Begyndelsen på en ny tid i melankoliens land?

Paulo Kol er på ferie i hjemlandet Portugal. Børnene leger ude i poolen, mens Netudgaven har en afslappet Paulo i røret. Han nyder at være hjemme igen, for når ferien er slut, så skal familien tilbage til København, hvor Paulo arbejder som senior porteføljemanager i Nykredit.

Paulo er en af de cirka 2 millioner portugisere, som har søgt lykken udenfor Portugals grænser. I 60’erne emigrerede en stor bølge af portugisere på grund af frygten for at blive tilkaldt til den opslidende portugisiske kolonikrig, men siden Lehman Brothers-krakket i 2007 og den efterfølgende finanskrise, som skyllede ind over Atlanterhavet og ramte specielt de sydeuropæiske lande hårdt, har det været en ny demografisk gruppe, som har stået for den massive emigration.

Paulo flyttede godt nok allerede i 2002 for at færdiggøre sine økonomi-studier i Amsterdam, men han er alligevel en del af den ”brain-drain” landet har været udsat for, hvor de højtuddannede borgere søger væk. Det er således estimeret, at godt en halv million mennesker emigrerede fra Portugal i perioden 2011 til 2014. Hovedsageligt de højtuddannede, som havde mulighed for at få et job i udlandet. I 2011 var landet på kanten af statsbankerot og derfor har det ikke være let at få kick-startet økonomien igen, nu hvor de akademikere, som skulle være med til at bygge landet op igen, var væk.

”I 2011 var alt bedre end Portugal. Det var ikke kun Nordeuropa, der trak i folk. Jeg havde mange venner, som flyttede til Brasilien eller endda de gamle kolonier som Angola eller Guinea på grund af de stigende oliepriser på daværende tidspunkt”, fortæller Paulo Kol, der fortsat holder sig opdateret på udviklingen eller mangel på samme i sit hjemland.

Sidenhen har Portugal været underlagt den berygtede europæiske trojka, som har påført dem massive spareprogrammer. Spareprogrammer, der har været så ekstreme, at det har ført til øgede dødsfald grundet portugisere, der ikke havde råd til de stigende afgifter på sygehusene. Levestandarden er faldet, men tallene viser dog også forbedringer. Således er arbejdsløsheden faldet fra hele 16.4% i 2011 til 11.9% i sidste kvartal af 2015. Alligevel forbereder EU-kommissionen i disse dage forslag til økonomiske sanktioner mod Portugal, fordi man har haft for store underskud på de offentlige finanser. Det vil være en hidtil uset handling fra EU’s side. Noget, der bliver imødeset med stor frygt hos portugiserne.

Der var dog ingen frygt eller bekymring at spore natten til den 11. juli 2016. Efter 109 minutters nervepirrende fodbold på Stade de France tog den store angriber, Eder, bolden til sig, holdt Koscielny væk med sin brutale fysik for derefter at sparke bolden med en kraft som en hest ned i det lange hjørne. En mand, som var blevet latterliggjort i sin tid i Swansea, blevet kaldt Premier Leagues dårligste spiller af kommentatoren Morten Bruun, men som nu havde sikret Portugal deres største sportslige triumf nogensinde. Og en tiltrængt succesoplevelse i disse krisetider.

Eder sparkede EM-trofæet til Portugal med et drømmehug i finalen mod værtsnationen fra Frankrig.
Eder sparkede EM-trofæet til Portugal med et drømmehug i finalen mod værtsnationen fra Frankrig.

”Jeg har aldrig set den glæde hos portugiserne. Vi er et folk, som ofte bliver beskrevet som stærkt melankolske og derfor var det vanvittigt, men samtidig vidunderligt at se folk på gaden gå bananas. Det har vi om nogen fortjent”, beretter Paulo, som selv befandt sig i Porto på denne mirakuløse aften. Den aften, hvor portugisernes drømme for en gang skyld blev realiseret.

Et EM, som af mange blev udråbt til at være det dårligste nogensinde. Fodbolden var idéforladt, tempofaldt og reaktiv. Definitionen på kedelige fodboldkampe. Men nogle gange glemmer man essensen af landsholdsfodbold. Det handler ikke om underholdningsværdien eller den nyeste mode med indvendige backs. Nej, landsholdsfodbold er der, hvor de store følelser kommer i spil. Hvor de sorte franske spillere viser kærlighed til fædrelandet og skråler med på La Marseillaise, så selv Marie Le Pen ikke kan undgå at få gåsehud, hvor alt strid mellem de fransktalende og flamsktalende belgiere bliver lagt til side og de i stedet omfavner hinanden, hvor John Faxe rammer bolden lige i røven og foreviger sommeren ‘92 for danskerne. Eller som denne sommeraften på Stade de France, hvor Paulo og hans landsmænd får lov til at føle stoltheden over at være portugiser. Den sunde nationalisme blomstrer.

