Da stofferne mistede uskylden

Mick Jagger og Keith Richards foran retten i Chichester. Foto: Creative Commons/Google

Der er ikke mange i musikhistorien, der har kunnet samle så meget opmærksomhed om alt andet end musikken, som The Rolling Stones, der efter mere end et halvt århundrede som band stadig turnerer verden rundt. Skandaler, stoffer, sagsanlæg og indrejseforbud, er bare nogle af de mange punkter, der fremgår af bandets synderegister.

The Rolling Stones var allerede de slemme drenge i britisk rock, da de kom frem i starten af 1960’erne, som et modstykke til de pæne drenge fra The Beatles. Med andre ord, var de vant til et omdømme som småforbryderiske, men den første virkelige tur i mediemøllen fik bandet efter politiet 12. februar 1967 midt under en fest, stormede Redlands, guitaristen Keith Richards’ hus i Sussex, og anholdte de tilstedeværende for besiddelse af stoffer. Deriblandt Keith Richards og forsanger Mick Jagger.

Siden den dag har stoffer været synonym med The Rolling Stones, der de næste mange år rodede sig ud i den ene skandale efter den anden, og hvor især Keith Richards ved flere lejligheder var ved at sætte sin egen og bandets eksistens over styr.

Fundamentet for fremtiden

1967 var året, hvor stofferne for alvor begyndte at vise sit ansigt i den musik, der kom frem på begge sider af Atlanten. Herhjemme udgav Steppeulvene den banebrydende plade Hip, der er gennemsyret af at være skrevet under voldsom påvirkning af cannabis, og ja, syre. Inden året var omme, ville Eik Skaløe have taget sit eget liv på grænsen mellem Indien og Pakistan, og som vi ved, ville mange andre store musikere de næste år følge ham ind i den næste verden.

I England udsendte The Beatles det ikoniske album Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band, der er en af de plader som har fået sat det mærkat på sig, at det er indspillet under indflydelse af store mængder stoffer. Samme år udsendte The Rolling Stones deres album Their Satanic Majesties Request, der har fået sat det samme mærkat på sig. Men alt dette lå langt ude i fremtiden, da politiet 12. februar 1967 stormede Keith Richards hus, og skabte det fundament, som mange af eftertidens narkoskandaler i musikkens verden bygger på.

Hvad der havde været en virkelig dejlig dag, på LSD, endte med at blive en virkelig ubehagelig aften

Det siger Mick Jagger i Stones-filmen Crossfire Hurricane.

Forsangeren og guitaristen blev begge arresteret og kørt væk på bagsædet af politiets biler, og inden de fik set sig om, havde avisen News of the World, der havde givet politiet et tip om festen i Keith Richards hjem, bragt nyheden om arrestationen ud til resten af England, og resten af verden læste snart efter om skandalen. Mick Jagger var sigtet for den relativt lille forseelse at være i besiddelse af fire amfetaminpiller, han havde købt i Italien. Keith Richards derimod var sigtet for langt værre forbrydelser; at lægge hus til en fest, hvor der blev røget det, politiet beskrev som ”indisk hamp”.

Til offentlig skue

Stofferne havde inden denne aften allerede spillet en betydelig rolle i musikkens verden, men brugen af stoffer havde hidtil hovedsageligt foregået i det skjulte; væk fra journalisternes nysgerrige øjne. Med razziaen rykkede brugen af stoffer ind på forsiderne, og blev noget, som høj og lav i samfundet pludselig blev opmærksomme på.

Inden da havde The Rolling Stones allerede skrevet sange om stofferne, men i knap så dramatiske toner, som det senere skulle ende med. I Mother’s Little Helper fra 1966 synger Mick Jagger om valium, der var meget udbredt i 1960’erne, og som husmødrene rundt omkring i de små hjem efter sigende tog godt for sig af.

Mick Jagger og Keith Richards foran Redlands. Foto: alarmy.com/Stock photo
Mick Jagger og Keith Richards foran Redlands. Foto: alarmy.com/Stock photo

Efter razziaen hos Keith Richards, rykkede stofferne i høj grad ud af de mørke kamre, og ud i solens flower-power-spraglede lys, og blev fra sidste halvdel af 1960’erne til en integreret del af både musikken, og den ungdom, der fulgte den i tykt og tyndt. Fra London til Woodstock, fra San Francisco til Sofiegården, der kan kaldes den danske hippiebevægelses hovedkvarter i slutningen af 1960’erne. Det var der Gasolin’ første gang sad sammen og høvlede med deres instrumenter, og lagde grunden til det, der skulle blive dansk rock største succes. Sofiegården blev siden revet ned, og drømmen måtte finde andre steder at kalde hjemme.

