Den sorte mand med den hvide sjæl – Copa Américas skizofrene historie

I disse uger danner USA ramme om en særudgave af de sydamerikanske fodboldmesterskaber, Copa América Centario. Lejligheden er specielt konstrueret, formatet er nyt og igen i år skæmmes sydamerikansk fodbold af skandaler uden for kridtstregerne. Dette er historien om, hvordan en socialliberal præsident i Uruguay ad omveje banede vejen for sorte fodboldstjerner som Pelé og Ronaldinho, hvordan argentinerne er blevet indifferente overfor korruption og hvorfor Copa América trods alle dens fejl har været vigtig i 100 år.

Copa América er i år blevet til Copa América Centenario. For 100 somre siden blev det sydamerikanske fodboldforbund Confederación Sudamericana de Futból, eller bare CONMEBOL, stiftet under fodboldhistoriens første kontinentale turnering. I anledning af jubilæet har CONMEBOL slået pjalterne sammen med CONCACAF, det nordamerikanske fodboldforbund og udvidet Copa Américas deltagerliste fra 12 til 16 hold. Af samme årsag er USA blevet tildelt værtskabet, til trods for at Copa América under normale omstændigheder er et sydamerikansk arrangement.

USA har på trods af det deltaget i Copa América tre gange, da CONMEBOL, på grund af de få nationer i Sydamerika, siden 1993 har inviteret to hold fra andre fodboldforbund, men i år har CONCACAF altså fået lov at lade sig repræsentere af seks lande. Forbundene er endda gået på kompromis med de traditionelle fire års mellemrum mellem turneringerne. Således blev der også afholdt Copa América sidste år, og i 2019 vender turneringen efter planen tilbage til det format, holdene har spillet under siden 1993. Det vil med andre ord svare til, at vi skulle sidde klistret foran skærmen til EM igen næste sommer.

Årsagerne til at man har valgt at indskyde en ekstra turnering med et provisorisk format er ikke indlysende – nogle ville sige suspekte. Den officielle forklaring fra daværende CONMEBOL-præsident Nicolás Leoz var i 2012 at man ønskede at stable et ekstraordinært arrangement på benene i anledning af jubilæet og samtidig sigtede efter at unificere nord- og sydamerikansk fodbold i endnu højere grad. Det sidste argument flugter fornemt med de oprindelige intentioner med Copa América.

Det sydamerikanske broderskab

Den første officielle udgave af Copa América løb af stablen i 1916, om end der faktisk var blevet afholdt en lignende turnering i Argentina 1910. Dengang fejrede man hundredeåret for argentinernes første stik i kampen for uafhængighed fra Spanien, maj-revolutionen i 1810. Brasilien meldte dog afbud inden turneringens start, hvilket afholdt CONMEBOL fra at anerkende turneringen som officiel.

At der blev spillet kontinentale turneringer var på dette tidspunkt unikt og hidtil uset. Således er 1916-udgaven af Copa América også den første officielle landsholdsturnering i fodboldens historie. FIFA’s daværende præsident Jules Rimet fik først realiseret sin drøm om et Verdensmesterskab i fodbold i 1930, og Euromesterskaberne så først dagens lys i 1960. Det var formanden for det uruguayanske fodboldforbund Héctor Rivadavia Gómez, der første gang luftede tanken om et kontinental turnering for at styrke det broderlige bånd mellem de fire sydamerikanske nationer Uruguay, Argentina, Brasilien og Chile. Igen var Argentina værter, og igen i anledning af et 100-års jubilæum, denne gang for bøflandets faktiske uafhængighedserklæring i 1816.

Rivadavia Gómez’ skjulte agenda med en kontinental turnering var at etablere et sydamerikansk fodboldforbund isoleret fra FIFA, som var blevet stiftet med hovedkvarter i Schweiz i 1904. Beslutningen faldt ikke i god jord hos FIFA’s Jules Rimet, som så FIFA som det samlede fodboldorgan for alle verdens lande. De sydamerikanske lande var dog i forvejen isolerede fra Europa både demo- og geografisk, så de sydamerikanske stormagter kunne hurtigt blive enige om en fælles turnering for at unificere fodbolden i Sydamerika.

