Del 3: Stress & litteratur

Både Kierkegaard og Tom Kristensens Jastrau kendte til stress, blot ikke dens navn. I 3. del af artikelserien ”Stress & litteratur” dykker Camilla Zuleger ned i stressens egentlige væsen – hvad er den for en størrelse, og hvor og hvordan findes den i litteraturen?

”Nå, hvor spændende. Hvilke bøger er det, der handler om stress?” Sådan lyder det ofte, når jeg fortæller, at jeg de seneste par måneder har brugt – tilsyneladende i hvert fald – al min vågne tid på at skrive speciale om stress i moderne dansk litteratur. Og skuffelsen er til at spore, når jeg svarer, at de bøger, jeg skriver om, rent faktisk ikke handler om stress.

Var Jastrau stresset?

Det er imidlertid ikke utænkeligt, at 2016’s sammenbrudsroman, vor tids svar på 30’ernes Hærværk, skulle handle om en person, der arbejder alt for meget, drikker alt for lidt og af den grund går i hundene og trods et liv som anti-Jastrau alligevel kommer til at dele den lettere tragiske skæbne.

For stress er i dag et kæmpe problem, ja faktisk i forhold til udbredelse et meget større problem end fx alkoholisme. Spørgsmålet er bare, om de mekanismer, der sendte den gode Jastrau ud over kanten dengang, ikke også var et spørgsmål om stress – følelsen af at kravene, omgivelserne stiller, er meget højere, end hvad individet selv magter. En følelse af ikke at kunne følge med tiden eller at være utilstrækkelig.

Stress som fremmedgørelse

Og at det der med at skynde sig gennem livet, at have for travlt eller at bliver overmandet af de stadig større krav, det moderne samfund stiller, havde allerede manden over dem alle, Søren Kierkegaard, luret, da han i sine diapsalmata i klassikeren Enten-Eller (1843) skrev:

Kierkegaard, Enten-Eller

“Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning. Naar jeg derfor seer en Flue i det afgjørende Øieblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller Knippelsbro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaaer ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ildløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?”

Men stresstilstanden handler selvsagt om meget mere, og meget større ting, end at have travlt. Den danske mag.art., klinisk psykolog og forfatteren til bøgerne Stress – Et moderne traume (2007) og Den etiske udfordring i en global tid (2013) opstiller nemlig stressens virkelige fare – fremmedgørelse:

“Det at være fremmed for sig selv og opleve ikke at kunne leve op til sit selvbillede af, hvem jeg er, og hvad jeg kan, er meget centralt (…) Den stressramte mister ikke blot kontakten med sit vante selv, men også sin dømmekraft (…) Den stressramte er ude af sig selv og på automatpilot og fastholdes i en angststyret, rastløs, men rigid og ufleksibel varetagelse af sine funktioner.” (Prætorius 2007)

Og den følelse er der lige pludselig rigtig mange bøger i moderne danske litteratur, der handler om – eller bedre endnu: bygger tematisk og stilistisk på en følelse af fremmedgørelse.

Først var vreden, eller?

I det senere år har der i litteraturen været mange forskere, der har undersøgt litteraturens mange følelser. Professor i litteraturvidenskab og kritiker ved Politiken, Lilian Munk Rösing, kastede sig over litteraturens vrede, adskillige har undersøgt fænomenet skam, og også psykiske lidelser eller ‘forkerthedsfølelser’ og queer-studier har fyldt meget. Under ét passer de i kategorien for affektstudier og har givet en enorm stor indsigt i den menneskelige forholden sig til verden eller direkte indblik i, hvordan verden opleves for mennesker i særlige situationer og under specielle vilkår.

Gyldendal, 2004

“Jeg er ligeglad med hvem du er
jeg er ligeglad med dine venligheder
jeg er ligeglad med hvad du bestiller
jeg er ligeglad med hvad du har gjort for mig
jeg er ligeglad med hvad du kan gøre
jeg er ligeglad med at du gerne vil være min ven
Skrid din nar eller jeg klipper benene af dig
Skrid din nar eller jeg klipper benene af dig”
(I morgen findes systemerne igen (2004))

Digteren Lars Skinnebach, der ifølge Munk Rösing taler med ‘litteraturens vrede stemme’ (Information, 2009), er én af de digtere, jeg undersøger som en stresset litteratur. For nok er stemmen vred, nok vrisser han af et du, der måske er læserne, måske en anden, og nok er hans digter-jeg i det hele taget utilfreds. Men spørgsmålet er, om ikke den stemning snarere skyldes en ubalance mellem det moderne, kapitalistiske samfund og individet? Om ikke vreden snarere er et symptom på stress, mere end det er rendyrket vrede så at sige. Som han selv direkte skriver: “fri mig for stresssymptomerne, shhh…”

Stressens rum
Inden for den litterære stedsteori forstår vi steder og rum som noget grundlæggende i forhold til vores tilstedeværelse i verden. I rummet samler sig vores personlige tilstand, følelser eller reaktioner, samtidig med at stedet fx indlejrer samfundssystem og en tidsforståelse i det moderne samfund, hvor tiden opleves som accelereret.

