Paradokser på de ekstreme politiske fløje

De politiske ekstremer er på fremmarch i både Europa, USA, og også i Danmark, hvor bl.a. nye protestpartier skyder frem på den nationalistiske højrefløj. Kriser om både finanser og flygtninge har gennem de seneste år trukket frontlinjerne op mellem de yderste fløje, hvor de simplistiske budskaber om nationalisme og antifascisme har fået vind i sejlene og tag i befolkningen.

Den ekstreme venstrefløj har de seneste år flere gange gjort sig bemærket ved brug af politisk motiveret vold og chikane mod den yderste højrefløj. Under den nu berømte demonstration i 2015 på Nørrebro i København, måtte både banker og ejendomsmæglere lægge smadrede vinduer til, da aktivister fra Reclaim the Streets kom forbi Fælledvej, og senest er en tilhænger af det højrenationalistiske Danskernes Parti blevet angrebet i det Københavns politi kalder et politisk motiveret overfald.

Der er noget dybt paradoksalt i den yderste venstrefløjs selvopfattelse. På den ene side ønsker de solidaritet og plads til forskellighed, og på den anden side får brostenene lov til at tale, når dem, de ikke kan lide, skal have smadret deres butiksvinduer. Forskelligheden er altså kun god, når den passer ned i en bestemt kasse.

Dét fortæller Chris Holmsted Larsen, forsker i politisk ekstremisme og ekstern lektor ved RUC

Politisk kassetænkning

Netop kassetænkningen går igen, når vi bevæger os ud til de ekstreme miljøer på begge politiske fløje, hvor politiske slagord og bannere ikke er tilstrækkelige, og hvor både vold og diskrimination er bredt accepteret.

”Hvis man kan overbevise sig selv om, at modstanderen er rendyrket ond, så opstår der automatisk en idé om, at det man selv står for, er rendyrket godt. Og ser man på ekstreme miljøer, både politisk og religiøst, så er den opfattelse meget fremherskende.” siger filosoffen Kirsten Klercke.

Måden hvorpå man i ekstreme miljøer ser på sine politiske modstandere, bærer ifølge Kirsten Klercke meget ofte præg af en umenneskeliggørelse af dem, man er i opposition til.

Den politiske modstander bliver ikke set som en almindelig person, der f.eks kan være familiefar, veluddannet eller nogens ven. Derimod bliver vedkommende set som selve personificeringen af det onde, og alt det, man selv er imod.

”Det had, vi ser på de yderste politiske fløje, er ofte meget håndgribeligt i sin form. Det bygger tit og ofte på paranoide forestillinger og grove generaliseringer, der sjældent har ret meget bund i virkeligheden.”

Kirsten Klercke henviser bl.a. til, hvordan eksempelvis muslimer, homoseksuelle og andre minoriteter ofte skæres over én kam i politiske debatter, og hvor mange politikere viser sig villige til at ramme en hel befolkningsgruppe, for at straffe de få.

Denne udvikling ses ikke bare i vores hjemlige politiske landskab, men også på den anden side af Atlanten, hvor Donald Trumps valgkamp eksempelvis har budt på forslag om et totalt stop for muslimsk indvandring.

Forestillingerne om, hvor onde muslimer eller jøder, borgerlige eller bankfolk er, overtager fra realiteterne. Hadet er sat ind i en simpel ramme, som er nem at forstå og forholde sig til. Og alt, man kan passe ind i rammen, bliver det legitimt for de her politiske fraktioner at hade.

Kassetænkningen er et grundvilkår for at et politisk had kan udvikle sig, da de kasser, vi putter andre mennesker i, netop fjerner behovet for at se andre mennesker som nuancerede og selvstændige individer.

”At putte ting i kasser, er en forudsætning for at had kan opstå. Nuancer er i den forbindelse kun forstyrrende, og med til at ødelægge simpliciteten. Man kan kun hade, når man forsimpler tingene.”

Forskellen mellem højre og venstrefløj.

“Selvopfattelsen på henholdsvis højre og venstrefløjen er helt forskellig. Mens det yderste højre ofte står ved, at vold er et våben i deres politiske kamp, er det anderledes på venstrefløjen. Her hersker i højere grad en opfattelse af, at man selv er de gode, solidariske, åbne og fordomsfrie mennesker, og grundlæggende er imod vold,” siger Chris Holmsted Larsen.

Ifølge Holmsted Larsen er den politiske viden ofte en helt grundlæggende værdi hos venstrefløjen, der fortsat bygger meget af deres identitet på Marx, Engels og andre af de gamle tænkere, der lagde fundamentet for socialismen.

Anderledes ser det ud på den modsatte fløj, hvor det ifølge Holmsted Larsen i højere grad er traditionelle machobegreber som vrede og fremmedhad, der er omdrejningspunkt for organisationer og partier som Pegida, SIAD og Danskernes Parti.