De forenende intentioner blev formelt realiseret. Midt i turneringen og på Argentinas uafhængighedsdag stiftede Uruguay, Chile, Argentina og Brasilien den sydamerikanske fodboldkonfederation CONMEBOL. Héctor Rivadia Gómez’ mission var fuldført. Men den venskabeligt arrangerede turnering dannede samtidig ramme om grufulde scener på og uden for banen.

Progressive Uruguay høster frugterne

Den mest beskæmmende, samfundsreflekterede og fremtidsdefinerende episode udspillede sig i kølvandet på Uruguays 4-0-sejr over Chile. Kampen udmærkede sig ved at være den første officielle landsholdskamp, der involverede sorte spillere. Uruguay havde Juan Delgado og Isabelino Gradín på holdet, og især sidstnævnte voldte Chile store problemer med to mål.

Isabelino Gradín var én af de første, store sydamerikanske sportsstjerner. En torpedo af en kantspiller med elegance som en linedanser. Hans landsmand, forfatteren Eduardo Galeano, hylder Gradín i sit monumentale fodboldleksikon Futból a Sol y Sombra (Fodbold i Sol og Skygge): ”En mand, der løftede folk fra deres sæder, når han eksplodere med sin forbavsende fart, når han dominerede bolden, som vandrede han rundt med den. I ét væk drev han forbi modstanderne og sparkede svævende bolden i mål”.

Portrætfoto af Isabelino Gradin fra Uruguay.
Portrætfoto af Isabelino Gradín fra Uruguay.

Gradíns exceptionelle hurtighed blev på overlegen vis understreget, da han vandt guld i de sydamerikanske atletikmesterskaber i både 200- og 400-meter sprint i 1919. Hans fysiske og tekniske evner gav ham det lidet flatterende tilnavn el negro con el alma blanca – den sorte mand med den hvide sjæl.

Gradín blev født i Uruguays hovedstad Montevideo i 1897 i en familie, der i det forgangne havde været underlagt slaveri for briterne og sidenhen kreolerne. Hans slægts traumatiske fortid blev på skammelig vis et tema efter Uruguays 4-0-sejr over Chile ved Copa América i 1916.

I kølvandet på kampen offentliggjorde Chile en officiel klage med udgangspunkt i Isabelino Grádin og den anden sorte midtbanespiller Juan Delgado. Chilenerne mente, at Uruguay havde opnået en uretfærdig fordel ved at benytte sig af ”afrikanske slaver”. Udover at være eklatant racistisk var klagen også faktuelt forkert, da Gradín var uruguayaner, mens Delgado var født i Florida.

For at forstå chilenernes racistiske og ignorante klage må man også forstå de sociale strukturer, også i en fodboldmæssig sammenhæng, i det postkoloniale Sydamerika. Godt nok havde de fleste store, sydamerikanske nationer fravristet sig sydeuropæernes koloniale jerngreb i løbet af det 19. århundrede, men det sociale og etniske landskab var stadig sårbart. Kreolerne, altså sydamerikanske efterkommere af spanske kolonialister, havde sat sig på magten, men i samme ombæring havde de adopteret sydeuropæernes racistiske disrespekt for sorte.

I sit opslagsværk over sydamerikansk fodbolds historie, ¡Golazo!, skriver fodboldhistoriker Andreas Campomar: ”Lige fra begyndelsen havde fodbold i Sydamerika været gennemsyret af en form for eksklusion. Efter at være blevet etableret gennem britiske sportsklubber havde spillet udviklet sig parallelt med sociale og etniske normer. Kreolerne følte sig som etnicitet overlegne, og drev i starten af det 20. århundrede fodbolden derefter […]. Enkelte lande var dog bedre til at integrere sorte (negro), mulato eller personer af blandet race på landsholdene”.

