Reality-demokratiets fødsel

William F. Buckley Jr & Gore Vidal. Foto: Magnolia

Ingen kan længere være i tvivl om, at det nuværende præsidentvalg i USA kommer til at gå over i historien, som det foreløbigt mest absurde og farceagtige nogensinde. Der vil, formentligt, gå henved fire år, før det hele bliver endnu værre.

Valgets store stjerne er og bliver milliardæren og republikaneren Donald Trump, der har trukket en syndflod af skandaler og tilsvininger efter sig siden valgkampen reelt startede sidste år. Trump og modkandidaten Hillary Clinton har valgkampen igennem været låst fast i en kamp på personligheder, der i mange tilfælde klart har skygget for deres respektive politiske holdninger og visioner.

Dette er langtfra nyt i amerikansk politik, men havde det ikke været for ét ganske bestemt tv-program i forbindelse med valget i 1968, havde virkeligheden i dag måske set ganske anderledes ud.

Den lyse ide

Da amerikanerne ladede op til valgkamp i i 1968, var den dengang lille amerikanske tv-kanal, ABC, en håbløs 3’er ud af 3 landsdækkende tv-stationer i kampen om de amerikanske seere. Kanalen traf det dengang utraditionelle valg at lave en politisk krydsild mellem to markante personligheder, der hver repræsenterede deres ende af det politiske spektre.

Foto: Levan Ramishvili, Flickr

I det ene hjørne var den konservative republikanske magasinredaktør William F. Buckley Jr. og i det andet hjørne den demokratiske Gore Vidal, forfatter til flere af tidens mest opsigtsvækkende romaner. De to blev sat stævne i ABCs studie hver dag i forbindelse med afholdelsen af de to partiers konventer i henholdsvis Miami og Chicago.

Begge kamphaner var allerede kendte personligheder i det amerikanske mediebillede, og markante debattører på hver deres fløj. To højt respekterede personligheder, der som nogle af de første debattører forstod, at ideologiske kampe er kulturelle kampe.

Fra første program stod det klart, at denne nye og anderledes form for politisk tv ville blive en stor seersucces. Begge debattører afskyede det opblæste ego, de så i modparten. Begge var ganske åbne omkring, at de anså modparten som ”onde”, og deres interne energi tilførte pludselig valgkampen en spænding, der ikke tidligere var set. Deres dybtfølte, rapkæftede, morsomme, intellektuelle og veltalende fjendtlighed gjorde hurtigt dem begge til stjerner, og ABCs programmer til et hit.

En ny kultur

Programmerne var begyndelsen på en debatkultur, der markant ændrede måden at behandle og diskutere politik på i USA og resten af verden. Mediernes hidtidige dækning af konventerne havde været såkaldt ”wall-to-wall” dækning, hvor man viser konventet i dets fulde længde, og intet andet. Dette resulterede i kedeligt tv, som seerne flygtede fra.

Det resulterede i uoplyste vælgere, og at politikerne føltes langt fra den almene vælger. Dette ændrede sig med Buckley og Vidal i 1968.Det var et år, hvor USA’s problemer i Vietnamkrigen var vokset ud af proportioner, hvor ungdomsoprøret var i fuld gang, Bobby Kennedy var blevet myrdet kort inden valget, og verden var under hastigt forandring.

Vælgerne i hele USA kunne i langt højere grad forholde sig til Buckley og Vidals holdninger, værdier eller pointer, end politikernes

Denne nye debatform var i lige så høj grad en kamp på personligheder, som om politik. De to kamphaner kæmpede lige så meget på holdninger, som de gjorde på at fremstå som det bedre menneske. Begge kæmpede for at fremstille modstanderen som en farlig galning, der ville føre landet ud på afgrundens rand. En debatform, der ikke ligger langt fra den nuværende valgkamps debatter mellem Trump og Clinton.

Begge debattører forstod, at kampen om vælgerne, var en kamp på personligheder, på image og på hvad vælgernes opfattelse var, frem for kandidaternes politiske programmer.

