Fængslet i brudekjole

I november 2012 besluttede Lubna Zaour, hendes søster Kinda og veninderne Rima Dali og Roaa Jafer at protestere for fred i et Syrien, hvor volden var eskalerende. Da de iklædte sig brudekjoler og tog til Damaskus’ berømte Suq Al-Hamadiyya-marked med skilte, der opfordrede til at stoppe volden, blev de arresteret og tilbragte to måneder i et lille lokale i Palestine Branch-fængslet med 20 andre kvinder. Her er hendes historie.

Fortalt til Naja Bjørnsson, maj 2016

“I Syrien i november 2012 var den protestbevægelse, der var startet som en fredelig kamp for social retfærdighed, blevet til et voldeligt opgør mellem regimet og folket. Derfor besluttede Kinda, Rima , Roaa og jeg os for at lave en manifestation mod vold og drab af civile. Vi fik ideen om at bære brudekjoler, fordi farven hvid symboliserer fred, og fordi brudekjolen er forbundet med stor glæde. Vi skrev tre skilte med teksterne: ”Syrien er for os alle”, ”I er trætte og vi er trætte – vi ønsker et andet liv” og ”Stop alle militæraktioner i Syrien”.

Den 21. november lånte vi en bil af nogle venner og kørte til Damaskus fra vores hjemby Sweida i det sydvestlige Syrien. På vejen havde vi sorte kapper på for at skjule brudekjolerne. Vi havde valgt Suq Al-Hamadiyya, fordi det er et gammelt og berømt handelscentrum i Damaskus, hvor alle syrere – uanset religiøs og sekterisk baggrund – samles. Vi ankom til markedet klokken 14. Vi smed de sorte kapper, stod i hvidt og løftede skiltene. Da folk så os, blev de først forbløffede, og nogle tænkte sikkert, at vi var en teatertrup. Men med det samme samledes folk og begyndte at gå med os. Det var dem, der gav os mod. En gammel mand, med tårerne trillende ned af kinderne, velsignede os, og opfordrede os til at fortsætte. Vi demonstrerede 10 minutter, så kom soldaterne fra den syriske hær og førte os væk.

“Mange indsatte kommer aldrig derfra igen”

De tog os til en bygning, der udefra lignede en lukket restaurant, men som i virkeligheden var en militærafdeling. Her udspurgte de os, tjekkede vores mobiltelefoner og lod os vente indtil efterretningstjenesten kom og tog os med i deres bil. Det var en absurd scene, alle kiggede efter os. Fire kvinder i brudekjoler, der langsomt kørte gennem den gamle bydels smalle gader. Da vi kunne se, at vi var på vej mod Palestine Branch-fængslet, blev vi virkelig bange. Fængslet er berygtet, og vi vidste at mange indsatte aldrig kommer ud derfra.

Vi ankom klokken 14.45. Fængslet var fyldt med mænd med bind for øjnene, der var blod overalt. Abu Mohammad, en gammel efterforsker, spurgte hvem af os, der ville tale, han begyndte at slå Rima. Flere efterforskere kom til, de spurgte hvem fra udlandet, der havde fået os til at gøre det. Vi blev ved at forklare, at det var vores egen ide. Disse folk ved ikke, hvad fredelig protestbevægelse er. Vi havde stadig brudekjolerne på – nu beordrede de os til at tage dem af foran dem.

Klokken 1 om natten kom vi ind på efterforskeren Zuheils kontor. Han lignede en gangster, røg vandpibe og drak drinks. Han forbandede os og vores familier, kaldte os ludere og sagde, at han ville hente soldaterne, så de kunne voldtage os. For hver gang vi sagde, at vi var alene, at vi selv fik ideen, og at vi gjorde det for Syrien, blev han mere og mere arrig. Jeg var 22 år og den yngste af os. Jeg var den, der græd mest, så de trak mig til side, fordi de tænkte, at de kunne få mig til at tilstå, at vi var i ledtog med nogen. Klokken 2.30 begyndte de at slå os med kæppe og give os elektrisk stød.

“Flere gange hørte vi folk dø”

Klokken 8 om morgenen førte de os hen i et rum, hvor 20 andre kvinder var indsat. Vi mødte en gammel veninde, som var forsvundet og ingen havde vidst, hvor hun var. Vi omfavnede hinanden, og alle kvinderne var ivrige efter at høre nyheder fra livet uden for fængslet. Bagefter fortalte vi dem, at vi ville sove, for vi var trætte efter den lange nat og efterforskerne havde sagt, at vi ville blive løsladt næste dag klokken 14. Kvinderne begyndte at grine. De sagde, at de ikke ville tage håbet fra os, men vi ville ikke komme ud næste dag. Alle var blevet fortalt den samme løgn på deres første nat.

Rummet var overfyldt, ingen kunne bevæge sig. Vi havde tilladelse til at gå på toilettet tre gange dagligt. På vej til toilettet kunne vi se de fængslede mænd, og deres forhold var langt værre. Der lugtede af blod, og lyden af tortur var konstant. Folk blev torturet på den anden side af vores dør. Flere gange hørte vi folk dø. Der var en læge i fængslet, han var den værste. Vi hørte ham tit sige: ”Bliv ved med at slå, han er stadig ikke død”.

