Mellem ingenting og alting: En rejse med colombiansk litteratur

Billede fra Colombia
Foto: Dea Sofie Kudsk

Efter tre en halv uge i Colombia har jeg købt den første bog i en boghandel på la Septima. Den brede levende gågade. Mimere, trommeslagere og skakspillere. En kold dag. En smule regn. Krydser gader for rødt og grønt med Sol Negro i en papirspose. En sort sol. En sort bog med grøn ryg på et sort plastikbord. Jeg sidder og venter på min café con leche. Hjørnebageriet hvor jeg plejede at drikke kaffe, da jeg boede her i Bogota for snart tre år siden, er lukket. Døren står åben og jeg kan se det tomme lokale. De hvide fliser på væggene. Og jeg kan huske duerne, der sneg sig ind og spiste krummer.

Meget er forandret. Byen er den samme by. Men en anden by. Vi kan ikke gå ned i den samme flod to gange. Det er et af Heraklits fragmenter. Tænkt for over to tusind år siden i Grækenland. Men tanker lever videre. Traditionerne overlever os. Overvælder os – eller vi prøver febrilsk at bekæmpe dem. Floden flyder videre. Floderne løber ud i havet og havet bringer verdensdelene sammen.

Sort sol

En dansker læser Raúl Henao. En colombianer med et brasiliansk klingende navn. En digter inspireret af europæisk symbolisme og avantgardisme. Jeg bladrer i bogen. Ét er at tale spansk, noget andet er at læse poesi. Kaffen er drukket op. Toiletpapirsruller tårner sig op i et orange hjørne. To mænd i jakkesæt snakker om fodbold. Europamesterskabet er i gang. Om en uges tid vil Frankrig score på straffespark mod Tyskland og begge lande spøger i Henaos digte. Digtet dedikeret til Nietzsche.

Den eneste store bølge i colombiansk digtning har været nadaismen, det står der i bogens forord. Nada. Ingenting. Intet. Nihilisterne fra Medellin. Men Henao er ikke bare nadaist. Han går videre. Første bog udkom i 1973. Han er forblevet i skyggerne. Men mange så med ham et nyt håb i den colombianske digtning. Mindre nihilisme, mere æstetik. Mere enhed, mindre individualisme.

Men hvor lever litteraturen?

Forbi ingenting. Forbi det blotte intet. Ligesom Nietzsche selv tænkte det. Nihilismen er kun et nødvendigt skridt. Det handler om at forkaste de gamle værdier og derefter sætte nye. For Nietzsche er der ikke noget at hente i den europæiske kultur efter den græske antik. Det er én lang nedtur. Men det er ikke en tanke der regerer hos Henao. Der sættes pris på Apollinaire, Breton, Bataille. En form for anerkendelse af en poetisk tradition. Ikke alt skal afsværges.

En voldelig historie

Mødes med Leandro og Ernesto. De er ved at forberede et nyt teaterstykke. Fire akter. Lys. Mørke. Idéer skrives i en lille notesbog. Det kunne også være poesi. Ernesto koger pasta til frokost. Jeg kigger på boghylderne. Filosofi: Hegel, Bachelard, Baudrillard. Og poesi: Artaud, Paz, Vallejo. Ingen colombianere. Teater og cirkus er der masser af i byen. Teater og cirkus som arbejder med den colombianske arv. Plantemedicin og stoffer. Historien er blodig. Dans og korruption og meningsløs vold. Men colombiansk litteratur? Jeg mener alt andet end Marquez.  Jeg mener, jeg kan også godt blive ved med at købe bøger. Men hvor lever litteraturen?

Billede fra Colombia
Foto: Dea Sofie Kudsk

Eftermiddag. Siger farvel til Ernesto. Vi går i mange timer uden at nærme os byens udkant. Passerer parker, holder pauser på hårde bænke. Ryger Piel Roja. Smøger uden filter. Vi kommer forbi et hus Leandro boede i engang og stedet hvor tre fyre med pistoler truede ham til at aflevere penge og identitetspapirer og de cd´er han altid havde med til sin discman.

I boghandlerne er der mange bøger om den ene eller anden del af landets voldelige historie. Fredsaftalen mellem regeringen og FARC er blevet underskrevet. Det er ikke noget, jeg har hørt nogen snakke om. Men en af Leandros venner blev myrdet for et par dage siden af de paramilitære styrker. Vi går næsten helt til La Nachu. Nationaluniversitet hvor der for år siden har været kampe mellem de studerende og politiet. Jeg husker at være blevet fortalt, at de kemistuderende lærte at lave molotovcocktails.

Vinden og havet og sproget

Læser Henaos digt Monólogo del Viento op for Leandro. Vindens monolog. Han har aldrig hørt om Henao. Er ikke meget for nadaisterne. Prøver i stedet for at genopdage de mange indianerstammers sange og poesi. Den hellige poesi. Det guld spanierne ikke kunne stjæle. Det El Dorado de slet ikke kunne se.

