Det massive Roskilde-overforbrug

Luftfoto af campingpladsen på Roskilde Festival
Foto: SH Luftfoto / Roskilde Festival

Overforbrug var temaet for kunstprogrammet på årets netop afviklede Roskilde Festival. Desværre blev kunsten kun en udstilling af problemet, hvor den burde have været en opfordring til forandring.

Darren Cullen er en britisk kunstner, tegneserietegner og politisk aktivist. I år var han repræsenteret med sit forbrugskritiske kunstværk, Pocket Money Loans på årets Roskilde Festival som del af fokusset på overforbrug (excess).

I Cullens lille bod, der lå placeret midt i mellem rigtige boder, var alt fra pikachu-kostumer og St. Pauli-hættetrøjer til salg, og den lignede en 90’er-udgave af en legetøjsbutik. På hylderne var tilsyneladende blandt andet PTSD-Action Man og Thomas the Tank. Og havde man ikke lige råd i samme øjeblik, som købetrangen indtraf, kunne man belejligt få et forskud på sine lommepenge med en beskeden rente på 5000 procent. Det er et kunstprojekt der i høj grad arbejder med humor og absurditet, og det er da også både sjovt og langt ude.

Roskilde Festival skriver selv i deres pressemateriale, at kunstværket “skal få festivaldeltageren til at tænke over, hvordan deres forbrugskultur ikke adskiller sig så meget fra præmissen for boden.” Cullens projekt er en smågenial størrelse, der for tiden rejser rundt på festivaler. Blandt andet stod den samme fake shop på dette års Glastonbury Festival. Men den rammer også det, som er Roskilde Festivals absolut blødeste punkt: Festivaldeltagere er nogle fortærende, forbrugende og forkælede gæster, der ikke kunne drømme om at rydde op efter sig selv.

Artist talk med Darren Cullen
Artist talk med Darren Cullen i Art Zone, foto: Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding

Forbrugstemaet skulle især udstilles i Art Zone, der var malet i guld i anledningen, stærkest markeret af kunstnergruppen GRRIZs indgangsport i sort og guld, Grosse Fatique. Derudover kunne man også opleve installationen Excess of Resources af Guldminen, som netop er bygget af affald. Guldminen er et større projekt, der handler om at gentænke vores forbrug på i forhold til blandt andet genbrug og upcycling i samarbejde med Enheden for Bæredygtighed i Københavns Kommune.

Det er nødvendigt at skabe alternative måder at formidle problemstillinger på og få mennesker til aktivt at reagere, men disse kunstværker blev blot udstillinger af problemet, hvor der var brug for interaktion, der kan lede til forandring. Roskilde Festival er en interessant anledning at tematisere forbruget, da det jo i sagens natur er en forbrugsbegivenhed, men netop af den grund har de også en unik mulighed for rent faktisk at ændre noget. Derfor er det både ærgerligt og påfaldende, at overflodstemaet i den grad mislykkes i at bevidstgøre sit publikum.

Overforbrug ikke som advarsel, men opfordring

Festivalen selv tager enormt mange skridt for at være bæredygtig og mindske miljøpåvirkningen, men de har endnu ikke knækket den nød, det er, at få sit publikum med på legen. For det er umiddelbart for mange stadig en del af festivalens DNA, at man kaster rundt med affald som kom det ud af konfettikanoner og efterlader de steder, man er i langt dårligere stand end da man kom.

I 2015 tog det ca. 17.000 timer at rydde op efter festivalen og der var i alt 1913 tons affald. Det vil sige små 20 kilo affald per gæst! Men hvor er incitamentet til at gøre op med dette massive overforbrug, når man ved at Mor-Roskilde sætter 1000 frivillige ind i månederne efter til at rydde op efter én? Man kunne have håbet at ved at lade kunsten sætte fokus på overforbrug, at der da opstod en tanke hos gæsterne om, at de selv var en del af såvel problem som løsning, men det blev desværre intet mere end en fodnote, som de fleste læste henover.

Det handler måske til dels om dårlig opdragelse, men det kunne sagtens være Roskilde Festival, der løste den opgave, det er at få sine gæster aktivt at tage stilling til sit eget forbrug. Det er selvfølgelig svært i et hav af fadøl og hvidløgsbrød, men det kan lade sig gøre.

Pant på skrald?

Det er en interessent idé at sætte fokus på overforbrug på en festival, der er så afhængig og kendt for netop et ret bastant forbrug. Hvis alle festivaldeltagere faktisk havde et mere mådeholdent forbrug, er det ikke sikkert, at der var en festival næste år, endsige et overskud at dele ud af til de mange velgørende modtagere. Men det er alligevel påfaldende at de otte dage på dyreskuepladsen ikke bare skriger FORBRUG! når det kommer til mad og øl, men også sørger for at købetrangen kan stilles, når det kommer til at købe nye ting.

Mest forstyrrende er det imidlertid stadig, at det åbenbart er en del af det at være på Roskilde Festival, at man ikke behøver rydde op efter sig selv. Det er utroligt, at det er kutyme at smide plastiktallerknen- eller kruset i det sekund det er tømt. Man undrer sig derfor også over, hvorfor genbrugsglas ikke er repræsenteret som et alternativ til det bløde plastik, der skal smeltes om, før det kan blive fyldt med øl påny.

Den gængse festivaldeltager vågner næppe pludselig op næste år og beslutter sig for at begynde at rydde op efter sig selv. Og årets kunstfokus var nærved nok til at skabe en bevidsthed hos de 100.000 gæster om, at overforbruget er en mekanisme ude af kontrol. Men man må jo starte et sted. Det sted kunne fx være indførelsen af pant som det er tilfældet på mange kommercielle festivaler i Tyskland. Et skraldedepositum er indlagt i billetprisen, og de 5 € udbetales igen imod en fyldt skraldepose inden du tager hjem. Græsplænerne på de festivaler er nærmest kæmmede inden den sidste gæst har slået teltet sammen.

Kunst er en unik måde at aktivere mennesker på, men at lave et tema om overforbrug på en festival uden at opfordre til, at festivaldeltagerne rent faktisk tager små skridt hen imod at formindske og/eller forbedre forbruget er uambitiøst. At mennesker er nogle forurenende, forbrugende og forkælede dyr, er der nok ikke så meget at stille op imod. Men man kunne måske lære dem at tørre sig om munden efter ædegildet…

More from Camilla Zuleger

Sibylle Berg og den trætte kærlighed

Hun er oversat til mere end tyve sprog, men indtil nu har...
Læs mere