En søndag i Bergamo

”Bastardi! Bastardi!” råber manden ved siden af mig, mens han vifter med sin midterste finger mod tribunen i den anden ende af stadion. Det er d. 2. oktober, og kampen mellem Atalanta og Napoli er endnu ikke gået i gang, men stemningen på Stadio Atleti Azzurri d’Italia i Bergamo er allerede på vej mod kogepunktet.

Det har været mere end almindelig besværligt at skaffe billetter til kampen. Som udlændinge kunne vi ikke købe dem på nettet, men fandt efter utallige kilometers traven frem til en kiosk, der handlede billetter. Da ejeren ikke talte engelsk, blev det hele kioskens, og den tilstødende cafés, projekt at oversætte og forklare, hvordan købet kunne foregå.

Velkommen til Curva Nord

Vi havde vadet rundt i kvarteret omkring stadion i et par timer. Det var søndag, og så godt som hele byen holdt lukket. Kun få butikker var åbne, og endnu færre barer. Benene var derfor allerede trætte og ømme, da vi nåede frem til at det gamle slidte stadion, der ude fra gaden ikke ligefrem så prangende ud. Mest af alt lignede det, det er. Et stadion med snart 90 år på bagen.

Efter at være kommet forbi sikkerhedsvagten, der skulle se både pas og billet, kom vi op på Curva Nords ståtribuner, hvor vi indfandt os mellem de mest trofaste fans. Næsten alle var klædt i Atalantas blå-sort-stribede trøjer, Atalanta-tatoveringer, eller på anden måde gik med klubbens logo eller farver på kroppen.

I de katakomblignende gange under tribunen blev der langet store mængder merchandise over disken i den lille intermistiske fanshop. Jeg genkaldte mig straks de mange kendte navne, der havde været her i klubben. Alle de hundredevis af timer med Football Manager havde ikke været helt forgæves.

Inzaghi, Carrera, Donadoni og selvfølgelig Claudio Cannigia, som jeg med glæde så skrevet på ryggen af en fan, der tændte en cigaret foran ”rygning forbudt”-skiltet. Jeg bemærkede pludseligt, at hele ståtribunen allerede inden kampstart flød med tusindvis af cigaretskodder.

Tribune Atalanta

Rundt om mig bliver der sunget passioneret og for fulde halse med på et hav af slagsange, der alle bliver dirigeret af en lille gruppe fans, der sidder over et rækværk foran Curva Nords mest engagerede fans. De styrer fornærmelserne mod Napolis fans. De styrer sangene, og de styrer, hvornår tusindvis af fans klapper i takt.

Foran mig kommer en fan slæbende med et stort flag, som han breder ud og svinger energisk med. Det svirper mig i ansigtet. Ved siden af os bredes kæmpemæssigt banner udover det meste af Curva Nord og dækker flere tusinde tilskuere, der danser og synger under det.

Rivalerne fra syd

Der lyder et brøl fra hele Curva Nord, da dommeren fløjter kampen i gang, og korsets tegn bliver slået overalt omkring mig. Sangene brager fra vores ende af stadion ned mod Napolis fans, der er spærret inde bag flere lag hegn, og hvis spiller- og fanbusser var under politibeskyttelse udenfor stadion.

Kampen er kun knap syv minutter gammel, da den argentinske fløjspiller Alejandro Gomez afdribler sin modstander på venstrefløjen. Inde foran mål vrister den store angriber Andrea Petagna sig fri af forsvaret, og af to omgange får han sparket bolden i mål bag Napolis Pepe Reina.

Jubelbrølet lyder overalt på Curva Nord. Mænd, kvinder og børn bryder ud i vilde jubelscener.
De falder hinanden om halsen, de knytter næverne i aggressiv glæde og synger så højt lungerne tillader. Kanonslag brager ud over stadion, røgbomber går af på den anden side af endetribunen og tusindvis af fans danser med flag eller trøjer svingende over hovedet.

Herfra skal sejren forsvares, og Atalanta trækker sig tilbage på banen. Napoli sidder tungt på spillet, men kommer kun frem til store chancer. Når det sker, disker Atalantas albanske målmand Etrit Berisha op med flere store redninger. Skønt han er en lejesvend fra Lazio i hovedstaden, tiljubles han som en af hjemmeholdets egne.

”English?” spørger en mand ved siden af mig pludselig med et skeptisk blik. Uden at sige det med ord, lader hans ansigtsudtryk mig forstå, at han ikke håber på et ja.

”Danish. Danimarca,” svarer jeg.

”Ah, Danimarca!” siger han. Tydeligt lettet begynder han på halvt engelsk, halvt italiensk at forklare mig om modstanderen fra Napoli. Fjenden fra det sydlige Italien.

”Bergamo og Norditalien, er det rigtige Italien. Alt syd for Rom er Afrika,” forklarer han, og begynder at grine, inden hans opmærksomhed bliver taget af hans datter, der har svært ved at se kampen fra 1,4 meters højde.

På kanten af nerverne

Anden halvleg er et stormløb mod Atalantas mål, men igen og igen afværger især forsvarsspilleren Andrea Masiello angrebene. Stemningen på Curva Nord er fortsat fantastisk, men også mere og mere anspændt. Der bliver færre sange, der bliver bidt negle, og flere gange må fansene holde vejret, når Napolis afslutninger smyger sig udenom stolperne. Til store jubelbrøl og hånlige bemærkninger fra hjemmeholdets fans.

Tilsviningerne når nye højder, da fjerdedommeren viser fem minutters overtid. Ingen kan forstå, hvor så meget overtid kommer fra. Der bliver smidt enkelte plastflasker og lightere mod banen, men det hele lander på den omringende løbebane.

Få sekunder mangler, da bolden kommer ind i Atalantas felt. Masiello laver sin eneste fejl i kampen og sparker forbi bolden. Målmanden Berisha må kaste sig ud og få fat i bolden kun få centimeter fra Napolis angriber Gabbiadini.

Kampen fløjtes af, og endnu et jubelbrøl bryder ud på Curva Nord. Bundholdet Atalanta har vundet over topholdet Napoli, og tildelt dem sæsonens første nederlag.

Fansene synger igen så højt, de kan. De sviner napolitanerne til, da de går under Curva Nord til deres omklædningsrum. De klapper og synger sange til Atalanta-spillerne, der netop har sikret sæsonens hidtil største resultat.

Vi bliver siddende på stadion til Curva Nord er næsten tomt. Der er kun smilende ansigter at se. Krammere, lykønskninger og store grin er overalt omkring os. Små børn vifter med sort-blå flag, mens fædrene skåler i joints og genfortæller hinanden episoder fra kampen.
Udenfor, bag Curva Sud, er Napolis busser fortsat bag hegn og bevæbnet bevogtning. Sikkert for både deres og vores sikkerhed.

Vi går ind mod Citta Alta. I selskab med familier af fans, mænd med Atalanta-tatoveringer og slingrende teenagere på Atalanta-farvede scootere. På vores nye stambar i den mørke, krogede gade indtager vi samme pladser som aftenen før. På tv vises højdepunkter fra sejren, menukortet bugner af billige øl og servitricen er lækker.

Skrevet af
More from Klaus Thodsen

Vinylpladen: Nostalgi og modernitet

Har du også en lp i spin på pladespilleren? Så er du...
Læs mere