Vi blev allesammen syge, men fik ikke medicin. Min temperatur steg hver dag i de to uger, jeg havde feber. En af kvinderne var gravid, fangevogterne slog hende på maven. En anden havde epilepsi, en tredje sukkersyge, og en fjerde var gået fra forstanden. Hun var uddannet psykolog og meget intelligent. Om dagen grinede hun og lavede mærkelige små projekter, for eksempel samlede hun salt i tomme cigaretæsker eller samlede karton for at bygge en termoboks, der kunne holde vores mad varm. Vi rystede på hovedet af hende, for vi havde i forvejen ingen plads i det lille, overfyldte rum. Om natten var hun en helt anden person, hun var mørk, snakkede konstant og forbandede regimet og dets mænd. Hun var blevet sådan, fordi hendes bror også var i fængslet. De havde tortureret ham så meget, at hun ikke kunne genkende ham den dag, de lod hende se ham.

Festkage af moste kartofler

De fleste af disse kvinder var indsatte uden grund. Huda fra Homs var blevet taget, en dag hun tog et billede af den historiske byport Bab Tuma. De anklagede hende for at tage billeder af militæret, men hun kunne vise dem, at der kun var billeder af porten på hendes telefon.

Hver fjerde dag blev vi forhørt. En dag torturerede de en gammel mand med bind for øjnene foran af os. Vi græd så voldsomt, at en efterforsker kom og stoppede volden. De torturerede os psykisk, sagde skiftevis at vi ville komme ud den følgende dag, næste år eller aldrig. Den dag, vi demonstrerede, havde vi taget to sæt tøj på under brudekjolerne, fordi vi vidste, at vi måske ville blive arresteret. Hver eneste dag skiftede vi tøj og satte vores hår for at bevare håbet om, at dette kunne være dagen, hvor vi kom ud.

Da det blev nytårsaftensdag mellem 2012 og 2013, forsøgte vi at gøre dagen særlig. Vi tog de kogte kartofler, vi fik serveret to gange dagligt, moste dem og formede dem til en kage. Vi satte os og sang, med ganske lave stemmer, for det var selvfølgelig forbudt at synge.

2126 syrere mod 48 iranere

Efter 50 dage kom efterforskerne og fortalte os, at præsident Bashar Al-Assad havde benådet os. Vi begyndte at sige farvel til kvinderne. De gav os navne og numre på de familiemedlemmer, vi skulle kontakte på vegne af dem, når vi kom ud. Vi blev kørt væk i en bus med piger fra rummet ved siden af vores, og foran os var der tre busser med mandlige indsatte.

Da vi steg ud, så vi en stor menneskemasse, der var mødt op for at se om deres savnede var blandt de løsladte. Det var d. 9. januar, det sneede i Damaskus. Nogle af disse folk skyndte sig ud for at købe genbrugstøj til os, så vi kunne holde varmen. Senere fandt vi ud af, at vi ikke var blevet benådet, men at vi var involveret i en fangeudveksling af 48 iranere, der var blevet taget til fange af syriske oprørsgrupper og 2126 syrere fra regimets fængsler, en aftale der var blevet forhandlet frem af Qatar og Tyrkiet.

Udstødelsen

Min søster og jeg er fra Sweida og kommer fra en drusisk familie. Vi er vokset op i et konservativt samfund, der ikke deltog i revolutionen, og efter vi havde været fængslet, blev vores familie udstødt. Flere gange kom folk fra byen hjem til os for at udspørge os, min bror fik tæv en dag og min far blev nødt til at lukke sin restaurant. Min far har altid fortalt os om Syrien, at landet var meget smukkere, før Assad-familien kom til magten. Han var fængslet i 80’erne i Tadmur-fængslet under falsk anklage om, at han var fra det Muslimske Broderskab, så vi kendte til den politiske uretfærdighed. Men vi havde aldrig forestillet os, at det syriske folk ville rejse sig mod Assad, og at regimet ville svare igen, som de gjorde.

I april 2013 rejste jeg til Istanbul. Jeg er uddannet sygeplejerske fra Syrien, men nu arbejder jeg som journalist. Jeg skriver de anholdte og de dødes historier til forskellige internetmagasiner. Alle syrere er trætte efter disse fem år. Jeg forstår, hvorfor nogle ikke orker at tale om Syrien længere. De prøver at tage afstand og fokusere på andre emner. For mig er det umuligt. At skrive om mit folk, er det mindste jeg kan gøre. Verden ser, hvordan Assad dræber sit folk, men ingen gør noget. Nu bliver Aleppo massakreret. Min søster er taget til Europa, men jeg bliver her i Tyrkiet, selvom jeg heller ikke føler, at Tyrkiet er et 100 procent sikkert sted at være. Jeg drømmer om en dag at kunne vende hjem igen.”

I 2015 lavede New York Times en filmserie med syv afsnit om konsekvenserne af det arabiske forår, The Trials of Spring og heriblandt en film om Lubna, hendes søster Kinda og deres protestaktion. Se den her nedenfor.

Lubna Zaour har fortalt sin historie til Naja Bjørnsson, da Naja boede i Istanbul fra januar til juli 2016.

More from Naja Bjørnsson

Fængslet i brudekjole

I november 2012 besluttede Lubna Zaour, hendes søster Kinda og veninderne Rima...
Læs mere