Naturen stressede mig helt vildt!

En besked som denne er nok til at sende voksne mennesker tilbage til dengang deres pandelapper ikke var udviklede, instinkterne styrede, og de pjækkede fra skole. Fotoet er et screendump fra appen, Bird Alarm. Det er et meldesystem blandt birdere, der gør det muligt at twitche sjældne fugle – og denne fugl var den sjældneste af alle. At twitche betyder, at man tager et sted hen for at se én bestemt fugl, og det ville jeg meget gerne.

Manden, der havde fundet denne mega, var SeK. Bag initialerne står Sebastian Klein – det ved alle. For ud over at være kendt børnetv-vært er han en yderst habil birder, som gang på gang leverer sjældne fugle – også kaldet hits! Han har de sidste år haft for vane at tage fri i en uge omkring månedsskiftet maj-juni, sejle til Danmarks østligste punkt, Christiansø, og bruge tiden på at se på fugle. Tid og sted betyder nemlig mange fugle og måske landets største chancer for en sjældenhed.

Således får alle meldinger fra Chrø. hårene i nakken til at rejse sig på enhver birder.

Det, der gjorde det helt store udslag ved denne melding, var navnet på fuglen; østlig kronsanger. Det er en lille fugl på omkring 10 gram, som har hjemme i Asien og har opnået mytisk status i det danske birdermiljø. Den er aldrig set herhjemme, og netop derfor har den skabt mange distræte ægtemænd, når tankerne har fået lov at vandre.

Men faktisk var det slet ikke den fugleart, der var tale om. For den fugl de stod med derude var så sjælden, at den ikke var en valgmulighed på listen i appen. Den østlige kronsanger skulle bare fange folks opmærksomhed.

Birder: en fuglekigger

Twitche: at køre efter en sjælden fugl

Et hit: sjælden fugl

En mega: ekstremt sjælden fugl

VP: Vestpalæarktis

Bird Alarm: En app. og meldesystem om sjældne fugle

Chrø: Danmarks østligste punkt, Christiansø. En af Danmarks absolut bedste fuglelokaliteter.

 

Fuglen var i virkeligheden en sulphurebellied warbler, der var fløjet 7000km i den gale retning, og som ingen vidste, hvad hed på dansk. Noget alle til gengæld vidste var, at det var meget bedre end en østlig kronsanger. For ikke nok med, at den aldrig var set i Danmark, så var den heller aldrig set i Vestpalæarktis, et område, der dækker Europa, går sydpå til det centrale Sahara og strækker sig helt til Iran.

resized-k3rpa
Trods et vingefang på under 7 cm fløj denne undselige fugl 7000 km forkert. Foto: Thomas Varto Nielsen

Lorteopgave

Ok, der var altså tale om verdenshistorie. Men hvad der også var tale om var, at det var mandag, og jeg sad i København med en eksamensopgave, som jeg havde udskudt og nu skulle aflevere senest fredag. Der gik ikke længe, så ringede min homie, JMB, og brugte det samme ord, jeg havde tænkt – verdenshistorie. Han var klar til at rykke, men skulle lige skaffe sig af med en vagt og finde en babysitter til sin datter. Jeg måtte meddele ham, at jeg simpelthen ikke kunne tage med. En tur-retur til Christiansø tager 24 timer, og så har man endda kun tre timer på øen til at finde fuglen, før færgen sejler tilbage igen.

De næste dage kunne man følge med på livestream, facebook og alle andre tænkelige medier, hvor mange europæiske birdere lykkelige krydsede megaen på deres lister.

Fuglen virkede til at trives, havde masser af mad og blev hver morgen hørt synge og kalde flittigt fra samme område. Men der var et spørgsmål som alle, der endnu ikke havde set fuglen blev ved at stille sig selv; hvor mange dage skulle 10 gram fugl fra Asien bruge på at spise og komme sig efter den lange rejse – inden den fløj videre? Dette spørgsmål og lignende gjorde mig meget rastløs, og den koncentration jeg kunne kanalysere på min eksamensopgave var meget sporadisk og vag.

Ude på cyklen får jeg svedt mig op over Valby Bakke og ned på Vesterbrogade, hvor den plagsomme gadefest, Distortion, er i gang.

Det var nu blevet torsdag, og jeg vidste, at JMB ikke var kommet afsted endnu, og at fuglen var genmeldt samme dag. Nu ringede han igen; ” Hvaså Mad? Jeg rykker i aften… Skal du med?” ”Nej, jeg er ked af det mand, men jeg bliver simpelthen nødt til at lave det her lort færdigt.” Og imens jeg ønskede ham god tur & held og lykke med den, vidste jeg egentlig godt, at jeg snart ville ringe tilbage og sige ”Fuck det lort, jeg tager med”. Jeg skulle måske bare lige overbevise mig selv om, at jeg godt kunne lade være. Jeg overvejede kort, om jeg helst ville bruge de næste 30 timer på en opgave med titlen: Hvilke tavler/flader bruger erhvervsskolelærere i deres undervisning – og hvordan og med hvilke begrundelser? – og måske få en god karakter, eller om jeg ville speede arbejdet gevaldigt op til kl. 21, tage natfærgen fra Køge og færdiggøre opgaven dér, og så se Danmarks sjældneste fugl nogensinde sammen med en homie.

Vi aftalte at mødes på Hovedbanen kl. 21.30.