I England var Jagger og Richards nye hjem et par fængselsceller, hvor de måtte sidde, mens sagen kørte i retten. Begge levede relativt komfortabelt i cellerne, og fik både god mad og en halv flaske vin at skylle ned med hver aften. Mick Jagger skulle for dommeren d. 27. juni 1967, og Keith Richards skulle samme vej dagen efter. Og retten tog ikke lang tid om at komme til samme konklusion for dem begge to. Skyldige.

Jeg havde aldrig været i retten før, og jeg kunne ikke fordrage at høre på, hvordan dommeren talte til mig. Han kaldte mig ”en fare for samfundet,” og alt muligt andet. Det eneste jeg sagde, var ”Sir, jeg er fuldstændig ligeglad med Deres smålige moral,”. Det kostede mig et år i brummen.

Det har Keith Richards senere udtalt om sin dag i retten.

Drømmen slutter

Det skulle ikke blive sidste gang, at Rolling Stones blev rodet ind i skandale i 1960’erne. I årtiets sidste dage, december 1969, skulle bandet spille på Altamont Free Concert i det nordlige Californien. Festivalen skulle være en form for californisk Woodstock, og var også arrangeret af flere af de samme mennesker, der havde stået bag den ikoniske og succesfulde Woodstock Festival få måneder tidligere.

Det skulle dog hurtigt vise sig, at Altamont var ganske anderledes. Mens Woodstock var blevet afviklet i en slags smukt kaos, var det smukke svært at få øje på ved Altamont, der siden er blevet beskrevet som afslutningen på hippietiden. Stofferne havde taget overhånd, ikke bare hos dem på scenen, men i endnu højere grad blandt publikum, hvor vold og misbrug var en langt større del af Altamont. Og Mick Jagger blev ved sin ankomst slået ned af en festivalgæst, få sekunder efter at været steget ud af bandets helikopter.

Som for at gøre en dårlig situation endnu værre, havde The Rolling Stones hyret ingen andre end Hells Angels til at stå for sikkerheden til deres koncert. Bandet havde tidligere hyret de engelske Hells Angels til lignende opgaver, men disse var nærmest en flok spejderdrenge i sammenligning med de californiske rockere. Koncerten skulle være om aftenen, men allerede om dagen kom Hells Angels flere gange i slagsmål med festivalgæsterne, og bandet blev mere og mere bekymrede for den koncert, de skulle spille.

”Hvornår vidste jeg, at det ville gå galt? Da jeg så englenes tilstand. De her drenge var på syre og billig vin. Jeg tænkte med det samme; det her bliver en grim aften. Og det blev det,” har Keith Richards udtalt.

Kaos og Hell's Angels på scenen ved Altamont. Foto: AP Photo
Kaos og Hell’s Angels på scenen ved Altamont. Foto: AP Photo

Han fik ret. Midt under koncerten udbrød der igen slagsmål, denne gang foran scenen, og bandet stoppede med at spille midt i nummeret Under my Thump. Efter en længere pause, prøvede den unge Meredith Hunter at komme frem til scenen, men blev afvist af rockerne. Kort efter vendte han tilbage, med en revolver under sin jakke. Da rockeren Alan Passaro fik øje på revolveren angreb han Hunter med sin kniv, og stak ham to gange. Meredith Hunter afgik ved døden kort efter. 18 år gammel.

Et spor af død

Allerede inden Altamont, havde stofferne skabt endnu mere skandale for The Rolling Stones. Grundlæggeren af bandet, guitaristen Brian Jones, var efter at bandet var steget til tops på alverdens hitlister gradvist sunket ned i depression og narkomisbrug. Han var flere gange blev anholdt for besiddelse af stoffer, og hans engagement i bandet var med årene blev mindre og mindre.

I juni 1969 blev han fyret fra det band, han selv havde grundlagt, hvilket kun forværrede hans depression og misbrug, og få uger senere var Brian Jones død. Druknet i sin swimmingpool, 27 år gammel.

Han havde siden starten af bandet været en person, der skilte vandene med sin uberegnelige personlighed, der oftere skubbede folk fra sig, end den tiltrak dem.

