Metallen tog revanche i Koncerthuset

Det svenske metalband Opeth i DR Koncerthuset. Foto: Klaus Thodsen

For bare et par uger siden var Netudgavens musikredaktion i den grad på udebane i DR Koncerthuset, da P3 Guld fejrede sig selv og den letbenede tøjbutikspop, mens de så stort på alle andre genrer og stilarter.

Det var var derfor med en vis fornemmelse af revanche over det statskontrollerede poplandskab, at Netudgaven mandag 7. november 2016 endnu engang trådte ind i DR Koncerthuset, for at overvære en af poppens smukkeste modsætninger. Det progressive metalband Opeth, der havde taget turen over sundet fra Sverige.

Den perfekte scene

Fra første øjeblik man kom ind i salen, var det en fryd at opleve, hvor meget tingene havde forandret sig siden sidst. Væk var alle de pissefulde teenagere. Væk var opdelingen mellem de fine kunstnere og proletariatet. Væk var kendisdyrkelsen. Væk var de humorforladte værter med deres indøvede morsomheder. Væk var den pandekageflade stemning.

Det norske opvarmningsband Sahg. Foto: Klaus Thodsen.
Det norske opvarmningsband Sahg. Foto: Klaus Thodsen.

I stedet blev aftenen sparket i gang af de veloplagte nordmænd fra supportbandet Sahg, der med deres særlige konfronterende blanding af hardrock og doom-metal fik stemningen blandt publikum sparket rigtig godt i gang. Fra pladsen på fjerde række gav det voldsomme lydbillede ringende ører, allerede inden aftenens hovednavn var gået på scenen. Alt i alt meget lovende.

I det hele taget var det som altid en interessant oplevelse, at observere publikum til en metalkoncert som denne. Mens poppen til alle tider bliver kaldt folkelig, er metal blevet beskyldt for det modsatte. Nemlig utilgængelig, frastødende og aggressiv.

Kiggede man ud over publikum denne aften, så man selvfølgelig de sædvanlige metalfans med deres lange hår og tatoverede arme, men man så også de 60-årige kvinder, de pæne herrer i jakkesæt og unge smukke piger. Fans, der har været til hundredvis af metalkoncerter, og novicerne der havde taget turen for første gang.

Bløde sæder i stedet for mosh pit

Aftenens første store jubelbrøl brød ud, da bassisten Martin Mendez og trommeslageren Martin Axentor gjorde deres entre på scenen. Man fornemmede tydeligt, at det var et spændt publikum, der havde indtaget Koncerthusets store flotte sal, og noget uvant måtte udskifte mosh pit med de bløde og komfortable sæder.

Stemningen steg yderligere, da resten af Opeth entrerede scenen med den karismatiske guitarist og sanger Mikael Åkerfeldt i front, og kastede sig direkte ud i aftenens første nummer.

Undervejs måtte bandet indrømme, at deres seneste plade Sorceress ikke var specielt populær hos publikum, hverken i salen eller i butikkerne, og måske derfor holdt de sig hovedsageligt til ældre materiale.

En ting stod klart med det samme. Koncerthuset er et fantastisk sted at holde metalkoncert. Den helt fantastiske lyd, man får i en sal som denne, er ganske unik i forhold til de spillesteder, man normalt hører heavy-metal. Når bandet på scenen samtidig spiller så utrolig godt, som Opeth gjorde denne aften, giver den en nærmest magisk lyd.

”Ghost of Perdition” sendte smil og klapsalver rundt i salen, allerede da guitaristen Fredrik Åkesson spillede de allerførste toner fra nummeret. Derefter leverede bandet et stilstudie i perfekt udførelse. Åkerfeldts vokal vævede smukt mellem den klare bariton og den dybe, hårde growl. Udover en enkelt skønhedsfejl med en hurtigt repareret guitardefekt, blev ”Ghost of Perdition” leveret med en selvsikker overlegenhed, der fortsatte aftenen ud.

Manden i centrum

Fra scenen havde Åkerfeldt et godt tag om publikum, der til tider kæmpede med at forstå hans svenske modersmål, ligesom han kæmpede med at forstå de svenske gloser, der blev råbt ned til ham fra balkonerne fra danske fans.

Det var en særlig oplevelse at se, hvordan én svensktalende mand kan underholde, glæde og tale med publikum, så det sætter en stemning af spændende og indlevelse. Med tanke på, at Nicholas Kawamura og Joachim Ingversen med hjælp fra indøvede morsomheder, forproducerede indslag og gud ved hvor mange tv-kameraer havde skabt cirka lige så meget stemning som en vissen kontorbregne, var Åkerfeldt denne aften en på alle måder anderledes og bedre oplevelse.

Frontmand Mikael Åkerfeldt havde et godt tag om publikum. Foto: Klaus Thodsen
Frontmand Mikael Åkerfeldt havde et godt tag om publikum. Foto: Klaus Thodsen

Hans småsnak med publikum mellem numrene, hans reaktioner på tilråbene og hans små kommentarer til især den store krølhårede guitarist Fredrik Åkesson, var en fornøjelse at følge med i. På scenens anden fløj stod den uruguayanske bassist Martin Mendez som sædvanligt næsten ubevægelig det meste af aftenen, og var fuldt fokuseret på sit imponerende basspil.

Sidste slag

Undervejs måtte bandet indrømme, at deres seneste plade Sorceress ikke var specielt populær hos publikum, hverken i salen eller i butikkerne, og måske derfor holdt de sig hovedsageligt til ældre materiale.

Det var på den baggrund heller ingen overraskelse af, det var det fjorten år gamle nummer ”Deliverance” fra pladen af samme navn, der efter en kort kunstpause rundede aftenen af. Et brag af et ekstranummer, der blev rundet af til stående ovationer fra hele salen.

Dermed blev der sat punktum for en helt igennem fremragende koncert i DR’s fineste sal. For en aften var metallen rykket ind i Danmarks Radio, hvor denne redaktion vil håbe, at den vil få mere plads fremover.

Skrevet af
More from Klaus Thodsen

Party on, Wayne! Party on, Garth!

I Aurora, Illinois, blev verden for 25 år siden for første gang...
Læs mere