Det politiske teater

William F. Buckley Jr. og Gore Vidal var forløberne for en debatkultur, der stoppede politikernes monopol på politiske diskussioner, og sendte den lige i hænderne på meningsdannere, kommentatorer og debattører, og dermed også sendte debatten hjem i folks stuer via fjernsynet. USA havde allerede udtrykket ”living room war” om krigen i Vietnam, som befolkningen dagligt fulgte med i, når de spiste aftensmad. Det samme var nu blevet tilfældet med politik.

Buckley og Vidals debatter og kampe udfoldede sig live, og de to kamphaner gik til hinanden med en passion og kamplyst, der aldrig før var set. Det var debat, hvor alle kneb blev taget i brug for at nedgøre og mistænkeliggøre modparten. Fra beskyldninger om moralsk forfald til krigsliderlighed; seerne fik det hele serveret. Til trods for alle deres uenigheder, var Buckley og Vidal rørende enige om, at USA måtte forandres. At landet ikke kunne fortsætte på den nuværende kurs.

Magnolia Pictures

Det varslede indledningen til en helt ny form, hvor polariseringen blev den bærende vinkel. Hvor målet for debatterne i sig selv blev at fjendtlighed frem for forsoning, og hvor hver debattør tager plads i hver deres skyttegrav, og skyder med skarpt på tværs af tv-studiet. Det var første gang, man så en debatform, hvor politik blev ophøjet eller nedgjort til et spil med én klar vinder og taber hver aften.

Og ligesom vi i dag ser mellem Trump og Clinton, gik bølgerne også meget højt allerede i 1968. Ideen om, at vi aldrig har set mere absurde debatter, er en sandhed med modifikationer, når vi ser på Buckley og Vidal i 1968.

Under en debat brugte Buckley således ordet ”skabsnazist”, til hvilket Vidal svarede, at den eneste skabsnazist han kendte til, var Buckley selv. Dette affødte en af de mest berømte tilsvininger i amerikansk tv’s historie, da Buckley aggressivt svarede igen ved at sige;

”Hør her, din bøsserøv, lad være med at kalde mig skabsnazist, for ellers jeg smækker dig sådan en på hovedet, at du bliver liggende!”

Nye tider

Hvad end man kunne lide det eller ej, så var den politiske debatkultur forandret for altid. Væk var de støvede og kedelige meningsudvekslinger mellem traditionelle politikere, og ind var kommet en ny type politiske meningsdannere, der ikke var bange for at sige deres mening lige ud eller sætte dagsordenen.

Nogle politiske eksperter, bl.a. danske Jens Olaf Jersild har siden kaldt ABCs programmer for begyndelsen til enden på det oplyste demokrati. Mens de amerikanske tv-kanaler frem til 1968 mest af alt havde stræbt efter oplysning og objektivitet i forbindelse med politik, var tiderne nu ændrede.

Seertalene tegnede et tydeligt billede. Vælgerne i hele USA kunne i langt højere grad forholde sig til Buckley og Vidals holdninger, værdier eller pointer, end politikernes, og dermed blev de også de første debattører, der spillede en virkelig rolle i stemmeafgivelsen.

Kampen om at fremstå som det bedste menneske, er så afgørende blandt kandidaterne i dag, som det var mellem Buckley og Vidal i 1968. Både Trump og Clinton kæmper med næb og kløer for at drage den andens menneskelige karakter i tvivl, og kampen om at fremstille modparten som ond, uærlig og modbydelig bliver ifølge mange eksperter det afgørende for vælgernes kryds, når valget skal tages i stemmeboksen. Det politiske realityshow, som fik sin fødsel i 1968, lever fortsat i bedste velgående i dag.

Som Gore Vidal udtalte under en af debatterne; ”Valget er blevet overtaget af tv-kameraerne.”.

Skrevet af
More from Klaus Thodsen

Stones om søndagen: Beggars Banquet

I anledning af at verdens største rockband 2. december udgav deres 25....
Læs mere