”Jeg havde altid meget ondt af Brian. Han var ikke særlig rar, og havde meget let ved at gøre folk vrede. Han var ikke en behagelig person,” har trommeslageren Charlie Watts siden udtalt.

Brian Jones havde alvorlige problemer med den tilværelse som stjerne, han fik, da Rolling Stones gik på kort tid gik fra at være et lille London-band, til at være et af verdens største rockbands.

Efter at han var blevet smidt ud af bandet, blev han afløst af den unge virtuose guitarist Mick Taylor, der fik sin ilddåb på scenen foran ca. en halv million tilskuere til en koncert i Hyde Park i London, to dage efter Brian Jones’ død.

Frem i dagslyset

Tilbage i 1967 blev både Mick Jagger og Keith Richards sat bag tremmer. Jagger havde fået en dom på tre måneder, mens Richards fik en dom på et år.

Det så på alle måder ud til, at Rolling Stones var på vej til at gå i opløsning, eller at de som minimum måtte hive et år ud af kalenderen, mens de ventede på, at alle var frie fugle igen.

Jagger og Richards var med tiden blevet bandets faste sangskriverteam, og uden de to ville bandet være en skygge af sig selv.

For første gang så stofferne ud til at have kostet bandet dets eksistens. Men, som det senere skulle vise sig, var netop stofferne på mange måder kullet under den kreative gnist, der op gennem 1970’erne gjorde The Rolling Stones til verdens største rockband. Da de i starten af 1970’erne kom i problemer med den engelske skattelovgivning, rykkede hele bandet teltpælene op, og flyttede til Sydfrankrig, hvor Keith Richards flyttede ind i palæet Nellcoté, i hvis kældre det ikoniske Exile on Main Street blev indspillet.

Endnu engang var det en periode, hvor stofferne flød i lange baner. Nellcoté blev bandets eget hovedkvarter, hvor der var et konstant rend af musikere, kvinder, pushere, narkomaner, teknikere og hvem der ellers hang ud i og omkring bandet. Keith Richards’ heroinforbrug havde på dette tidspunkt for længst fået karakter af et hardcore misbrug, og guitaristen fristede en tilværelse som fuldtidsnarkoman i sit store franske palæ.

Mick Jagger og Keith Richards i det franske palæ Nellcote. Foto: AFP/Getty Images
Mick Jagger og Keith Richards i det franske palæ Nellcote. Foto: AFP/Getty Images

Skønt indspilningen af Exile on Main Street var undervejs, sænkede bandets, dets teknikeres og omgivelsers stofmisbrug arbejdsprocessen i bandet.

”Det blev så slemt, at selv vores lydtekniker var fucked up på heroin, fordi han troede, at det var sagen at være det, når man var en del af Stones. Men det er ikke sagen, når man er lydtekniker, skulle jeg hilse og sige.” har Mick Jagger siden udtalt.

Og det var ikke bare forsangeren, der nu og da blev træt af bandets mangel på fremdrift, og som til tider fik nok af den evige strøm af stoffer, der i disse år fulgte bandet som en hale, hvorend de gik. Skønt Jagger aldrig selv var nærig omkring stoffer, og gennem store dele af The Rolling Stones’ karriere har været bruger af mange former for narkotika, sank han aldrig ned i det samme misbrug, der styrede Keith Richards liv op gennem 1970’erne.

Bassisten Bill Wyman holdte sig sammen med trommeslageren Charlie Watts i højere grad fra stofferne, og måske netop derfor var bandets løse arbejdsstruktur en kilde til stor irritation.

Det var et mareridt. I stedet for at skrive en sang på tre timer, så ”arbejdede” vi på den i tre fucking uger.

På trods af bandets konstante både lovmæssige og personlige problemer med stofferne, var det netop i denne periode, at The Rolling Stones lavede det meste af den musik, der skulle gøre dem til nogle af musikkens største legender. Pladerne Beggars Banquet, Let It Bleed, Sticky Fingers og netop Exile on Main Street, som udkom mellem 1968 og 1972, står i dag som nogle af rockhistoriens største mesterværker.

Og med succesen kom endnu flere sange, der kredsede om det stofmisbrug, der fra sidste halvdel af 1960’erne og op gennem 1970’erne, var en så dominerende faktor. Brown Sugar indeholder en tydelig reference til netop heroin, og sangen Sister Morphine om Jaggers kæreste Marianne Faithfulls eskalerende misbrug af smertestillende medicin.

