Stones om søndagen: Beggars Banquet

Det originale cover til Beggars Banquet. Foto: Barry Feinstein

I anledning af at verdens største rockband 2. december udgav deres 25. studiealbum Blue & Lonesome, har vi her på Netudgavens musikredaktion dedikeret decembers søndage til The Rolling Stones. Her vil vi gennemgå bandet fire bedste og mest ikoniske albums. Vi begynder med Beggars Banquet fra 1968.

Lad os starte med lidt historie:

1967 havde været et på alle måder turbulent år for The Rolling Stones. Udgivelsen af albummet Between the Buttons havde sendt bandet til toppen af hitlisterne i Europa og USA i årets begyndelse. Sommeren var gået med en højtprofileret narkoretssag, der truede med at gøre en ende på bandet, og sende makkerparret Mick Jagger og Keith Richards bag tremmer i årevis. Helt så galt gik det ikke, og inden året var omme havde The Rolling Stones sendt endnu en plade på gaden, det meget udskældte psykedeliske værk Their Satanic Majesties Request.

Da kalenderen sagde 1968 satte The Rolling Stones tempoet en smule ned, i hvert fald arbejdsmæssigt. Successinglen ”Jumpin’ Jack Flash” blev udsendt i maj, og viste at bandet var gået væk fra deres psykedeliske stil, og tilbage til en mere blueset og aggressiv stil.

Derudover holdt de lav profil, spillede kun ganske få koncerter, og flere af bandmedlemmerne drev langsomt ud i større og større misbrug af stoffer og alkohol. Selvom det var Mick Jagger og Keith Richards, der havde været ved at sætte bandets eksistens over styr året inden, var det nu guitaristen Brian Jones’ stofmisbrug der blev et problem.

I tidens ånd

I den franske filmmager Jean-Luc Godards mærkværdige film ”Sympathy for the Devil” følger vi blandt andet. The Rolling Stones i Olympic Studios i London, mens de improviserer, øver og indspiller nummeret af samme navn. Hvad der starter som en ganske gængs Dylansk klagesang, som Mick Jagger har sat sammen, udvikler sig i studiet til det storslåede og pulserende nummer, der i dag står som et af bandets mest kendte numre.

Med inspirationer fra Baudelaire, Bulgakov og den voldelige tid, den er skrevet i, sætter Mick Jaggers tekst tonen for resten af pladen, der er mere samfundskritisk og politisk end tidligere plader.

”Det er en sang, der passer til tidsånden. Den har de voldelige tider i sig. Der var vold i hele verden, og vi kunne ikke lade være med at reflektere over det i teksten. Det er en provokerende sang.,” har Mick Jagger siden udtalt.

Brian Jones, Keith Richards og Mick Jagger i Olympic Studios. Foto: Jean-Luc Goddard

I USA blev præsidentkandidaten Bobby Kennedy skudt ned i køkkenet på Ambassador Hotel i Los Angeles, kort tid efter han havde vundet nomineringen som Demokraternes kandidat. Dette skete mens Rolling Stones indspillede ”Sympathy for the Devil”, og Mick Jagger ændrede hurtigt teksten fra ”who killed Kennedy” til ”who killed the Kennedys”.

Tekster som “I watched with glee while your kings and queens fought for ten decades for the gods they made” viser et band, der ikke bare har fået øjnene op for de store samfundsforandringer, der skete overalt omkring dem, men som var med helt i frontlinjen for kampen. Hvis ikke på gadeplan, så på et kunstnerisk plan.

Det var ikke bare i studiet, at The Rolling Stones tog del i ungdommens revolution. Mens oprøret brød ud i Frankrig, krigen rasede i Vietnam, og amerikanerne skød både Martin Luther King og Bobby Kennedy, lå London fortsat hen i den gode gamle ro, der havde præget byen i mange år.