Der er hellige søer og guld blandet med kobber. Det er stadig den samme jord.

Men dette digt rækker ud og han lytter. Det synes også at sige, at vi har ledt efter svarene de forkerte steder. ”Alma mía, rehúye tu propia/Voz, renuncia al ciego camino/De la identidad” – står der i digtet. Sjælen må genfinde sin egen stemme. Forlade identitetens blinde vej. Og digtet fortsætter: Led ikke efter dråben i havet, men havet i dråben.

Jeg tænker på hvad der sker, når man læser digte på et sprog, man ikke helt forstår. Alt det der går tabt. Men måske vindes der også noget – at læse bliver på en måde også at digte selv. Det digt, som jeg har digtet, er ikke dét Leandro hører. Han kender sproget. Bor i det spanske. Men vil lære muiscon. Muiscaernes sprog. Dødt som latin. Blev forbudt af spanierne. Jeg leder efter ny litteratur men støder hele tiden ind i noget andet. Ord og viden der ikke er at finde i bøgerne. Fortællinger om ceremonier og et liv der leves i respekt for naturen. Muiscaerne var dem, der levede her omkring Bogota før spanierne kom. Der er hellige søer og guld blandet med kobber. Det er stadig den samme jord.

mellem_ingenting_og_alting_colombiansk_litteraturTraditionerne

Med lidt hjælp fra en mand, der åbenbart også kan skaffe billig coke, finder jeg Casa la Poesia Silva. Der er et lydbibliotek. Optagelser af oplæsninger og poesikonferencer. Et katalog med hundredvis af muligheder. Vælger optagelse 464. Digtere fra forskellige indianerstammer læser op på deres egne sprog. Sprog jeg ikke forstår. Men betydningen: Vi er jordens børn. Den hellige moder jord. Bagefter læser de op på spansk. Det er ikke nemt at oversætte det man føler. Men man prøver. Traditionen i høretelefonerne. Det ikke-glemte.

Men colombianerne ser også mod Europa og USA (Henao der finder poesien i Frankrig). Vender traditionerne ryggen. Sprogene svinder ind. Smartphones og tv-serier. Byen frem for junglen. Planternes navne bliver utydelige. Dyrene er bare dyr og ikke brødre eller søstre. Det er udviklingen. Men det er som om at en lille flod løber ved siden af udviklingens medrivende strøm. Nogle stopper op. Nogle går ud i skoven igen.

Billede fra Colombia
Foto: Dea Sofie Kudsk

I skovbrynet finder jeg den næste bog. I butikken i Casa la Poesia Silva køber jeg den næste bog: Camilo Marroquin Díaz´ digtsamling Ecos y Destinos. Ekkoer og skæbner. Diáz – ung digter fra byen Neiva. Yngre end jeg er. Har vundet priser. Studerer filosofi og har ligesom Henao et digt til Nietzsche.  Men jeg ser ingen nihilisme her.  Nietzsche havde ingen anden mulighed end at fortabe sig i vanviddet, skriver Diaz. Hvad mener han? At Nietzsche ligesom det skøre menneske, der proklamerede Guds død, kom for tidligt?

”En su piano compone tiernas odas/ a un dios desconocido.” – på sit klaver komponerede han sød musik til en ukendt gud. Det er en anden Nietzsche end den vi kender. Komponerende musik til en gud. Måske betyder det, at Diaz netop tager ham med om på den anden side af nihilismen.

Haven i byen

I Ecos y Destinos fornemmer jeg en blød tro på skønhed. Et blik for naturen. Noget guddommeligt. Så langt fra en ung dansk digter med dårlig samvittighed, kedsomhed og brækfornemmelser over sit eget liv. Her er hverken pizza eller popmusik.

Samlingens tredje digt hedder Una mañana. En morgen. Vi går med digtets jeg i ensomme haver. Der er en stemme der siger: ”El ojo es la cerradura y la llave.” Stemmen siger: Øjet er låsen og nøglen. Digtets jeg smiler og tænker at der måske er en meddelelse inde i meddelelsen. En mening inde i meningen. Og et sprog der gør det umulige muligt. Smiler igen. Uden at vide hvorfor. Digtene er korte. Bogen er kort, nærmest et hæfte. Gråt omslag og sort skrift. Og en tegning af otte ansigter indeni firkanter og cirkler. Vores mange ansigter. Det griber tilbage til Henao og vindens monolog: ”Que el espejo se rompa/ En pedazos donde se refleje/ Tu rostro: mil rostros.” I det knuste spejl ser du dit ansigt – dine tusinde ansigter. Det er en slags uendelighed. Eller bundløshed.