For det at være portugiser har netop ikke været forbundet med nogen stor stolthed, forklarer Paulo. Den nationale identitet har i stedet befundet sig i et medium mellem det at være en tidligere stormagt og fortsat have kolonier, men samtidig med en erkendelse om at være et udviklingsland. Portugal var det sidste europæiske land til at opgive kolonierne i 1974, men dissonansen i den nationale identitet har varet ved. Man ville gerne sammenligne sig selv med stormagter som Spanien, Frankrig eller Tyskland, men omvendt vidste man, at man var lysår bag disse nationer. Realiteten var, at man var gået fra at have et koloniimperium og være en europæisk stormagt til nærmere at være Europas rendesten.

Fodbold, fado & Fatima

De kronede dage var tilbage i 1500-tallet, hvor man tog på store sørejser ud til alverdens afkroge, opdagede nye kontinenter og erobrede enorme områder. Man satte sit aftryk på verden, hvilket stadig kan ses den dag i dag, hvor portugisisk er det sjette mest talte i verden med 215 millioner mennesker, der har det som modersmål. Kun 10 millioner af dem har et portugisisk pas.

1500-tallet er langt væk fra det 21. århundrede. Både bogstaveligt talt, men bestemt også metaforisk. Storhed hører fortiden til, og derfor er den portugisiske identitet også fyldt med længsel efter fortiden. Det kommer til udtryk gennem den triste fado-musik, som er et særligt portugisisk kendetegn, og som er med til at give dem det melankolske islæt. Man har endda sit eget ord for denne komplekse, melankolske følelse; Saudade. Det kan ikke direkte oversættes, men er melankoli forårsaget af mindet om noget værdifuldt, som er gået tabt. Ordet stammer helt tilbage fra de store ekspeditioner i Vasco da Gamas tid, hvor kvinderne og børnene blev efterladt på fastlandet og efterladt med saudade-følelsen, idet mange af mændene aldrig vendte hjem igen.

Og det er samme måde man dyrker melankolien på, når portugiserne sætter sig på gadecafeerne i Lissabon på de lune sommeraftener og lytter til fadoen. Psykiatrien forsøger ofte at patalogisere den melankolske følelse, men for portugiserne er det nærmest forbundet med en frihed at drømme sig væk i melankoliens og nostalgiens romance.

Fado var en af de tre søjler i diktatoren António de Oliveira Salazars ideal om portugisernes levemåde. De tre f’er; fodbold, fado og fatima, hvor sidstnævnte er en lille landsby, hvor tre børn i 1917 blev opsøgt af Jomfru Maria og lige siden har byen været en af den katolske kirkes mest besøgte pilgrimsmål. Salazar ønskede ikke at befolkningen skulle bekymre sig om det politiske liv, men i stedet dyrke legen, kunsten og det spirituelle. Han anså frygten for at skabe eliter, der kunne udnytte de svage i samfundet for større end nødvendigheden af at uddanne befolkningen, hvorfor man så store nedskæringer i uddannelsesbudgettet. Færre akademikere og flere analfabeter var den logiske konsekvens. Salazar-regimet var dog ikke noget voldeligt diktatur, som man har set så mange andre steder blandt andet i nabolandet på den iberiske halvø, hvor Franco regerede.

Statue af en fado-sanger i Lissabon. Musikken, der udtrykker den portugisiske saudade-følelse, hvor man længes efter fortiden.
Statue af en fado-sanger i Lissabon. Musikken, der udtrykker den portugisiske saudade-følelse, hvor man længes efter fortiden.

Men portugiserne længtes efter den demokratiske frihed og specielt efter Den portugisiske kolonikrig, som fik fatale konsekvenser for Salazar-regimet. Salazar døde selv i 1970 og i 1974 var det den såkaldte “Nellikerevolution”, der gjorde en ende på det 42 år gamle diktatur, som havde hersket siden statskuppet i 1932. En revolution som vækker stor stolthed i Portugal, fordi den foregik uden at udgyde blod. Revolutionen skulle definere et nyt Portugal. Fado-musikken blev gemt væk, længslen blev erstattet af optimisme. Nu skulle man ikke længere være Europas sorte får, men i stedet komme op på omgangshøjde med kontinentets andre nationer.

Som det dog ofte ses med revolutioner, så har man ofte kun en plan indtil revolutionen er gennemført. Optimismen, som spirede efter Nellikerevolutionen, havde præg af den infantile naivitet og i mødet med den kyniske virkelighed, viste den sig klart underlegen. De politikere, som virkede så lovende på talerstolen, viste sig ikke at være ledere, men hyklere, som blot ønskede magten og muligheden for at begå korruption. Friheden var pludselig ikke så meget værd, nu hvor man ikke havde nogen penge.