For både Skinnebach såvel som Ursula Andkjær Olsen, der også optræder i min undersøgelse, gør der sig det gældende, at følelserne er forbundet med ganske særlige steder. Og ikke mindst at subjekterne i litteraturen forsøger helt fysisk at bevæge sig væk fra specielle steder i håbet om at nå til bedre steder. Det klassiske forsøg på at nå paradis, eller utopien. Og ved at kigge nærmere på disse steder kan vi måske forstå, hvilke faktorer der kan siges at have produceret stressreaktionerne.

Når Andkjær Olsen forestiller sig den – måske utopiske – bedre verden, opstår en helt ny planet, som et sted subjektet kan flytte til, når det sted er optimeret:

“det er bedre at skære en ny
at skære en ny, hugge den ud som
en perfekt kugle
hvilken form vil jeg have
hugge den ud som
rektangel, kube, mandel, måne
OG SÅ flytte ind
når den er færdig” (Udgående fartøj, 2015)

Og Skinnebach suser rundt i det danske infrastrukturelle system i søgen efter en “udvej”. Men disse steder er døde steder, og nok fører de digtsamlingens lille familie til Vestjylland over de døde motorveje, men aldrig ud af systemet.

2000px-Denmark_road_sign_E42.svg

“Motorvejene ligner floder, som kun de døde kan krydse
Er det dødsangsten, der får os til at vedtage love
som får vores liv til at imitere livet
i de mest rigide dødsriger? Lovgiverne, regelmagerne
og værdisætterne, lad dem administrere en forlystelsespark
for døende.”

 

 

I Skinnebachs forsøg på at slippe ud bliver det samtidig klart, at “systemet” ikke bare er samfund, men i mindst lige så høj grad sprogsystemet. Men alle veje er blinde veje, og systemet er et bur:

“Du tænker. Det er allerede tænkt af dværgchimpanser
i lingvistisk fangenskab. De lærer sprog med symboler
på pegeplader. Solen ind ad vinduet, forfædrene
de rituelle, der blafrer i baghovedet, som søvnen
om morgenen, mens vi drikker kaffe i køkkenet eller kører på vejene
i velfærdsørkenen. Kan du køre bil? Jeg undgår helst metaforerne
det går hurtigere. Vejen fører ingen steder hen”

I den virkelige verden er det jo desværre sjældent så enkelt, at stressen forsvinder med det samme, hvis blot man bevæger sig langt nok væk fra det etablerede samfundssystem. Men lige netop ved at pege på litteraturens figurer til at flytte sig væk fra det objekt, der er problemet, peges der på nogle strukturer, der kan hjælpe os i forståelsen af stress, også i realiteternes verden. Nemlig det faktum, at stress meget sjældent, hvis nogensinde, skyldes en egentlig utilstrækkelighed hos individet. At stress blot er, fordi mennesket selv ikke var godt nok, modstandsdygtigt nok, hurtigt eller stærkt nok, men at det simpelthen er et spørgsmål om, at vi befinder os steder, der er fuldstændigt håbløse. I virkeligheden lader det sig ikke – som i litteraturen – gøre at rejse væk fra samfundet.

Det systemløse alternativ

Samfundet findes altid, alle steder. Det, der til gengæld lader sig gøre er at se på de faktorer, der gør samfundet til et sted, der producerer stress gennem vareliggørelse af vores tid, en stadig stigende efterspørgsmål på et højere (arbejds- eller produktivitets-) tempo og mennesket ikke som et individ, men som en maskinel del af en produktion.

Og det er lige netop dét, litteraturen handler om, når jeg siger litteraturen handler om stress. Spørgsmålet er altså ikke kun, hvad stress i litteraturen er, men også hvad den gør. Stress er nemlig grundlæggende set en forsvarsmekanisme, så vi kan forsvare os mod omklamrende, udfordrende eller udtrættende omgivelser. Og på den måde opstår stress også som en flugtvej: en ekstra kraft, der sætter os i stand til at stikke af. Problemet er bare, at hvor vi skal stikke hen, når de stressende systemer er overalt? I litteraturen er det muligt at formulere det systemløse alternativ. I litteraturen er det muligt at undslippe stressen ved at rejse til et nyt, fjernt sted, hvor organiseringen af stedet er anderledes, og hvor alt er muligt. Hvor systemer er overflødiggjort, individualisme afskaffet og mennesket endelig lever i pagt med naturen. Et sted, digterjegerne endelig når deres utopier. Endelig fri for stresssymptomer, shhh …

Læs mere

Del 1: Moderne litteratur er aldrig harmløs af Camilla Zuleger

Del 2: Time Oddity af Lars Emil Foder

More from Camilla Zuleger

Følelser i kapitalismens analfabetiske tid

Stadigt færre udfordres i dag af ordblindhed. Måske skyldes det, at vi...
Læs mere