Stones om søndagen: Exile on Main St.

Coveret til Exile On Main St. Foto: Robert Frank

The Rolling Stones havde helt fra begyndelsen i starten af 1960’erne haft et ry som nogle vilde drenge.

Men hvad der startede som en fest, med alt hvad der hører sig til af stimulanser, af både kemisk og kødelig art, udviklede sig, da de glade 1960’ere blev afløst af de dekadente 1970’ere, til en decideret hedonisme, hvor lyset i den grad blev brændt i begge ender. Det er vigtigt for forståelsen af bandets album Exile on Main St. fra 1972, som er sidste stop i vores tema om The Rolling Stones’ fire største plader.

Exile on Main St. er et dobbeltalbum, og som det er set så mange gange før i rockhistorien, så er disciplinen dobbeltalbum yderst svær at mestre. Det var det for The Beatles med deres hvide album, for Fleetwood Mac med Tusk, Guns N’ Roses både sejrede og fejlede med Use Your Illusion I og II, og adskillige andre eksempler kunne nævnes. Heller ikke The Rolling Stones kom helt i mål med deres forsøg.

Ofte går der det galt, at bands har fået så stor succes, at de til sidst har fået frie tøjler af pladeselskaberne og deres egoer er blevet så store af succesen, at deres selvkritiske sans er røget samme vej som jordforbindelsen. Derfor står disse store værker ofte som roste, men samtidig omdiskuterede. Ofte mangler pladerne fokus og indeholder for mange numre som burde være blevet i øvelokalet.

I syndens hule

Jagger og Richards en sen nat på Nellcote. Foto: AFP Getty Images
Jagger og Richards en sen nat på Nellcote. Foto: AFP Getty Images

Exile on Main St. er ingen undtagelse. Pladen indeholder 18 skæringer fordelt på de fire pladesider. Disse numre er indspillet ad flere omgange i forskellige studier. Men mest sigende for pladen er den del af indspilningerne som foregik i Nellcote, den villa i Sydfrankrig som guitarist Keith Richards havde lejet, da bandet gik i landflygtighed der, som følge af en skattesag hjemme i England.

Hvis The Rolling Stones havde outlaw-status, så kan Nellcote bedst beskrives som en rendyrket røverhule. Stedet sejlede i stoffer, og især heroinen var begyndt at få et alvorligt tag i Keith Richards. Både forfatteren William S. Burroughs og countrymusikeren Gram Parsons var blandt de flittige hangarounds i Nellcote, hvilket ikke just gjorde narkoproblemet mindre. Indspilningerne foregik efter sigende hver aften, men var håbløst ufokuserede, da bandet sjældent var fuldtallige i studiet. Det bærer pladen præg af, da flere af numrene er indspillet af flere omgange og med bytten-rundt på instrumenterne.

“Det var et mareridt. I stedet for at skrive sange på fire timer, så ‘arbejdede’ vi på den i fire fucking uger,” har bassisten Bill Wyman siden udtalt.

Musikken bygger videre på stilen fra de foregående tre albums med en rockmusik med tydelige elementer af blues, gospel og country. Med andre ord: rockmusikkens rødder. Den adskiller sig dog alligevel. Dette skyldes det førnævnte mangel på fokus og de rodede omstændigheder under indspilningerne. Men pladens svaghed er samtidigt, hvor mærkeligt det end måtte lyde, dens styrke:

Generelt er den mixet komplet sløset, og lyden er mildest talt mudret og Mick Jaggers vokal, som ellers er fandenivoldsk som aldrig før, er ofte noget utydelig. Bandet er som altid tight, og de forskellige instrumenter ligger, hvor de skal. Men samtidig lyder det så sløset, at man under lytningen bliver nervøs for, hvornår det hele falder fra hinanden. De spiller som død og helvede. Og det er ment i absolut positiv forstand. Det svarer til at hælde æter i tanken på en knallert for derefter at køre 100 kilometer i timen, indtil den bryder i brand. Sådan føles det at lytte til Exile on Main St.

Mick Jagger dyrkede kendistilværelsen i de glitrende 1970’ere og Keith Richards sank dybere og dybere ned i heroinmisbruget.

Ved udgivelsen i 1972 var der delte meninger blandt anmelderne. Dens manglende fokus gør også, at den kræver flere gennemlytninger før 10-øren pludselig falder. Og med tiden er den, blandt både anmeldere og fans, ofte blevet fremhævet som The Rolling Stones bedste plade. Det er igen paradoksalt, da den indeholder få umiddelbare hits. Den eneste sang, som var et decideret hit må være ’Tumbling Dice’ som stadig den dag i dag ofte bliver spillet ved bandets koncerter.

Lyset i mørket

Nummeret Shine a Light, som er næstsidste sang på pladen, står som en slags klimaks. I starten lyder den blot som en bagatel i afdelingen for rockballader, men lidt over midtvejs i sangen, da gospelkoret har fundet sig tilrette, og intensiteten stiger, åbenbarer sig en sang, som med rette kan kaldes årgangs-Stones. Omkvædet, som med gospelkoret rækker mod himlen, kombineret med gæsten Billy Prestons slubrende orgel gør, at nummeret står som en af pladens fineste skæringer.

Keith Richards i kælderen under Nellcote. Foto Dominique Tarle
Keith Richards i kælderen under Nellcote. Foto Dominique Tarle

Mick Taylor har rigeligt plads til sin guitar da Keith Richards er fraværende på sangen. Det udnytter han til at spille en, for bandet noget atypisk guitar, som legende let smyger sig om Mick Jaggers vokal som fjerboaen om halsen på en eksotisk danserinde.

Sangen var flere år undervejs, og er skrevet til det tidligere bandmedlem, Brian Jones, som i den grad brændte sit lys i begge ender, og endte med at blive fyret fra bandet og ende sine dage på bunden af sin egen swimming pool. Det er en sang som virker til at hele det sår, som hans uskønne exit havde påført bandet.

Saw you stretched out in Room Ten O Nine / With a smile on your face and a tear right in your eye / Oh, couldn’t see to get a line on you, my sweet honey love / Berber jewelry jangling down the street / Making bloodshot eyes at every woman that you meet / Could not seem to get a high on you, my sweet honey love.

May the good Lord shine a light on you / Make every song (you sing) your favorite tune /May the good Lord shine a light on you / Warm like the evening sun.

Exile on Main St. blev, trods alle odds, en absolut hjørnesten i The Rolling Stones-kataloget. Og selvom bandet havde massevis af hits og storsælgende plader i sig de kommende mange år, og fik en stadig større volumen, så markerede albummet enden på det, man kan kalde The Rolling Stones’ gyldne periode fra 1968 til 1972. De forblev på hitlisterne, men bandets plader blev mere ujævne. Sangskriverparret Jagger/Richards kørte ikke helt så smurt fremover.

Mick Jagger dyrkede kendistilværelsen i de glitrende 1970’ere og Keith Richards sank dybere og dybere ned i heroinmisbruget. Det var i den gyldne periode, at The Rolling Stones for alvor var på deres kreative højdepunkt og skrev en stor mængde klassikere, som de fleste bands ville slå ihjel for at have blot halvdelen af. Det er værd at huske på, når man ser det nuværende band, som nogle kan opfatte som lidt af et gammelmands-cirkus. I den gyldne periode gik The Rolling Stones forrest og satte standarder for rock’n’roll. Som musik og som livsstil.

More from Emil Vendelbo Johansen

Stones om søndagen: Exile on Main St.

The Rolling Stones havde helt fra begyndelsen i starten af 1960’erne haft...
Læs mere