For den portugisiske fodbold var revolutionen dog tiltrængt. Man fik oprettet et uafhængigt fodboldforbund og klubberne kunne nu agere som professionelle enheder som deres europæiske konkurrenter. Tidligere var det ikke muligt at hente spillere fra udlandet, mens det også var besværligt for de portugisiske spillere at komme til nogle af de store europæiske klubber. Portugals største spiller gennem tiderne, den sorte panter, Eusebio, blev blandt andet holdt tilbage fra at skifte til Inter Milan i 60’erne.

Hurtigt fik man investeret i talentakademier og godt ti år efter kunne man plukke frugterne for det store talentarbejde. Den gyldne generation stod klar i kulissen. Spillere som Luis Figo, Rui Costa, Joao Pinto og Vitor Baia. De skulle repræsentere det nye, frie Portugal, men med det katastrofale nederlag til de sydkoreanske værter i VM 2002, hvor dommeren begik grusomme fejl, stod det klart, at den gyldne generation ikke havde leveret. Måske var det blot Portugals skæbne?

”The Lost Golden Generation’s” forfald var i stedet med til at repræsentere den illusion, som portugiserne havde befundet sig i efter revolutionen. Landet havde ikke udviklet sig, som man havde håbet, men var i stedet sakket bagud. Økonomien var blevet forværret og fado-musikken vandt frem igen. Men hvor man tidligere havde håbet om en bedre fremtid, så var der ikke engang længslen efter en bedre tid. Portugiserne troede simpelthen ikke på dem selv længere. Måske længtes man blot efter den tid, hvor man kunne længes efter noget bedre? I 2007 blev Salazar i en national tv-afstemning kåret til ”den største portugiser, der nogensinde har levet” foran nationale koryfæer som Vasco da Gama, der opdagede søvejen til Indien eller Aristides de Sousa Mendes, en diplomat, der reddede tusinder af jøder under Holocaust. Hvad skulle det nu betyde? Ønskede man diktaturet tilbage?

Ifølge Paulo Kol var det snarere et udtryk for, at portugiserne endnu ikke havde afvænnet sig den ansvarsløse mentalitet, som man havde fået indlejret under diktaturet. Her blev alt det besværlige jo ordnet af regimet og man skulle blot fokusere på fodbold, fado og fatima. Man ønskede friheden, men i desillusionen havde man glemt at den også indebærer ansvar og usikkerhed;

”Bare se i dag; hver gang en virksomhed lukker ned, så vender man blikket mod regeringen. Det kan aldrig være ens egen skyld. Vi kan have nok så mange spareprogrammer og ideologiske politikere, men det Portugal først og fremmest har brug for er en ændring i mentaliteten. En forståelse for det personlige ansvar, som følger med friheden”.

2011. Demonstration foran parlamentet i Lissabon mod trojkaens spareprogrammer, som førte til at folk blev smidt på gaden og dødsfald forekom hyppigere, da folket ikke havde råd til at tage på sygehus.
2011. Demonstration foran parlamentet i Lissabon mod trojkaens spareprogrammer, som førte til at folk blev smidt på gaden og dødsfald forekom hyppigere, da folket ikke havde råd til at tage på sygehus.

Og her skal vi tilbage til den nationale identitet, fordi når portugiserne drømmer sig tilbage til en diktator som Salazar, der kan gøre det beskidte arbejde, så er det fordi man ikke længere tror på et stærkt Portugal. I Portugal er der enighed om, at Salazar var en fader til folket og det er givetvis også korrekt. Han var personlig konkurs, da han døde fordi han brugte pengene på at regere landet, mens han ikke havde nogen familie, da han mente, at en asketisk livsstil ville være til fordel for folket. Han bliver anset som en martyr for det portugisiske folk, som kunne drømme sig væk i Fado-musikken og miraklet i Fatima. Men Salazar er også grunden til, at portugiserne ikke føler, at de kan stå på egne ben, når de skal konkurrere mod resten af Europa. Mens Europa var under en heftig udvikling, så holdt han dem tilbage med de massive nedskæringer i uddannelsessektoren. Det var en udannet befolkning, som pludselig skulle forsøge at få fodfæste med resten af Europa efter revolutionen. En klassisk bjørnetjeneste. Salazar handlede med kærlige intentioner, men hans regering har ført mere skade end gavn til det portugisiske folk.

