Stones om søndagen: Sticky Fingers

Bandet poserer i en reklame for albummet Sticky Fingers i 1971. Foto: upload.wikimedia.org

Begyndelsen af 1970’erne var en tid, hvor The Rolling Stones, i hvert fald kunstnerisk, ikke kunne sætte en fod forkert. Med otte albumudgivelser i bagagen, var de på dette tidspunkt ubestridt verdens største rock ‘n’ roll-band, og efter for første gang at have gået et år uden pladeudgivelse, var de i 1971 tilbage med et af historiens mest roste albums, endda på eget pladeselskab, Rolling Stones Records. Det var også første gang det berømte logo med tungen blev brugt, som har fulgt bandet lige siden. Selvom albummet er aldeles helstøbt, så havde succesen sin pris, og det blev det sidste rigtigt fokuserede udspil fra bandet i mange år frem. Stofferne og dekadencen var ved at have grundigt fat i The Rolling Stones.

Sticky Fingers, hvis cover popkunstneren Andy Warhol fik idéen til, blev indspillet dels i London, og dels i det verdensberømte Muscle Shoals Sound Studio i Alabama i USA, hvor bandet indspillede tre numre på to dage, inden de drog videre til den katastrofale koncert på Altamont, der endte i kaos, slagsmål og mord.

Et miks af stilarter

Indercoveret med det ikoniske logo, designet af John Pasche og bearbejdet af Craig Braun som blev introduceret i 1971.
Indercoveret af Sticky Fingers med det ikoniske logo, designet af John Pasche og bearbejdet af Craig Braun, som blev introduceret i 1971. Foto: c1.staticflickr.com

Lytter man til Sticky Fingers, finder man mange forskellige stilarter rodet sammen på samme album. Funk, country, blues og lige-ud-ad-landevejen rock ‘n’ roll. Da The Rolling Stones kom forbi Muscle Shoals i slutningen af 1969, var det en årelang drøm for bandet, der i sine helt tidlige dage havde haft succes med en coverversion af Arthur Alexanders ”You Better Move On”, en sanger og et hit, der begge stammede fra netop Muscle Shoals.

I Muscle Shoals indspillede The Rolling Stones tre af Sticky Fingers’ største hits; numre der til denne dag anses som værende blandt bandets bedste numre. Bluessangen ”You Gotta Move”, der er et cover af den gamle bluesman Fred McDowell. Den funky rock-klassiker ”Brown Sugar”, samt balladen ”Wild Horses”.

Selvom inspirationen til netop ”Wild Horses” ofte tilskrives Mick Jaggers daværende kæreste, sangerinden Marianne Faithfull, har både Mick Jagger og Keith Richards flere gange undsagt denne påstand. Richards har udtalt, at sangen kom af hans ulyst til at tage på turne, væk fra sin nyfødte søn Marlon.

Det sidste nummer, der blev indspillet i Muscle Shoals var kæmpehittet ”Brown Sugar”, der i dag står som et af bandets mest kendte numre. Et funky stykke rockmusik, der bliver drevet fremad af Keith Richards karakteristiske riff, og Mick Jaggers tekst der, som så mange bandets sange, endte i en strid mellem flere kvinder omkring, hvem den i virkeligheden er skrevet om. Både Marsha Hunt og Claudia Lennear påstår, at have inspireret Mick Jagger til ”Brown Sugar.”

Narko i studiet og i sangene

Coveret til Sticky Fingers. Hvem modellen var som lagde skridt til, står stadig hen i det uvisse. Foto: c1.staticflickr.com
Coveret til Sticky Fingers. Hvem modellen var, som lagde skridt til, står stadig hen i det uvisse. Foto: c1.staticflickr.com

”Jeg må sige, at da The Rolling Stones indspillede i Muscle Shoals, var der ingen, der drak, og ingen der tog stoffer,” har Jimmy Johnson, producer på de tre numre, bandet indspillede i Alabama, siden udtalt.

”Tjah… Det kommer an på, hvad man sammenligner med,” var Keith Richards’ svar på Johnsons udsagn, og siger samtidig alt om det stof- og alkoholforbrug, som bandet havde i denne tid.

Kigger man nærmere på teksterne på Sticky Fingers, skorter det da heller ikke på narkoreferencer i mange af sangene.

Mest åbenlys er titlen ”Sister Morphine”, der oprindeligt blev udgivet af Marianne Faithfull, som havde skrevet den i samarbejde med Jagger og Richards. Kigger man nærmere på tekstuniverset, er der flere referencer til hårde stoffer. ”Brown Sugar” kan læses som en tekst om heroin, og på ”Dead Flowers” finder vi den nok klareste heroin-reference i The Rolling Stones-kataloget:

I’ll be in my basement room with a needle and a spoon / And another girl to take my pain away.”

Det snigende forfald

Sticky Fingers er siden udgivelsen i 1971 blevet en af bandets mest succesfulde albums nogensinde, og mange af numrene fra pladen har nu i 45 år været en fast del af bandets live-optrædener. Den strøg direkte til toppen af hitlisterne over det meste af verden, og cementerede endeligt bandets placering som verdens største rockband.

Omkring et år efter udgivelsen, var bandet draget i landflygtighed i Sydfrankrig grundet massive skatteproblemer og narkomisbruget gik fra problematisk til altdominerende, ikke bare for bandet, men for deres omgivelser også.

Det var den første plade, hvor den unge guitarist Mick Taylor deltog som fuldblodsmedlem af bandet hele vejen igennem, og hans virtuose guitarspil kommer virkelig til sin ret mange steder på pladen. For mange trofaste fans vil det være svært at pege på ét dårligt nummer på Sticky Fingers.

Det ville være en overdrivelse at sige, at The Rolling Stones i disse år levede noget, der tilnærmelsesvis kan kaldes en normal tilværelse. Ikke desto mindre signalerede Sticky Fingers begyndelsen på enden på bandets daværende tilværelse. Omkring et år efter udgivelsen, var bandet draget i landflygtighed i Sydfrankrig grundet massive skatteproblemer og narkomisbruget gik fra problematisk til altdominerende, ikke bare for bandet, men for deres omgivelser også.

Skønt The Rolling Stones i denne tid var fast inventar på verdens hitlister, og oplevede deres kunstneriske storhedstid, mindes især Keith Richards indspilningerne i Muscle Shoals som et af højdepunkterne i karrieren:

”Jeg har altid drømt om, at vi kunne være taget tilbage dertil og have indspillet vores næste albums. Men politisk var det ikke muligt. Jeg blev forbudt indrejse i USA i årevis, så vi endte i Sydfrankrig og på Jamaica for at indspille de næste plader. Den må jeg tage på min kappe.”

Bandet stod som nævnt på toppen af karrieren med Sticky Fingers, og selvom bandet endnu havde mange hits tilbage i sig, så står albummet som det mest fokuserede værk i de ellers så dekadente 1970’ere. Året efter, i 1972, udgav The Rolling Stones deres flossede og skandaløse magnum opus Exile on Main St. som vi tager under kærlig behandling i næste og sidste afsnit af Stones om Søndagen.

 

 

Skrevet af
More from Klaus Thodsen

Under radaren: Big Star

De var anmeldernes yndlinge, pladeselskabets store nye håb og de havde sangene...
Læs mere