde: “kom nu herud Anders“ og ”Anders vil du ikke godt komme herud”, da en stor rød ko kom for tæt på. Men Anders var rolig, havde ikke telefon med, sagde han var fra landet og gav kalven vand fra den flaske, som han havde med.

Mads ringede 1812, til Dyrenes Vagtcentral, og fik besked på at aflæse tallene fra kalvens øremærkning og fra en hegnspæl, hvor der var oplysninger om besætningens ejer. En bil fra naturstyrelsen kørte forbi, men uden at have ærinde ved den syge kalv. Tre køer brølede, men ingen af dem var sorte, eller ville kendes ved kalven.

Vestamager. En gruppe køer.

Den landmand, som Mads fik fat i, var ikke den landmand, som ejede besætningen. Han mente det var Thomas Dues køer og gav nummeret videre. Men der blev ikke svaret. Der var ingen der tog telefonen. Mads ringede Vagtcentralen igen for at forklare dem, at han ikke kunne løse situationen. Anders og kæresten var gået. Mads og Mikkel kørte videre i de sidste timer inden det ville blev mørkt. De var urolige og brød sig ikke om forlade kalven. Vagtcentralen havde dog lovet at påtage sig ansvaret for kalven. Men alle brøl fra køerne på Vestamager den aften sendte Mads og Mikkel i tankerne tilbage til den lille sorte kalv.

Alt var optaget

De kørte ind i Pinseskoven, hvor de vidste, at der lå nogle shelters, som var tilgængelige for offentligheden. Da de nåede bagsiden af den første shelter, som de havde udset sig, kunne de se at der steg røg op fra bålpladsen. Mikkel stak forsigtigt forhjulet af sin cykel og sig selv frem for at få bekræftet, at de skulle videre, der var optaget. Selvom der med nemhed kunne sove 30 mand i det shelter, så var Mads og Mikkel enige om – og de som lå der i forvejen ville sikkert også bifalde det – at fire mennesker var to for mange. De skar vinkelret ind gennem skoven via et traktorspor.

Pinseskoven på Vestamager
Pinseskoven

Turen igennem Pinseskoven var et eksempel på at naturen selv ved bedst. I de fleste I de fleste danske skove ser man, hvordan træerne står i lange lige rækker akkurat, som da de blev sat der af menneskehænder. I Pinseskoven står ingen træer på lige linjer, men alligevel hersker en orden, idet afstanden imellem træerne er tæt på at være den samme over det hele. Dette giver et lysende logisk mønster af naturens orden, som ikke engang naturen selv kan fucke med!

Efter at have passeret alle de shelters de kendte til derude, var der endnu ikke ét der var ledigt, men til gengæld blev det mørkere fra sted til sted. Tidligere havde de passeret et bålsted med to bænke i en lysning, som tidligere havde været ledigt – Mads og Mikkel besluttede at gøre det til deres base camp. Men da de vendte tilbage havde et par i forældrealderen også fundet lysningen og stod og kiggede sig omkring. Der var ingen tvivl om, at det aldrende par var typerne, der nød idéen om, at de kunne blive opdaget, men ikke brød sig om at blive det. Endnu påklædte daffede parret unaturligt videre ved synet af dem.

Bålpladsen blev Mads og Mikkels lejr og i det absolut sidste lys fra dagen, og det første mørke, brækkede de brænde af en falden birk, ragede øldåser og smeltede glasrester ud af bålstedet og startede et nyt. Aftenen gik med holde ild i bålet, hænge Mads’ hængkøje op mellem træerne, drikke pilsnere, snakke lort og lave kaffe. Mikkel sov på bænken og sov ikke mere end en time. Mikkel holdte gang i bålet for at holde mørket lidt på afstand. Så han ikke bare var en sovende på en bænk, men var en sovende på en bænk ved et bål. Mikkel kunne se stjerner da han lå der. I byen kan stjernerne ikke ses på grund af lysforurening, det havde Mads fortalt inden det gik til køjs. De hørte natuglens tuden og rørdrummens pauken – og alle de andre, som ikke havde en afsender med ansigt: nattens lyde. Mads kom også over på bænken inden det blev helt lys. Hængekøjen ville ikke som han ville.

Da de stod op var lysningen som forvandlet. Den var grøn og livlig og ikke den dunkle alkove som da de ankom. Bålet brændte stadig og der blev lavet kaffe over de sidste gløder. Mads og Mikkel kørte hjem lidt i seks, gennemstrømmet af det særlige lys, der findes så tidligt om morgenen. De kørte forbi kalven, der var kommet på benene igen, og græssede, og diede ved sin mor.

More from Mads Kjeldgaard Oddershede

Det handler om at være væk i nuet

Naturen nævnes regelmæssigt i medierne, men desværre er det ofte underlagt en...
Læs mere