Krig er noget vi kigger på

Krigen i Syrien viser, at der er en bekymrende sammenhæng mellem nye medieteknologier såsom smartphones, YouTube og Instagram og verdenssamfundets manglende vilje til at gribe ind overfor de grusomme overgreb som landets civilbefolkning dagligt er udsat for.

Som Nagieb Khaja så klart har formuleret det, så ser verden stiltiende på mens Syrien brænder. Og hold op hvor vi kigger.

Senest er det videoen af den lille dreng Omran, et offer for et af de utallige bombeangreb i Aleppo, der sidder alene i en ambulance med blod i ansigtet, der har fyldt alverdens nyhedsudsendelser og Facebook-feeds.

 

Flere meningsdannere og politikere benyttede den genfundne globale interesse for Syriens mareridt til at gentage en pointe som de fleste vel efterhånden må være enige i: Syriens civilbefolkning er ofre for en meningsløs, brutal krig som vi må gribe ind overfor.

Disse udmeldinger vidner om, at der stadig eksisterer en tro på, at hvis blot verden får øjnene op for krigens rædsler og forstod dens væsen, så ville vi føle os forpligtet til at handle.

Problemet er, at det ikke er beviserne der mangler. Utallige videoer og billeder dokumenterer konstant grusomme forbrydelser mod den syriske befolkning. Aldrig har en krig været så synlig – og sjældent har det internationale samfund siddet så længe på sine hænder.

Den skræmmende sandhed er, at verdens ledere udemærket er klar over den syriske borgerkrigs rædsler. Men udover enkelte luftangreb og tvivlsomme våbenleverancer til syriske oppositionsgrupper har de vestlige lande stort set undladt at gribe ind i konflikten.

Noget tyder på, at troen på menneskets vilje til at handle imod verdens uretfærdigheder er kommet til kort. Men hvad er der sket med vores moralske kompas? For at svare på dette er vi nødt til at konfrontere skyggesiderne af vores hypermedialiserede verden.

Billeder der ændrede verden – og os

Det paradoks som krigen i Syrien præsenterer os for, skyldes, at vi i langt højere grad end tidligere er tilskuere til klodens krige. Men selvom vi dagligt er vidner til verdens rædsler, så kan det virke nærmest umuligt at gøre noget ved det.

Sådan har det ikke altid været. Verdenshistorien er nemlig fyldt med begivenheder hvor billeder var med til at gøre en forskel.

Lad os starte i 1972, hvor et af historiens mest ikoniske krigsfotografier blev offentliggjort. Billedet viser den dengang 9 årige pige Phan Thi Khim Phuc, der løber grædende, forbrændt af skader forårsaget af de berygtede napalmbomber.

Sammen med blockbuster-film som ”Dommedag, nu” står billedet af pigen med den forbrændte krop stadig ætset i manges hukommelse som et symbol på Vietnam krigens uretfærdigheder. Disse symboler nærede en hel generation af politiske aktivister, og billedet har således, som så mange andre billeder gennem tiden, opnået en kulturel og politisk betydning som ingen kunne have forudset da billedet blev taget og publiceret.

Billedets politiske potentiale blev endnu engang fremhævet da Rumænske aktivister i 1989 erobrede tv-studier overalt i landet. Dét gjorde aktivisterne netop fordi de handlede ud fra en fast overbevisning om at det var den bedste måde at skabe politisk forandring. Og resultatet blev jo som bekendt et ”ciao” til landets daværende diktator Ceaușescu.

I nyere tid er det værd at fremhæve det Arabiske Forår, hvor demonstranter i hundredtusindvis gik på gaden – mange med deres smartphones i hånden. Endnu engang tillod nye medieteknologier således en ny politisk offentlighed at trodse deres totalitære despoter og fortælle deres egen historie.

Protester på Tahrir pladsen i Egypten (Essam Sharaf, Wikimedia Commons)

Det er tydeligt for de fleste der er født i sidste halvdel af det 20. århundrede, at billeder ikke kun dokumenterer vores verden. Billeder nærer vores følelser og tanker om globale begivenehder og er dermed et vigtigt afsæt for politiske handlinger.

Teknologiens trussel

Men med nye teknologier kommer også nye problemer. Fremsynede filosoffer som Martin Heidegger har siden starten af det 20. århundrede advaret om faren ved de nye teknologier – og særligt de optiske af slagsen.

Hvis vi havde konfronteret Heidegger med nye medieteknologier som smartphonen og YouTube, så ville han have fortalt os, at selvom de bringer verden tættere på, så tillader de ikke, at vi udvikler et nært forhold til det vi ser.

Hvordan skal man ellers forklare, at polerne smelter videre på trods af de utallige billeder af druknende isbjørne? Og hvordan skal man forklare, at Islamisk Stat uanfægtet begår grusomme krigsforbrydelser, mens de selv producerer bevismaterialet for selvsamme forbrydelser?

