Tusind og én 3D-printer

En magisk lampe eller en 3D-printer? Foto: PR

Folkmusic-darling Adam Green fra Brooklyn og er på Europaturne lige for tiden, hvor han har langt større succes end i hjemlandet og en hel del trofaste fans. Han udgav sit første album, da han var 17, og nu næsten 20 år senere kommer han med en dobbeltudgivelse af et nyt album og en lo-fi film, der begge bærer navnet Aladdin

Når man googler Adam Green, får man indtrykket, at han stadigvæk primært kendt som ham sangeren fra The Moldy Peaches (du ved, dem med den catchy sang fra indeklassikeren Juno), som ikke har været aktuelle med noget i en del år, men åbenbart er der nogle ting der ikke forgår. Så til dem der mest kender til det band, that’s him. Han har inkl. det aktuelle Aladdin udgivet syv regulære LP’er, et album samen med musikeren Binki Shapiro, soundtracket til det tyske teaterstykke Timbuktu, en digtsamling, to film, flere udstillinger af malerier og skulpturer i New York, Basel og andre steder rundt omkring Europa og en kollektion af Aladdin-hatte. Så er det langt ude, hvis vi kalder ham indie-scenens Kanye West? „Cool, I’ll take it“ griner han “or I don’t know, no comment on that.”

Jeg møder Adam Green i DR’s Koncerthuset, hvor han først vil vise den nye film Aladdin og bagefter spille en solo-koncert. Det må føles som noget af en opgradering (eller ned, alt efter hvordan man ser på det) at være i denne store bygning efter sidste gang at have gæstet Loppen på Christania. Et område hvor man ellers bedre kan forstille sig en musiker, der om nogen er et symbol på det alternative og har båret genrestemplet anti- og freak-folk fra starten – sammen med fx Devendra Banhart, Rodrigo Amarante og Ben Kweller. For ikke at tale om et aldeles generøst forbrug af diverse stoffer. (Naturligvis uden det skal sættes i samme båd som Christiania – køb din hash et andet sted!)

Anyway, nu er det så Sal 3 i Koncerthuset, hvor han venter i et lille (og lidt trist, bunkeragtigt backstagelokale) og virker lidt fortabt, fordi hele hans band og tour manager er på vej til Barcelona, fordi de ellers ikke kunne nå det… eller sådan, i hvert fald noget rod i bookingen. Der er øko-øl og chips, og om lidt kommer afvikleren med thai-mad. Er det mon det de kalder Rock ’n’ Roll?

Twisted 1001 nat

Aftnen ligger som afslutning på en uge, hvor Trump er blevet valgt som USAs næste præsident og Leonard Cohen gik fra os. Adam kalder valget for et traumatisk event, der fik ham til at græde, og han aldrig oplevet et valg, som gik ham mere på end dette og egentlig skulle jo Bernie Sanders osv. men fuck, vi gider sgu heller ikke snakke mere om det… Eller måske alligevel lidt:

Hans nye film – han står bag ide, manus, regi, hovedrolle – som blev filmet over de sidste to år blev offentliggjort i maj (du kan se den på YouTube nu), udspiller sig i byen Regular Town, hvor en fuldstændig guldfarvet Sultan sidder på magten, og som sammen med sin Kardashian-lignende datter deltager i et reality show. Det er ikke så præcist forudset som i The Simpsons, men det giver en god idé om, hvad for en historie det er vi har at gøre med i Aladdin. Det er en slags nyfortolkning af det klassiske 1001 nat eventyr og Green selv kalder det en “handmade movie about technology”.

Guld-sultan i Adam Greens Aladdin, foto: PR
Guld-sultan i Adam Greens Aladdin, foto: PR

De ting den nye og den originale Aladdin-fortælling har tilfælles er: hovedpersonen Aladdin, flyvende tæppe, lampen + Genie, Sultanen, hans livgarde og hans datter. Hvad de ikke har tilfælles: En kaput, materialistisk verden, skør familie, stoffer, sex, lampen er en 3D-printer, folk-musik og så hvad Green kalder “a dream cast for people making an indie movie” fordelt på alt fra hoved-, biroller og gæsteroller. For at nævne et par: Macaulay Culkin (ja, ham fra

For at nævne et par: Macaulay Culkin (ja, ham fra Home Alone), Natasha Lyonne (Orange is the New Black), Alia Shawcat (Arrested Development), Bib Ling (kendt fra internettet), Nicole Laliberte (Dexter, den nye Twin Peaks), Andrew Van Wyngarden (MGMT), Devendra Banhart, Har Mar Superstar (Support for RHCP, The Strokes, Yeah Yeah Yeahs, etc., Songwriter for Jennifer Lopez, Kelly Osborne, etc., og alt muligt andet), Jake Dishel (The Moldy Peaches, :DRYVRS), Zoë Kravitz (datter af Lenny og skuespiller), Francesco Clemente (anerkendt 64-årig, italiensk maler) og Regina Spektor dukker også op, men vi må hellere stoppe her.