”På den yderste venstrefløj er det ofte ideologier som antifascisme, marxisme og andet, som aktivisterne samles omkring. Det forventes i højere grad, at man som venstrefløjs aktivist er veloplyst om den slags begreber. Højrefløjen er mere optaget af konkret handling, respekt og råstyrke end af politiske teorier og snak. De er mindre optaget af politiske begreber og ideologi.”

Selvom der er grundlæggende forskelle i det politiske uddannelsesniveau på de to fløje, er der også flere ligheder mellem de to yderpoler. Begge har gennemgået drastiske forandringer gennem de seneste årtier, med hensyn til, hvor deres fokus ligger rent politisk.

”Ser man på venstrefløjen, har de siden murens fald været nødt til at finde et nyt fokuspunkt. Den gamle kommunisme, som man kendte den i Sovjettiden er gået under, og siden da har man især slået sig op på det medmenneskelige, på antifascisme, og på at være mangfoldighedens forkæmpere. På samme måde har de højreekstreme skabt reelle politiske partier, og stort set lagt støvletramp og skinheadvold på hylden.”

Efterhånden som den politiske linje på begge sider langt hen ad vejen er blevet lagt om, har især de antifascistiske fraktioner, der er opstået gennem de seneste godt og vel tyve år, flere gange haft alvorlige forklaringsproblemer, når for eksempel brosten er blevet kastet gennem luftet på Nørrebro, som det skete ved Reclaim the Streets demonstrationen i 2015.

”Sådan en sag er tabt på forhånd. Det er et klart tegn på, at aktivisternes og borgernes fjendebilleder ikke er de samme. Når aktivisterne smider brosten gennem vinduerne til de arbejdspladser, hvor dem, de påstår at repræsentere, arbejder til dagligt, så siger den almindelige borger fra. Det er en utrolig usolidarisk måde at kræve solidaritet på. ” siger Kirsten Klercke.

Den udlægning af situationen bliver bakket op af Chris Holmsted Larsen, der siger, at de antifascistiske aktivister ved den slags hærværk skubber mere moderate sympatisører fra sig.

Mange af dem, der støtter antifascismen som begreb, siger fra, når de oplever den slags. Tilliden til aktivisterne forsvinder, når ejendomsmægleren får knust sine ruder, fordi nogle aktivister mener, han er usolidarisk med dem. De opnår ikke andet, end at skubbe sympatien fra sig.

Hvem tiltrækkes

Tilstrømningen til de ekstreme miljøer ser ifølge Chris Holmsted Larsen anderledes i byerne end i provinsen. Mens de venstreorienterede miljøer har mest vind i sejlene i de store byer som København, Aarhus og Odense, er det hovedsageligt i udkantsdammark, der er opbakning til den yderste højrefløj og et parti som det højrenationalistiske Danskernes Parti.

”Mangfoldigheden er større i storbyerne, end i de mindre samfund, og derfor er accepten af fremmede kulturer også mere udbredt. Det er sværere at hade det, man selv er en del af.”

Filosoffen Kirsten Klercke er heller ikke i tvivl om, at netop gruppefølelsen og fællesskabet i de ekstreme miljøer, er en væsentlig del af tiltrækningen for mange af de mennesker, der kommer ind i disse miljøer.

”Politiske ekstremer bygger meget ofte på paranoide forestillinger om, at man enten er under angreb, bliver undertrykt, eller lever i en form for krigssituation. Det tiltrækker mennesker, der går rundt med en indre frygt, for eksempel for at Danmark får indført sharia, eller at magthaverne kun er ude på at undertrykke arbejderne.” siger Kirsten Klercke, der især har beskæftiget sig professionelt med den yderste højrefløj, men som ser det samme paranoide samfundssyn hos antifascisterne på den anden fløj.

I de ekstreme miljøer er der en høj grad af bekræftelse overfor, at fjendebillederne er virkelige, og at drastiske midler for at ændre situationen og samfundet er den eneste vej ud af krisen.

”I Henry Millers bog ‘Myrd Morderen’ filosoferer han over, hvordan mennesker kan være så naive at tro, at man ved at myrde ham, der tror på en ideologi, kan udrydde ideologien. Og han har jo ret, det er en komplet naiv tankegang, men dog en tankegang, der er meget udbredt i ekstreme miljøer.”

Kirsten Klercke mener dog samtidig, at ideen om at udrydde en ideologi, har stor gennemslagskraft, netop fordi den taler til det naive og unuancerede i mennesket.

”Tankegangen om at udslette en ideologi passer jo fint ind i det simplistiske og naive budskab, man finder på de ekstreme politiske fløje. Èn simpel løsning på et alle verdens problemer.”

Efter gentagne henvendelser har organisationen Revolutionære Antifascister ikke svaret tilbage på forespørgsler om en kommentar, og de optræder derfor ikke i artiklen.

More from Klaus Thodsen og Emil Vendelbo Johansen

Redaktionens Roskilde-anbefalinger

Roskilde Festival har endelig offentliggjort det fulde program for dette år, og...
Læs mere