De fleste har nok oplevet hvordan et billede kan skabe noget magisk ud af det ordinære. Men den konstante strøm af billeder som vi er udsat for i dag fjerner noget af magien og betyder, at billedmediet mister sin evne til at skabe følelsen af affekt. Selv billeder af krig og ødelæggelse bliver indhyllet i en sær logik der definerer oplevelsen af krig som en vare der forbruges og smides væk.

Det er netop dét, der er sket med billedet i en global digital markedslogik, hvor klik skaber kontanter, og hvor målet for ethvert billede derfor er maksimal eksponering. Det er altså ikke billedet i sig selv, men snarere det forbrugsmønster som de nye medieteknologier understøtter og forstærker, som er problemet.

Så selvom vi klikker, zoomer, redigerer og publicerer som aldrig før er der ikke længere noget der fastholder vores blik særligt meget længere end den tid det tager at swipe videre til det næste billede. Groft sagt, så oplever vi billeder af død og ødelæggelse på samme måde som vi bruger Tinder.

Journalistens død skaber kollektiv mistænksomhed

Selv i det sjældne tilfælde hvor et billede fastholder vores blik, så er der altid den der lille snert af tvivl: Er det nu også virkeligt, det jeg ser? For mens det 20. århundredes journalister og krigsfotografer blev opfattet som autoriteter med en privilegeret adgang til verden, så forholder det sig helt anderledes idag.

De gamle medier står lammede tilbage i skyggen af de nye digitale medier. I deres kamp for at komme først, ender de gamle medieinsitutioner nemlig ofte med at videreformidlere indhold produceret af ”amatører”. Og uden nogen egentlig afsender kommer den politiske diskussion omkring disse billeder ofte til at handle om billedernes sandhedsværdi frem for de menneskelige lidelser de skildrer.

Som et konkret eksempel, beskriver den amerikanske antropolog Rebecca L. Stein hvordan den Israelske offentlighed er præget af en kollektiv mistænksomhed overfor videoer og billeder af døde palæstinensere– en mistænksomhed der omhyggeligt plejes og genskabes af Israels højre-nationalister. Der findes i dag et rigt udvalg af YouTube kanaler og bloggere der har dedikeret deres tid til at analysere palæstinensiske vidoer og billeder med det formål at påvise, at de er falske.

Vi ser den samme udvikling i Syrien, hvor det syriske regime og de statsstøttede medier også har omfavnet den globale mistænksomhed rettet mod digitale ”amatør” optagelser. Det bedste eksempel er fra 2013, hvor regimet øjeblikkeligt erklærede, at de berygtede videoer, optaget af de civile ofre for styrets gasangreb i Ghoutar provinsen, var falske og fabrikeret til lejligheden af oppositionen.

 

På trods af at USA og det internationale samfund til sidste accepterede videoerne som bevis på det syriske regimes forbrydelse, så var skaden allerede sket. De internationale medier havde nemlig flittigt viderebragt det syriske regime påstande og dermed næret den kollektive mistænksomhed der præger vores forhold til krig i dag.

Det er altså ikke kun os, som mediebrugere, der lider under mediernes digitale krise. Den skader også krigens ofre og umuliggør deres forsøg på at skabe opmærksomhed omkring de uretfærdigheder de er udsat for.

Der er brug for nye måder at se på

Det visuelle bombardement som nutidige mennesker er udsat for betyder altså, at der ikke er nogen faste rammer for vores viden, intet fast punkt for hvordan vi orienterer os i verden. Sandheden er blevet flydende.

Den popularitet som for eksempel Donald Trump nyder, er nemlig i høj grad et symptom på den mistænkelighed der i dag er rettet mod de strukturer og de institutioner der indtil nu har skabt faste rammer om den politiske debat.

Men løsningen er ikke at promovere mere frygt og mistænksomhed. Der er i stedet brug for progressive politiske stemmer der peger fremad. Vi har, kort sagt, brug for nye måder at se på. Og vi har måske allerede set begyndelsen på den bevægelse.

Så sent som forrige weekend så Københavnere der krydsede Dronning Louises Bro en gummibåd der kænterede, fyldt med flygtninge. Men der var ingen der druknede. Optrinnet var nemlig skuespil, opsat af Mellemfolkeligt Samvirke i protest mod Europas håndtering af flygtningekrisen. Men selvom det var skuespil, så er aktionen et eksempel på hvordan de billeder af nødstedte flygtninge på Europas kyster som vi alle sammen har set lige pludselig materialiserede sig i det indre København.

For mens man hurtigt kan bladre videre fra de billeder af druknede flygtninge der har fyldt mediebilledet, så er det straks værre at kigge væk når scenerne udspiller sig lige foran en. Det er først når vi lader billederne komme helt tæt på, at vi rigtigt kan forstå dem.

I stedet for at nøjes med at ”like” eller smide en kommentar, så kræver det at se verden på en ny måde nemlig at der skabes personlige og meningsfulde relationer med den virkelighed der ligger bagved strømmen af billeder.

More from Daniel Møller Ølgaard

Kritikken af magthaverne har sejret ad helvede til

Donald Trump. Brexit. Marine le Pen. Alle repræsenterer de en stigende mistillid...
Læs mere