Kunstnerisk frihed og succes 

Han havde en klar forestilling af det hele: “It should be an inside of me event.” Filmen skal repræsentere hans ide om et fuldstændigt kunstværk bestående af hans malerier, hans fantasier, hans musik med ham selv som instruktør og skuespiller. Når han siger “I wanted the movie to be like it was inside of my drawings,” kan man sige, at det er lykkes ret godt. Filmens set (30 rum), alle rekvisitter (500 styk) og kostumer er blevet udtænkt, tegnet og bygget af ham selv og nogle af hans musiker- og kunstnervenner og andre tilfældige hjælpere i et warehouse i Brooklyn.

Sceneriet skulle så meget som muligt ligne det, han forstillede sig. Og indtil drømmen om, at vi mennesker har en chip implanteret, der kan printe vores tanker ud, går i opfyldelse, bruger han papmaché, som han kan forme på samme måde, som når han tegner: En slags analog 3D-printer.

En magisk lampe eller en 3D-printer? Foto: PR
En magisk lampe eller en 3D-printer? Foto: PR

Eksperimentet med papmaché blev så vellykket, at nogle gallerier og museer blev opmærksomme på det og udstillede udvalgte rekvisitter. Hos den anerkendte Foundation Beyeler i Basel i Schweiz udstillede de hans skulpturer ved siden af værker fra Jean Dubuffet, som er en af Greens helt store inspirationskilder. En anden kilde er Asger Jorn, som Adam har en stor forkærlighed for. Faktisk kommer han direkte fra en Jorn-udstilling i København, da jeg møder ham.

Ét stort syretrip

På Foundation Beyeler kunne man tidligere også opleve en udstilling med titlen Asger & Adam, som bestod af Jorns billeder og Adams malede reaktioner på disse – udstillet ved siden af hinanden. Adam Green fortæller, at han har en del inspirationskilder, som han prøver at blande sammen i et værk og nævner en del mere eller mindre kendte filmskaber og kunstnere, der inspirerede ham til at lave film som Alejandro Jordorowsky, Pasolini, Robert Downey Sr., Mel Brooks og Wes Anderson.

Det virker som om, han kan snakke om kunst og film for evigt. Og måske er det den seriøsitet og dybe interesse, der fik overtalte hans venner og bekendte til at hjælpe ham til at virkeliggøre projekterne. Og ikke kun dem, men også fans og andre interesserede.

Filmen blev nemlig delvist finansieret af en Kickstarterkampagnge. En ret vild bedrift, når man tænker på, at hele projektet ved første øjekast virker som ét stor syretrip. Eller som han selv siger:

“The film was just a container for a fun experience, a crazy way to spend the summer in New York City. I think everybody grows up with a fantasy of making a movie. In my case, I just did it. Not knowing any of the rules kind of helped. I approached Aladdin like a community project, inviting people to help me create this.”

Drugs, movies and rock’n’roll 

Ofte bliver sådan en slags kunst eller film forklaret med, at kunstneren nok selv har taget for mange stoffer.  At det derfor er lidt spaced-out og skørt, og at det ser ud, som det nu gør. Men sådan er det ikke med denne Greens Aladdin. Det var til gengæld utvivlsomt tilfældet ved hans første film, The Wrong Ferrari! 

Det lyder syret, men faktisk fungerer det hele ret godt: Udover at filmen har en reality-stjerne med racistiske-diktator-fantasier som leder, handler filmen for Green selv om at leve i en materialistisk verden og om menneskelige relationer under indflydelse af sociale medier, og hvordan vi forholder os til den teknologiske storm, vi befinder os i. Selvom han selv godt kan lide at teknik: Hans første film blev filmet fra start til slut på en iPhone (og skrevet på ketamin), fordi “when I first got an iPhone I felt like I was inside of a videogame.” Han kan altså ikke benægte, at teknologien har været med til at forandre vores verden – men mest til noget mindre postivt end før.

Med filmen følger også et nyt album af samme navn, der delvist indgår i filmen. Det kan kaldes soundtrack, men behøves ikke: De glade sange med korte og Adam Green-typiske, sjove og kringlede tekster fungerer også udemærket, uden at man har set filmen. Det er mindre opulent og rocket end nogle af hans sidste udgivelser –  man har næsten lyst til at sige old-school. Adam Green giver den sædvanlige crooner og fortæller om blues og blow. De smukke og dreamy melodier, bliver leveret at et enkelt setup af guitar, spillet af Rodrigo Amarante, trommer, spillet af Stella Mozgawa fra Warpaint, bas og et tyndt lag af elektroniske finurligheder, der sammen med hele albummet, blev produceret af (anti-)folk scenens hofproducer, Noah Georgeson.

De har været en lang tur, og han glæder sig til komme hjem og slappe af. Desuden har han også kun det ene kostume som han har haft på hver aften nu, så han synes selv, at det er ved at være lidt klamt. Derfor kommer det ned i en kiste sammen med hele Aladdin og hans lampe og så skal der tænkes på nye ting, og det kunne være alt fra musik til film eller flere hatte. Men hvis man nu tænker på, at hans oldemor var kærester med Franz Kafka og blev skilt et år før hans bedstefar blev født, så kan man roligt skrue forventningerne i vejret.

aga_itunesposter_2000x3000

More from Lars Bliesener

Nationalisme: Politisk flop – Musikalsk hit

Højreekstreme, nationalistiske partier har trange kår i Tyskland, og de populistiske AfD...
Læs mere