Fodbold i Australien – på vippen til et folkeligt gennembrud

På trods af fodboldens verdensomspændende popularitet, har sporten længe kæmpet med at vinde ordentligt fodfæste i Australien. Men de seneste år tyder på et paradigmeskift indenfor australsk fodboldkultur. Australiens professionelle fodboldrække, A-legaue, er under hastig udvikling, hvor fodbolden både tiltrækker fans, medieopmærksomhed og markedsføres over hele landet som aldrig før.

Historisk set har fodbold i Australien i flere årrækker lidt under et kulturelt offer-kompleks. Fodbolden kom til Australien i det 19. Århundrede, men bed sig aldrig fast som en etableret sportsgren. Siden 1880 har fodbolden prøvet at vinde terræn i det australske samfund, kun for at blive afvist gang på gang. Snesevis af forskellige grunde og fordomme – herunder spillets fremmedhed, manglende maskulinitet, korruption, kolonialisme og imperialisme – er blevet anført til at betvivle sportens eksistensberettigelse.

Dette har ifølge, Athas Zafiris, som er australsk fodboldskribent og stifter af sport- og kulturhjemmesiden, Shoot Farken, været et fundamentalt problem som sporten har kæmpet med lige fra starten:

”Selvom man har spillet fodbold i Australien siden 1880’erne, har sporten kæmpet en lang kamp for at blive accepteret i den populære sportskultur. På trods af sin britiske arv, blev fodbold set som en udenlandsk spil i Australien. Og på grund af dette blev det opfattet som en trussel. De mere voldelige australske sportsgrene som AFL (Australian Rules Football) og Rugby, blev hyldet, og brugt som en pragt eksempler på australsk mandighed, mens fodbold blev set som et umandigt spil, som ikke var egnet til de australske macho-følelser”.

Efter 2. Verdenskrig fik sporten en kortvarig opblomstring på grund af den massive immigrationsbølge fra Europa, hvor majoriteten var englændere. I 1977 etablerede migranterne således The National Soccer League (NSL), som en symbolsk manifestation af de europæiske kulturdyder og længslen efter deres hjemlande.

The National Soccer League blev den første fodboldliga i Australien nogensinde, men blev aldrig den succeshistorie, man havde håbet på. I stedet for at klubberne blev tildelt navne som den australske befolkning kunne identificere sig med, blev klubberne opkaldt efter kontinentaleuropæiske begreber som ”Sydney Croatia” og ”Marconi”. Sidstnævnte var en direkte reference til den italienske videnskabsmand og ingeniør, Guglielmo Marconi, som havde britiske rødder, og studeret det meste af hans liv i England. Migranterne gjorde således en dyd ud af at folde den europæiske kulturarv ud for næsen af australierne, mens de nægtede australsk indflydelse og medbestemmelse på sporten. Dette vækkede forargelse i den australske folkesjæl, som i sidste ende førte til etniske spændinger mellem migranterne og lokalbefolkningen.

”Med migrationsbølgen efter 2. Verdenskrig blev fodbolden forværret. De fodboldelskende, europæiske indvandrere blev af de lokale australiere hurtigt omtalt som ”Shelia, Wogs and Poofters” – altså et spil, som kun kunne spilles af andenrangs borgere; kvinder, europæiske udlændinge, og homoseksuelle”, fortæller Zafiris.

Det dysfunktionelle fodboldforbund

Udover de racemæssige spændinger, havde det australske fodboldforbund også vanskeligheder med at samarbejde som enhed. Forbundet var splittet i forskellige etniske enheder, og bestyrelsesmøderne var ofte præget af interne voldstrusler og etniske magtkampe. Interessen for at styrke forholdene for egen etnicitet vægtede højere end at træffe fælles beslutninger, der kunne komme det samlede australske fodoboldmiljø til gode.

