Under radaren: Big Star

Coveret på #1 Record, Big Stars debutalbum. Fotocredit: Stax Records

De var anmeldernes yndlinge, pladeselskabets store nye håb og de havde sangene til at flyve helt til tops på alverdens hitlister. Bandet hed Big Star, og endte få år senere med at implodere, uden at have at have fået sat verden i brand. Pladesalget havde været katastrofalt, gennembruddet var forblevet en illusion og fanbasen var nærmest ikke-eksisterende.

Årtier efter at Big Star havde opgivet ævred, begyndte deres musik dog igen at røre på sig.

Gode anmeldelser, dårlige salgstal

Som bare 16-årig var Alex Chilton på toppen af de amerikanske hitlister med bandet The Box Tops og nummeret ”The Letter”, der solgte mere end fire millioner eksemplarer. Han forlod succesbandet i 1970, og dannede kort tid efter Big Star sammen med, Chris Bell, Jody Stephens og Andy Hummel; tre andre håbefulde unge musikere fra Memphis, Tennessee.

Bandets første plade #1 Record udkom i august 1972, og blev i første omgang vel modtaget af især de amerikanske rockanmeldere, og de store musikmagasiner som Rolling Stone Magazine, Billboard og Cashbox stod i kø for at kaste roser efter rockmusikkens nye store håb.

På de lokale radiostationer i sydstaterne røg pladen mange steder i fast rotation, og kom ud til et publikum på mange millioner mennesker.

Bandet spillede for tomme huse, når de gav koncerter, og måtte endda lide den ydmygelse af se koncerter blive aflyst grundet manglende interesse.

Det eneste problem med pladen var, at ingen købte den. Big Star beklagede sig over manglende promotion og distribution fra pladeselskabet Stax Records, men lige lidt hjalp det. Til trods for air-play, koncerter og gode anmeldelser solgte det, der var udråbt til årets bedste album mindre end 10.000 eksemplarer.

Sidenhen er mange af de nu klassiske numre på #1 Record blevet genindspillet af nogle af tidens store navne som Wilco, Garbage, Counting Crows og Cheap Trick.

Derudover blev ”In The Street” brugt som intronummer i 200 afsnit af tv-serien ”That 70’s Show.”

For kæphøje i valg af bandnavn?

Lytter man til #1 Record i dag, kan det være svært at forstå, hvorfor pladen i den grad blev en salgsmæssig katastrofe. Retrospektivt falder numre som The Ballad of El Goodo og In The Street perfekt ned i tidsånden og stilen fra slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne.

Man kan høre indflydelsen fra både The Beatles, The Byrds og Rolling Stones i mange numre fra #1 Record, men ikke desto mindre blev resultatet, at de amerikanske pladekøbere gik i en stor bue udenom Big Star.

Var valget af bandnavn en hæmsko for bandet? Foto: Stax Records
Var valget af bandnavn en hæmsko for bandet? Foto: Stax Records

Trommeslager og eneste overlevende medlem af bandet, Jody Stephens, fortæller i dokumentarfilmen Big Star: Nothing Can Hurt Me, at han tidligt følte at både navngivningen af både bandet og den første plade, ville blive en hæmsko for fremtiden.

”Jeg var bange for, at folk ikke ville tage os alvorligt, at vi ville blive anset for at være for prætentiøse, på grund af det. Jeg kan godt frygte, at vi afskrækkede folk, ved at bære rundt på det navn,”

Guitaristen Chris Bell forlod Big Star i 1972. Han kæmpede derefter med depression og manglende succes som soloartist, indtil han døde i en trafikulykke i en alder af 27 år.

Forgæves revanche

I begyndelsen af 1974 var Big Star klar til at tage revanche, og sendte pladen Radio City på gaden. Endnu engang var anmelderne begejstrede, og endnu engang var publikum bedøvende ligeglade.

Radio City indeholdte bl.a. nummeret September Gurls, der også blev udsendt som single, og i dag anses for at være et af de mest ikoniske Big Star-sange, og ligger lunt som nummer 180 på Rolling Stones Magazines liste over de 500 bedste sange nogensinde.

Men September Gurls indlysende kvaliteter var ikke nok til at redde Big Star fra endnu en kæmpe skuffelse. Radio City blev endnu et flop, og solgte kun i omegnen af 20.000 eksemplarer.

Bandet spillede for tomme huse, når de gav koncerter, og måtte endda lide den ydmygelse af se koncerter blive aflyst grundet manglende interesse.

Skønt nyt materiale til en kommende plade var blevet indspillet i 1974, gik bandet i opløsning. Andy Hummel havde forladt bandet efter Radio City, og de resterende stumper af det engang så lovende foretagende kastede kort efter håndklædet i ringen.

Alex Chilton fik presset 250 promotion-eksemplarer af den nye plade, der havde fået navnet Third/Sister, men han mødte ingen interesse fra pladeselskaberne. Third/Sister blev derfor lagt på hylden, uudgivet indtil 1978.

Pladen har sidenhen fået kultstatus, og Rolling Stone Magazine har den med på sin liste over de 500 bedste albums nogensinde.

Båret frem af nye kunstnere

Big Star var i mange år en fodnote i musikhistorien, som kun de færreste nogensinde havde hørt om. Men nogen havde dog fået øje på det lille oversete band fra Memphis.

Radio City solgte 20.000 eksemplarer. Foto: Stax Records

Lidt efter lidt begyndte nye bands i 1980’erne af lave covernumre af dette ukendte band ved navn Big Star. I Storbritannien var der kommet en spirende undergrundsinteresse for bandet, og dets to første plader blev udgivet i en samlet vinylbox.

Bands som f.eks R.E.M fortalte, at de var voldsomt inspirerede af Big Star, og langsomt begyndte kendskabet til det forlængst glemte band at blomstre. The Posies, The Replacements og Primal Scream er bare nogle af de bands, der begyndte at kaste glans over Big Star, der også oplevede at deres plader blev genoptrykt, og årtier efter deres udgivelse solgte meget bedre end de oprindeligt havde gjort.

I 1993 blev Big Star gendannet med Alex Chilton og Jody Stephens som eneste originale medlemmer. Bandet begyndte at give koncerter over hele USA til et konstant voksende følge, ligesom de spillede en udsolgt koncert foran tusinder af nye og gamle fans i Hyde Park i London, og endda oplevede en nyfunden succes i Japan.

I dag anses Big Stars tre plader alle som mesterværker af høj og lav i musikbranchen.  

“Under radaren” er en artikelserie fra Netudgaven.dk, der løbende sætter fokus på oversete og glemte kunstnere, hvis gennembrud udeblev i deres egen samtid.

Skrevet af
More from Klaus Thodsen

Redaktørens spådom: Green Day til Tinderbox

”Det kan sgu næsten ikke være anderledes,” Cirka sådan sagde jeg til...
Læs mere