I løbet af den tidlige aften øjnede jeg muligheden for at kunne aflevere opgaven, inden jeg rykkede på twitch. Det ville jo gøre hele turen ekstremt meget federe. Så med hiv og slæb fik jeg i de sidste minutter inden afgang afleveret en nogenlunde præstation. Men det havde kostet tid, og natfærgen venter ikke på nogen. Jeg smed en trøje ned i rygsækken til min kikkert sammen med nogle andre småsager. Den sidste halve time havde været så stresset, at jeg først rigtig vågnede op i lige dele chok og forundring, idet jeg får øjenkontakt med mig selv i badeværelsesspejlet, imens jeg simultant børster tænder og pisser i håndvasken for at spare tid – det er genialt dét der!

Ude på cyklen får jeg svedt mig op over Valby Bakke og ned på Vesterbrogade, hvor den plagsomme gadefest, Distortion er i gang. Cykelstien var ufarbar og flød med lidt for unge og lidt for tynde piger i lidt for lidt tøj. Men ved at hugge en hæl og klippe en tå med mit forhjul, nåede jeg frem til aftalt tid.

Jeg havde aftalt med to andre fuglekiggende homies, at de skulle slå sig til os. Vi skyndte os i 7/11 for at købe nogle kolde pilsnere til den lange tur. Da vi satte os i s-toget, var der ro på. Nu kunne vi kun håbe, at fuglen ikke ville flyve i løbet af natten, som sådan nogle gør.

Om bord på færgen sætter vi os i læ ude på dækket for at ryge noget pot og drikke nogle flere øl. Inden længe pibler det frem med birdere, som heller ikke har kunnet få fri til turen før nu. Der er god stemning, og tobakken skifter fra grøn til brun. Stille og roligt begynder folk at gå ind for at finde en køje i sovesalen. Vi beslutter at rykke ind i messen, som vi til stor glæde har fundet ud af vil være åben natten lang.

Strategisk velplaceret i truckerloungen, ikke langt fra de små 25cl. vinflasker, det selvbetjente fadølsanlæg og den søde bartender, som vi var nødsaget til at holde vågen, sad vi og snakkede lort. Pludselig var der kun fem kvarter, til vi var i land, og vi besluttede, at en taktisk lur nu, ville være det bedste.

Efter et blink med øjnene meddelte skibets kaptajn, at vi var ankommet til Rønne. Nu var næste skridt at få bugseret sig ned på busholdepladsen og holde sig vågen ind til linje 1 kom og fragtede os til Gudhjem, hvorfra færgen til Christiansø afgår. Af busturen husker jeg kun den vaklende følelse af at blive vækket efter en lille time på øjet.

Der var 2,5 time til færgen gik, men først handlede det bare om to ting; hvor er der et toilet, og hvor er der noget mad?

Det første klarede Gudhjem Havn glimrende, og nr. to stod en bager, en bagerjomfru og lige dele smør og sukker for.

Det betyder, at en alles kamp mod alle begynder.

Med to timer til færgen kom og gik, og alt efter temperament tilbragte folk tiden med at sove, birde, chille eller tage billeder. Sidste gang jeg var på denne færge, tilbragte jeg turen i stærk modvind med at kaste op i ansigtet på mig selv – foran en skoleklasse. Heldigvis så vandet fladt ud denne morgen, men det snyder tit, når man står på land. Desuden havde nattens skørlevned afstedkommet en rum sø i mine indre farvande, hvorfor jeg var lidt spændt på, hvordan den næste time skulle forløbe. Heldigvis gjorde en dobbelt dosis søsygepiller, og en briks i kunstlæder i solsiden, at det eneste min krop ofrede til Poseidon var en stor mængde sved.

ertholmene
Her ses Christiansø (øverst) og Frederiksø , som tilsammen udgør Ertholmene. Foto: Arne Magnussen

På øen

Det er sådan med nogle mænd, at når de ser noget, de rigtig gerne ”vil have fingrene i”, så slår deres hjerner over på reptil-mode. Det betyder, at en alles kamp mod alle begynder. Her minder billedet lidt om, det man ser, når kattedronningen slår bunden ud på en slikfyldt tønde til fastelavn i indskolingen.

Netop derfor blev hver bådfuld birdere modtaget af en velkomstkomité bestående af fuglefolk, som havde været på øen hele ugen. Disse tøjlede de overtændte birdere med en game plan og havde de fleste dage helt styr på, hvor fuglen sad. Det sidste er en kæmpe fordel, når man kun har tre timer før båden sejler tilbage igen – nogle hold så først fuglen efter 2,5 time.

Denne morgen havde øens guides dog helt styr på fuglen, og der gik ikke mange minutter, før vi hørte den fremmede sang. FUCK JIIR! Siden vi nu havde hørt fuglen, kunne vi alle krydse den på diverse lister. Når folk efterhånden har set rigtig mange fugle i Danmark og VP bliver de meget kreative i oprettelsen af nye lister, f.eks: pisselister (fugle man har set imens man knækker en stang pis af), skidearter ( fugle man har set klatte) og økolister ( fugle man har set uden brug af brændstof) osv.

Nå, men en ting er at høre en ekstremt sjælden fugl og herefter krydse den. Næste trin på succesraten er at se fuglen. Det er straks mere udfordrende, da denne slags fugle deler farve og størrelse med vegetationens blade. Ikke desto mindre var vi også heldige med denne del af twitchet, og nu kunne roen virkelig falde på. Nogle blev ved sinkiangløvsangeren og håbede på at få gode fotos af den, imens andre luskede rundt på øen for at finde deres eget hit. Vi rullede op, gik over i ishuset efter en cowboytoast, og spurgte Sebastian om han ville ryge med på et hitlyn. Det ville han ikke.

Næste morgen var fuglen væk.

More from Mads Kjeldgaard Oddershede

Alt optaget på Vestamager

Det var meningen, at de, vores nye natur-redaktører, skulle have overnattet i...
Læs mere