”Der er altid et lift. Det handler bare om, hvor længe man gider vente”

Det er årtier siden, at Kim Larsen sang om at gå med tomlen i vejret og håbe på, at bilisterne, der drønede forbi, tog ham op. Men giver det stadig mening at blaffe i Danmark anno 2016?

En sen aften beslutter vi, de to venner Mia og Anna, at begive os ud på en firedages blaffertur rundt i Danmark. En entusiastisk drøftelse af den danske tillid får os af sted allerede næste morgen. Udover, at turen skal bringe os sammen med familie og venner landet over, er vi nysgerrige på, om vi kan komme rundt ved hjælp af højt humør og en tommelfinger i vejret. På egen krop håber vi at blive bekræftet i, at tilliden til fremmede fortsat lever på det danske vejnet.

Vi tror, at blafferi kan give anledning til overraskende mellemmenneskelige møder, der skaber forståelse for hinanden frem for at grave grøft mellem mennesker i Danmark. Med dette som afsæt drager vi afsted med skilt og tusch i hænderne.

fredericia
Foto: Privatfoto

Udvekslingen
Folk der samler os op, undrer sig over, at vi blaffer. Den undren rammer os. Hvorfor egentlig blaffe, når der i dag findes mange alternative delebils- og samkørselsordninger? Men afsættet for vores blaffertur er ikke et ønske om at være freerider og score et gratis lift. Den økonomiske gevinst er ikke det centrale.

Og vi vil påstå, at det ikke er helt gratis at blaffe. Møntfoden er godt samvær. Der sker en skjult byttehandel, i det øjeblik blafferen sætter sig i sædet og spænder sikkerhedsselen. Når en bilist samler en blaffer op, er den ordløse aftale, at blafferen stiller op som entertainer eller lytter med store nysgerrige ører. I hvert fald må man nødvendigvis mønstre et godt og underholdende selskab så længe liftet varer.

At stille sig klar
Første destination på vejen bliver Annas farmor i Fredericia. Selvom farmor aldrig kan huske sidste besøg, er der i Anna vokset en nagende bevidsthed om, at et besøg hos farmor virkelig er på høje tid.

Med tomlen i vejret på Folehavestrækningen i Københavns Sydhavn indser vi hurtigt, at vi ikke er de eneste, der er på udkig efter lift. Den snu blaffer ved, at blafferturen ud af København starter netop her nær motorvejsafkørslerne. Folk står med skilte til Odden, Rødby og Lolland. Selv står vi med et skilt, hvor der står skrevet FREDERICIA med blokbogstaver.

Solen skinner. Vi er spændte, men minutterne tager hinanden, og pludselig er der gået mere end en time uden at heldet har været med os.

Derfor skifter vi til en opsøgende strategi og går målrettet mod de benzintankende bilister på Folehavens tankstation. Så er der bid. Vores lift skal helt til Nordjylland og vil gerne sætte os af i Fredericia. Vi ender med at blive kørt hele vejen til farmors plejehjem. Bilisten mener bestemt også, farmor fortjener et besøg. Så er vi i gang.

farmor
Foto: Privatfoto

Man kommer ikke uden om, at det giver et enormt sus i maven, når en bilist blinker ind til siden. Den blinkende bil, som bryder kæden af forbifarende biler giver simpelthen en Jackpotfornemmelse.

Dagen efter står vi med tomlen i vejret og et AARHUS-skilt på landevejen mellem Fredericia og Vejle. Efter blot 20 minutter holder en bilist i sænket undervogn ind til siden og tilbyder os et lift til motorvejstilkørslen, selvom det egentligt er en omvej for ham.

Ved motorvejstilkørslen står vi kun få minutter, før en ung mor med søn i autostol holder ind og kører os resten af vejen til Aarhus. På den videre tur mod Sydfyn og tilbage til København, oplever vi i gennemsnit at vente blot 10 minutter på et lift. Det er omtrent ventetiden på en bybus i hovedstadsområdet.

oure
Foto: Privatfoto

Der eksisterer ingen chaufførprofil
Det bemærkelsesværdige ved at tomle er de utraditionelle møder på tværs af geografi, alder, indkomst og etnicitet. Den hurtige konklusion om, at bilisterne alle selv er tidligere blaffere, må vi hurtigt kassere. På vores blafferstræk fra København til Fredericia og Aarhus og over Sydfyn tilbage til København bliver vi samlet op af chauffører i biler, der ligger i et bredt spænd mellem alt fra en lilla Fiat Punto over en minibus på polske nummerplader og til en Jaguar med læderindtræk. Diversiteten er slående. Vi kan ikke sætte fingeren på generelle fællestræk hos chaufførerne.

Når man som blaffer overgiver sig til uvisheden om næste lift, tager man en chance ved at stole på bilisternes generøsitet i forhold til at hjælpe blaffereventyret på vej. Men hvem er de modige chauffører, som vover at invitere to fremmede inden for i bilens kabine?

De fleste bilister, der holder ind til siden, virker muntre. Nogle ler nærmest lidt overrasket over deres eget uventede ophold i kørslen. Som om de er i gang med at gøre noget, der adskiller sig fra, hvad de normalt gør. Nogle stiller stribevis af spørgsmål, andre omrokerer bilens bagage og babyudstyr for at få plads på bagsædet.

Der kommer altid et lift
En grand-old-lady inden for feltet, med mere end 50 års blaffererfaring, gav os et vigtigt fif med på vejen: Der er altid et lift, det handler bare om, hvor lang tid man har lyst til at vente. Den tanke giver en herlig ro. Frem for, at ventetiden bliver en voldsom prøvelse af ens tålmodighed, kan man suge indtryk fra vejkanten til sig og hengive sig til eventyret.

Men hvorfor er det, at chaufføren slår blinklyset til og holder ind til siden? Vil man være en del af eventyret? Vil man have selskab? Her er vores erfaring, at chaufførernes motivation for blafferselskab er forskelligartede.

En ung mor håber på underholdning på bagsædet for hendes søn, som er godt træt af at køre bil. En anden er tidligere blaffer og gribes nu af en følelse af slægtsskab med os. En tredje har udsigt til en seks timers solotur til Nordjylland og hungrer efter selskab og gode historier. Mange andre ønsker at give blaffereventyret medvind.

Stik tomlen i vejret!
Efter fire eventyrlige dage på det danske vejnet fryder vi os over vores held. Det blev en tur igennem landet med alt fra provinsbodegaer, bærplukning i en afkrog af Sydfyn, chaufførhistorier fra Mellemøsten, uventede latterbrøl og savnede farmødre med forlagte høreapparater.

Turen var kun fire dage og primært på E45 og E20. Men det virker i tilbageblik som en rejse, der kan måle sig med backpackerafstikkere til fjerne lande. Det er tankevækkende, at blafferiet kan være med til at eksoticere det velkendte danske vejnet, der pludseligt rammer én med sin venlighed og sin imødekommenhed.

Blafferturen var en varm bekræftelse i, at den danske tillid ikke er forduftet. Vi kan kun opfordre dig til at hive den største vovelyst frem og unde dig selv blafferoplevelsen. Det gælder både i rollen som chauffør og som liftsøgende pausefisk.

Alt som kræves er et papskilt, en tusch og en tommelfinger – og, ej at forglemme, de generøse chauffører med frie bilsæder. Vi lover jer, at de findes derude!

More from Mia Pallisgaard og Anna Birk

”Der er altid et lift. Det handler bare om, hvor længe man gider vente”

Det er årtier siden, at Kim Larsen sang om at gå med...
Læs mere