Ét af de lande var Uruguay. Det lille land, klemt inde på den sydamerikanske østkyst mellem Argentina og Brasilien, er bredt anerkendt som det mest progressive land i Sydamerika i starten af 1990-tallet. Mens de andre sydamerikanske stater stadig led under enorm etnisk ulighed og aristokratisk dominans, transformerede den socialliberale præsident José Battle y Ordóñez Uruguay til Sydamerikas første anerkendte velfærdsstat. Ordóñez introducerede sociale sikkerhedsnet i form af folkepensioner og topskattesystemer, men også indenfor fodboldpolitik agerede Uruguay anderledes end deres naboer.

José Battle y Ordóñez
José Battle y Ordóñez var med til at revolutionere Uruguay, både politisk og sportsligt

Det uruguayanske fodboldforbunds formand Héctor Rivadavia Gómez vidste, at Uruguay måtte trække i mere uortodokse tråde for at kunne konkurrere med numerisk overlegne lande som Argentina og Brasilien. Sorte uruguayenere i de fattige bydele fik derfor stukket fodbolde i hænderne for at udbrede spillet. Hvor fodbold i andre sydamerikanske lande nærmest blev en øvelse i at ekskludere sorte, opfordrede Rivadavia Gómez sine landsmænd til at spille på tværs af etnicitet. Nu var spillet ikke kun for Uruguays aristokratiske kreoler. Det var i Montevideos fattige slumkvarterer, Isabelino Gradín fik sin fodboldopdragelse. Andreas Campomar skriver i ¡Golazo!, at det uruguayanske fodboldforbunds omfavnelse af sorte spillere reflekterede sig direkte i landets fodbolddominans i Sydamerika de følgende årtier.

En sådan inklusion ville ikke blive accepteret på dette tidspunkt i andre sydamerikanske folkeslag, men Uruguays socialliberale regering havde banet vejen for, at fodboldforbundet kunne handle mere pragmatisk og udtage de de facto bedste spillere, uanset hudfarve.

Chile fik trods alt ikke held med deres klage, og Uruguay vandt turneringen efter tre kampe. Isabelino Gradín blev topscorer. Også den afgørende kamp mod Argentina blev dog skæmmet af kontroverser, da spillet efter fem minutter måtte afbrydes. For mange mennesker var blevet klemt sammen på Estadio Gimnasia i Buenos Aires, og der udbrød håndgemæng mellem de to tilskuergrupper. Da der blev sat ild til trætribunerne med petroleum, hentet fra bilerne på parkeringspladsen, måtte kampen flyttes til den efterfølgende dag på en større arena.

De første officielle sydamerikanske mesterskaber var nu nærmere overstået end veloverstået, og den brasilianske presse tordnede mod dens polemiske naboer.
Til trods for opstartsproblemerne blev turneringen dog gentaget de følgende år, men 1916-udgaven dannede præcedens, hvad kontroverser angår.

Passionen og magtens mørke sider

Copa América har historisk set været forbundet med flot spil og store dramaer, men også med organisatoriske uoverensstemmelser og skandaler i forskellig afskygning. For eksempel var den politiske luft mellem Argentina og Uruguay i 1930 blevet så kølig, at man ikke kunne enes om hvilken bold, der skulle spilles med. Det år blev turneringen derfor aflyst. I 1959 endte en ond kamp mellem Uruguay og Brasilien med, at ti spillere måtte fragtes til hospitalet. I den mere kuriøse afdeling kan man nævne Gonzalo Jara fra Chile, der sidste år fik provokeret Uruguays Edison Cavani til en udvisning ved at proppe en finger op i angrebsessets endetarm.

Chiles Gonzalo Jara med en bizar provokation mod Uruguays Edinson Cavani i Chiles 1-0-sejr ved Copa America den 24. juni 2015
Chiles Gonzalo Jara med en bizar provokation mod Uruguays Edinson Cavani i Chiles 1-0-sejr ved Copa America den 24. juni 2015

Dette års Copa América har været undervejs i tre uger, men blev omgærdet af kontroverser langt før bolden trillede. Da schweizisk politi i maj 2015 stormede det femstjernede hotel Baur au Lac i Zürich og arresterede flere ledende FIFA-medlemmer, blev flere nord- og sydamerikanske fodboldledere involveret. Særligt Jeffrey Webb, som var daværende formand for CONCACAF, kom i vælten for omfattende korruptionsanklager.