EM-triumfen udtryk for en mentalitetsændring

Hvis vi vender blikket tilbage mod triumfen den 10. juli, så er det måske det, som Portugal virkelig har brug for. Et landshold, en gruppe af portugisere, som bliver konger af Europa. Noget, som kan give portugiserne troen og stoltheden tilbage. At de rent faktisk kan sejre. Paulo Kol er godt klar over, at fodboldsejre ikke skaber økonomiske mirakler, men landsholdet kan på mange måder repræsentere den mentalitetsændring, han agiterer for. Det at have alle odds imod sig, men i stedet for at give op eller drømme sig væk i nostalgien, så tage arbejdshandskerne på, tro på sig selv og give alt man har. Det Selecao-hold, som nu har skrevet sig ind i historiebøgerne, som det største portugisiske hold nogensinde, er på mange måder et repræsentativt udsnit af den portugisiske befolkning.

Spillere som William Carvalho og Danilo, der er integreret fra de tidligere kolonier, spillere som Quaresma og Renato Sanches, der er vokset op i ghettoer, hvor de lovløse har hersket. Veteranen Fernando Santos, den uddannede ingeniør, som er troende katolik, der med sin coolness guidede sine tropper til succes. Edér, ham som alle havde afskrevet efter hans tid i Swansea, men som en anden Messias stod han op fra de døde og triumferede. Da han blev spurgt om han kunne klare kritikken, som han blev udsat for, så svarede han, at han havde overvundet langt større modgang end det han havde oplevet i Wales. Og det må man sige: Han kom til Portugal som toårig fra Guinea, men som otteårig måtte hans forældre erkende, at de ikke havde ressourcerne til at opfostre den lille Eder, så han blev sendt til et børnehjem i Coimbra. Mange af hans jævnaldrene fra børnehjemmet endte på den kriminelle glidebane, mens Eders kærlighed for fodbold holdt ham væk fra gaden. I stedet står han nu som matchvinderen af EM-finalen 2016.

Den største af dem alle er dog selvfølgelig Cristiano Ronaldo. Kaptajnen, som faldt sammen efter 25 minutters spil efter nogle brutale tacklinger fra franskmændenes side. Herefter stod han og opildnede sine holdkammerater på sit ene ben ude fra sidelinjen. Han skulle endda have leveret en tale af Vince Lombardi-karakter i pausen, som gav de portugisiske spillere fornyet håb. Han er mønstereksemplet på den mentalitet, som Paulo Kol håber kommer til at definere den næste portugisiske generation. En mand, der voksede op i et af Portugals fattigste kvarterer på øen Madeira, som hovedsageligt lever af turisme og det primære erhverv. To uuddannede forældre, en far som drak sig ihjel efter depressionen havde ramt ham ovenpå Den portugisiske kolonikrig og en mor, der ofrede alt for sine børns fremtid. Han forlod sin mor som 13-årig for at tage til akademiet i Lissabon og trods modgang med hjemvé og holdkammerater der drillede ham med hans anderledes dialekt, så endte han med at blive verdens bedste fodboldspiller. Og han endte med at løfte EM-trofæet for Portugal.

I et fodboldgalt land, der har tre dagblade, som udelukkende kredser sig om fodbold, så kan Cristiano Ronaldo være den leder, som Portugal har længtes efter. Ikke i politisk forstand, men som i en person, der kan inspirere andre mennesker til at overvinde den individuelle svaghed og frygt, som vi alle besidder. Præcis som han gjorde op til straffesparkskonkurrencen, hvor han opfordrede Moutinho til at gå hen og sparke bolden i kassen. Moutinho havde ellers først meddelt Fernando Santos, at han ikke ønskede at sparke. En symbolsk handling for den mentalitet, hvor man lægger ansvaret fra sig når det virkelig gælder, som har været definerende for portugiserne både på grønsværen og udenfor. Men Ronaldo fik ændret denne beslutning. Moutinho gik i stedet op og som køligheden selv, lagde han bolden ned i venstre hjørne, mens Polens målmand gik til højre. Spørgsmålet er så om Ronaldo og co. på et mere generelt niveau kan få ændret denne mentalitet? Få banket troen på sig selv ind i portugiserne igen?

Vi er nede på et mikroskopisk niveau, men det er netop det fodbolden jo kan. At tage noget fra mikro-niveau og transformere det til makro-niveau. Da Paulo Kol et par dage efter festlighederne lå ved poolen, observerede han nogle håndværkere, der var i gang med noget bygningsarbejde. Hvad der dog slog ham, var den glæde ved arbejdet, som de udviste. Og hvad der var mere bemærkelsesværdigt; at de blev færdige til tiden og syngende kunne forlade arbejdspladsen. Det er en sjældenhed i Portugal og selvom det på ingen måde kan bevidne om et nyt Portugal, så har man lov at håbe. Portugal er fortsat i krise, men EM-sejren har skabt en ny optimisme om en bedre fremtid for det notorisk melankolske folk.

Skrevet af
More from Michael Kjær

Fodboldens uforløste potentiale

De etiske problematikker omkring valget af Qatar som værtsland for VM-slutrunden i...
Læs mere