Roskilde Festival: Lad os tale lidt om ulighed!

Damon Albarn i 2010 på Roundhouse i London med medlemmer af Det Syriske nationalorkester for arabisk musik. Foto: Mark Allan

Roskilde Festival satte i år fokus på lighed og politiske rettigheder gennem kunst, events, samtaler og musik. ”Equality – Stand up for your rights” lyder sloganet og i en verden hvor uligheden vokser er temaet og budskabet kærkomment.

Meningen med temaet er at bevidstgøre publikum om politiske rettigheder eller mangel på samme og ulighed. Derfor var der diverse samtaler, events og installationer at finde på festivalpladsen. Men det, der faktisk fungerer allerbedst i forhold til at sætte fokus på lighed og politiske rettigheder, er måske egentlig Roskilde Festivals vedvarende satsning på at introducere musik fra hele verden.

Det udtalte behov for at tale om ulighed

I 2015 udgav det schweiziske forskningsinstitut Credit Suisse deres sjette årlige rapport om global velstand. Heri konkluderede de at halvdelen af verdens rigdomme ejes af 1 % af verdens befolkning. Rapporten underbyggede også fundene fra samme rapport i 2014; nemlig at den økonomiske ulighed siden finanskrisen i 2008 er steget i de fleste lande, og at middelklassens velstand er formindsket og i stedet blevet fordelt hos de allerrigeste.

1 % af verdens befolkning ejer halvdelen af verdens rigdomme. Jeg skriver det igen, fordi det er et faktum der, om end gentaget mange gange, er så ufatteligt uhyggeligt og bizart. Dét, samt de massive flygtningestrømme vi i øjeblikket er vidne til i Europa, som udstiller uligheden og den forskel, der eksisterer i forhold til fri mobilitet i verden samt en endeløs række af andre forhold, gør at temaet for årets Roskilde er særdeles kærkomment. Der er et udtalt behov for at tale endnu mere om ulighed – både i forhold til økonomi og menneskerettigheder. Og ikke mindst at forstå de globale sammenhænge, der er med til at skabe uligheden, hvilket bestemt ikke er let.

Ingen har som bekendt knækket koden, tværtimod vokser uligheden, selvom verden er blevet fredeligere. Dog er oplysning om tingenes sammenhæng i verden – økonomisk og storpolitisk, et nødvendigt fundament, samt det personlige møde med de mennesker der af den ene eller anden grund har mindre rettigheder end én selv – for kun gennem det personlige møde opstår der en ægte og dybfølt empati som kan lede til handling. Man skal se den Andens ansigt og netop det fordrede et af de kunstværker som var en del af Roskilde Festivals tema, Superflex’ VIP-lounges, ikke.

Den illusoriske nedbrydning af hierarkiet

Folk står tæt. Vipper med fødderne, smiler, ryger, mindes og husker. Skubber og bliver skubbet. Arena-teltet er fyldt til randen – ud over randen. En dame smyger sig rundt mellem føddernes trampende landskab. Ingen ænser hende rigtigt. Hun samler glas. Jeg har altid undret mig over pantsamlernes dans mellem føddernes landskab, at de ikke slår sig oftere, at jeg aldrig selv er kommet til at træde på en af deres hænder eller ramme et af deres ansigter.

Ved årets Roskilde Festival er der VIP-lounges til dem i Art Zone, bygget af den danske kunstnergrupper Superflex. De er en del af festivalens årlige tema. De to VIP-lounges er forbeholdt pantsamlerne, resten af festivalklientellet kan ikke komme ind og indenfor er der blandt andet gratis kaffe og vand og en af skaberne af de to lounges Jakob Fenger fra Superflex forklarede om projektet til Information:

»Vi har prøvet at gøre det federe for nogle af de mennesker, som har det hårdest på festivalen, nemlig pantsamlerne. Men samtidig er det også et spejl for den almindelige festivalgæst, som er en gruppe privilegerede mennesker. De har råd til at komme herud og feste og spise god mad og fyre den af i en uge, men mange er slet ikke opmærksomme på det privilegium. De tager det simpelthen for givet. Det har vi forsøgt at gøre opmærksom på ved at lave et sted, som du kun kan få adgang til, hvis du er flaskesamler.«

En af de to Superflex VIP-lounges i Art Zone på Roskilde Festival. Foto: Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding
En af de to Superflex VIP-lounges i Art Zone på Roskilde Festival. Foto: Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding

De to lounges er bygget efter flagshops af store modehuse og meningen er således at vende samfundshierarkiet på hovedet. Pludselig er det pantsamlerne der har privilegier, som vi andre festivalgængere (eliten) ikke har adgang til. Og selvom de to lounges forbedrer forholdene for de pantsamlere der når forbi, er de først og fremmest et kunstværk, der skal vække beskuerens interesse og katalysere refleksioner over de privilegier man har på bekostning af andre – i dette tilfælde er beskueren den forkælede, forbrugende festivalgænger sat i opposition til den knoklende og ludfattige pantsamler fra Afrika eller Østeuropa.

