Stones om søndagen: Let It Bleed

Forsanger Mick Jagger, her fotograferet i midten af 1970'erne. Foto: Wikipedia.org

Det kommer måske ikke bag på læserne, at denne musikredaktion har en forkærlighed for The Rolling Stones. Derfor har vi dedikeret decembers søndage til verdens største rockbands fire mest ikoniske plader, og nu er turen kommet til Let It Bleed fra 1969.

Undertegnede faldt over pladen i en alder af cirka 15 år i en lille butik med brugte plader i hjemstavnen Helsingør. Indtil da havde The Rolling Stones ikke ligefrem taget mig med storm. For den langhårede teenager i denimjakken fyldt med badges var det mere den psykedeliske rock, der tiltrak.

decca-records
Coveret til Let It Bleed. Foto: Decca Records

Jo mærkeligere, jo bedre. The Rolling Stones virkede for traditionelle i deres lyd og sange. En opfattelse, jeg snart kom til at revurdere.

Albummet ligger fint i forlængelse af forgængeren, og de ni skæringer har samme upolerede blues- og countrylyd. Åbningsnummeret


’Gimme Shelter’ er et af bandets kendteste numre, og er stort set altid at finde på sætlisten til koncerter. Nummeret lægger ud med en relativt lang og groovy guitarintro, for så at åbenbare sig som det rockmonster af en sang det er, når Charlie Watts’ trommer kommer på. Både i lyd og tekst behandler den, ligesom resten af pladen, tidens frustrationer over blandt andet Vietnam-krigen:

‘Ooh, see the fire is sweepin’ / Our very street today / Burns like a red coal carpet / Mad bull lost its way’

Mick Jagger udtalte mange år senere til Rolling Stone Magazine: ’Det er en slags enden-på-verden-sang. Det er apokalypsen. Hele pladen er sådan.’

Udover Mick Jagger synger også soulsangerinden Merry Clayton, hvis imponerende stemme hæver sangen op på et nærmest guddommeligt plan. Hvis The Rolling Stones kun havde skrevet den ene sang, så ville de stadig have en vigtig plads i rockhistorien. Det er en vaskeægte rock-anthem. Merry Clayton var i øvrigt gravid, da hun indspillede sin vokal i studiet midt om natten, da hun kom hjem aborterede hun, og det er blevet spekuleret i om det skyldtes overanstrengelsen fra indspilningen, hvor hendes stemme to gange knækker over.

Keith Richards blev med sin rå guitarstil og outlaw-image hurtigt helten hjemme på teenageværelset

Tilbage i pladebutikken vidste 15-årige jeg ikke, at det var en af bandets bedste plader jeg stod med. Og jeg vidste heller ikke, at jeg senere skulle få bandets kendte logo tatoveret på kroppen (men det er en helt anden historie). Til gengæld vidste jeg godt, at The Rolling Stones blev kaldt verdens største rockband, så jeg følte på en måde, at jeg burde kunne lide det. Indtil da havde jeg hørt det lidt sporadisk, og syntes da, at enkelte numre var fede nok, men det var ligesom det. Som så mange andre unge ville jeg gerne være cool, og jeg ville gerne høre den ’rigtige’ musik. Så jeg købte pladen. Den var ikke så dyr, men det var også i 2005 før det igen blev moderne med vinyler og priserne steg.

Side to åbner med ’Midnight Rambler’, som med sine næsten syv minutter viser, at blues kan være alt andet end kedelig gammelmandsmusik. Sangen handler om the Boston Strangler, en seriemorder som voldtog og slog 13 kvinder ihjel i starten af 1960’erne. Nummeret oser af sex og begær. Den farlige slags.

‘The one that closed the bedroom door / I’m called the hit-and-run raper in anger / The knife-sharpened tippie-toe… / Or just the shoot ‘em dead, brainbell jangler / You know, the one you never seen before.’

Let It Bleed røg hjem på pladespilleren og var med til at kickstarte min interesse for The Rolling Stones. Åbningsnummerets intensitet og rebelske tone passede perfekt ind i min selvforståelse som rebel og vordende rockmusiker. Keith Richards blev med sin rå guitarstil og outlaw-image hurtigt helten hjemme på teenageværelset. Symbolet på sex, drugs and rock’n’roll, som virkede så tiltrækkende på mit unge sind.

Albummet var desuden det første med guitaristen Mick Taylor, som havde taget over efter Brian Jones’ exit fra bandet i en storm af narko. Pladen slutter med den over syv minutter lange ’You Can’t Always Get What You Want’, som er en af de sange som opsummerer det årti, på godt og ondt, som lakkede mod enden.

Bandets nye guitarist Mick Talyor. Foto: Dina Regine, Flickr.
Bandets nye guitarist Mick Talyor. Foto: Dina Regine, Flickr.

‘I went down to the demonstration / To get my fair share of abuse / Singing, “We’re gonna vent our frustration / If we don’t we’re gonna blow a 50-amp fuse’’

Sangen gør kraftigt brug af The London Bach Choir som giver et tydeligt præg af gospel. Kombineret med et groove der er som skabt til Mick Jaggers rullende hofter er det ligeledes en af de sange som bandet som regel også spiller ved deres koncerter den dag i dag.

Førnævnte eksemplar af Let It Bleed stadig i pladesamlingen. Jeg har ikke tal på hvor mange gange, den er blevet spillet. Mit eksemplar er fra udgivelsesåret 1969, og lyden er på trods af lidt slitage forrygende frisk her næsten 50 år efter. Med et ordentlig anlæg (bare rolig, jeg skal nok afholde mig fra at løfte pegefingeren overfor mini-anlæg og den slags) så lyder pladen enormt varm og håndspillet. Sangene lyder som om de kunne være indspillet i går.

Med denne plade nærmede The Rolling Stones sig deres kunstneriske højdepunkt, og statussen som verdens største rockband. Med Beggars Banquet og Let It Bleed fik bandet for alvor fundet deres ståsted som et voksent band, og ikke blot det flabede modstykke til de pæne drenge i The Beatles.

More from Emil Vendelbo Johansen

“Systemet skal knuses!”

Forleden var det 10 år siden, at Ungdomshuset på Jagtvej 69 blev...
Læs mere