Djævelen i Deltaet

Et af kun tre eksisterende fotos af blueslegenden Robert Johnson. Foto: Hooks Bros. Photography Company

Legender fødes og dør som alle andre mennesker, men alligevel lever de videre i omverdenens bevidsthed i generationer. Bluesmusikeren Robert Johnson levede i ukendthed, men blev en legende længe efter sin død.

I generationer er det blevet sagt, at man vil møde Djævelen, hvis man ved midnat befinder sig i et ganske bestemt vejkryds nær Dockery plantagen i Mississippi Deltaet.

Det siges, at den unge bluesman Robert Johnson mødte en høj mørk skikkelse i vejkrydset mellem hovedvej 49 og 61 i Clarksdale, Mississippi, en sen midnatstime engang i 1930’erne. Skikkelsen tog hans guitar, og spillede med ubeskriveligt talent et par sange for ham, inden den afleverede guitaren tilbage, og overgav Johnson sin gudgivne evne for guitarspillet, i bytte for hans sjæl.

Bluesens fødested

At det lige netop blev Mississippi Deltaet, der producerede de første og mest kendte musikere indenfor bluesen er ikke tilfældigt. Efter Den Amerikanske Borgerkrigs afslutning i 1865 begyndte man i slutningen af 1800-tallet så småt at opdyrke Deltaet, der hidtil stort set havde været uberørt land.

Man byggede endeløse diger, og både arbejdet og jorden tiltrak hundredetusindevis af hovedsageligt sorte landarbejdere til området. Da bluesen begyndte at vinde frem i starten af 1900-tallet, bestod Deltaets sorte befolkning i vid udstrækning af unge mennesker, der levede i dyb fattigdom, og de tog den nye musik til sig.

Bluesen blev Deltaets musik, fordi den ikke var rodfæstet i den gamle religiøse musik fra slaveriets tid, men netop fordi det var en ny stil, og passede til en stor generation af unge, der ikke var vokset op i slaveri, men fortsat var andenrangsborgere i de stærkt racediskriminerende Sydstater.

Det var en tid hvor enhver lille flække, by eller county havde sin egen unikke blueslyd.

Mange af de tidligste bluesmusikere skabte sig et levebrød sammen ved at rejse rundt mellem de små byer i Syden, rundt mellem plantagerne, de små juke-joints og barer, hvor de spillede bluesen, som den lød på den egn, hvor de kom fra.

Den første bluesman

Bluesmusikken oprindelse kan spores tilbage til 1903, hvor orkesterlederen og blues-godfatheren W.C. Handy, efter sigende, mødte en høj og tynd sort mand på trinbrættet på togstationen i Tutwiler, Mississippi.

”Denne vagabond spillede på sin guitar, mens han pressede sin kniv mod strengene. Han sang det samme omkvæd tre gange i træk, mens han spillede på denne måde, og skabte den mærkeligste lyd, jeg nogensinde havde hørt,” udtalte W.C. Handy om episoden.

I de efterfølgende år var W.C. Handy en af de genreskabende kunstnere, der i dag anses for at have skabt den stil, der kom til at blive kendt som blues. Sammen med kunstnere som Mamie Smith og Charlie Patton var han med til at udbrede kendskabet til bluesmusikken uden for Mississippi Deltaet, hvor bluesen og dens musikere hovedsageligt stammede fra på denne tid.

Dockery Farms Plantation i Mississippi, hvor blandt andre Charlie Patton optrådte. Foto: Natalie Maynor, Flickr.

De fleste var født og opvokset på Deltaets bomuldsplantager i ludfattige samfund af sorte, totalt afskåret fra de samme muligheder og rettigheder som deres hvide landsmænd. Det var ud af disse fattige, raceopdelte og ofte dybt religiøse samfund, at bluesen opstod. Og mens religionen forholdt sig til livet efter døden, blev bluesen en måde at forholde sig til livet inden døden. En måde at forholde sig til vilkårene, diskriminationen, problemerne, sorgerne og glæderne; til selve livet.

Og det var ikke bare i Deltaet, men overalt i Sydstaterne, at bluesen, grundet sin enkle og simple form, spredte sig som den mest populære musikform.

En legendes entré

H.C. Speir var en hvid forretningsmand fra Prospect, Mississippi, og han var blandt de allerførste, der begyndte at indspille og udgive bluesmusikken på plade i 1920’erne. Han var talentspejder for flere store pladeselskaber, og rejste rundt i Sydstaterne, hvor han fandt bluesmusikere, der spillede på barer eller gadehjørner.

En dag i 1936 blev H.C. Speir opsøgt i sin forretning af den 25-årige musiker, Robert Johnson, der tilbød at indspille en række af sine egne sange på plade. Denne ukendte, karismatiske, nogle siger lettere forstyrrede, musiker spillede et par af sine egne sange for H.C. Speir, der kort efter tilbød Robert Johnson en kontrakt.

