Redaktørens spådom: John Mayer til Smukfest

John Mayer er for nyligt udkommet med ny single. Foto Scott Legato, Getty Images

Her på Netudgavens musikredaktion har vi som bekendt beskæftiget os med at spå lidt om hvilke navne, vi tror kommer til at stå øverst på plakaterne til næste års festivaler. Og nu er turen så kommet til Smukfest 2017.

Festivalen kunne i øvrigt melde udsolgt på en enkelt formiddag uden at have offentliggjort et eneste navn. Så måske denne spådom også kan virke som inspiration for bookerne.

Undertegnede må blankt indrømme, at jeg aldrig har deltaget i den festival, så derfor har jeg været en lille smule på udebane, men længere tids meditation, dyb refleksion og grundig research har ledt mig frem til dette bud:

John Mayer.

Ny single og rygter om kommende album

Den 17. november i år løftede 39-årige John Mayer sløret for en ny single. Den første i over to år. Denne single, ’Love on the Weekend’, er ifølge rygter et forvarsel om, at en ny skive skulle være på vej i det nye år. En single han for få dage siden har optrådt med i The Tonight Show Starring Jimmy Fallon.

Han har ikke ligget fuldstændig på den lade side i de seneste år, men det har mest været forskellige samarbejder med andre musikere, så det ville ikke være underligt, hvis det trækker lidt i ham for at vende tilbage på landevejen i sit eget navn.

I øvrigt vil førnævnte single med sin bløde, knitrende lyd og sprøde melodi passe perfekt til en varm augustaften på Smukfest, hvor man kan holde sin eneste ene, eller blot sin festivalflirt, tæt.

Vi forudser fuldt hus foran Bøgescenen. Foto Focka, Flickr
Vi forudser fuldt hus foran Bøgescenen. Foto Focka, Flickr

Popsmed med en stribe af hits i bagagen

John Mayer har siden debutalbummet Room for Squares i 2001 og den massive hitsingle ’Your Body Is a Wonderland’ leveret en lang række hits. Og det selvom han også har dyrket sin hang til den gamle bluesmusik sammen med legender som Eric Clapton og B.B. King.

Det har blandt andet også været med til at give ham en status som en fremragende guitarist. Han har altså mulighed for at ramme relativt bredt med sin musik. Både det rendyrkede poppublikum, som har fulgt ham siden begyndelsen, og det modne segment, som jo også er at finde i bøgeskoven hvert år.

En rigtig hjerteknuser

Man kan ikke komme udenom, at han er en flot fyr. Han er en af den slags mænd, som har formået at bevare sit unge og drengede udseende, selvom han nærmer sig de 40 år. Det udseende og den sprøde stemme har sat kvindehjerter i brand, og knust dem igen, verden over siden debuten. Det gælder både blandt fans og kendte kvinder. Hans liste over kendisscoringer er alenlang, og tæller blandt andre Jessica Simpson, Jennifer Love Hewitt, Taylor Swift, Jennifer Aniston og Katy Perry.

Derfor vil han nok kunne trække et stort kvindeligt publikum til scenen, og hvor de skønne kvinder er, der befinder mændene sig som regel også.  Det er lig med fuldt hus foran Bøgescenen. Og nu må jeg naturligvis hellere lige understrege, at jeg dermed ikke mener, at de kvindelige festivalgængere kun går efter eye- og ikke earcandy, når de vælger koncerter.

Så med disse tre argumenter vil undertegnede gerne endnu engang lægge hovedet på blokken og forudsige John Mayer som et af hovednavnene på Smukfest 2017. Festivalen løber af stabelen 9. til 13. august.

More from Emil Vendelbo Johansen

Under radaren: Brewer & Shipley

I dette afsnit af vores serie om oversete kunstnere er turen kommet...
Læs mere