På grund af fodboldens svære betingelser i Australien i løbet af det 20. århundrede, var det for det meste kun muligt at afvikle kampe under meget ydmyg rammer. Billedet her stammer fra en lokal fodbold kamp i Brisbane, 1937.
På grund af fodboldens svære betingelser i Australien i løbet af det 20. århundrede, var det for det meste kun muligt at afvikle kampe under meget ydmyg rammer. Billedet her stammer fra en lokal fodbold kamp i Brisbane, 1937.

Stridighederne svækkede i den grad samarbejdskraften internt i forbundet. Det australske fodboldforbund var på dette tidspunkt, det ledende organ indenfor den australske fodboldverden, men fremstod mest af alt som en sportslig farce. De mange uenigheder og modstridende interesser satte en stopper for, at den fodboldliga de selv havde skabt, kunne etablere sig ordentligt, forklarer Zafiris:

”Ligaen døde fordi det gamle ledelsesorgan (Det australske fodboldforbund, red.) ikke formåede at forme NSL, som et levedygtigt sportsligt produkt. Forbundet var yderst konflikttynget, hvilket medførte store udfordringer i forhold til at kunne skabe en velfungerende ligaturnering. Ligaen manglede kommerciel appel og led under et svindende tilskuertal”.

De mange racemæssige forviklinger i det australske fodboldmiljø, samt polemikken omkring det australske fodboldforbund, henlagde australsk fodbold i et ubrudt mørke i løbet af det 20. Århundrede. Forhåbningerne om at implementere fodbolden i australsk kulturliv visnede gradvist, og efterhånden blev sporten reduceret til en overset og, sine steder, ringeagtet sport i den australske befolkning.

Et vendepunkt for australsk fodboldkultur

I starten af 00’erne vaklede fodbolden på randen af den totale forsømmelse i Australien. Men med et nyt regeringsforslag i 2003 med henblik på at genoplive fodbolden endnu en gang, tog tingene en ny retning. Regeringen ville finansiere en omstrukturering af ligaen og etablere en ny national fodboldliga uden racemæssige sammenslutninger. Forslaget blev stemt igennem, og i 2005 så A-League dagens lys.

I dag er ligaen strømlinet og professionelt markedsført over hele landet. Kampagner søsættes jævnligt for at få flest mulige til at engagere sig i ligaen og sporten. Og noget tyder noget på at folkene bag A-League rent faktisk er lykkedes med at skabe stor interesse for sporten. Kigger man på tilskuergennemsnittet blandt de store klubber vidner det om, at ligaen på kort tid har opnået et hidtil uset format, selv efter internationale forhold.

To af de Australiens største klubber, Melbourne Victory og Western Sydney Wanderers, har et imponerende tilskuergennemsnit på hhv. 43.000 og 37.000 pr. kamp i indeværende sæson, mens det samlede tilskuergennemsnit for alle ligaens hold er på hele 17.142. Til sammenligning, havde vi sidste år i Danmark et tilskuergennemsnit på 6.101 tilskuere. Og spørger man Zafiris, har den nylige omstrukturering, været en markant årsag til forandringen af den australske fodboldkultur:

”Først og fremmest er den væsentligste ændring omstruktureringen af ledelsesorganet, der nu er kendt som, Football Federation Australia (FFA) og afskaffelsen af The National Soccer League, der ikke blev drevet ordentligt. Her har det afgjort hjulpet at A-League er blevet skabt”.

Melbourne Victory-tilhængere.
Melbourne Victory-tilhængere.

Derudover peger Zafiris på, at Australiens indtrædelse i Det asiatiske fodboldforbund har styrket landets rolle på den internationale fodboldscene, hvor de australske klubhold nu har chancen for at deltage i de store asiatiske turneringer:

”Den anden væsentlige ændring er, at Australien har forladt Den oceaniske fodboldsammenslutning og er blevet optaget i det asiatiske fodboldforbund. Dette har gjort det mere ligetil at kvalificere sig til VM, som vi nu kan kvalificere os direkte til gennem gruppespillet. Det har også givet de australske klubhold mulighed for at måle deres udvikling i konkurrencer som Asian Cup og Asian Champions League”.