Den unge Robert Johnson havde rejst rundt i Deltaet, og endda så langt væk som Canada i årevis, og havde mest af alt skabt sig et ry som en skørtejæger, men var også kendt blandt de andre bluesmusikere for sit fantastiske talent for guitarspil. Et talent, han tilsyneladende havde udviklet på meget kort tid.

Robert var en udmærket til at spille mundharmonika, men uduelig til at spille guitar. På et tidspunkt forsvandt han i et par uger, og da han kom tilbage, var han pludselig blevet en fantastisk guitarist. Ud af det blå.

Det har bluesmusikeren Sun House udtalt om sin ven Robert Johnson efter dennes død, og pustede liv i legenden om Robert Johnsons påståede aftale med Djævelen.

Uanset om anekdoten er sand eller ej, så har flere af Robert Johnsons kolleger fra efter sigende udtalt sig kritisk om hans evner på guitaren i starten af hans karriere. Mens nogle stadig holder fast i historien om Djævelen ved vejkrydset, mener andre, at Robert Johnson gennem længere tid fik guitarundervisning af en ven, og at de hver aften øvede på en lokal kirkegård, da der var fred og ro.

Efter at været blevet tilbudt en kontrakt af H.C. Speir, indspillede Robert Johnson i første omgang 16 sange på et hotelværelse i San Antonio, Texas, hvoraf singlen ”Terraplane Blues” blev et lokalt semi-hit i Deltaet, da den solgte små 5000 eksemplarer. Resten af hans udgivelser blev kun hørt af ganske få mennesker, og flere solgte, selv efter datidens forhold, meget dårligt.

Arven efter Johnson

I 1959 udgav forfatteren og historikeren Sam Charters albummet ”The Country Blues”, en samling af obskure gamle bluessange, skrevet og i visse tilfælde fremført af oversete og forlængst glemte bluesmusikere såsom Blind Willie McTell, Sleepy John Estes og Big Bill Broonzy. Albummet var Sam Charters forsøg på at redde den autentiske blues for eftertiden, inden den uddøde.

Én af sangene på dette album er ”Preachin’ Blues” af Robert Johnson, taget fra de originale indspilninger fra 1936. Dette præsenterede Robert Johnson for et større publikum for første gang, mere end 20 år efter hans død. Slutningen af 1950’erne var en tid, hvor folk- og bluesmusikken var ved at blive yderst populær blandt venstreorienterede amerikanske unge, og der opstod, som følge af denne udgivelse, en vis interesse omkring Robert Johnson.

Typisk juke-joint i Clarksdale i Mississippi Deltaet, 1939. Foto: New York Public Library, Flickr.
Typisk juke-joint i Clarksdale i Mississippi Deltaet, 1939. Foto: New York Public Library, Flickr.

Pladeselskabet Columbia Records så deres snit til at udnytte denne spirende interesse, og udgav i 1961 albummet ”Robert Johnson – King of the Delta Blues Singers” der indeholder 16 af de i alt 29 sange, Robert Johnson indspillede i sin levetid.

På denne måde blev verden, der i stigende grad var blevet interesseret i bluesmusik, introduceret for Robert Johnson, der siden har haft en utrolig indflydelse på moderne musik.

Bands som The White Stripes og The Rolling Stones har indspillet flere covers af Robert Johnsons sange, og introduceret hans musik for nyere generationer af fans, og han har været en stor inspirationskilde for kunstnere som Eric Clapton, Bob Dylan og Jimi Hendrix.

”Hans guitarspil er så fantastisk virtuost. Det er som at lytte til et helt orkester. Man skulle tro, at det var umuligt for én mand at spille guitar på den måde. Et gudsbenådet talent, eller var det Djævelens talent?” har The Rolling Stones-guitaristen Keith Richards udtalt om Robert Johnson.

Opdaget af eftertiden

Meget lidt vides i dag om musikeren Robert Johnsons liv, og det samme var tilfældigt i hans egen levetid, hvor han forblev mere eller mindre ukendt. Det er tvivlsomt, om han nogensinde optrådte for større forsamlinger end på diverse juke-joints og plantager, og mange eksperter mener, at han i sin levetid forblev en gadehjørnemusikant, som så mange andre bluesmen på den tid.

Robert Johnson anses af mange i dag for den måske største bluesmusiker gennem tiderne. Han var den første af tidens musikere, der ikke bare spillede sin egen hjemstavns blues, men som havde hørt, lært og ladet sig inspirere af alle de mange stilarter, der fandtes, og havde perfektioneret sin egen stil gennem dem.

Der er flere forskellige myter om, hvordan Robert Johnson døde. Nogle mener, at han blev forgiftet, andre at han blev døde af syfilis, mens nogle påstår, at han blev stukket ihjel af en luder på et hotelværelse, men ingen ved det med sikkerhed.

Robert Johnson døde d. 16. august 1938. 27 år gammel.

 

 

Skrevet af
More from Klaus Thodsen

Redaktørens spådom: Bon Iver til NorthSide

Noget er under opsejling i Bon Iver-lejren. Wisconsin-bandet er for nyligt blevet...
Læs mere