Redaktørens spådom: Bon Iver til NorthSide

Bon Iver frontmanden Justin Vernon. Foto: Anne-Helene Lebrun

Noget er under opsejling i Bon Iver-lejren. Wisconsin-bandet er for nyligt blevet offentliggjort til den spanske festival, Primavera Sound Festival, i starten af Juni, og det lægger op til en Europaturné for indie-stjernerne.

På Netudgaven er vi derfor ikke i tvivl. Bon Iver kommer til NorthSide 2017.

Lad os fortælle dig hvorfor..

For det første:

Ja, så skal Bon Iver som nævnt et smut forbi Primavera i Barcelona et sted mellem d. 1. – 4. juni, og det kræver ikke den helt store fantasi at forestille sig, at de kunne nå til Aarhus-egnen godt og vel en uges tid senere. I skrivende stund er intet andet offentliggjort omkring deres kommende Europaturné, og derfor er det småt med forhindringerne.

Europa er strøet til med store og små festivaler, og som så mange andre bands kommer Bon Iver formentlig på en større tur rundt til alle disse i løbet af sommeren. Her kunne NorthSide sagtens tænkes at være én af de udvalgte. Måske sammen med Best Kept Secret i Holland, og A Summers Tale i Tyskland, der alle ligger indenfor den samme uge.

For det andet:

Bon Iver har gennem årene skabt sig mange fans i Danmark. Foto: Daniel Jordahl
Bon Iver har gennem årene skabt sig mange fans i Danmark. Foto: Daniel Jordahl

Så siger NorthSides historie, at de skal have et stort band ala Bon Iver på plakaten. Indtil nu har aarhusianerne fået offentliggjort det store engelske band Radiohead, der må være selvskrevet til at være hovednavn til én af aftenerne.

For mange publikummer vil Bon Iver have været et fast del af dagligdagens soundtrack gennem den sidste håndfuld år. Bon Iver lægger sig i samme boldgade som tidligere NorthSide-bookinger som Kings of Convenience og Ben Howard.

Festivalens gæster er i gennemsnittet 28 år, og mange vil efter alt at dømme have et tættere forhold til et band som Bon Iver, der har oplevet stor succes indenfor de seneste år, end de vil til et ældre band som Radiohead.

For det tredje:

Så har Bon Iver et splinternyt album i bagagen for en kommende turné.

Det meget roste 22, A Million udkom i slutningen af september, og det ville ligne et så stor band dårligt, ikke at tage på en omfattende tur rundt i Europa midt om sommeren for at promovere et nyt album.

Bon Iver er et af verdens absolut største indiefolk-bands, der har haft en lang række store hits gennem de sidste små ti år, og har spillet flere meget anmelderroste koncerter på dansk grund.

For det fjerde:

Bon Iver spiller to koncerter i København til februar. Det kunne man umiddelbart tro ville tale imod, at NorthSide så ville booke dem, men man kan også argumentere for det modsatte. De to koncerter i Den Grå Hal på Christiania blev nemlig udsolgt lynhurtigt, og det kunne måske tyde på, at en del er gået forgæves, og derfor vil tage en tur til Aarhus for et andet forsøg.

Her på Netudgaven tør vi derfor godt skyde på, at Bon Iver kigger forbi Ådalen i Aarhus til sommer. Og ja, vi tør godt sætte en øl på højkant. Igen.

Skrevet af
More from Klaus Thodsen

Perkere, kællinger og landsforrædere

Tonen på de sociale medier er ikke for børn og sarte sjæle....
Læs mere