Det er altid svært at sige, om et kunstværk virker efter hensigten, da værker følgelig virker forskelligt afhængigt af beskueren og interaktionen herimellem. Men på en måde virker det paradoksalt at forsøge at fordre lighed og rettigheder ved at lave et område som kun er forbeholdt den ene part.
Og det virker også lidt for letkøbt, at man som festivalgænger kortvarigt kan nedbryde det etablerede magthieraki ved at spankulere forbi Art Zone og smile ved synet af de to smukke lounges, velvidende karakteren af indmaden og illusorisk tænke, at værket mindsker den kløft man en time forinden har oplevet til koncerten med Neil Young, hvor man smider sit 110 kroner plastikglas, der netop er blevet tømt for 4 cl rom og en masse sukkervand på jorden og det bliver samlet op af den foroverbøjede pantsamler.

At skabe et vidensfundament

Noget der fungerede rigtig godt var de mange arrangementer der løb af stablen i opvarmningsdagene, hvor Roskilde Festival forsøgte at skabe et vidensfundament hos festivalgængerne ved at alliere sig med blandt andre Mellemfolkeligt Samvirke, Trampolinhuset, Askovfonden og Everyday Sexism Project samt en live transmitteret samtale med Edward Snowden fra sit eksil i Moskva.

Som det fremgår af de forskellige events, blev der arbejdet med lighedsbegrebet og rettigheder på mange forskellige planer. Massen kontra eliten blev vendt under Snowden-samtalen om overvågning og ytringsfrihed. Trampolinhuset og Mellemfolkeligt samvirke italesatte behovet for frivillige initiativer fra civilsamfundet, når politikerne fejler – i særdeleshed i forhold til flygtningesituationen og folkelige protester mod undertrykkende regimer, og Everyday Sexism Project belyste kampen for lighed mellem kønnene.

Retten til frit at flytte sig, storpolitiske sammenhænge og civilsamfundets styrke når det samler sig var altså noget af det festivalens publikum blev oplyst om – vigtige elementer når det kommer til kampen om lighed og politiske rettigheder. Men efter opvarmningsdagene, hvor disse arrangementer hovedsageligt løb af stablen, manglede der stadig mødet med den Andens ansigt og skabelsen af den umiddelbare empati.

Verden udvides og empatien vokser

En af de sidste dage på Roskilde danser min veninde med en norsk kvinde der hedder Kine til rytmerne fra et band fra Mali. Kine er I slutningen af 50’erne, min veninde 27. De har lige mødt hinanden – fælles for dem er dansen til de afrikanske farverige rytmer. Kine siger, at min veninde skal love, at hun aldrig stopper med at danse – og slet ikke til musik fra Mali. Musik kan noget som det meste installationskunst ikke formår. Det kan tale umiddelbart til følelserne, til sjælen, og for en stund sætte intellektet ud af spil.

The Orchestra of Syrian Musicians åbner Orange Scene sammen med blandt andre Damon Albarn. Foto: Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding
The Orchestra of Syrian Musicians åbner Orange Scene sammen med blandt andre Damon Albarn. Foto: Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding

Klokken 18.00 om onsdagen fik Africa Express, som også var en del af lighedstemaet, lov til at åbne Orange Scene – også de gør verden og udsynet større. Dette år, som de foregående, ledet af Damon Albarn, bedst kendt fra bandet Blur, og i år akkompagneret af The Orchestra of Syrian Musicians, som består af nuværende og tidligere medlemmer af det nationale syriske orkester for arabisk musik, samt musikere fra blandt andet Algeriet, Libanon, USA, Mali, Senegal og Tunesien. Det syriske orkester er blevet valgt for at vise Syrien fra en anden side end krig og ødelæggelse; landets rige kultur og smukke musik. Og det var smukt med det store kor og den mandlige og kvindelige frontsanger, der sang ord på arabisk man ikke forstod, men som man mærkede.

Mali er derfor efter dette års Roskilde Festival ikke længere et ukendt og sikkert fattigt land et sted i Afrika, det er der hvor Balani Show Business de Bamako kommer fra. Og Syrien er ikke blot et land i hæslig krig, men et land med en rig musikkultur, præsenteret på Roskilde gennem The Syrian Orchestra og den unge elektroniske musiker Hallo Psychaleppo. Og i det hele taget er det måske egentlig Roskilde Festivals satsning på at introducere mere verdensmusik, som har den største effekt i forhold til at skabe lighed og fokus på politiske rettigheder. Gennem musikken bliver der åbnet op for fremmede kulturer, som ofte lever under strengere kår end os i Europa, og hvem ved, måske katalyserer det en nysgerrighed hos beskueren, som får lyst til at vide mere om det gældende land, dets historie og politiske situation.

More from Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding

Dagsrejse i Roskildes mikrokosmos

Det er anden dag på Roskilde Festival, og der lugter allerede af...
Læs mere