Den stille libertiner

John Hassall er bassist i det engelske rockband The Libertines. Foto: Martin Lucas Jørgensen

John Hassall har været helt tæt på rockstjernelivet som bassist i The Libertines. Han var bandets ’stille beatle’ og har aldrig brudt sig om rampelyset. Nu lever han et stille liv i en dansk provinsby.

Jeg var heller aldrig rigtig rock’n’roll, ikke engang, da jeg spillede med The Libertines.

Ordene kommer fra John Hassall, mens han sidder på en café i Aarhus Midtby. Danmark er ved at gå over til vintertid, og der lyder snøften rundt omkring i lokalet. Bogreolerne løber langs væggene. De er proppede, og oplyses af de blide farver fra stearinlysene. John køber kaffe til os. Han kniber øjnene sammen og lytter koncentreret til hvert spørgsmål.

“Jeg havde boet i London hele mit liv, indtil jeg flyttede hertil. Det er en hel del mindre, men jeg kan ret godt lide det. Det er rart at ryste lidt op i tingene til tider. De første par år jeg boede her kunne jeg vågne op og være i tvivl om, hvor jeg var. Men nu føles det som hjem, fortæller han om skiftet til Aarhus for omtrent otte år siden.”

John har levet drengedrømmen fuldt ud. Som bassist i det tumultuøse Libertines, har han stået på scener overalt i verden og solgt millioner af albums. The Libertines’ gennembrud kom i 2002 med det samfundskritiske Up the bracket, som sidenhen er blevet til en klassiker. Bandet blev hædret i alle medier og blev sammen med det amerikanske band The Strokes kaldt frelserne af rockmusikken.

Kemien i bandet forværredes gradvist af Pete Dohertys stofmisbrug, og bandet splittede op i 2004 efter at have spillet flere koncerter med stand-ins for Pete. Dette breakup gjorde, at John kunne fokusere mere på sit sideprojekt, Yeti. I 2008 rykkede han så teltpælene op og flyttede fra London til Aarhus med sin kæreste, som er fra byen oprindeligt, for at prøve noget nyt.

Det lader som sagt til, at John er faldet til. Han taler meget om de forskellige områder i byen, og nævner at hans søn går i skole lige nede ad vejen. Det liv, han lever nu, passer ham bedre.

“Jeg er glad for skiftet. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg gerne ville slå rødder. Aarhus passer bedre til mit temperament. Jeg er meget stille. Jeg har aldrig været så socialt anlagt,” fortæller han.

Et rockliv med kontraster

Det lidt stille gemyt er ikke uvant for fans af the Libertines. Fokus var altid på det destruktive forhold mellem frontmændene Pete Doherty og Carl Barat. På de fleste pressefotos står John og skuler til kameraet. Gerne lidt bag Pete og Carl. På scenen står han altid ude til den ene side som en kontrast til frontmændenes kaotiske optræden. Det var også frontmændene der skrev sangene, mens John og trommeslageren Gary Powell hjalp med arrangementerne.

Kontrasterne i Johns liv har altså været store. Han har været på toppen af jetsetlivet i London og har haft supermodeller og andre kendisser i sin omgangskreds. Men John er på ingen måde en rockstjerne som man forestiller sig. Der er ingen ”flash” og dyrt tøj. John er nede på jorden, og han ved godt selv hvorfor.

“Line(Johns hustru, red.) doesn’t take any shit,” griner han og fortsætter:

“Det er sundt for mit ego, når jeg kommer hjem fra tour og tror jeg er the shit. Så sætter hun mig på plads. Hun har virkelig hjulpet mig med at holde jordforbindelsen, fortæller han,” og drikker en lang tår af sin cappuccino og ser rundt i lokalet.

“Når bands bryder igennem, rider man pludselig på en bølge og får en masse opmærksomhed. Berømmelse er en mærkelig ting. På et plan er det enormt ægte. Man bliver genkendt på gaden. På den anden side er det meningsløst. Man har stadigvæk de præcist samme menneskelige værdier,” siger han.

Som sagt imploderede The Libertines i sin tid, og ikke mange havde vist satset penge på at se bandet genforenet, men det var ikke desto mindre det som skete i 2010. Og der var da også sår som skulle heles fra den vilde rock-dage.

“Det var hårdt i 2010. Vi spillede en koncert på Reading Festival, og vi havde et kamerhold i hælene konstant. Det var ikke ligefrem befordrende for at hænge ud og lære hinanden at kende igen. Men det var vigtigt at gøre det. At udfordre os selv til at komme over alle de personlige problemer og rod i bandet. Men i 2014 besøgte vi alle Pete i hans studie i Hamburg, og det var fedt. Jeg kan virkelig godt lide de drenge. Vi havde helt glemt, at vi var bedste venner engang, og at det var gået i stykker på grund af en masse meningsløst lort,” fortæller John.

