Den selvoptagede ondskab

Nøjagtig en uge efter massemordet på Utøya bragte Berlingske en kronik, som i de efterfølgende uger blev debatteret voldsomt. Det var Sørine Godtfredsen, der leverede ordene i teksten, hvor hun fortolkede massemordet som en foragtelig men naturlig og forventelig reaktion på samtidens multikulturelle og –religiøse vestlige samfund, hvor kristendom og islam mødes.

Massemordet var ifølge Godtfredsen et uundgåeligt produkt af den følelse af kulturløshed, en manglende følelse af at være kulturelt rodfæstet, som multikulturelle samfund producerer per se. Ja, gerningsmanden fulgte for så vidt blot et ”tidløst instinkt”, der påbød ham at forsvare sine kulturelle og religiøse rødder, som blev sat under pres. Tegningen, der ledsagede kronikken i avisen, ramte hovedet på sømmet: Et klasselokale, hvor tesen udtrykkes som et simpelt regnestykke tegnet op med hvidt kridt på en tavle. Kristendom + islam = terrorisme. Så banalt, logisk og uundgåeligt som, at to plus to giver fire.

Efter tiltagende kritik af kronikken meldte forfatteren en uges tid senere ud, at hun fortrød den. Ikke fordi budskabet var forkert. Men på grund af timingen: ”Den her kronik er blevet bragt alt for tidligt. Den er blevet bragt på et tidspunkt, hvor der er alt for mange følelser på spil,” sagde hun ved den lejlighed.

Nu har tiden trukket os fem år væk fra begivenhederne, følelserne er mere afdæmpede, og alligevel virker Godtfredsens Breivik-diagnose blot endnu mere utilfredsstillende.

Norske Åsne Seierstads grundige og velresearchede bog om gerningsmanden og hans opvækst, “En af os”, fortæller os ikke en historie om en kristeligt rundet mand med en rodfæstet identitet, der løbende presses af et omgivende multikulturelt samfund. Tværtimod. Det monster, gerningsmanden igennem sit liv uden held brydes med og slås for at overmande, er ikke multikulturalismen, men den totale sociale fiasko: Han er venneløs, marginaliseret, akavet og dårlig til at omgås det modsatte køn. Han står ubemærket parkeret i en perifær skygge, mens det sociale liv nådesløst og uinteresseret glider forbi uden at værdige ham et blik. Det er ubetydeligheden, ikke multikulturalismen, som er den fjende, han løbende overmandes af og kæmper imod.

Hans liv fremstår som en endeløs serie af selvcentrerede kampe for at tiltvinge sig rampelys og applaus på scenen. Som en kamæleon kaster han sig over et hav af vidt forskelligartede livsprojekter, og glider fra projekt til projekt, der hver især lader ham opsluge med hud og hår.

Som læsere af Seierstads bog præsenteres vi dermed for et helt kabinet af forskellige karakterer, komplet udstyrede med forskellige uniformer, karaktertræk og sågar navne, som massemorderens krop midlertidigt og uforløst finder sig til rette i.

Fra grafittimaleren Morg, med hængerøvsbukser og hættetrøje, en vuggende Bronx-inspireret gangart og marokkanske slangudtryk, der søger til tops i Oslos grafitti-hierarki. Uden held.

Over den vandkæmmede og jakkesætsklædte Anders Behring, der melder sig ind en lokalafdeling af Fremskrittspartiets ungdom, og drømmer om en fremtid som politiker. Uden held.

Videre til finansdrengen med vandkæmmet hår, der altid går med Levi’s bukser og poloer fra Le Coq Sportif, som ændrer sin dialekt for at tilegne sig et dannet, velartikuleret sprog og som starter et tvivlsomt firma, der sælger falske eksamensbeviser. Uden held.

Herefter hjem og bo på barndomsværelset hos mor, hvor han isolerer sig fra den fysiske omverden, og i en årrække bruger al sin vågne tid på at spille online-rollespillet World of Warcraft og dermed finder sig til rette i en ny karakter i rækken: Den nådesløse troldmand Andersnordic, som efterhånden tilkæmper sig en høj rang og bliver leder af et stort fællesskab af nordiske spillere. For endelig, i 2008, at træde ind i rollen som den islamofobiske kristne blogger, Andrew Berwick, som skriver på et hadefuldt manifest, der på dagen for massakren sendes ud til mere end 8.000 mailadresser.

