Nico: Den evige muse

Photo: Verve Records

Hun var sangerinde, skuespiller, model og ikke mindst muse for en række af 1960ernes største og mest indflydelsesrige kunstnere. Hendes egne kunstneriske ambitioner forblev uforløste i en årelang kamp mod kultstatus, nazisme og narkomisbrug.

Den prisvindende danske skuespillerinde, Trine Dyrholm, har netop landet rollen som en af de mest ikoniske kvinder i 1960’erne og 1970’erne i den kommende spillefilm Nico, 1988.

Filmen handler om den tyske sangerinde, model og skuespiller Nico, som med sit kølige, men osende sexede udseende var muse for store kunstnere som blandt andre Federico Fellini, Andy Warhol og Lou Reed. Sidstnævnte var frontmand i The Velvet Underground som på debutalbummet The Velvet Underground & Nico i 1967 havde hendes karakteristiske vokal med den tydelige tyske accent på tre numre, og gav hende kultstatus for eftertiden.

Photo: Ky, Flickr
Photo: Ky, Flickr

Filmen beskriver Nicos sidste år inden hendes for tidlige død i 1988. Hun blev kun 49 år, men nåede at leve et liv, som kunne tage pusten fra de fleste. Et bohemeliv præget af skiftende bopæle i skiftende lande, skiftende mænd og et stort forbrug af stoffer. For slet ikke at tale om de mange nazirygter som klæbede til hende gennem mange år.

Nico, hvis rigtige navn var Christa Päffgen, blev født i Köln i 1938. Som teenager i Berlin fik hun gang i en modelkarriere, som tog fart op igennem 1950’erne. Hendes karakteristiske udseende imponerede desuden den italienske mesterinstruktør, Federico Fellini, som gav hende en mindre rolle i klassikeren La Dolce Vita i 1960.  

I 1962 førte en affære med fransk films førsteelsker Alain Delon til hendes eneste barn. Et faderskab som Alain Delon dog benægtede. Flere filmroller fulgte i denne periode, hvor hun boede delvis i Paris og New York. Det var tiden i New York, der for alvor skulle give hende den kultstatus som fulgte hende resten af livet. På godt og ondt.

The Factory

I New York blev hun hurtigt en del af inderkredsen omkring Andy Warhol på hans berømte atelier, The Factory. Efter at have medvirket i en række af hans film, foreslog Andy Warhol, at hun skulle blive en del af The Factorys husorkester, The Velvet Underground. Efter sigende var hun ikke synderlig populær hos frontmanden Lou Reed, og hun røg da også hurtigt ud af gruppen igen.

Men alene hendes medvirken på pladen, som står som en af rockhistoriens største værker, gjorde hende til en stjerne.

Nico ville ikke nøjes med at være med på andres projekter, men havde tydeligvis egne ambitioner inden for musikken. Hun havde allerede i starten af 1960’erne indspillet sange her og der, og i 1967 udkom hendes første soloalbum Chelsea Girl. Pladen udkom på selskabet Verve, ligesom The Velvet Underground, og havde ligeledes Tom Wilson i producerstolen. På trods af de gode kræfter, så blev pladen ikke den store succes. Den interesse der dog var, var mest hængt op på Nicos kultstatus. Flere år senere udtalte hun, at hun selv var utilfreds med pladen og dens afdæmpede folk-agtige udtryk.

Pladen blev efterfulgt af yderligere tre plader i nogenlunde samme stil, dog med hende selv som sangskriver på de fleste numre. Her samarbejdede hun med de tidligere bandmedlemmer John Cale og Lou Reed, foruden prominente navne som Brian Eno og Phil Manzanera. En affære med forsangeren i The Doors, Jim Morrison, fik hende til selv at kaste sig over sangskrivningen.

Nedtur og nye generationers tilbedelse

Photo: University of Michigan, Andy Warhol
Photo: University of Michigan, Andy Warhol

Nico havde tydeligvis svært ved at træde ud af skyggen af de store kunstnere som hun havde inspireret. I 1970’erne blev hendes forbrug af stoffer til et decideret misbrug, og hun blev heroinnarkoman. Ifølge hende selv var det hendes forhold til den franske filminstruktør Philippe Garrel i disse år som førte til eskaleringen af hendes misbrug. Hun medvirkede i hele syv af hans film.

I slutningen af 1970’erne stod punken klar til at overtage rockscenen. Disse bands idoliserede The Velvet Undergrounds smadrede lyd, og i høj grad Nicos mystiske og kølige udseende. I en alder af 40 år blev hun endnu engang et idol.

Hun vendte tilbage til musikken med albummet Drama of Exile i 1981. Folk-lyden var nu erstattet af en post-punket new wave-stil med mellemøstlige referencer. Pladen kunne i stil og lyd lige så godt have fungeret som soundtrack til samme års tyske kultfilm, Christiane F. – Wir kinder vom Bahnhof Zoo, om en ung narkoprostitueret teenagepige i Berlin. Pladen indeholder foruden egne numre også en coverversion af I’m Waiting for the Man fra The Velvet Undergrounds debutplade og en udgave af David Bowies ikoniske sang, Heroes, som, blandt andet, også fungerede som soundtrack til førnævnte film.

Men igen var det mest hendes image som den bohemske femme fatale som tilrak folks opmærksomhed.

Fire år efter udsendte hun sit sidste studiealbum, Camera Obscura, som trak på samme lyd, dog med en større brug af synthesizer.

Den ariske forbindelse

Der er intet, der sværter en kunstners ry som racisme eller endda nazisme. Og det var mærkater som disse, der klæbede til Nico hele hendes liv. Om det var hendes opvækst i Tyskland under Anden Verdenskrig som skabte dette, vides ikke med sikkerhed. Men hun er flere gange blevet beskrevet som havende nazistiske holdninger.

Photo: GanMed64, Flickr
Photo: GanMed64, Flickr

Efter sigende skulle hun engang have angrebet en sort kvinde med et ødelagt vinglas på en restaurant og råbt til kvinden, at hun hadede sorte mennesker. Men den mest kendte hændelse var under en koncert i Berlin hvor det kom til optøjer, da hun sang den tyske nationalsang, inklusive et vers som har været taget ud siden Nazitysklands fald, på grund af dens stærke nationalistiske karakter.

Hendes ven, journalisten Danny Fields har senere udtalt at ’hun havde udpræget nordisk arisk element i sig. En tro på, at hun var fysisk, spirituelt og kreativt overlegen.’

På trods af dette har hun siden 1960’erne været et ikon og haft en kultstatus. Det er nærliggende at tolke denne status som et tveægget sværd. Det skabte hendes karriere, men samtidig forhindrede det hende i at bryde ud af karakteren Nico. Adskillige musikere har lavet lavet coverversioner af hendes sange eller på anden måde hyldet hende som inspiration og ikke mindst stilikon.

I den nyligt droppede, men stort anlagte HBO-serie, Vinyl, spillede danske Birgitte Hjort Sørensen en karakter baseret på Nico.

Om den kommende film, Nico, 1988, af den italienske instruktør Susanna Nicchiarelli, kan bidrage med andet til Nicos eftermæle må tiden vise.

Nico døde 18. Juli 1988 efter et cykelstyrt forårsaget af et hjerteanfald på den spanske ø Ibiza, hvor hun var bosiddende. Et røntgenfotografi afslørede en hjerneblødning som den direkte dødsårsag.

Hun blev 49 år.

More from Emil Vendelbo Johansen

Må hvide mennesker spille sort musik?

Det er mandag og opvarmningsdagene på Roskilde Festival 2017 er godt i...
Læs mere