Polemikken omkring Copa América Centenario, som Webb var én af hovedarrangørerne bag, centrerede sig omkring ulovlig fordeling tv-penge. I 2013 blev CONMEBOL enig med den argentinske medievirksomhed Darista om at sælge rettighederne for Copa América i 2015, 2016, 2019 og 2023. Men i december 2014 indrømmede José Hawilla, den brasilianske ejer af Traffic Group, som er en forgrening af Darista, at 110 millioner dollars var blevet fordelt til fodboldledere i Nord- og Sydamerika som bestikkelse i forbindelse med Copa América Centenario.

Da omfanget af skandalen i løbet af 2015 stod i stadigt klarere lys, blev det tvivlsomt, om turneringen overhovedet skulle gennemføres. Amerikanske politikere var ikke ovenud begejstrede for at lægge grund til en turnering, som mest af alt lignede en undskyldning for at fordele millionbeløb rundt i lommerne på den fodboldpolitiske magtelite. I Brasilien havde man mere fokus på De Olympiske Lege samme sommer på eget græs, hvorfor superstjernen Neymar heller ikke har deltaget i Copa América Centenario. I Argentina har der udspillet sig så store magtkampe internt i fodboldforbundet, at en udeblivelse fra turneringen var et seriøst tema så sent som i sidste måned.

Denne særudgave af Copa América har altså fået en hård fødsel og indskrevet sig som endnu et kapitel i fortællingen om kaotiske tilstande vest for Atlanterhavet.

En socialhistorisk lektie

Men her stopper min klagesang. Copa América er ikke kun racisme, vold og korruption. Til gengæld kan man bruge de tidlige skandaler til at definere, hvordan sydamerikansk fodbold har udviklet sig de seneste 100 år. Af samme årsag er det vigtigt at fortælle historien om Isabelino Gradín, for hvordan ændrede sydamerikansk fodbold sig fra at et racedefineret broderskab til at huse sorte fodboldunikaer som Pelé og Ronaldinho?

Mens turneringen i 1916 var den største spillemæssige præstation for Isabelino Gradín, var hans kulturelle betydning om muligt større i forbindelse med slutrunden i 1919, hvor Copa América blev afholdt i Brasilien.

Brasilianerne havde bandlyst slaveri i 1888, men de sociale strukturer fra det forgangne århundrede tyngede stadig landets sammenhængskraft. Uruguay var stadig det eneste land, der kunne drømme op at stille op med efterkommere af afrikanske slaver, men Brasilien havde til lejligheden gjort sig en halv indrømmelse. Han hed Arthur Friedenreich.

Isabelino Gradín blev i Brasilien foragtet af det aristokratiske borgerskab, men forgudet af den sorte underklasse, selvom han tørnede ud for rivalerne. Hans monumentale præstationer ved 1916-mesterskabet havde givet det ellers principfaste brasilianske fodboldforbund stof til eftertanke, og i 1919 gjorde de en pragmatisk undtagelse.

Angriberen Friedenreich blev den eneste etniske afvigelse på det brasilianske landshold. Arthur Friedenreichs far var en tysk forretningsmand, deraf navnet, mens hans mor var sort brasilianer. At han var halvt tysk spillede ifølge Peter Arnholdt, som er scout og bosiddende i Brasilien, en afgørende rolle for hans karriere:

”Farvede spillere havde dengang ikke adgang til at spille andre steder end på gaden. Klubber var forbudt område. Fried fik imidlertid adgang på grund af hans efternavn, og fordi at han ikke var helt sort. På den måde blev han banebrydende og døråbneren for andre ikke-hvide spillere.”