Nu er låget løftet lidt for at snakke om den kaotiske opløsning af bandet, og Carl Barats og ikke mindst Petes Doghertys offentlige nedsmeltning med hårde stoffer. Og John virker som om, at han har sluttet fred med det, og svarer overraskende beredvilligt på vores spørgsmål.

“Det var frygteligt, det, der skete. Det var virkelig smertefuldt for mig, og det var jo ikke engang mig det gik ud over. Men det er ligesom hvis et medlem af ens familie har det skidt, det påvirker hele familien. Men forhåbentlig har vi fået det hele vendt til noget positivt. Vi er mere betænksomme over for hinanden nu, og mere engagerede i bandet og hinanden,” fortæller John.

Nyt band, samme nervøsitet

John bliver kun genkendt en enkelt gang på caféen, mens vi sidder der, og det er af en af hans venner, som John inviterer til aftenens koncert med hans danske band The April Rainers. Her er han pludselig blevet frontmand, og selvom det er lidt nervepirrende, så virker det ikke som om John kunne lave andet end musik.

The April Rainers inden aftenens koncert. Foto: Martin Lucas Jørgensen
The April Rainers inden aftenens koncert. Foto: Martin Lucas Jørgensen

“Det er svært. Jeg er jo ikke den fødte frontmand. Men man behøver ikke at være så udadvendt i rockmusik. Der er masser af rockmusik hvor musikerne ikke er selvsikre. Hvis man laver noget, der er oprigtigt, og som mener noget for en, så fanger folk det forhåbentligt. Jeg er altid nervøs, når jeg møder op til en koncert, men jeg har lært at nyde det. Pete(Doherty red.) har altid sagt, at hvis man ikke er nervøs inden en koncert, så er der noget galt. Så tager man det nok ikke seriøst,” siger John.

The April Rainers’ stil trækker tråde tilbage til 1960ernes småpsykedeliske pop. Inspireret af The Beatles, Donovan og i nogen grad Pink Floyd.

Det er lidt mærkeligt at spille i et dansk band. Vi tager snart til London og spiller og der bliver vi omtalt som et dansk band. Så det er vikingeinvasionen om igen.

Det lader til, han er faldet godt til i det aarhusianske. Han bruger byen til at lade sine batterier op efter koncerter. Og så synes han godt om en specifik del af dansk kultur, som ellers ofte er udskældt:

“Jeg tror, England har brug for janteloven. Men det skulle være en modificeret jantelov. I stedet for at sige ’du er ikke bedre end andre’ skulle den sige ’du er ligeså fantastisk som alle andre’. Jeg synes Danmark er et langt mere civiliseret sted at bo end i England. Den fokus der er på velfærdssystemet ville England have rigtig godt af. Jeg synes helt klart at dele velfærden ud mere ligeligt giver mening. Det andet er jo bare grådighed,” siger John.

Når John Hassall ikke er i Danmark, spiller han koncerter med The Libertines. Bandet udgav i efteråret 2015 deres velanmeldte comeback album ’Anthems for doomed youth’. Men lige denne kolde eftermiddag er John Hassalls fokus på aftenens koncert med The April Rainers. Efter planen udkommer debutalbummet i efteråret 2016.

“Det er lidt et konceptalbum. Lidt ligesom en togrejse, da man var barn. Jeg har arbejdet på det i flere år, så det er lidt nervepirrende at dukke op og sige ’det er så det her jeg har arbejdet på i syv år’,” lyder det fra John.

Interviewet har allerede varet væsentligt længere end aftalt, og det er blevet tid til at bryde op. Der skal laves lydprøve forud for koncerten. Over anlægget spiller Bob Dylans album, Blonde On Blonde.

“Jeg elsker virkelig det album,” indskyder John.

Overblik:
  • John Hassall, født 17. Februar 1981 i London, nu bosat i Aarhus med sin danske kone og deres to børn.
  • Bassist i det engelske rockband The Libertines, som brød igennem lydmuren i 2002 med Up the bracket som blev efterfulgt af The Libertines i 2004. Bandet gik i opløsning i en eksplosion af stofmisbrug og slagsmål mellem de to frontmænd Carl Barat og Pete Doherty samme år. Bandet bedstod desuden af trommeslageren Gary Powell.
  • I 2010 blev bandet overraskende genforenet for at spille på Reading and Leeds Festival.
  • Bandet tredje album, Anthems for Doomed Youth så dagens lys i efteråret 2015 og blev efterfulgt af en turné i Storbritannien.
  • Efter bandets brud havde medlemmerne gang i hver deres soloprojekter, heriblandt Babyshambles, The Dirty Pretty Things, og for John Hassalls vedkommende Yeti.
  • John Hassall har for nylig sammensat et band af venner fra den lokale musikscene i Aarhus under navnet The April Rainers. De øvrige medlemmer er: James Jefferys, Jakob Bruno og Erlend Eggestad. Debutalbummet er indspillet og ventes ude i efteråret 2016.
More from Martin Lucas Jørgensen & Emil Vendelbo Johansen

Den stille libertiner

John Hassall har været helt tæt på rockstjernelivet som bassist i The...
Læs mere