Ikke alene har den øgede markedsføring og eksponering været med til at få folk på lægterne. Også ligaens store internationale fodboldspillere har bidraget til at vække folkets interesse. De seneste år har prominente navne som Alessandro Del Piero, David Villa, og nu Tim Cahill, optrådt på den australske fodboldscene, hvilket har styrket tiltrækningskræften og skabt rammerne for en attraktiv fodboldoplevelse.

En mangeårig frustration blandt fortalerne for fodbold i Australien har været at størstedelen af landets fodboldtalenter alt for ofte er søgt mod den europæiske fodboldscene. Denne afdrift har i mange år været et grundlæggende problem for sporten, eftersom det har forhindret sporten i etablere sig for alvor på nationalt plan. Men de seneste år peger i retning af et skift i den anden retning. For selvom hovedparten af det australske landshold, ”Soccerros”, består af spillere der har deres daglige gang i udenlandske klubber, er der imidlertid et stigende antal af kvalitetsspillere der spiller i den hjemlige liga. Ligaen er altså ikke længere blot et springbræt for de lokale spillere til et europæisk fodboldeventyr, det betragtes rent faktisk også som en reel destination.

Ligaen som nyt økonomisk interessefelt

Den progressive udvikling af ligaen er heller ikke gået ubemærket hen i de finere økonomiske kredse, hvor flere store investorer de seneste år har meldt sig på banen med tunge økonomiske investeringer i de australske klubber. I 2009 købte den russiske milliardær og bankmand, David Traktovenko, sig ind i Sydney FC, hvor han efterfølgende jævnligt investerede flere millionbeløb i klubben. I 2012 ejede Traktovenko 90% af klubben og er siden blevet ejer, samt eneaktionær i klubben. Udviklingen tog for alvor fart, da den første kinesiske investering i A-League for nyligt blev annonceret. Her er tale om en af de førende kinesiske teknologi koncerner, Ledman Group, der med et med køb, anslået til over 30 millioner kroner, overtog styringen i Newcastle Jets.

David Traktovenko var med til at bane vejen for en ny økonomisk æra indenfor australsk fodbold.
David Traktovenko var med til at bane vejen for en ny økonomisk æra indenfor australsk fodbold.

Imidlertid venter en ny historisk tv-aftale for 2017/18-sæsonen i disse måneder på at blive offentliggjort, som udover de føromtalte investeringsaftaler i klubberne, måske bliver den hidtil mest betydningsfulde økonomiske foranstaltning i australsk fodbold. Ifølge The Guardian bliver TV-aftalen den dyreste nogensinde og forventes at ligge i omegnen af 209 millioner kroner årligt. Penge der går direkte til FFA. Den nye aftale bliver en stigning på godt 100 procent i forhold til den nuværende aftale som ligger på 104 millioner kroner.

Sammenlignet med de europæiske topligaers’ svimlende tv-aftaler, er aftalen langt fra samme økonomiske kaliber, men isoleret set vil de nye tv-summer selvsagt blive en vigtig drivkraft i kommercialiseringen og professionaliseringen af det australske fodboldprodukt. Skal fodbolden dog for alvor kunne måle sig med de traditionelle australske sportsgrene, som hvert år modtager astronomiske summer i tv-penge, er der stadig et godt stykke vej endnu, mener Zafiris:

”Til sammenligning modtager AFL hvert år ca. $400 mio. (ca. 2. mia. danske kroner, red.). Misforholdet mellem de to sportsgrene er enormt og en god afspejling af, hvor meget fodbolden stadig bliver nødt til at vokse for at blive en del af den australske sportsbevidsthed”.