Friedenreich, som sågar måtte udrede sit krøllede hår inden kampe for at tilegne sig et mere kreolsk udtryk, var dog ikke bare en kulturel mønsterbryder. Han var også én af de bedste angribere i fodboldhistorien. For en spiller, der afsluttede sin karriere i 1935 skal statistiske optællinger læses med visse forbehold, men den mest anerkendte historie fortæller, at Arthur Friedenreich scorede ikke mindre end 1329 mål i 1239 kampe. Alligevel bliver der ikke ofret mange ord på den tysk-brasilianske angriber i de brede fodboldhistoriske fortællinger. Men spørger man Peter Arnholdt, kan Frieds betydning dårligt overvurderes:

”Friedenreich var den første fodboldmæssige superstjerne i Brasilien. Senere kom Leônidas da Silva og Pelé til i en række af store, sorte fodboldstjerner her fra Brasilien”.

Med Gradín og Friedenreichs folkelige gennembrud var alle sociologiske barrierer dog ikke overvundet. Ved Copa América i 1921, som igen blev spillet i Argentina, blev det besluttet, at sorte spillere ikke måtte deltage, hvorfor den sorte underklasse måtte undvære synet af deres idoler fra Uruguay og Brasilien. Men selvom skamløs racisme stadig var en del af hverdagen i sydamerikansk fodbold, sparkede Isabelino Gradín og sidenhen Arthur Friedenreich den tungeste dør ind for alle de sorte spillere, der siden har beriget fodboldhistorien. Af samme årsag har Pelé engang kaldt Gradín for et idol for alle sorte spillere.

Fortællingen om hvordan Uruguays socialpolitik i starten af det 20. århundrede banede vejen for Isabelino Gradín, og siden gav plads i fodboldforbundenes sindelag til Arthur Friedenreich og Leônidas, har været definerende for sydamerikansk fodbold.

På samme måde er 1916-slutrunden sigende for Copa Américas generelle, brogede historie. På den ene side blev turneringen plaget af racisme og vold. På den anden side var sydamerikanerne fodboldpionerer, og dannede fundamentet for det allerstørste i fodboldens verden: kontinentale og interkontinentale landsholdsturneringer. Dr. Jekyll and Mr. Hyde-identiteten er en fastgroet del af Copa Américas på én gang smukke og barske eksistens. Kontroverser og skandaler formår aldrig at overskygge spillet på banen komplet.

Selv i år er turneringen vigtig. Flagrant korruption og det til lejligheden konstruerede format har ikke fået de nord- og sydamerikanske fans til at nedprioritere turneringen. I mit forarbejde til denne artikel opsøgte jeg flere venner og fodboldfans, jeg har fra et tidligere ophold i Argentina med en påstand om, at denne Copa América er mindre vigtig end f.eks. den sidste år på grund af de prekære omstændigheder. Min påstand blev ubetinget skudt ned. Santiago Morón, som bor i Córdoba, Argentinas næststørste by, forklarede mig:

”Copa América er helt seriøst virkelig, virkelig vigtig for os argentinere. At der er tale om en speciel version af turneringen, er underordnet for os. Vi mener, vi har de bedste spillere, men vi har ikke vundet en turnering siden 1993”.

Men hvad med korruptionsskyggen?

”Det betyder ikke rigtig noget. Vi er så vant til det, at vi nærmest er blevet indifferente over for det. Hvis vi hele tiden skulle forholde os seriøst til korruptionen, ville vi aldrig kunne nyde al den smukke fodbold”, fortæller Santiago.

Og derfor elsker vi stadig Copa América. Fordi fodbolden kommer i første række. Vi skal tale om racisme, vold og korruption, men vi skal også huske det fængende, forenende og farverige Copa América. På samme måde skal vi mindes grusomhederne mod Isabelino Gradín, men vi skal også mindes alle de muligheder, han åbnede.

Viva América, trods alt.

Skrevet af
More from Magnus Kraft

Danske klubber balancerer på en moralsk knivsæg

F.C. København og Brøndby IF har for nylig lanceret støttetiltag for asylbørn....
Læs mere