Rocksangerens pligt

Mick Jagger og Keith Richards var året inden blev sat i fængsel grundet deres berømte narkoretssag, men var blevet løsladt efter bare én dags afsoning. I høj grad på grund af folkelig opstand over dommen. Dermed havde de og resten af The Rolling Stones fået status af lovløse outsidere og folkehelte, endnu mere end de havde haft i forvejen.

Han var midt i orkanens øje, men opdagede ved samme lejlighed også en vigtig sandhed omkring blandingen af demonstrant og rockstjerne. Berømmelsen kom i vejen for formålet.

På ”Street Fighting Man” tager sangskriverparret fat i netop den rebelske tidsånd. Tiden lagde op til, at rockstjerner ikke bare kunne tale folkets sag, hvis de syntes, men tværtimod havde de på dette tidspunkt nærmest pligt til at gå med folket. De havde pligt til at tale folkets sag, frem for at komme med et vagt statement på den røde løber to gange om året.

Måske derfor deltog Mick Jagger d. 17. marts 1968 i en antikrigs-demonstration foran den amerikanske ambassade, sammen med 25.000 andre. Det beredne politi forsøgte at kontrollere og jage demonstranterne på flugt, hvilket førte til flere slagsmål.

Han var midt i orkanens øje, men opdagede ved samme lejlighed også en vigtig sandhed omkring blandingen af demonstrant og rockstjerne. Berømmelsen kom i vejen for formålet. Mens halvdelen af de fremmødte råbte politiske slogans, kiggede den anden halvdel på rockstjernen iblandt dem. Mick Jagger indså, at han bedre kunne hjælpe oprøret gennem musikken, og stak af fra demonstrationen og politiet.

Lytter man til teksten til ”Street Fighting Man” fornemmer man tydeligt sangerens oprørske ånd, men også hans frustration over at fjerne opmærksomheden fra målet, hvor han selv deltog fuldt ud. ”Well now what can a poor boy do? Except to sing for a rock & roll band? Cause in sleepy London Town there’s just no place for a street fighting man, no.

Grundlæggerens forfald

Beggars Banquet blev starten på en ny musikalsk stil for The Rolling Stones, og starten på det, der må siges at være deres karrieres kunstneriske storhedstid. Men den signalerede også begyndelsen til enden på grundlæggeren Brian Jones, både i bandet og i livet.

Ser man Jean Luc Goddars optagelser fra Olympic Studios er Brian Jones ved flere lejligheder fraværende, hvilket han ofte var under indspilningen af pladen. Skønt han i sin tid havde grundlagt bandet, og var drivkraften bag deres tidlige succes, var han langsomt gledet i baggrunden. Mick Jagger og Keith Richards havde vist sig begge at have store talenter som sangskrivere, hvilket Brian Jones aldrig rigtigt lærte.

Grundlægger af bandet Brian Jones svarer på journalisters spørgsmål i 1966. Foto: Wikipedia.org
Grundlægger af bandet Brian Jones svarer på journalisters spørgsmål i 1966. Foto: Wikipedia.org

Hans eksperimenter med stoffer var her i 1968 blevet til et stort misbrug. Han udeblev ofte fra studiet, og når han mødte op var han ofte meget usamarbejdsvillig, eller ligefrem ude af stand til at spille.

”En dag sad vi i en rundkreds på gulvet og arbejdede på ”No Expectations”. Brian fandt sin guitar frem, og spillede pludselig nogle meget smukke linjer, der også kom med på det færdige nummer. Det er mit sidste minde om den Brian, der kunne bidrage med noget smukt og følsomt,” har Mick Jagger siden udtalt om

Beggars Banquet blev den sidste plade, som The Rolling Stones udgav i Brian Jones’ levetid. Året efter blev han smidt ud af bandet, og kort tid efter fundet død i sin swimming pool.

Skrevet af
More from Klaus Thodsen

En søndag i Bergamo

”Bastardi! Bastardi!” råber manden ved siden af mig, mens han vifter med...
Læs mere