Det bliver interessant at følge, hvordan FFA vil fordele pengene fra tv-aftalen mellem klubberne. Antager vi, at FFA vælger en forholdsvis solidarisk fordelingsmodel, hvor pengene bliver distribueret nogenlunde ligeligt, vil det i høj grad styrke samtlige af klubbernes købekraft og mulighed for konkurrere på det internationale spillermarked. Vælger man derimod en mere ulige fordelingsnøgle, som det ofte er set i mange af de europæiske ligaer, vil det højst sandsynligt medføre en sportslig polarisering mellem top- og bund. Dette er sandsynligvis ikke et ønskværdigt scenarie for den tiltagende skare af australske fodboldtilhængere, der næppe ønsker at det administrative ledelsesorgan – fodboldforbundet – endnu engang bliver kilde til splittelse i den australske fodboldverden. Omvendt kan en mere ulige fordelingsmodel måske anspore, at få, men rigere klubber, får mulighed for at hente større udenlandske profiler, og dermed tiltrækker større international opmærksomhed omkring ligaen, som vi eksempelvis ser det i Kina og USA.

Om den forestående tv-aftale, vil tilføre australsk fodbold yderligere muskelstyrke og en ny fodboldmæssig dimension, som vil bibringe en mere seværdig og kvalitetspræget fodbold, eller om det vil forlede den ellers så positive udvikling i den gale retning i et virvar af tv, medie- og sponsoraftaler, er svært at spå om, men spændende bliver det at følge i den kommende tid.

Folkets nødvendige opbakning

Fodbolden i Australien, som på mange måder længe har levet et trængt liv, synes aktuelt at opleve en historisk opblomstring. Dette både økonomisk, kulturelt og blandt befolkningen. De gamle og forstokkede opfattelser af fodbolden er gradvist blevet degraderet, og det har tilsyneladende givet plads til at puste nyt liv i en udbrændt fodboldkultur. De fleste forudsætninger er altså til stede for et stærkt australsk fodboldprodukt.

Imidlertid synes ét aspekt at være altdefinerende; den folkelige opbakning. Skal fodbolden sikre sin overlevelse fremover, er det et afgørende vilkår at sporten kan samle opbakning landet over på tværs af kulturer, værdier og normer. Den folkelige bindingskraft er bærende for hele sportens eksistens, og i en fragmenteret australsk sportsverden, hvor AFL og Rugby stadig ubetinget nyder den største gunst blandt befolkningen, kan dette blive alvorlig udfordring for fodboldens videre fremfærd. Og spørger man Zafiris, må han også tørt konstatere, at fodbolden på ingen måde har haft evnen til at udgøre et samlende fænomen, blandt befolkningen:

”Fodbolden har ikke haft styrken til at samle befolkningen, som vi ser i andre lande. Australiens’ sportsinteresser er for forskelligartede. Da Australien kvalificerede sig til VM i 2006 for første gang i 32 år, fejrede folk det ikke engang på gaden. Da vi vandt Asian Cup i 2015, tog folk heller ikke ud for at fejre det, og det mest af landet tænkte ikke engang på at se kampen”.

De næste år bliver derfor en alvorlig styrkeprøve for australsk fodbold. Vil fodbolden fortsætte sin fremfærd, eller vil det australske fodboldeventyr dø stille hen? Tilskuertallene boomer, markedsføringen optimeres konstant og pengestrømmene fra investorerne og medieverdenen vokser. Ambitiøse strukturelle forandringer, som helst skal fortsætte, hvis australsk fodbold skal undgå at erodere til lige så hurtigt forfald. Grundstenene er nu lagt for udviklingen af et allerede højtpotent fodboldprodukt, som forhåbentlig kan tiltrække flere store internationale kræfter de kommende år – både spillermæssigt, trænermæssigt og økonomisk, og uanset hvad der sker, tjener de sidste 15 år i australsk fodbold som et forbilledligt eksempel på, hvordan man kulturelt og økonomisk kan revitalisere en hel sportsgren fra bunden på blot få år.

More from Jonathan Rafael-Weis

Fodbold i Australien – på vippen til et folkeligt gennembrud

På trods af fodboldens verdensomspændende popularitet, har sporten længe kæmpet med at...
Læs mere