Wolfgang Herrndorf: Kølig undersøgelse af et liv med udløbsdato

Wolfgang Herrndorf er den tyske forfatter eller måske endda forfatter som sådan, der har optaget mig mest det seneste år. Med en poetisk overlegen undersøgelse af livets flygtighed er han alene grund nok til, at du skal øve dig på de tyske gloser.

Netop nu kan man i tyske biografer (eller biografer, der tør at indkøbe tysksprogede film, ps. hvor er I?) se filmatiseringen af den bog, der har optaget mig mest i nyere tid. Tschick, hedder både filmen og bogen, som Wolfgang Herrndorf udgav tilbage i 2010. Bag filmen står den berømmede Fatih Akin, der også står bag publikumssuccesser som Soul Kitchen og Gegen die Wand. Omdrejningspunktet er Tschick, en russisk indvandrer på 14 år, der allerede er kriminel og alkoholiseret og hans nye ven, Maik Klingenberg, en lidt kikset, venneløs dreng, håbløst forelsket i klassens populære pige og birolle i hjemmedramaet med en mor, der ryger ind og ud af rehab og en far, der alt imens boltrer sig med sekretæren.  Nå ja, og så Isa, den forældreløse og næsten uvirkelige pige, de to drenge ufrivilligt får samlet op på en losseplads. En karakter, så interessant, at hun senere endda får sin helt egen bog, Bilder deiner Großen Liebe, som udkom i 2014 en ufuldendt udgave efter Herrndorfs død året forinden.

Tschick er én af de der bøger, jeg ikke kunne lægge fra mig. Ikke kun fordi det er én af de der tyske sager, som er gennemarbejdede, smukt udførte, virkelig gode at have i hånden og endda har en smuk og smart snor til at holde styr på, hvor man er kommet til uden brug af fakta-bonner og iturevede avissider (den idé tager I bare, danske forlæggere. På huset). Det er heller ikke, fordi historien er én af de der, hvor man føler sig fløjet tilbage i Peter Pan-land, hvor solen altid skinner, livet er sjovt, alting lykkes og det lader sig gøre at distancere sig fra verdens forfærdeligheder (ok, det er nok også lidt derfor). Mest af alt er det fordi, Wolfgang Herrndorf er én af de der virkelig sørgelige, men ikke desto mindre fascinerende forfatterskikkelser. En skæbne så sørgelig, at man næsten ikke fatter, hvordan hans bøger kan være så sjove. Det er den fuldendte mestring af kunsten at balancere humoren på en knivsæg af tragedie. Og så det universelle: den poetiske, fantastiske omformning af det endeløse tema død. 

Tschick og Maik i den lyseblå lada, fra Fatih Akins filmatisering af Tschick
Tschick og Maik i den lyseblå lada, fra Fatih Akins filmatisering af Tschick

Døden er over det hele. Også i Tschick, midt imellem den bekymringsfrie ungdom, lyse sommernætter og roadtrips. Endnu mere er den til stede i Bilder deiner Großen Liebe, som Herrndorf skrev, mens han var allermest syg og ikke nåede at gøre færdig, men som alligevel udkom posthumt med hjælp af forlaget Rowohlt og hans redaktører gennem lang tid, Marcus Gärtner og Kathrin Passig.

Wolfgang Herrndorf skød sig selv den 26. august 2013 som bare 48-årig på breden af Hohenzollernkanal i Berlin. Siden 2010 levede han med en aggressiv tumor i hjernen, der med tiden gjorde Herrndorf ude af stand til at være den store sprogkunstner, han havde været hele sit liv. På det tidspunkt, hvor han skød sig selv, var hans tilstand blevet så dårlig, at han havde følelsen af have mistet sig selv:

“Ich bin nicht der Mann, der ich einmal war. Meine Freunde reden mit einem Zombie, es kränkt mich, ich bin traurig, ich will weg. Ich will niemanden mehr sehen.”*

Sådan skrev han den 3. juli 2013 på sin blog Arbeit und Struktur, som han havde ført siden begyndelsen af sin sygdom. En blog, der senere udkom i bogform også på Rowohlt Verlag, og som i dag er et unikt indblik i ikke bare et voldsomt sygdomsforløb, men en forfatters optagethed af liv og død og dét at være på kanten af begge. Herrndorf vidste i størstedelen af sin succesfulde forfatterkarriere, at han skulle dø. Og det er én af grundene til, at hans bøger har gjort så stort et indtryk på mig i dette år. Hør fx her, hvordan en poetisk undersøgelse af at skyde (sig selv) lyder i poetisk form, det allersidste afsnit i Bilder deiner Großen Liebe, det allersidste litterære tekststykke inden hans død:

“Ich kontrolliere die P8. Ich drücke das Magazin raus, entnehme die Patronen, presse sie zurück. Laden und entspannen. Laden und entspannen. Ich ziele auf die Sonne. Ich ziele auf die Federwolken und Schäfchenwolken, auf die Vögel. Ich fahre die unklaren Konturen der Berge entlang. Ich ziele auf die blauen Puschel, ich fahre den lichtgrauen Strich unterm Horizont ab, auf dem Spielzeugautos seitwärts kriechen und ohne Angst im Dunst verschwinden. Ich schaue in den Abgrund, genau über meine Stiefelspitzen hinweg. Ich halte die Waffe genau senkrecht hoch und sehe mit offenem Mund der Kugel hinterher, sehe sie steigen, sehe sie immer kleiner und kleiner und fast unsichtbar werden im tiefdunklen blauen Himmel, bevor sie sich aus dem Verschwundensein wieder materialisiert und zu fallen beginnt, millimetergenau zurück in den Lauf der Waffe.”*1