Bogens otte ansigter kigger i forskellige retninger. Ser ligesom digtene mod byen og mod naturen. Mod noget indre og noget ydre. I digtet Naturaleza – Natur – er digtets jeg inde i byen, i gaderne, undrende sig igen: ”Nadie parece sentir la presencia/ del fuego que se extingue/ antes de nacer.” Ingen føler ildens nærhed. Gaderne, menneskene – flyder af sted uden at se andet end husenes grå højder. Det er mig der digter videre. Vi tror vi er sikre i byerne. Asfalten og cementen hjælper os med at glemme. Her er ingen vilde dyr og ingen bare fødder. Men hvad har vi fået i stedet for?

Vi er mange. Vi er sultne. Vi er overalt. Og så håber jeg bare, at det ikke handler om zombier.

Den sidste bog

Henao og Diaz ligger i rygsækken sammen med mudret vasketøj, myggespray og solcreme. Og et par andre bøger der ikke har fanget mig. Flere digte og en novellesamling. Det hele har været med ude i bjergene og er nu vendt tilbage til Bogota for et lille stykke tid. Jeg har stadig ikke været til en oplæsning. Jeg føler stadig ikke, at jeg har fundet ud af hvad der sker for litteraturen i Colombia.

Romanerne der står fremme i boghandlen er nye, nyskrevne, men bagsideteksterne lyder som gentagelser af allerede skrevne bøger. En person oplever det og det. Forholder sig sådan og sådan. Udvikler sig på den og den måde. Og bøgernes omslag flyder ud i en ensformig masse af noget blåligt, gråligt. Måske overdriver jeg. Men det er sådan jeg husker det. Så er der en neonfarvet bog. Skrigende orange. Og noget sort der ligner dryppende maling. Og titlen: Bestias. Bestier. Elleve fortællinger af Gabriela A. Arciniegas. Bogen er pakket ind i plastik. Men bagsidetekstens tre første linjer giver mig lyst til at læse mere. ”Somos muchas. Tenemos hambre. Estamos en todas partes.” – Vi er mange. Vi er sultne. Vi er overalt. Og så håber jeg bare, at det ikke handler om zombier.

På side 55 starter fortællingen Pupila. Og den slutter på side 56. To personer sidder i græsset og ryger en joint. Et jeg og et du og duet skriger. Bad trip. Har ikke lyst til at leve mere. Og så en ambulance. En læge. Og duet der engang har sagt: ”Me crees si te digo que no soy de este mundo?” – tror du på mig, hvis jeg siger, at jeg ikke er fra denne verden. Jeget har en ironisk distance til det udsagn. Du siger så meget. Du er så mærkelig alligevel. Men noget sker, måske er du virkelig fra en anden verden.

Duet har også troet at hendes blod ville størkne inde i kroppen, føler hele tiden en eller anden forandring og jeg kan ikke lade være med at tænke på Kafkas Forvandlingen. Manden der bliver til en bille. Pigen hvis blod størkner. Noget unaturligt. Overnaturligt men virkeligt.

Hvad sker der?

Bestias er på alle måder anderledes end de to digtsamlinger. Selvfølgelig, formen er anderledes. Men det er også noget med energien. Der er noget nyt og skarpt skinnende over fortællingerne. Noget der spejler tusinde ansigter og en tid og et samfund der er næsten umuligt at leve i.

Billede fra Colombia
Foto: Dea Sofie Kudsk

Arciniegas er født i Bogota i 1975. Der er ikke et foto men en tegning af hende. Og med hvid skrift på det orange: en twitterkonto og en blog. Internettet. Og måske skulle jeg have haft en smartphone for at finde ud af hvad der sker med litteraturen. Måske skulle jeg have søgt på google. Og jeg kunne være taget til oplæsninger hver eneste aften. Men det er ikke min måde. Og Bogota – den enorme kæmpe bliver mindre og mindre mens bussen tager mig op i bjergene igen. Bøgerne ligger åbne ved siden af mig, mens jeg lytter til Oscar. Lytter til en stemme, der siger alt andet end ingenting. En stemme der siger, at alt betyder noget. Mens musikken flyder ud af youtube og Nietzsches spøgelse bliver et med tågen der driver ned ad bjerget. Og vi balancerer på kanten mellem traditionerne og alt det nye. Mellem ingenting og alting.

Måske er det det, der sker. Måske er det det, der forener Henao, Diaz og Arciniegas. Et forsøg på at finde den balance. Og et forsøg på at finde sin egen stemme – ikke, som Henao skriver, som en fuldstændig afskåret stemme, men som en stemme, der lyder sammen med alle de andre stemmer.

More from Dea Sofie Kudsk

Mellem ingenting og alting: En rejse med colombiansk litteratur

Efter tre en halv uge i Colombia har jeg købt den første...
Læs mere