Byernes fremtidsplan er lagt

På udstillingsmessen i Quito afslørede et drømmespil store kulturelle forskelle på, hvad den gode by er.

UN HABITAT 3 – verdens største begivenhed for byer og bosætninger – er netop afsluttet. Fhv. Netudgaven-redaktør Tobias Moe var til stede og giver her en status på byernes fremtid.

”You don’t define the world through countries and continents anymore. You define it through cities”.

Sådan sagde borgmesteren i Montreal, Denis Coderra, ved en af åbningsdebatterne til UN Habitat 3 i Quito, Equador. Målet med konferencen er at skrive under på en plan for, hvordan byerne skal udvikle sig de næste 10, 20, 30 år, den såkaldte New Urban Agenda.

”Vi står på en skillevej. Det er nu, der skal handles, hvis vi skal rette op på urbaniseringen og gøre noget for de flere end 1 milliard mennesker, der bor i slum,” sagde præsident George ”Mac” McCarthy fra den markante amerikanske tænketank Lincoln Institute of Land Policy ved et andet arrangement.

I samme båd

Så spørgsmålene om byer ER vigtige. Allerede nu bor over halvdelen af klodens befolkning i byer, og om ganske få år vil det tal være vokset til 70 procent. Derfor skal der være en plan.

Læs The New Urban Agenda

En central pointe i den nye urbane agenda er, at man ikke længere taler om det ’globale Syd’, men i højere grad om den globale by, altså en erkendelse af, at vi alle er fælles om problemerne. At byer er gensidigt afhængige af hinanden for at finde løsninger på den enorme liste af udfordringer, vi står over for: oversvømmelser, tørke, vandmangel, fødevaresikkerhed, økonomisk skævvridning i byerne, ubalance mellem by og land osv.
Samtidig har det været et helt afgørende budskab, både på konferencen her i Quito og i den nye plan, at regeringslederne er nødt til at lytte mere til byerne – og byerne er nødt til at lytte mere til borgerne.

I denne lille reportage introducerer Tobias Moe til, hvad Habitat 3 går ud på. Den er lavet i samarbejde med Magasinet Udvikling og Danida.

Bureaukratisk og fjern

Habitat 3 er, som navnet antyder, tredje punkt i rækken af globale urbane strategier. Den første kom efter Habitat-mødet i Vancouver i 1976, den næste i 96 i Istanbul, og nu er en ny version altså kommet dugfrisk ud trykpressen.
Både op til og under konferencen i Quito har der været kritik af FN-systemets manglende evne til at realisere de visioner, som står i dokumenterne. Der er simpelthen ikke sket nok, hvis overhovedet noget, rigtigt i den globale byudvikling, siden man første gang satte sig sammen i Vancouver.
Her er det væsentligt at skyde ind, at UN Habitat ikke er en organisation med mandat til konkrete handlinger. Således bærer The New Urban Agenda også præg af hensigtserklæringer, og formuleringer som indledes a la: ”We envisage cities to…” Altså, man forpligter sig til bestræbelsen på fx at skabe inkluderende, trygge byer uden diskrimination, kæmpe for kvinders rettigheder og ”taking note of the informal contribution”. Uden at love noget.
På den anden side, så har opdraget fra statslederne til UN Habitat været at finde en formulering, der lægger op til en realisering af klimaaftalen i Paris sidste år og FN’s udviklingsmål, the Sustainable Development Goals, hvoraf særligt nr. 11 er dedikeret til byerne. Og det vil selvfølgelig se mærkeligt ud, hvis man som regering adopterer den urbane agenda, og så ikke gør noget for at leve op til hensigterne.

Sådan skal aftalen realiseres: The Quito Implementation Plan

Vil kræfterne række?

Arkitekten Enrique Ortiz Flores har været med både i ’76 og i ’96 og stiller i en analyse problemet op på følgende måde: Der er to konfliktende trends, som hele tiden har og fortsat vil gnide mod hinanden. Den socialt forankrede bevægelse, der vedholdende kæmper nedefra og op for mangfoldige og balancerede byer, og den anden som:

”Held up by economic and political power, has gradually narroved its understanding of the problem, homogenising its proposals and experiences, and reducing the reach of its interventions, until focusing them on the most evident and grave consequences of its own ”development model”, som han skriver i magasinet Trialog, vol. 1-2/2016.
Flores rejser så spørgsmålet, om den sociale bevægelse fortsat vil have kræfterne, og den politiske elite vil have viljen, til at bygge bro mellem de to positioner. Ellers, mener han, må vi indse, at afstanden vokser og se nogle endnu større problemer i øjnene.

Græsrødder ønsker samarbejdet

Der er ingen tvivl om, at græsrodsorganisationen Slum Dwellers International (sdi), har både vilje og kræfter til at kæmpe for retten til at forbedre deres by, og til at arbejde sammen med de politiske organisationer om at gøre det. Men talskvinde Rose Molokoane mener, at sproget og hele tilblivelsen af The New Urban Agenda er alt for fjern fra de mennesker, den skal komme til gavn. Hun hæfter sig særligt ved et enkelt udtryk i FN-strategien:

”De taler hele tiden om en deltager-båret udvikling. Men vi vil ikke ’deltage’, det har vi rigelig travlt med i forvejen. Vi vil samarbejde som ligeværdige partnere, både med lokale og nationale ledere. Det er en eneste måde, hvis byerne skal lykkes,” siger hun.

Mapping er magt

Sdi repræsenterer de mennesker, som rent faktisk bor i uformelle bosætninger, som ikke har papirer på deres hus eller deres land, som ikke har en adresse, og som oftest kun har ganske sparsom adgang til fx elektricitet og sanitet.

img_3583

På Habitat 3 har organisationen lanceret en version 2.0 af projektet Know Your City, som kort fortalt går ud på at lave en kortlægning af slumkvarterer. Et af elementerne er, at de går rundt fra dør til dør og laver en minutiøs registrering, som så lægges ind på en web-platform, hvor man kan slå op på sit kvarter og se alt lige kriminalitetsrater, adgang til elektricitet og antallet af toiletsæder pr. indbygger. Viden er magt, og den mapping, som sdi laver, har et detaljeniveau og en præcision, som bystyrerne aldrig ville kunne skaffe selv. Derfor er mapping et enormt stærkt redskab til både at hjælpe de lokale planlæggere til at adressere de rigtige behov, og som et faktuelt modværn, hvis magthavere vil gennemtvinge udvikling på en falsk baggrund.

Stemningen var domineret af optimisme, da Habitat 3 blev afrundet, og den nye urbane agenda en realitet. Men alle er også enige om, at det er nu, det gælder. Der er ikke tid til at gentage fortidens fejl, hvis byerne skal indfri håbet om at blive nøglen til bedre livskvalitet for klodens indbyggere.

Turen er støttet af Danidas Oplysningsbevilling.

Tobias Moe er medstifter af og tidl. redaktør på Netudgaven. I dag er han vært og redaktør på podcasten BYLYD, som handler om arkitektur, by og samfund og udgives i samarbejde med Akademisk Arkitektforening. Lyt med på bylyd.dksoundcloud eller itunes – eller følg på Twitter @bylyden eller facebook.

Hvis du har kommentarer til artiklen eller ideer til gode temaer, BYLYD skal tage op, skriv til: tobiasmoe@gmail.com.com

Skrevet af
More from Tobias Moe

Magasinet KBH skal revitaliseres – og du kan hjælpe

I 2005 fik København noget så usædvanligt som et populærmagasin om byudvikling,...
Læs mere