Erdogan på FaceTime: Magt og politik i den digitale tidsalder

Recep Tayyip Erdoğan (Evrim Aydın - Anadolu Ajansı)

Nu hvor støvet har lagt sig efter kupforsøget i Tyrkiet kan det passende være tid til at reflektere lidt nærmere over, hvad kupforsøget kan fortælle os om vores digitaliserede verden.

Lad os tage udgangspunkt i kupmagernes første og største fejl – at de udelukkende forsøgte at tage kontrol over de statslige tv-medier, hvorimod de undlod at “lukke” for internettet i landet.

Det medførte, at Erdogan via sin mobiltelefon kunnekomme i kontakt med tv-stationen CNN Türk, hvorfra han fik lov til at adressere det tyrkiske folk.

Dette træk var, set i backspejlet, en væsentlig faktor i mobiliseringen af den folkelige modstand som kupmagerne i sidste ende ikke kunne stå imod.

En ny politisk virkelighed 

At politikere og magthavere bruger nye medieteknologier som politiske redskaber er hverken nyt eller særligt innovativt.

Tilbage i 1936 da Leni Riefenstahl udgav hendes berømte Olympia film om Olympiaden i Berlin sendte det chokbølger langt ind i den politiske elite i USA. Pentagon indså pludselig værdien i filmmediet, der blot få år forinden var overgået fra at være et avantgardistisk kunstmedie til decideret massemedie. Gennem filmteknologien kunne man i hidtil uset grad præge og forme befolkningens tanker, drømme og – ikke mindst – deres mareridt.

Det bedste nutidige eksempel på en stat der bruger teknologien til at promovere sig er nok Putins Rusland. I Rusland har præsidenten og hans politiske apparat skabt en potent propagandamaskine, der blander lige dele pressefrihed med en hidtil uset grad af centraliseret kontrol og disciplin. Formålet er det samme som det altid har været; at understøtte magthavernes verdensbillede. Metoderne er blot langt mere teknologisk sofistikerede end under Stalin.

Men internettet, smartphonen og de sociale medier repræsenterer et radikalt brud med massemediernes politiske potentiale. De traditionelle, monoteistiske kommunikationsformer som filmmediet og tv’et repræsenterer virker i dag håbløst forældede.

Vi nøjes ikke længere med blot at være forbrugere af mediernes budskaber. Vi vil, som Ask Agger så fint definerer det i hans seneste bog, være aktive medfortællere. Vi vil kommentere, diskutere og engagere os – allerhelst i real-time. Vi vil føle, at politikerne taler direkte til os. Og hvis ikke de opfylder disse betingelser, så zapper vi bare videre til nogen, der gør.

Vores kollektive, politiserede identiteter bliver i stigende grad skabt og vedligeholdt gennem digitale teknologier og på online platforme. I dag behøver man ikke længere møjsommeligt erobre og disciplinere de nationale medier – et par taps på touchskærmen er rigeligt. I dag kan magthavere ganske simpelt ikke bevare deres politiske legitimitet uden at omfavne den digitale virkelighed de opererer i.

Erdogans digitale spejlbillede

Det er i denne optik, at Erdogans brug af Facetime stråler stærkest som politisk strategi. For mens kupmagerne tonede frem på den nationale tv-station (og i øvrigt også forsøgte at erobre CNN’s sendeflade i landet), så adresserede en ydmyg Erdogan det tyrkiske folk via noget så banalt som hans mobiltelefon.

Kupmagernes ensidige fokus på at overbevise det tyrkiske folk om deres kupforsøgs politiske legitimitet via det statslige medieapparat var fyldt med konnotationer til den almægtighed og despotisme som kupmagerne tillagde Erdogan.

Det der gjorde Erdogans kontra-kup muligt er, at i dag kan nærmest alle, der ejer en smartphone og et telefonabonnement med 3G, markere sig på den internationale scene. Den øgede tilgængelighed af medieteknologier som smartphones og YouTube har har fået aktivister overalt på kloden til at savle over deres politiske potentiale.

Væk var den kejserlige Erdogan som tyrkerne kender fra de statslige mediekanalers oppustede portrætteringer af manden, og tilbage stod Erdogan genfødt i hans eget digitale spejlbillede – en ydmyg men stolt mand, der bønfaldt det Tyrkiske folk om deres støtte i denne svære tid; en mand der stik imod kupmagernes militære magtdemonstration stod fast overfor truslen mod Tyrkiets suverænitet; en mand af folket.

Når vi ser spontane amatørvideoer som dem der oftest bliver produceret via de nye medieteknologier, sætter vi i langt mindre grad spørgsmålstegn ved om det vi ser på videoen er sandt sammenlignet med når vi ser film eller tv. Det gør vi blandt andet fordi amatørvideoens æstetiske udtryk er så langt fra tv- og filmmedierne – medier som vi for længst har lært at associere med visuel manipulation. Den æstetiske stil som definerer de nye videoteknologier udstråler simpelthen autencitet fordi videoerne fremstår ”rene” og originale, befriet for skjulte politiske agendaer.

Det er netop den aura af autencitet som Erdogan automatisk iklædte sig selv da han tonede frem på CNN Türk via hans mobiltelefon.

Fra skærmen til gaden

Den overvældende respons på Erdogans Facetime-opkald på de sociale medier vidner om denne signalværdi. For overalt i Tyrkiet begyndte folk nemlig at streame begivenhederne, og flere tyrkere gik efterfølgende på gaden, præcis som Erdogan opfordrede dem til i hans FaceTime-opkald.

Meget tyder på, at Erdogans brug af de nye digitale videoteknologier, samt spredningen af disse videoer på sociale netværk, var en medvirkende faktor til at kupforsøget i Tyrkiet mislykkedes.

Således gik tyrkerne direkte fra skærmen og ud på landets gader. Erdogans digitale spejlbillede skabte på den vis et helt håndgribeligt fodaftryk på Tyrkiets historie og verdens tilstand.

Men inden vi taler Erdogans FaceTime opkald for meget op, er det måske værd at dvæle ved påstandene om, at kuppet slet ikke var et reelt kup. Man kan nemlig nemt komme til at tænke, at det simpelthen var for nemt for Erdogan at stoppe kupforsøget med et FaceTime-opkald og tilmed bruge dette som et bevis for at kuppet var iscenesat af Erdogan selv.

Og måske er det rigtigt. Men jeg tror nu nærmere, at dette argument er et bevis på en manglende forståelse for, at de digitale teknologier er ved at omdefinere vores verden radikalt.

Vi skal nemlig i langt mindre grad opfatte de sociale medier og de nye digitale teknologier som adskilt fra virkeligheden. De er, tværtimod, ved at blive et mere og mere central komponent i kampen om hvad virkeligheden egentlig er for en størrelse.

More from Daniel Møller Ølgaard

Redaktørens blog: Donald Trump set fra elfenbenstårnet

[caption id="" align="alignnone" width="3012"] Er vi vidner til en diktators fødsel i...
Læs mere