Jeg har læst slutningen på bogen flere gange, end jeg kan tælle, og det løber mig endnu koldt ned ad ryggen hver eneste gang. Herrndorf havde vidst i mange år, at han skulle dø, og han havde allerede i 2010 besluttet sig for at skyde sig selv, når tiden kom. Hvad han havde brug for, var en “exitstrategi”, skrev han på Arbeit und Struktur, “og jeg var fuldkommen sikker på, at det kun kunne være et våben.” Sådan stod det i indlægget fra den 30. april 2010, og alle der læste med, blev nu klar over, at selvmordet allerede var ikke bare besluttet, men også planlagt, og at det fra da af kun var et spørgsmål om tid. Det Arbeit und Struktur og mere indirekte alle værker, der udkom efter denne dato, var en kamp med tilfældighederne og det var et studium i forfald, sprogligt, fysisk og psykisk, ja menneskeligt. Et forfald, der er tydeligt i de sidste dag af hans liv. Han var afhængig af hjælp for at kunne publicere de kortfattede indlæg på bloggen, hvor det står klart, at selv den simpleste tanke udgør en uoverkommelig udfordring for den tidligere så produktive forfatter, der gennem sit liv ikke kun skrev, men også var en dygtig maler.

Herrndorf er både forfatter til teksten og maleren bag coverillustrationen, foto: Rowohlt Verlag
Herrndorf er både forfatter til teksten og maleren bag coverillustrationen, foto: Rowohlt Verlag

 

Herrndorf var ikke bare den geniale forfattertype. Men derimod den effektive, hurtige og bredt appellerende forfatter. Til historien hører derfor også faktummet, at forfatterskabet er meget alsidigt og foruden de to nævnte værker her også inkluderer krimien Sand (2011), som indbragte ham den prestigiøse Leipziger Buchpreis og debutromanen In Plüschgewittern, der tager afsæt i Ernst Jüngers klassiker In Stahlgewittern (1920) Men det var først og fremmest Tschick, der skaffede Herrndorf det rigtige store gennembrud med 2 millioner solgte eksemplarer i Tyskland og oversættelser i mere end 25 lande.

Langt de fleste af mine tidligere undervisere på universitetet ville vride sig i smerte, når de så, hvor dårlig jeg er til at læse disse værker uden at medtænke den biografiske baggrund. Det er et klart 00 i litteraturlæsning, hvor trangen til forfærdelig virkelighed og autenticitet har overhånden. Men hvor tit har du kunnet læse en menneskes bevidste rejse mod sin egen død? Hvor mange kender du, der har udlagt – og så endda på så poetisk overlegen vis – sin personlige, kølige undersøgelse af et liv med udløbsdato? Det er ikke fordi, værkerne bliver bedre af at vide det, forstå mig ret: Bøgerne er små vidundere i sig selv (i hvert fald i deres tyske oprindelighed, hvorfor forlaget Turbine så sig nødsage til at begå overgreb mod den danske udgivelse og ændre titlen til det unægtelig plattere “Tjick” er mig til stadighed en gåde. For ikke at tale om den endnu værre engelske, Why We Took the Car). Det er følelsen af, at ulykken ligger lige på den næste side. Også i Tschick, hvor de to teenagere kører om kap med tiden, drevet frem af det rush at forsøge ikke at blive opdaget, i en stjålen, lyseblå Lada. Det er en undersøgelse af livets flygtighed og midlertidigheden. Følelsen af, at ingenting varer ved. Måske pånær de gode historier.

Bloggen Arbeit und Struktur er endnu tilgængelig i sin helhed her http://www.wolfgang-herrndorf.de. Jeg fraråder den på det kraftigste til sarte sjæle og triste regnvejrssøndage. 

* Oversættelse: “Jeg er ikke den mand, jeg engang var. Mine venner taler med en zombie, det krænker mig, jeg er ulykkelig, jeg vil væk. Jeg ville ikke se nogen længere.”)

*1 Oversættelse: “Jeg kontrollerer P8’eren. Jeg trykker magasinet ud, tager patronerne, trykker dem tilbage. Lader og aflader. Lader og aflader. Jeg sigter mod solen. Jeg sigter mod cirrusskyer og lammeskyer, på fuglene. Jeg følger langs de uklare konturer af bjerget. Jeg sigter på de blå totter, jeg kigger langs den lysegrå streg under horisonten, hvorpå legetøjsbilerne kravler sidelæns og forsvinder uden angst ind i uklarheden. Jeg kigger ned i afgrunden, lige over mine støvlespidser. Jeg holder våbnet vinkelret og ser med åben mund efter kuglen, ser den stige, ser den blive mindre og mindre og næsten usynlig i den mørke, blå himmel, inden den materialiserer sig igen fra forsvundetheden og begynder at falde, millimeterpræcis tilbage i våbnets løb.

More from Camilla Zuleger

Harper Lee – en tidløs sangfugl og en gammel, nyfunden debut

Det danske forlag Lindhardt & Ringhof havde netop genudgivet Harper Lees udødelige,...
Læs mere