Han rummede ingen kristen identitet, der løbende blev undertrykt, ingen personlig kerne, der blev udfordret af samfundet omkring. I stedet vandrede han fra identitetsprojekt til identitetsprojekt, hungrende efter omverdenens applaus, indtil han slutteligt, fra slammet af den allerdybeste sociale isolation, tilvalgte det projekt som islamofober udbød i blogosfæren og som han lod sig opsluge fuldkomment af.

Hvordan bør vi da forstå den ondskab, som ramte Norge for fem år siden – hvad var dens væsen?

Seierstad, såvel som Karl Ove Knausgård, har klogt peget på massemorderens narcissistiske træk som væsentlige. For Knausgård ligger noget af det mest smertelige netop i erkendelsen af, at det omfattende tab af liv og den voldsomme smerte som angrebet forårsagede, tilsyneladende skyldtes  en mislykket ung mands ligegyldige kamp for at sætte sig selv i scene.

Selv er jeg endt med at tænke på Breiviks ondskab som en spejlvendt udgave af ’den banale ondskab’, som normalt forbindes med nazisten Adolf Eichmann. Det var journalisten og filosoffen Hannah Arendt, som i sin berømte bog om retssagen imod Eichmann i Jerusalem, fremhævede ham som repræsentant for ondskabens banalitet. Som oberstløjtnant havde han spillet en vigtig rolle for udførelsen af det nazistiske massemord. Særligt for løsningen af logistiske og transportmæssige udfordringer forbundet med at skulle føre de utallige ofre til deres endelige destinationer.

Eichmanns ondskab var banal i forstanden uspektakulær. Han var ikke en monstrøs og sadistisk antisemit, der var fyldt op af had og længtes efter at slå ihjel. Tværtimod kunne han knapt nok udholde synet af blod. Han var en lydig og pligtopfyldende embedsmand, et tandhjul i et større maskineri, der altid havde overholdt rigets love og som rationelt forholdt sig til at løse de arbejdsopgaver, der landede på hans skrivebord. Han slog ihjel ved at gøre, hvad han fik besked på igennem hverdagslige handlinger bag et skrivebord – og det moderne statslige bureaukrati skærmede hans sanser fra at komme i alt for direkte kontakt med konsekvenserne af hans handlinger.

Der er nøjagtigt et halvt århundrede imellem retssagen imod Eichmann i Jerusalem og retssagen imod Breivik i Oslo, og Breivik synes at have vendt vrangen ud på den banale ondskab, nøjagtig som senmoderniteten over den samme periode synes at have vendt vrangen ud på modernitetens idealer. Hvor honnørord som stabilitet, hierarki og loyal pligtopfyldenhed synes afløst af omstillingsparathed, selvledelse og kreativ selvpromovering.

I Seierstads bog skinner Breiviks selviscenesættende ondskab måske tydeligst frem, da massemorderen netop er blevet pågrebet på øen og ført ind i det hvide træhus på øen, som politiet benytter som forhørslokale. Specialstyrker beder ham om at tage tøjet af, og da han står der foran dem, kun iført underbukser, stiller han sig an i bodybuilderens klassiske positur:

Han knytter hænderne, skyder brystkassen mest muligt frem og spænder poserende kroppens muskler.

Mens de kroppe som han har tvunget livet ud af endnu ligger strøet omkring træhuset. Med denne gestus efterlader han, med Seierstads ord, specialstyrkerne fuldstændig paffe: ”Det var grotesk, det var slet og ret ikke til at fatte. Hvem havde de egentlig med at gøre?”

Hans ondskab var altså meget langt fra at være hverdagslig og banal; den var stærkt spektakulær. Kontrasten til Eichmann synes udtalt: Breivik arbejdede ikke som et individ, der tjente en organisation med et større formål, men som en fiktiv organisation, der tjente et individ – nemlig ham selv. Den død han skabte skulle ikke tildækkes, men promoveres. Hans sanser var ikke afskærmede fra den smerte og død han producerede af bureaukratiets funktionsopdelende lag, men tværtom direkte eksponerede for denne smerte og død; han kunne både se, høre og lugte de mennesker, han slog ihjel.

Kort sagt var den ondskab han praktiserede så langt fra det banale og hverdagslige, som det vel lader sig gøre at komme. Den var larmende spektakulær og narcissistisk. Og den var ikke drevet fremad af en ydre kamp imod kulturløsheden, men af en indre kamp imod ubetydeligheden og forglemmelsen. Imod en sådan ondskab fremstår segregation som et tarveligt dårligt værn.

More from Mathias Herup Nielsen

Er du også deltager i tilværelsens store realityshow?

Paradise Hotel afvises som useriøst og ulækker underholdning. Men måske minder showet,...
Læs mere