I samme åndedrag kan nævnes teksten “I’ll be in my basement room / with a needle and a spoon.” fra sangen Dead Flowers, men lyt også til numre som Rocks Off, Stoned og Let it Bleed, og oplev stofferne, som kun The Rolling Stones kan beskrive dem.

Begyndelsen på enden

Både før og efter Nellcoté havde Keith Richards stofmisbrug eskaleret voldsomt, og han levede i en evig jagt efter det næste heroinfix, samtidig med at han gavmildt tog for sig at både alkohol og mange andre former for stoffer. Han kørte galt i sin bil flere gange, han brændte sin og konen Anita Pallenbergs seng af, da han faldt i søvn med en kanyle i den ene hånd, og en tændt cigaret i den anden. Han bragte sig selv i en slags vågent koma, efter at han sprøjtede heroin blandet med stryknin i blodårerne. Både han og The Rolling Stones blev forment indrejse i flere lande. Han blev arresteret for narkobesiddelse fire gange, udover razziaen på Redlands.

I 1977, ti år efter razziaen på Redlands, blev Keith Richards hotelværelse i Toronto endevendt af politiet, der endnu engang fandt kokain og heroin, og denne gang sigtede ham for ”besiddelse, med hensigt at smugle.” Hvis han blev kendt skyldig, kunne dette føre til en dom på syv års fængsel, hvilket formentlig ville have betydet enden på The Rolling Stones.

Det endte med en betinget dom, og en del af straffen blev, at han skulle spille en velgørenhedskoncert for Det Canadiske Døveinstitut; en koncert han spillede sammen med Ronnie Wood, der havde overtaget guitaren, efter at Mick Taylor havde forladt bandet.

Endnu engang havde både Keith og The Rolling Stones overlevet verdens ulykker.

Jesse James-tid

Tilbage i England i 1967 var Jagger og Richards blevet overført til hver deres fængsel, hvor de skulle afsone deres domme. Mick Jagger endte i Brixton fængsel, mens Keith Richards blev sendt det til berygtede Wormwood Scrubs, hvor han til lyden af raslende nøgler i cellelåsen, påbegyndte det år, han var blevet idømt.

Ude på de engelske gader havde dommen over Jagger og Richards affødt enorme protester fra den yngre del af befolkningen, der mente, at dommen var alt for hård, og kun tjente til formål at gøre de to dømte til syndebukke. Avisartikler blev skrevet om dommen, politikere og kendisser talte til de tos fordel og den brede folkestemning var i stigende grad den, at dommen var et udtryk for forfølgelse, og at begge burde løslades igen.

”Den første morgen i fængslet, blev jeg vist ud i en gård sammen med alle de andre tremmeruskere. Vi skulle gå rundt i en cirkel; motion, kaldte de det. Der var der en fyr, der prikkede mig på skulderen, og sagde; ”Du bliver sluppet ud. Vi har lige hørt det i radioen,” og han havde sgu ret. Gudskelov!” har Keith Richards siden udtalt.

Både Jagger og Richards blev løsladt efter én dags afsoning, og begge fik senere omstødt deres domme. Hvad der havde været systemets egen måde at bure de uønskede elementer inde, havde gjort de selvsamme elementer til en slags folkeeje, der i den forbindelse var kommet under selve folkets beskyttelse, mod de lovgivere, der bekæmpede dem.

The Rolling Stones fortsatte derefter præcis, hvor de havde sluppet. Efter Jagger og Richards blev sat på fri fod, er der kommet en tilsyneladende uendelig strøm af plader og koncerter, og selv om de har mere end 50 år på bagen som band, er de stadig i gang. Siden razziaen på Redlands har bandet trukket et imponerende spor af død, stoffer og skandaler efter sig.

Keith Richards forklarer:

”Da de lukkede mig ud af spjældet, var det på en måde som om de havde givet mig en licens til at bryde loven. Jeg var under folkets beskyttelse. Med mindre jeg myrdede nogen, så skulle jeg nok klare den. Det var der, outlawen i mig blev født. Nu var det Jesse James-tid.”

 

 

Skrevet af
More from Klaus Thodsen

Under radaren: Shed Seven

Britpoppen gik sin sejrsgang over det meste af verden i 1990'erne, hvor...
Læs mere